Annandale Man O’Sword – Founders’ Selection 2016

Hjem » Side 128

Annandale Man O’Sword – Spanish Oak Cask 2016/544

Destilleri: Annandale
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 61,1%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Annandale Man O’Sword er en single malt whisky på 61,1% Vol. Whiskyen er produceret af Annandale Distillery i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen er hældt på et enkelt spansk hogshead fad i 2016, så der er tale om en single cask aftapning. Disse ex-sherry fad stammer fra José y Miguel Martín SA, hvor destilleriet købte 8 fad af amerikansk egetræ, og 4 fad af spansk egetræ. Den ene halvdel blev fyldt med råsprit uden røg, kaldet Man O’Words, og den anden halvdel blev fyldt med røget råsprit, kaldet Man O’Sword. Denne flaske er fra det ene af de to fad af spansk egetræ, der blev påfyldt røget råsprit. Fadet er særligt udvalgt af ejeren David Thomson, og hedder Cask 2016/544. Der er sendt i alt 321 flasker på markedet fra fadet, og jeg har fået flaske #239. Alle flasker er aftappet ved fuld fadstyrke. Flasken kommer uden aldersangivelse, og whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #209

Anmeldelse af Annandale Man O’Sword

Næse:

Man mærker først en let røg i næsen, der dog hurtigt aftager og træder i baggrunden. Herefter fremkommer noter af tørret frugter. Der duftes abrikoser og dadler. Den høje alkoholprocent leder tankerne hen i retning af rosiner, der har ligget og trukket i spiritus, for at blive brugt en kage eller en en dessert. På trods af den høje alkoholprocent, så virker whiskyen ikke sprittet i næsen. Efter nogle minutter i glasset kommer et strejf af egetræ frem fra baggrunden. Ligeledes fremkommer også en let duft af citrusskal.

Annandale Man O’Sword

Annandale Man O’Sword

Palette:

De 61,1% vol alkohol fra denne fadstyrke aftapning, er noget mere tydelig i smagen, end den var i næsen. Der kan med fordel tilsættes lidt vand, for at nedtone det en anelse. Når vandet er tilsat smages igen mørke tørrede frugter som dadler og rosiner. På trods af god sødme fra de tørrede frugter, så mærkes stadig en lidt tør fornemmelse i munden. Der kommer tydelige stærke krydderier på tungen. Der smages krydderier som kanel, kardemomme muskatnød. Kombinationen mellem mørke frugter og krydderier leder tankerne hen i retning af julekage. Efter et par nip til drammen dukker en let brændt citrussmag frem fra baggrunden.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne Lowland whisky. De stærke krydderier, der også var at finde i paletten, er stadig markante. Det smages kanel, kardemomme og muskatnød, men der udvikler sig en tørhed på tungen. Der smages også stadig de tørrede dadler og rosiner, men uden sødmen, der ellers kendetegner disse. Der ligger et fjernt minde om røg og chokolade over hele udtrykket. Der mærkes varme i hele overkroppen fra den høje alkoholprocent.

Hvad siger producenten:

“Cask 2016/544, 61.1%abv is a Spanish oak hogshead filled with Annandale’s peated Man O’Sword spirit. The profusion of flavour compounds extracted from the more open grain of the Spanish oak adds richness and depth to our highly acclaimed peated spirit, delivering a complex yet beautifully balanced Single Malt.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky, når man tager den unge alder i betragtning. Der er interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Kombinationen mellem tørrede frugter, stærke krydderier og let røg, fungerer ganske godt. Whiskyen fremtræder ganske potent, og til tider lidt barsk i sit udtryk. Den ville have godt af at blive afrundet en anelse, med nogle flere år på fad. Tørheden minder lidt om det, man finder i nogle stouts, hvor de også har gavn af en forlænget lagring, enten i flasken eller som fadlagret øl, for lige at give en ekstra afrunding. Den bløder mere op, når flasken har stået åben i nogle uger, og whiskyen har fået noget luft. Man kan købe denne whisky for cirka 650,- kroner. Til den pris får man en god oplevelse, fra et nyåbnet destilleri, hvor det stadig er lidt besværligt at finde aftapninger fra. Konklusionen på denne anmeldelse af Annandale Man O’Sword Founders’ Selection 2016 Spanish Oak Cask 2016/544 er, at den er som en lidt melet julekage, der kun bliver bedre ved et par dage ekstra i køleskabet, til lige at bløde den lidt op.

Four Roses – Original yellow label

Hjem » Side 128

Four Roses – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Destilleri: Four Roses
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Four Roses er en amerikansk Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 40% Vol. Bourbonen er fremstillet af Four Roses Distillery, der er et af de amerikanske destillerier, som ligger i Kentucky. Destilleriet er under ejerskab af det japanske Kirin Brewery Company. På trods af, at denne standard udgivelse kun bærer destilleriets navn, så har den også ofte tilnavnet “Original” eller “Yellow Label”. Bourbon whiskey skal mindst lagre i 2 år på nye egetræsfad, før den må hældes på flaske. Hvor længe denne har lagret udmeldes ikke. Det fremgår dog på destilleriets hjemmeside, at alle deres aftapninger lagrer i mindst 5 år, inden de hældes på flaske.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #208

Anmeldelse af Four Roses

Næse:

Man dufter straks honningsødme, når næsen kommer hen til glasset. Sødmen ændrer gradvist karakter. Den går fra honningsødmen over i en frugtsødme, som man kender fra modne æbler og pærer. Efter nogle minutter i glasset er sødmen mere som brun sukker og sirup. Man mærker lidt krydderier som kanel og vanilje i næsen. Der er en let aroma af egetræ i baggrunden på denne bourbon.

Four Roses - Miniature

Four Roses – Miniature

Palette:

Man mødes først af en blød fornemmelse i munden. Dette opfølges hurtigt af kraftig sødme fra honning og modne frugter. I smagen også sødmen fra modne æbler og pærer som smages. Efter et par nip til drammen, så er det igen mere brun sukkersødme som dominerer. Der mærkes lidt krydderier på tungen. Kanel er først tydelig, men efterhånden kommer smagen af vaniljen mest frem. Man mærker ikke alkoholen i paletten.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne amerikanske bourbon whiskey. I begyndelsen dominerer sødmen også i eftersmagen. Her er det primært sødmen fra brun sukker, og ikke så meget honning og frugt. Man smager fint lidt vanilje. Langsomt kommer en let bitter note frem på tungen, som følges op med smag af egetræ. For første gang mærkes alkoholen, og man sidder med lidt varme i munden.

Hvad siger producenten:

Mix up your favorite cocktail with a sophisticated, contemporary flair with this worldwide favorite. Enjoy this smooth and mellow Bourbon with its long and soft finish. Savor its unique aromas and flavors in your favorite Bourbon cocktail, on the rocks, or with a splash. 80 proof. 40% alcohol/volume.”

Konklusion:

Denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey er ikke den helt store oplevelse. Nuvel, den er som sådan ganske blød og fin i munden. Det kræver dog, at man er vild med en whisky, hvor sødme er den bærende kraft. Det er ikke lige min stil, og jeg har smagt bedre bourbon i prislejet omkring 200,- kroner, hvor denne dram ligger. Den er sandsynligvis glimrende at bruge som mixer, men det får jeg ikke prøvet, da det kun er denne miniature flaske jeg har. I prislejet under 250,- kroner ville jeg stadig vælge en skotsk whisky over denne. Konklusionen på denne anmeldelse af Four Roses er, at man skal være en sukkergris for at nyde den rent, og ikke mixet i en drink.

Stauning Whisky rundvisning 2020 – Besøg på destilleriet

Hjem » Side 128

Stauning Whisky rundvisning 2020 – Efter et brugt whiskyfad

Et køb af et brugt whiskyfad, endte med en rundvisning på Danmarks største og meste kendte destilleri, nemlig Stauning Whisky Distillery. Jeg har et stykke tid været på udkig efter et brugt whiskyfad til at stille i forbindelse med reolerne, hvor jeg har min whiskysamling stående. Jeg har ledt rundt omkring på internettet efter et passende fad, og har da også fundet et par mulige kandidater. Den 17. august satte Stauning Whisky 20 brugte First Fill American White Oak, der tidligere har indeholdt deres rye whisky, til salg på Facebook. Prisen er 1500,- plus moms. De ser fine ud, og jeg tager kontakt til destilleriet, for at købe et fad. Jeg spørger samtidig, om prisen er inklusiv fragt til Nordjylland. Det er det naturligvis ikke, men det kan fragtes for 500,- kroner, eller hentes på destilleriet. Vi aftaler, at jeg kan hente det i forbindelse med en rundvisning.

Mit første møde med destilleriet i forbindelse med Stauning Whisky Festival 2018 var ikke alt for positivt, så jeg vil faktisk gerne opleve stedet i stille og rolig atmosfære. Jeg får lokket min kone med til en endnu en heldags whiskytur. Der bliver booket plads til rundvisning inklusiv smagning den 5/9-2020 fra 13.00 til 15.00 via deres web-shop.

Stauning Whisky rundvisning 2020

Ankomst til Stauning Whisky Distillery

Vi ankommer til destilleriet ca 10 minutter inden arrangementet starter klokken 15.00. Vi bliver modtaget i indgangspartiet af Pernille Storyteller, som der stod på skiltet på hendes trøje. Det viser sig også at være vores guide på turen. Jeg er naturligvis nysgerrig på min fad, og spørger ind til sagen. Hun har ikke umiddelbart hørt noget om det, men lover at finde ud af det. Der går da heller ikke lang tid inden hun fortæller, at der er sat hele to fad frem til os. Så skal vi blot vælge det vi helst vil have. Vi havde godt set dem inden vi gik ind, men regnede ikke med det var vores, når du nu stod mere end et fad. Vi går hurtigt ud og ser på dem igen. Vi bliver herefter vist hen til nogle langborde sammen med de resterende 35-40 besøgende.

 

Stauning Whisky Rundvisning

Vi starter op med at få en whisky inden rundvisningen på destilleriet. Der gives 1 cl. af hver af de tre whiskyer der er med i pakken. Da min kone ikke drikker har vi taget sample glas med til hende, så jeg kan få dem når vi er kommet hjem. Vi starter op med at smage Stauning Rye på 50% Vol. Der følger gode historier med fra værtinden.

Herefter begiver vi os ud af de gamle produktionslokaler, der huser butikken og smage-området, og over i de nye lokaler, der blev indviet i 2018. Vi kommer forbi både maltning, tørring, mæskning, gæring og destillering, inden vi endelig lander ved de to spirit-safes, hvor den fine rå-sprit kommer ud. Vi får lov at smage på Rye rå-spritten på 69,6% Vol. Vi får en smule med i en plast-pipette, da vi ikke har fået et sample-glas med, på min kones billet. Herefter går vi over i lagerbygningen, hvor whiskyen modner, inden det slutteligt hældes på flaske. Vi vender afslutningsvist tilbage til smage-området, hvor vi præsenteres for de to sidste whiskyer. Først kommer en Stauning KAOS på 47,1% Vol og endelig en Stauning Peat på 48,4% Vol. Der følger stadig gode historier med fra Pernille, mens der også er mulighed for spørgsmål.

Hvad fik jeg med hjem fra rundvisning på Stauning Whisky

Jeg havde aftalt med hende jeg skrev med, vedrørende det gamle whiskyfad, at jeg kunne hente det efter arrangementet. Som bekendt var der hele to fad at vælge imellem. Min kone og jeg havde gået forbi dem flere gange, og havde diskuteret frem og tilbage, hvilket fad vi skulle købe med hjem. Det pæne hvide fad, med blanke metal-bånd, eller fadet med rustne metal-bånd og mere patina. Vi besluttede os for at tage fadet med mest patina.

Vi får afregnet med Pernille, og der ryger et par “Sorte Louis” øl i kurven også. Øllen er lavet med røgmalt og tilsat rå-sprit fra Stauning. Jeg får bakket bilen til, og da vi skal læsse fadet i bagagerummet kan vi se, at fadet er påfyldt rå-sprit den 3/8-2016, som tilfældigvis er min kones fødselsdag. Det var derfor helt klart det rette fad vi fik valgt. Fadet er First Fill American White Oak Cask #563.

Konklusion på Stauning Whisky rundvisning 2020

Mit første indtryk af Stauning Whisky Distillery, fra den famøse festival i 2018, hvor de nye lokaler blev indviet, lå stadig i min erindring. Oplevelsen i dag var en ganske anden, og langt mere behagelig oplevelse. Det var stille og roligt. De to timer, der er sat af til rundvisning og smagning, er passende til både at se, lytte, spørge og smage. Pernille gjorde det godt, og gav en meget medlevende præsentation af både whisky og destilleri. Det kan godt anbefales til andre at prøve.

Dagen blev sluttet af med et smut til Århus, for at spise aftensmad hos vores søn, da han lige er flyttet hjemmefra. Tømningen af hans gamle værelse, er også den egentlige årsag til, at der pludselig er blevet plads til et gammelt whiskyfad i huset. Turen gik endeligt hjem til det nordjyske efter en lang dag, og det tunge fad blev sat på plads i sit nye hjem.