Tormore 16 Year Old – lagret på ex-bourbon fad

Hjem » Side 169

Tormore 16 Year Old – masser af frugt

Destilleri: Tormore
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: 16 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Tormore 16 Year Old er en single malt whisky på 48% vol. Tormore Distillery er et de skotske whisky destillerier, der ligger i Speyside regionen. Destilleriet er ejet af spiritus-giganten Pernod Ricard. Denne udgivelse er lagret på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ. Lagringen har, som navnet antyder, varet i 16 år. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #90

Anmeldelse af Tormore 16 Year Old

Næse:

Man mærker straks, at der er god dybde i aromaen. Der duftes søde, næsten overmodne, appelsiner. Bagved ligger frugtsødme fra modne pærer og røde æbler. Langsomt bliver noter af chokolade og kaffe tydeligere og tydeligere. Til sidst dominerer disse aromaer næsten duftindtrykket, og de søde appelsiner trænges lidt bagud. I baggrunden mærker man lidt egetræ og vanilje. Den relativt høje alkoholprocent på 48% vol er ikke at mærke i næsen.

Tormore 16 Year - Sample

Tormore 16 Year – Sample

Palette:

Alkoholen er noget tydeligere i smagen, hvor man med fordel kan nedvande whiskyen en smule. Det åbner op for smagen, og nedtoner alkoholen en anelse. Smagen er også kraftig. Igen er modne frugter som pærer og melon tydelige. Som i næsen er moden appelsin tydeligst. Smagen forekommer lidt “hengemt”, så der er kommet optimalt ud af de 16 år på ex-bourbon fad. I baggrunden kommer der en smule egetræ og vanilje frem i paletten.

Afslutning:

Afslutningen har medium længe. De søde appelsiner glider hurtigt over i en smag af en blanding mellem mørk chokolade og mælkechokolade. Smagen af egetræ og vanilje er tydeligere i afslutningen. Der er en let bitterhed at spore på siden af tungen. Chokolade, bitterhed og vanilje gør, at man sidder med en fornemmelse af kaffe i munden. Der er en let prikken på tungen fra lidt stærke krydderier som muskatnød og kanel, og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Tormore 16 Year Old is a rich single malt with dense fruit and vanilla notes. Your palate will discover Tormore’s signature smooth sweetness, which arises from the crystalline water used during distillation, accompanied by fruit flavours. The finish is notably long, smooth and slightly dry.”

Konklusion:

Dette er virkelig en god whisky. Der er god kompleksitet, og den fremstår næsten mørk i sit udtryk. Det er noget jeg godt kan lide, da det giver en god tyngde i oplevelsen. Jeg købte denne sample på 3 cl. for 56,- kroner, og en hel flaske koster omkring 600,- kroner. Denne whisky er alle pengene værd, og man bør gøre sig den tjeneste at smage den. Jeg er imponeret over, at Tormore Distillery kan få en whisky på 16 år til at smage så “hengemt”, moden, mørk og med tyngde. Konklusionen på denne anmeldelse af Tormore 16 Year Old er, at det er en super dejlig whisky, som vil gøre sig godt en vinteraften foran pejsen.

Røg Med Røg – Small Batch Distillers

Hjem » Side 169

Røg Med Røg – fra et lille dansk destilleri

Destilleri: Small Batch Distillers
Land: Denmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Røg Med Røg er en single malt whisky på 46% vol. Small Batch Distillers er et af de nye danske destillerier. Destilleriet er mest kendt for at lave new-make til private personers egne små fad. Det har ikke været muligt at finde meget information om denne whisky, men den er købt på whisky.dk, og kommer uden aldersangivelse. På destilleriets Facebook side kan man se, at det er en af de første udgivelser, helt tilbage fra 2015. Ligeledes kan man på billeder af flaskerne se, at der er lavet 21 flasker af 50 cl. Det fremgår af Small Batch Distillers hjemmeside, at deres whisky fremstilles uden kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #89

Anmeldelse af Røg Med Røg

Næse:

Man dufter først røg, når man sætter glasset op til næsen. Det er ikke en kraftig røg som man kender det fra Islay whisky. Det er en mere let røg, som når man lige har pustet en tændstik ud, og man fornemmer lidt røg i luften. Røgen forsvinder relativt hurtigt i aromaen, og lidt syrlige og tropiske frugter tager over. Man dufter svagt citrus og ananas. Efter lidt tid i glasset fremkommer også lidt egetræ, ligesom alkoholprocenten på 46% vol også lige kigger frem.

Røg Med Røg - Sample

Røg Med Røg – Sample

Palette:

Den umiddelbare smag er også røg, men dette erstattes hurtigt af noget andet. Der smages egetræ som noget af det første. Samtidig kommer smag af karamel og mælkechokolade. Dette overtages hurtigt af lidt noter ag moden frugt. Efter et par nip til drammen, fornemmer man også her lidt tropisk frugt som citrus og ananas, Der er lidt sjov smag af lidt brændt gummi i baggrunden. Alkoholen brænder en del igennem i smagen, og man kan med fordel tilsætte et par dråber vand, der ikke påvirker smagen nævneværdigt.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af en lidt sprittet fornemmelse fra alkoholen. På trods af nedvanding er det stadig ret markant. Man mærker en smule røg i munden, der langsom vender tilbage efter at være blevet lidt væk i paletten. Man mærker også en smule stærk peber på tungespidsen. Der afsluttes i en let bitterhed med lidt smag af egetræ, inden munden tørrer en anelse ud. Man sidder til sidst med lidt smag af lakrids.

Konklusion:

Dette er et interessant projekt, men ikke en super whisky. Der er gode takter at finde, men der mangler stadig en del. Den mest positive overraskelse er den nærmest eksplosionsagtige palette, hvor man spændende smagsindtryk står i kø for at komme frem. Desværre forsvinder de ligeså hurtigt ud i en lidt sprittet, nærmest snaps-agtig, fornemmelse. Der mangler noget interessant i både næse og afslutning. Samtidig må smagen godt vare noget længere, for den er ganske interessant, og den gad jeg godt stifte længere bekendtskab med. Jeg har givet 59,- kroner for 3 cl. sample. Det svarer cirka til prisen på en specialøl, og det er den såmænd nok værd. Destilleriet ligger i Hjerm i Vestjylland, og det meste af min familie bor i, eller kommer fra, denne by. Jeg har brugt de fleste af mine ferier i min barndom i byen. Derfor er det spændende, at have smagt noget whisky, fra et lille dansk destilleri, som ligger netop i den by. Konklusionen på denne anmeldelse af Røg Med Røg er, at der noget at bygge på, men der er et stykke endnu inden den kommer op i de høje rækker.

Aberlour 12 Year Old – Double Cask Matured

Hjem » Side 169

Aberlour 12 Year Old – en let tilgængelig Speyside

Destilleri: Aberlour
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Aberlour 12 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Den er fremstillet i whisky regionen Speyside af Aberlour Distillery. Destilleriet er ejet af Pernod Ricard. Jeg var heldig at finde flasken på tilbud i den lokale Kvickly til 199,- kr. Whiskyen har lagret i alt 12 år. En del af råspritten er lagret på ex-bourbon fad, og en anden del er lagret på ex-oloroso sherry fad. Slutteligt blandes disse og forener sig i nogle måneder inden det færdige produkt er klar. Whiskyen er i øvrigt kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #88

Anmeldelse af Aberlour 12 Year Old

Næse:

Der er tydelig indflydelse fra ex-oloroso fadene, når man første gang dufter til denne whisky. Man mødes af en aroma af mørk frugter, som modne blommer og druer. Man fornemmer også mørke tørrede frugter som svesker, abrikoser og rosiner i næsen. Der er en smule sødme at finde. Efter lidt tid i glasset træder der en fin nuance af egetræ og vanilje frem. Man mærker ikke alkoholen i næsen, og den fremtræder blød og rund.

Aberlour 12 Year Old

Aberlour 12 Year Old

Palette:

Paletten er, som også næsen var, præget af modne frugter som blommer og druer. Også her fornemmer man de tørrede rosiner og abrikoser. Der er lidt mere bid i alkoholen i smagen end i næsen, men jeg har ikke den bedste erfaring med at nedvande, da den let bliver for tynd. Også uden vand kan den godt virke lidt tynd i smagen. Efter et par nip af glasset fremkommer lidt stærke krydderier, som kanel og peber. Man kan svagt ane lidt frisk ingefær og vanilje.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Eftersmagen har en svag nuance af de tørrede frugter, hvor særligt rosiner skiller sig ud. Der er en en let sødme i munden, som langsomt drejer over i lidt stærkere krydderier. Som i paletten fornemmer man lidt ingefær. Inden smagen klinger helt af, kommer der lidt vanilje, og en smag som minder lidt om mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“The 12 year-old expression is a fine example of how the distinctively crisp, citrus character of Aberlour’s raw spirit is deftly softened by double cask maturation. Traditional Oak and seasoned Sherry butts are both used to great effect, as the mellowed spirits within are combined to deliver a subtly balanced flavour.”

Konklusion:

Dette er en glimrende dram. Den er blid og blød, og fremtræder meget indbydende. Hvis man er ny til at drikke whisky, så kan man sagtens starte her. Med en pris på omkring 300,- kroner, og en gang imellem helt ned til 200,- kroner, så skræmmer prisen heller ikke nogen væk. Dette er en whisky man kan sidde og drikke en hel aften, uden det bliver for voldsomt. Den er bare tilpas nem at drikke, og så smager den fint, uden at stille for store krav til koncentrationen, når der ledes efter aroma og smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberlour 12 Year Old er, at det er en glimrende “value for money” whisky.