Miltonduff 15 Year Old – Ballantine’s Series No. 002

Hjem » Side 149

Miltonduff 15 Year Old – en del af Ballantine’s blended whisky

Destilleri: Miltonduff
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Miltonduff 15 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Miltonduff Distillery er et af Skotlands destillerier i Speyside regionen, og ejet af Pernod Ricard, der endvidere også ejer Ballantie’s. Destilleriet producerer primært whisky til blended whisky. Whiskyen har lagret 15 år på amerikanske ex-bourbon fad, og den er kølefiltreret. Det er værd at bemærke, at denne whisky er del i en serie på tre single malt whiskyer, sendt på markedet under navnet “Ballantine’s Series“. Serien består af denne Miltonduff 15 Year Old, Glentauchers 15 Year Old samt Glenburgie 15 Year Old, der alle er en del af Ballantine’s blended whisky. Miltonduff 15 Year Old er fundamentet, Glenburgie 15 Year Old er hjertet og Glentauchers 15 Year Old er afslutningen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #150

Anmeldelse af Miltonduff 15 Year Old

Næse:

Man mødes først af en diskret sødme, første gang man dufter til denne whisky. Det er først en blomster- og honningsødme. Efter lidt tid i glasset ændrer det sig til en frugtsødme, som man kender det fra moden fersken og banan. Når man har smagt på whiskyen, fornemmes en snert af kokos i baggrunden. Langsom men sikkert kommer vanilje mere og mere frem. Man mærker ikke alkoholen i næsen, og whiskyen virker generelt meget blød og rund i aromaen.

Miltonduff 15 Year Old

Miltonduff 15 Year Old

Palette:

Den tropiske frugt er også tydelig i paletten. Også her er det fersken og en smule banan som kommer frem først. Der er en lille smag af solmoden appelsin, som også tilfører en smule syrlighed. Efter et par nip til drammen, så kommer en fin smag af kokos. I baggrunden smages fint vanilje, og er der en note af noget som minder om lakridsrod. Man mærker lidt mint på tungespidsen, og man sidder med en fornemmelse af mælkechokolade i munden. Når flasken har været åbnet i noget tid, så smages også lidt sød kamillete. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne skotske whisky. De tropiske frugter er tydelige i begyndelsen. De aftager hurtigt, og giver plads til smag af lakridsrod og mælkechokoalde. Der er kortvarigt en smule smag af kanel, men det er hurtigt væk. Efterhånden bliver frugt- og honningsødme mere fremtrædende. Slutteligt sidder man med en lidt mint-smag på tungespidsen, og en let bitter følelse på tungen, og lille smag fra egetræ. Der er en smule varme tilbage fra de 40% vol alkohol i whiskyen.

Hvad siger producenten:

The Miltonduff Single Malt is the foundation of a Ballantine’s blend, bringing warmth and power. Floral with a subtle hint of cinnamon spice, this whisky is extremely smooth with gentle liquorice flavours and a long, warm finish.”

Konklusion:

Denne whisky er den bløde mellemvare. Den er ikke dårlig, men den skiller sig heller ikke specielt positivt ud. Hvis man skal trække lidt godt frem, så er det noterne fra tropisk frugt og kokos, som er med til, at gøre whiskyen moderat interessant. Man kan købe en flaske for omkring 450,- kroner. Det er den måske ikke helt værd. Jeg var heldig at finde den på tilbud til 250,- kroner, og her kan alle være med. Er man som jeg, nysgerrig på, om man kan genkende noget fra whiskyen i den kendte Ballantie’s Finest, så er den alle pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Miltonduff 15 Year Old Ballantine’s Series No. 002 er, at den nok egner sig bedst, som fundamentet i den klassiske blended whisky.

Strathmill 12 Year Old – Flora & Fauna

Hjem » Side 149

Strathmill 12 Year Old – nedtonet frugtig vanilje dram

Destilleri: Strathmill
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Strathmill 12 Year Old er en skotsk whisky på 43% vol. Strathmill Distillery er beliggende i Speyside regionen. Det er udgives kun sjældent officielle aftapninger fra destilleriet. Langt størstedelen af produktionen bruges i blended whisky, blandt andet J & B. Dette er faktisk den eneste destilleri aftapning på markedet, og den er med i Diageo’s serie kaldet “Flora & Fauna“. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad, og har modnet 12 år på disse. Whiskyen er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #149

Anmeldelse af Strathmill 12 Year Old

Næse:

Man mærker først lidt alkohol i næsen, på trods af de kun 43% vol. Fornemmelsen af sprit aftager dog hurtigt, og giver plads til andre aromaer. Et par dråber vand kan også nedtone det en anelse. Der duftes nu en del frugt. Det er ikke en duft man man kender fra friske modne æbler, men mere den man kender fra tørrede pærer og æbler. Det er mere en nedtonet frugtsødme, men stadig tydelig frugtduft. Efter nogle minutter bliver duften af vanilje tydeligere. Man dufter også en smule mælkechokolade i baggrunden.

Strathmill 12 Year Old - Sample

Strathmill 12 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen, som var tydelig i begyndelsen af næsen, er ikke tydelig i smagen. Man mærker først frugtsødme, når man tager et nip af glasset. Igen er det en nedtonet frugtsødme, som den man kender fra tørret æble og pære. Man mærker lidt syrlighed på tungen, og man smager lidt tørt græs. Man fornemmer lidt friske krydderurter i munden. Der er en smule prikken på tungen fra sort peber. Efter et par mundfulde bliver vanilje og mælkechokolade tydelige i smagen på denne whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Først er sødmen fint til stede i munden. Dette erstattes hurtigt af en smule bitterhed, hvor der dukker en smule egetræ fra ex-bourbon fadet op i smagen. Bitterheden leder tankerne hen i retning af hasselnødder. Vanilje og mælkechokolade er også fint til stede, inden man sidder tilbage, med lidt bitterhed på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“A smooth, easy drinking all-rounder; good balance of sweet and dry notes and a medium-long finish.”

Konklusion:

Dette er en fin Speyside single malt whisky. Den forekommer generelt nedtonet i sit udtryk, og viser først lidt tænder i afslutningen. Nu er det kun en 3 cl. whisky sample jeg har anmeldt, hvilket naturligvis sætter sin begrænsning på, hvor godt man kan vurdere en whisky. Jeg tror denne dram fortjener, at man smager den mere end en gang. Det giver mulighed for at komme bedre i dybden, med de ting den har at tilbyde. Man kan købe en flaske for lige over 500,- kroner. De penge kunne være givet godt ud for at udforske oplevelsen nærmere. Konklusionen på denne anmeldelse af Strathmill 12 Year Old Flora & Fauna er, at det er ganske interessant dram, som fortjener at man bruger noget tid med den.

Dalmore Cigar Malt – Reserve

Hjem » Side 149

Dalmore Cigar Malt – lagret på ex-bourbon, ex-oloroso og ex-vin fad

Destilleri: Dalmore
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 44%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Dalmore Cigar Malt Reserve er en skotsk whisky på 44% Vol. Whiskyen er produceret af Dalmore Distillery, der er et af de skotske whisky destillerier i Highland regionen. 70 % af whiskyen har lagret på ex-oloroso sherry fade og 30% på ex-bourbon fad af amerikansk hvid eg. Disse er slutteligt mixet og har lagret sammen på Cabernet Sauvignon ex-vin fad. Der er ingen aldersangivelse på flasken, men jeg har flere steder læst, at den er mellem 12 år og 15 år gammel. Whiskyen er desuden kølefiltreret.  Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #148

Anmeldelse af Dalmore Cigar Malt

Næse:

Fugtsødme fra modne røde frugter og bær rammer næsen som det første. Dette ændrer sig gradvist over i en duft som mere minder om modne appelsiner, efter lidt tid i glasset. Langsomt kommer nuancer af mørk chokolade og kaffe frem. I baggrunden fornemmer lidt karamel, vanilje og egetræ. Man mærker ikke alkoholen i aromaen.

Dalmore Cigar Malt - Sample

Dalmore Cigar Malt – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i aromaen, dog uden den bliver dominerende på nogen måde. Også her smager man moden frugt, men smager af røde bær er mere tydelig. Man får en fornemmelse af meget modne kirsebær. Smagen af moden appelsin kommer mere frem efter et par smagsprøver af drammen, og man mærker en smule syrlighed på tungen. I baggrunden fornemmer man rosiner og chokolade, Der er en god olie-agtig fornemmelse i munden i denne Highland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Man mærker en god varme fra alkoholen. Eftersmagen er præget af maltsødme og tørre frugter som rosiner og svesker. Man fornemmer noget som minder lidt om banan-smag i baggrunden. Langsom fremtræder bitterheden tydeligere, og tankerne ledes hen på appelsinskræl og mørk chokolade. Der er en snert af lidt stærke krydderier på tungespidsen, som minder om kanel og muscatnød.

Hvad siger producenten:

“The perfect accompaniment to the finest cigars, this single malt is matured in American white oak ex-bourbon casks , Matusalem oloroso sherry casks and Cabernet Sauvignon barriques.”

Konklusion:

Lad det være sagt med det samme, at denne whisky er god. Den har en god kompleksitet, hvor man kommer igennem mange smagsnuancer. Whiskyen ændrer karakter nogle gange på trods af den lille sample, som er anmeldt her. Det kunne være sjovt at følge en udviklingen i en hel flaske. Man kan købe en flaske for omkring 900,- kroner, og det er nok lige i overkanten for en NAS whisky. Nu er jeg ikke længere ryger, men det kunne være sjovt at smage den med en cigar, som det oprindeligt var hensigten. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalmore Cigar Malt Reserve er, at det er en glimrende whisky, også uden cigar.