Ailsa Bay 1.2 – Sweet Smoke

Hjem » Side 129

Ailsa Bay 1.2 – den anden udgivelse fra destilleriet (reklame)

Destilleri: Ailsa Bay
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48,9%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ailsa Bay 1.2 Sweet Smoke er en skotsk whisky på 48,9% Vol. Whiskyen er den anden udgivelse fra det nye Ailsa Bay Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Lowland området. Whiskyen er en NAS whisky uden aldersangivelse. Der benyttes, hvad destilleriet kalder, Micro Maturation. Whiskyen lagres på forskellige fad typer. Noget lagres i nogle måneder på Hudson Baby Bourbon fad på 25-100 liter. Andet lagres på traditionelle 200 liters ex-bourbon fad. Herefter hældes whiskyen på virgin oak, first fill og genbrugte amerikanske egetræs fad. Efter nogle års lagring blandes disse fadtyper, inden whiskyen hældes på flasker. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret og har 22 PPM fenol indhold. Denne sample fik jeg sponsoreret af standen Hans Just på whiskymessen 2019, da jeg købte en sample af destilleriets første udgivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #207

Anmeldelse af Ailsa Bay 1.2 Sweet Smoke

Næse:

Man opfanger først en en del røg i næsen. Dette følges hurtigt op af en god sødme som fra moden frugt. Her dufter man søde, modne æbler og abrikoser. Efter lidt tid i glasset kommer der en let tilstedeværelse af egetræ og vanilje. Ligeledes fremkommer en smule syrlighed også i . Sammen med frugtsødme leder det tankerne hen på modne appelsiner. Man mærker en smule alkohol i næsen fra de 48,9% Vol.

Ailsa Bay 1.2 - Sample

Ailsa Bay 1.2 – Sample

Palette:

Der er en kraftig påvirkning fra alkoholen, og man kan med fordel nedvande whiskyen en smule. Det lukker op for smag som matcher aromaen ganske godt. Der er igen frugtsødme og syrlighed, som igen minder lidt om søde og modne appelsiner. Man mærker en del stærke krydderier som peber, kanel og muskatnød. Der ligger et fint lag af røg over hele smagsindtrykket.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af røg og varme fra alkoholen. Der fremkommer en let bitterhed og syrlighed, som minder mere om grønne og umodne æbler. Sødmen er presset lidt i baggrunden. Også her er der tydelige stærke krydderier, hvor særligt kanel er fremtrædende. Munden tørrer slutteligt ud, og man sidder tilbage med lidt smag af egetræ, vanilje og mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“Fresh wood smoke with notes of smouldering damp heather and an extinguished bonfire. Following the smoke is a wave of aoky sweetness and vanilla oak, candied orange peel.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Der er en fornuftig kompleksitet, og der fremtræder ganske gode variationer igennem smagsoplevelsen. Man kan købe en flaske for lige over 500,- kroner. Det er den for såvidt værd. Sammenligner man den med sin forgænger Ailsa Bay, der var destilleriets første udgivelse, så er dette et væsentligt bedre køb. Denne dram er både en del bedre, men også fordi den er noget billigere. Konklusionen på denne anmeldelse af Ailsa Bay 1.2 Sweet Smoke er, at den er et væsentligt bedre køb end sin forgænger.

Glen Rosa 8 Year Old – Pure Malt

Hjem » Side 129

Glen Rosa 8 Year Old – blended malt fra Arran Distillery

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Type: Blended malt
Aftapper: Isle of Arran Distillers
ABV: 40%
Alder: 8 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Glen Rosa 8 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er sendt på markedet af Isle of Arran Distillers, som også ejer Lochranza Distillery. Whiskyen er et mix af diverse skotske single malt whiskyer. Derfor er udgivelsen at betragte som en blended malt. Den bærer da også navnet “Pure Malt”. Det har ikke været muligt at finde meget information om denne whisky. Det fremgår dog af flasken, at den er 8 år gammel.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #206

Anmeldelse af Glen Rosa 8 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af maltsødme, første gang glasset duftes til. Der duftes frisk korn, som næsten minder om græs eller hø. Der er en smule alkohol i duften, men ikke så meget at det er generende, og det er dermed heller ikke nødvendigt at nedvande den. Efter et par minutter i glasset kommer en duft af vanilje. Sødmen ændrer gradvist karakter til at bliver mere som honningsødme. Der fornemmes en smule citrus i baggrunden.

Glen Rosa 8 Year Old

Glen Rosa 8 Year Old

Palette:

Malt- og honningsødme er også dominerende i paletten. Der smages lidt moden frugt som æbler og syltede pærer. Der er en snert af citrusfrugt der kommer frem fra baggrunden. Der mærkes hurtigt lidt peber på tungen. Der er en bitter note til stede i smagen. Man kan kun svagt smage lidt vanilje og chokolade. Ligeledes er der et fjernt minde om rosiner. De 40% vol alkohol er tydelige i smagen, og whiskyen kan virke en smule sprittet i sit udtryk.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne blended whisky. Syrligheden fra citrusfrugter er tydelige i starten. Der mærkes stadig lidt prikken på tungen fra stærk peber. Bitterheden som var at finde i smagen er tydeligere i afslutningen. Drammen dør hurtigt ud i en fjern smag af vanilje, og en varm og lidt sprittet fornemmelse i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“This smooth, full bodied 8 year old combines the finest malt whiskies of Scotland. Glen Rosa takes its name from one of the most beautiful and spectacular glens on Arran. Isle of Arran Distillers – the new spirit of Scotland.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Den er let at drikke, og er ganske ukompliceret. Man mærker, at det er en ung whisky, som når ikke har haft de bedste fad til rådighed. Den virker sprittet og lidt tynd i smag og udtryk. Flasken er ikke længere i produktion, og det kan man måske egentlig godt forstå. Heldigvis har Arran Distillery fundet ud af at lave deres egne ganske gode dråber siden. Man kan finde en flaske på auktion til cirka 300,- kroner. Jeg var heldig at købe den, sammen med fem flasker god single malt whisky, fra en kollega. Jeg måtte slippe 600,- kroner for de seks flasker. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Rosa 8 Year Old er, at Arran Distillery heldigvis selv laver bedre whisky.

Knappogue Castle 1994 – Very Special Reserve

Hjem » Side 129

Knappogue Castle 1994 – Irish Single Malt

Destilleri: N/A
Land: Irland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Castle Brands
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Knappogue Castle 1994 er en irsk single malt whiskey på 40% Vol. Whiskeyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Castle Brands. Whiskeyen i denne aftapning er formentlig kommet fra Bushmills Distillery. Whiskeyen har lagret på ex-bourbon fad. Som navnet antyder er den destilleret i 1994. Den er efter endt modning aftappet i 2004. Whiskeyen kommer dog uden aldersangivelse.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #205

Anmeldelse af Knappogue Castle 1994

Næse:

Der duftes først en frisk citrus aroma, når næsen sættes til glasset. Der duftes lidt nyslået grås. Ligeledes er en anelse af friske grønne urter i duften. Langsomt kommer søde frugter frem i duftindtrykket. Der opfanges nu søde pærer og æbler i denne irske whiskey. I baggrunden anes en snert af vanilje. Der er også en let mineralsk note, som man kender fra kridt og sten, der lige er slået i stykker. De 40% vol alkohol er ikke at finde i næsen.

Knappogue Castle 1994 - Miniature

Knappogue Castle 1994 – Miniature

Palette:

Sødmen er mere dominerende i paletten. Der smages straks søde frugter. Det er modne pærer som først kommer frem, og det efterfølges hurtigt af modne røde æbler. Syrligheden fra citrusfrugter, der var meget markant i næsen, kommer kun frem i baggrunden, og anes kun fjernt i begyndelsen. Efter et par nip af drammen kommer det tydeligere frem i smagen. Der mærkes lidt stærk peber på tungen. Ligeledes smages en anelse vanilje i denne irske single malt whiskey. Den mineralske indtryk, der var i duften, kommer ikke frem i smagen. Alkoholen gør ikke meget figur af sig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Den stærke peber, der også var at finde i smagen, er kraftig i begyndelsen, men aftager hurtigt. Den efterlader en bitterhed på tungen. Frugtsødmen ligger som et fint lag i mundhulen. Også i eftersmagen mærkes citrusfrugt. Vaniljen bliver efterhånden tydeligere, inden oplevelsen aftager i en smule varme fra alkoholen, og en snert fra det mineralske indtryk, der også var at finde i duften.

Hvad siger producenten:

Distilled in traditional copper pot stills & aged in oak casks. We hope you enjoy the smooth flavour of this exeptional Irish Single Malt Whiskey.”

Konklusion:

Dette er en glimrende irsk single malt whiskey. Den viser interessante smagsindtryk, selvom den virker let og frisk i sit udtryk. Flasken er nok svær at finde til salg, men kan findes på auktion til cirka 1000,- kroner. Jeg gav 50,- kroner for denne sample, og det var et godt køb. For 50,- for 5 cl. whiskey, så er den fuldt ud konkurrencedygtig med skotsk single malt whisky i samme prisleje. Det giver blod på tanden til at prøve flere irske single malts i fremtiden. Konklusionen på denne anmeldelse af Knappogue Castle 1994 er, at det er en glimrende whiskey, der sagtens kan hamle op med de skotske konkurrenter.