BenRiach 10 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Single malt » Side 80

BenRiach 10 Year Old – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: BenRiach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

BenRiach 10 Year Old er en skotsk single malt whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på BenRiach Distillery beliggende i Speyside regionen. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Modningen har foregået i minimum 10 år på disse fad. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og den er heller ikke fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #230

Anmeldelse af BenRiach 10 Year Old

Næse:

Man dufter søde frugter som det første, når næsen sættes hen til glasset. Der duftes modne æbler og pærer. I baggrunden mærkes en smule syrlighed, som godt kan minde en smule om umodne æbler, og måske endda lidt citrusfrugt. Når drammen har hvilet lidt i glasset, kommer en smule egetræ og vanilje frem i aromaen. Efterhånden bliver vaniljen mere og mere fremtrædende. Ligeledes kommer en nærmes maritim note frem, som leder tankerne hen på saltvand og mineraler, og giver lidt tørhed i næsen. De 43% vol alkohol er ikke at mærke.

BenRiach 10 Year Old - Miniature

BenRiach 10 Year Old – Miniature

Palette:

Frugtsødmen fra modne æbler og pærer er det første som smages. Efterhånden kommer også en fin honningsødme frem i denne Speyside whisky. Det lidt mineralske udtryk, som også var af finde i duften, er også til stede i smagen. Det giver et lidt tørt, næsten kalket, strejf til drammen. Som i næsen bliver vanilje mere og mere tydelig efter et par nip af glasset. Der smages lidt egetræ i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der er stadig en lidt mineralsk fornemmelse i munden. De søde æbler og pærer fra duften og smagen, erstattes i afslutningen af modne appelsiner. Vaniljen er stadig ganske fremtrædende. Der kommer en snert af mælkechokolade og karamel frem. Der mærkes noget som minder lidt om mentol på tungen, inden munden slutteligt tørrer en anelse ud, med en bitter fornemmelse på tungen.

Hvad siger producenten:

“Bottled at 43% vol, the BenRiach 10 Years Old is Classic Speyside in character. The cask formula focuses on ex-bourbon and ex-sherry casks – exactly the types of wood we favour at BenRiach. This fresh, lively, fruit-laden single malt captures warm oak spices, green apple, dried apricots, peach and banana with subtle touches of aniseed, lemon zest and barley.”

Konklusion:

Dette er god whisky. Den stiller ikke de store krav, men den er til gengæld stadig tilpas kompleks til, at den stadig er lidt udfordrende. Det er sådan set godt klaret af en 10 års entry-level whisky. Jeg har her anmeldt en miniature flaske. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner, og det er et ganske fornuftigt køb. For de penge får man frugtsødme, mineraler og vanilje i fin forening. Det hele serveres stadig på en let-drikkelig måde. Det er en god whisky at servere til nyderen, som er skridtet lige over ny-begynder. Det er også en dram, som fint kan nydes til hverdag, hvor man ikke lige vil koncentrere sig om de mest komplekse nuancer, men stadig vil have en fornuftig dram. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach 10 Year Old er, at det en god allround whisky.

Talisker 8 Year Old – 2020 Special Releases

Hjem » Single malt » Side 80

Talisker 8 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Talisker
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,9%
Alder: 8 år
Fadtype: Rom
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★

Talisker 8 Year Old er en skotsk whisky på 57.9% Vol. Flasken er del af Diageo’s “2020 Special Releases“, der også går under navnet “Rare by Nature” serien. Whiskyen er fremstillet af Talisker Distillery på Isle of Skye. Den har efter fremstilling i 2011 lagret på ex-rom fad, der tidligere har indeholdt pot-still destilleret rom. Lagringen har varet i alt mindst 8 år, som det også fremgår af etiketten. Whiskyen er aftappet ved fuld fadstyrke, og som en “Limited Edition” i begrænset oplag. Jeg har fået denne sample sponsoret til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #229

Anmeldelse af Talisker 8 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af vanilje- og maltsødme når den nærmer sig glasset. Der følges hurtigt op med let røg, og maritime og mineralske noter kommer hurtigt efter. Efter lidt tid i glasset kommer sødmefuld frugt frem fra baggrunden. Der duftes overmoden banan med et hint af grapefrugt. De 57,9% vol alkohol mærkes i næsen, og en anelse vand kan med fordel tilsættes, for at nedtone det en anelse. Vandet trækker vanilje og de maritime nuancer frem i duften, mens en snert aroma fra mørk sukker opstår i whiskyen.

Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Sødme fra vanilje er igen det første som rammer sanserne, når man også får smagt på drammen. Smagen af overmodne bananer, og syltede tropiske frugter følger hurtigt efter. Der mærkes straks prikken på tunge fra stærk peber og og chili, som Talisker er kendt for. Når man har smagt på drammen et par gange, bliver røg og mineralske noter tydeligere og tydeligere. Der fornemmes salt og flintesten på læberne. Lejlighedsvis mærkes en fjern note af citrusfrugter i smagen. Som i duften er alkoholen ganske tydelig, og også her kan lidt vand med fordel tilsættes. Sødmen forstærkes en anelse med tilsat vand.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på oplevelsen. De maritime og mineralske nuancer af salt og flintesten bliver tydeligere endnu tydeligere i eftersmagen. Det giver en lidt tør fornemmelse i munden. Lidt sødme fra brun sukker og syltede tropiske frugter opleves momentvis. Sødmen tiltager en anelse efterhånden som man smager drammen flere gange. Der mærkes længe peber og chili på tungen, der får et ekstra spark af det høje alkohol indhold. Man efterlades med en smag af vanilje, med en snert af egetræ, mens munden er dækket i et tynd lag af røg.

Hvad siger producenten:

From a malt rich in maritime character, this adventurous release of Talisker is the first ever to be finished in pot-still Caribbean rum casks. They have enlivened the marine scents and peppery punch of this Skye distillery’s colourful character with the rich, dark and exotic sweetness of warmer climes.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Den har et ungdommeligt udtryk, og man kan sagtens mærke at den kun har 8 år på bagen. Når det er sagt er det med til at give drammen et næsten frisk udtryk, på trods af både frugt- og sukkersødme samt del vanilje. Sammen med røg, salt og den klassiske Talisker peber og chili giver det en ganske god oplevelse. Det hele får et ekstra løft af den høje alkohol. Man kan købe en flaske for omkring 1000,- kroner. Jeg har smagt andre whiskyer, der er lagret på ex-rom fad, og de har ofte været præget af en næsten vammel sødme, som man også kender det fra en del rom. Denne voldsomme, og næsten overvældende sødme, har denne aftapning ikke, hvilket er et klart plus i min bog. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases er, at det er en sjældenhed, at rom-lagret whisky, falder ud i noget, som jeg vil kalde en god whisky, som tilfældet er med denne “Rare by Nature” aftapning.

Bowmore 15 Year Old – Darkest

Hjem » Single malt » Side 80

Bowmore 15 Year Old – Sherry cask finished

Destilleri: Bowmore
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

Bowmore 15 Year Old er en whisky på 43% Vol. Bowmore Distillery er et af Skotlands destillerier på øen Islay. Bowmore destilleriet er under ejerskab af Suntory Holdings Limited. Whiskyen er “double matured”. hvor den først har modnet 12 år på ex-bourbon fad, hvorefter den har fået en afslutning på 3 år i ex-oloroso sherry fad. Whiskyen er dermed 15 år gammel, som det også fremgår af indpakningen. Aftapningen er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #227

Anmeldelse af Bowmore 15 Year Old

Næse:

Røg rammer næsen som det første, når der duftes til glasset. Det er ikke en tung røg, som man kender det fra andre destillerier på Islay. Det er en let røg, der minder om den man kender, fra når naboen har tændt et bål i haven. Dette opfølges hurtigt af sødme fra tørrede frugter. Der duftes rosiner og dadler. Kombinationen minder om sød pibetobak. Men lidt tid i glasset kommer noter af mælkechokolade og vanilje frem. Der anes en snert maritim note, der giver et lidt mineralsk udtryk. Man mærker ikke alkoholen på duften.

Bowmore 15 Year Old - Miniature

Bowmore 15 Year Old – Miniature

Palette:

Man smager straks sødme fra rosiner og dadler. Ligeledes smages sødme fra modne appelsiner, der bliver mere og mere tydelig, efterhånden som man nipper til drammen. Der anes lejlighedsvis også en lidt skarpere citrus i baggrunden, som minder mere om citron. Efter at have smagt drammen nogle gange smages også søde mørke kirsebær. Ligeledes kommer vanilje og mælkechokolade mere frem. Der mærkes lidt peber og kanel på tungen. Det mineralske udtryk, som også var at finde i næsen, giver en fornemmelse af salt på læber og tunge. Det hele pakkes ind i en fin note af røg. De 43% vol alkohol er heller ikke at mærke her.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne skotske whisky. Man sidder stadig med sødmen fra rosiner og dadler i munden. De søde appelsiner er stadig tydelige, men aftager langsomt, mens en lidt bitter note af appelsin-skal toner frem. Peber og kanel er tydeligere i afslutningen, og giver lidt prikken i munden. Vanilje, karamel og mælkechokolade bliver tydeligere, samtidig med at røgen har lagt sig som et fint lag i munden. Man efterlades med en følelse af sød pibetobak og gammel læder i munden, mens man sidder med lidt varme i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“Matured first in bourbon barrels then Oloroso casks, there’s no finer example of a sherry cask finish than our 15 Year Old. It’s the final three years spent in Oloroso sherry casks that gives Bowmore 15 Year Old the rich, deep colour and robust warming finish.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, der virkelig falder i min smag. Der er røg, sødme, frugt, vanilje og god kompleksitet i drammen. Man kan købe en flaske for lige over 500,- kroner. Kan man lide den klassiske whisky Lagavulin 16 Year Old, så er denne whisky lige sagen. På mange områder er de to Islay single malt whiskyer i direkte konkurrence. Det gælder både i det generelle udtryk i duft, smag og eftersmag, men også i alder og prisleje. Kan man lide røg, sherry og en dram, der stiller lidt krav til nyderen, så er dette et sikkert valg. Konklusionen på denne anmeldelse af Bowmore 15 Year Old Darkest er, at det er en whisky, som klarer sig godt på alle parametre.