Pittyvaich 30 Year Old – 2020 Special Releases

Hjem » 4 Stjerner » Side 36

Pittyvaich 30 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Pittyvaich
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50,8%
Alder: 30 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Pittyvaich 30 Year Old er en skotsk whisky på 50.8% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “2020 Special Releases“, med tilnavnet “Rare By Nature”. Whiskyen er produceret på Pittyvaich Distillery, som lå i Speyside området, men nu har været lukket i flere år. Whiskyen er fremstillet i 1989 og har lagret på genbrugte ex-bourbon fad, og har efterfølgende fået en finish på first fill ex-bourbon fad. Den er aftappet ved fuld fadstyrke 30 år senere. Der er sendt 7056 flasker af denne aftapning på markedet. Jeg fået denne sample sponsoreret til anmeldelse her på whiskyblog.dk.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #235

Anmeldelse af Pittyvaich 30 Year Old

Næse:

Honningsødme rammer næsen som det første, når den kommer hen til glasset. Der følges hurtigt op med duften fra modne tropiske frugter. Der duftes bananer, syltede ananas og en snert af modne ferskner. Langsom men sikkert kommer egetræ frem i duften. Der følger vanilje og mælkechokolade med. Vanilje og frugtsødme forstærkes jo længere tid whiskyen står i glasset. Man kan svært ane de 50.8% Vol alkohol, men den bliver ikke sprittet i aromaen. Vand kan tilsættes efter behov, og forstærker sødmen en lille smule.

Pittyvaich 30 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Pittyvaich 30 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Alkoholen er en del tydeligere i smagen, men heller ikke her er den sprittet. Kan man lide højt alkoholindhold kan den sagtens drikkes uden vand. Lidt vand påvirker ikke smagen specielt. Sødme fra honning og tropisk frugt er at finde i smagen, ganske som den også var et finde i duften. En tydelig maltsødme er også fremme i smagen. Der mærkes noter af lidt stærk ingefær og friske urter. Der er let bitterhed til stede. Kombinationen mellem maltsødmen, urterne og bitterheden leder tankerne i retning af det man kender fra øl.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Ingefær og krydderurter i tydelige i begyndelsen. Der følges op med lidt bitre noter fra egetræ. Efterhånden kommer vanilje og mælkechokolade mere frem i smagen. Der mærkes momentvis en smule prikken på tungen fra lidt stærk kanel. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man efterlades med varme i mund og brystkasse fra denne cask strength aftapning.

Hvad siger producenten:

“This elusive 1989 Pittyvaich from the last remaining stocks is the first ever to be finished in first-fill ex-bourbon casks. This finely crafted finishing has brought an exotic, rich vanilla sweetness to the light, creamy, fruity aromas and flavours of a less well known Speyside gem, until now familiar only to a knowledgeable few.”

Konklusion:

Dette er en god og interessant whisky. Kombinationen mellem malt- og frugtsødme, med ingefær, krydderurter og bitterhed luner virkelig hjertet på en gammel øl-entusiast. Det er noter som er at finde i mange øl, og at man nu finder det i en whisky, er en spændende aha-oplevelse. Det er selvfølgelig også altid sjovt at smage whisky fra et lukket destilleri. Man får så til gengæld også lov til at betale cirka 4300,- for en flaske, for at få den oplevelse. Med kun 7056 flasker og en pris på dette niveau, er det nok de færreste, der får lov til denne oplevelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Pittyvaich 30 Year Old 2020 Special Releases er, at det i sandhed er en whisky som lever op til temaet “Rare By Nature”

BenRiach 10 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » 4 Stjerner » Side 36

BenRiach 10 Year Old – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: BenRiach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

BenRiach 10 Year Old er en skotsk single malt whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på BenRiach Distillery beliggende i Speyside regionen. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Modningen har foregået i minimum 10 år på disse fad. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og den er heller ikke fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #230

Anmeldelse af BenRiach 10 Year Old

Næse:

Man dufter søde frugter som det første, når næsen sættes hen til glasset. Der duftes modne æbler og pærer. I baggrunden mærkes en smule syrlighed, som godt kan minde en smule om umodne æbler, og måske endda lidt citrusfrugt. Når drammen har hvilet lidt i glasset, kommer en smule egetræ og vanilje frem i aromaen. Efterhånden bliver vaniljen mere og mere fremtrædende. Ligeledes kommer en nærmes maritim note frem, som leder tankerne hen på saltvand og mineraler, og giver lidt tørhed i næsen. De 43% vol alkohol er ikke at mærke.

BenRiach 10 Year Old - Miniature

BenRiach 10 Year Old – Miniature

Palette:

Frugtsødmen fra modne æbler og pærer er det første som smages. Efterhånden kommer også en fin honningsødme frem i denne Speyside whisky. Det lidt mineralske udtryk, som også var af finde i duften, er også til stede i smagen. Det giver et lidt tørt, næsten kalket, strejf til drammen. Som i næsen bliver vanilje mere og mere tydelig efter et par nip af glasset. Der smages lidt egetræ i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der er stadig en lidt mineralsk fornemmelse i munden. De søde æbler og pærer fra duften og smagen, erstattes i afslutningen af modne appelsiner. Vaniljen er stadig ganske fremtrædende. Der kommer en snert af mælkechokolade og karamel frem. Der mærkes noget som minder lidt om mentol på tungen, inden munden slutteligt tørrer en anelse ud, med en bitter fornemmelse på tungen.

Hvad siger producenten:

“Bottled at 43% vol, the BenRiach 10 Years Old is Classic Speyside in character. The cask formula focuses on ex-bourbon and ex-sherry casks – exactly the types of wood we favour at BenRiach. This fresh, lively, fruit-laden single malt captures warm oak spices, green apple, dried apricots, peach and banana with subtle touches of aniseed, lemon zest and barley.”

Konklusion:

Dette er god whisky. Den stiller ikke de store krav, men den er til gengæld stadig tilpas kompleks til, at den stadig er lidt udfordrende. Det er sådan set godt klaret af en 10 års entry-level whisky. Jeg har her anmeldt en miniature flaske. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner, og det er et ganske fornuftigt køb. For de penge får man frugtsødme, mineraler og vanilje i fin forening. Det hele serveres stadig på en let-drikkelig måde. Det er en god whisky at servere til nyderen, som er skridtet lige over ny-begynder. Det er også en dram, som fint kan nydes til hverdag, hvor man ikke lige vil koncentrere sig om de mest komplekse nuancer, men stadig vil have en fornuftig dram. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach 10 Year Old er, at det en god allround whisky.

Talisker 8 Year Old – 2020 Special Releases

Hjem » 4 Stjerner » Side 36

Talisker 8 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Talisker
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,9%
Alder: 8 år
Fadtype: Rom
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Talisker 8 Year Old er en skotsk whisky på 57.9% Vol. Flasken er del af Diageo’s “2020 Special Releases“, der også går under navnet “Rare by Nature” serien. Whiskyen er fremstillet af Talisker Distillery på Isle of Skye. Den har efter fremstilling i 2011 lagret på ex-rom fad, der tidligere har indeholdt pot-still destilleret rom. Lagringen har varet i alt mindst 8 år, som det også fremgår af etiketten. Whiskyen er aftappet ved fuld fadstyrke, og som en “Limited Edition” i begrænset oplag. Jeg har fået denne sample sponsoret til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #229

Anmeldelse af Talisker 8 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af vanilje- og maltsødme når den nærmer sig glasset. Der følges hurtigt op med let røg, og maritime og mineralske noter kommer hurtigt efter. Efter lidt tid i glasset kommer sødmefuld frugt frem fra baggrunden. Der duftes overmoden banan med et hint af grapefrugt. De 57,9% vol alkohol mærkes i næsen, og en anelse vand kan med fordel tilsættes, for at nedtone det en anelse. Vandet trækker vanilje og de maritime nuancer frem i duften, mens en snert aroma fra mørk sukker opstår i whiskyen.

Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Sødme fra vanilje er igen det første som rammer sanserne, når man også får smagt på drammen. Smagen af overmodne bananer, og syltede tropiske frugter følger hurtigt efter. Der mærkes straks prikken på tunge fra stærk peber og og chili, som Talisker er kendt for. Når man har smagt på drammen et par gange, bliver røg og mineralske noter tydeligere og tydeligere. Der fornemmes salt og flintesten på læberne. Lejlighedsvis mærkes en fjern note af citrusfrugter i smagen. Som i duften er alkoholen ganske tydelig, og også her kan lidt vand med fordel tilsættes. Sødmen forstærkes en anelse med tilsat vand.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på oplevelsen. De maritime og mineralske nuancer af salt og flintesten bliver tydeligere endnu tydeligere i eftersmagen. Det giver en lidt tør fornemmelse i munden. Lidt sødme fra brun sukker og syltede tropiske frugter opleves momentvis. Sødmen tiltager en anelse efterhånden som man smager drammen flere gange. Der mærkes længe peber og chili på tungen, der får et ekstra spark af det høje alkohol indhold. Man efterlades med en smag af vanilje, med en snert af egetræ, mens munden er dækket i et tynd lag af røg.

Hvad siger producenten:

“From a malt rich in maritime character, this adventurous release of Talisker is the first ever to be finished in pot-still Caribbean rum casks. They have enlivened the marine scents and peppery punch of this Skye distillery’s colourful character with the rich, dark and exotic sweetness of warmer climes.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Den har et ungdommeligt udtryk, og man kan sagtens mærke at den kun har 8 år på bagen. Når det er sagt er det med til at give drammen et næsten frisk udtryk, på trods af både frugt- og sukkersødme samt del vanilje. Sammen med røg, salt og den klassiske Talisker peber og chili giver det en ganske god oplevelse. Det hele får et ekstra løft af den høje alkohol. Man kan købe en flaske for omkring 1000,- kroner. Jeg har smagt andre whiskyer, der er lagret på ex-rom fad, og de har ofte været præget af en næsten vammel sødme, som man også kender det fra en del rom. Denne voldsomme, og næsten overvældende sødme, har denne aftapning ikke, hvilket er et klart plus i min bog. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 8 Year Old 2020 Special Releases er, at det er en sjældenhed, at rom-lagret whisky, falder ud i noget, som jeg vil kalde en god whisky, som tilfældet er med denne “Rare by Nature” aftapning.