Knaplund Atlantic Aged Straight Bourbon Whiskey – Næsten dansk bourbon

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 39

Knaplund Atlantic Aged Straight Bourbon Whiskey – den første udgivelse

Destilleri: Knaplund
Land: Danmark
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Knaplund Atlantic Aged Straight Bourbon Whiskey er en dansk bourbon whiskey på 43% Vol. Whiskyen er lavet af Knaplund Destilleri, som ligger i det vestlige Jylland. Denne første udgave – Batch #1 – er dog destilleret på et amerikansk destilleri, og fragtet hjem over atlanten – deraf navnet. Der er udgivet i alt cirka 250 flasker, og der er release på whiskymessen 2019, hvor jeg også har købt denne sample. Denne dram er lagret på nye egetræsfad i 3 år.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #55

Anmeldelse af Knaplund Atlantic Aged Straight Bourbon Whiskey

Næse:

Man kan som det første dufte egetræ når man stikker næsen i denne dram. Ikke fordi det er voldsomt, men dog stadig ret tydeligt. Dette efterfølges hurtigt af en duft som minder lidt om vingummi-bamser. Ikke sødmen fra vingummi, men mere den lidt kunstige frugtaroma, som oftest er at finde. Det går efter lidt tid i glasset mere i retning af syltet pære, og modne bananer. Man fornemmer svagt lidt vanilje i duften. De 43% vol alkohol gør ikke sig ikke meget bemærket.

Knaplund Atlantic Aged Straight Bourbon Whiskey - Sample

Knaplund Atlantic Aged Straight Bourbon Whiskey – Sample

Palette:

Smagen er mere tydelig frugt. Igen er det syltede pærer og modne bananer som kommer igennem. Smagen er mere tydelig i sødmen, end tilfældet var med duften. De tre år på nye fad kommer også godt frem. Der er tydelig smag af egetræ og vanilje. Efter et par mundfulde fremkommer en god, næsten sirups-agtig sødme. Alkoholen er noget mere fremtrædende, og giver smagsindtrykket et ekstra skub.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Også her er modne bananer og modne syltede pærer tydelige. Der kommer en fin prikken på tungen fra lidt stærke krydderier som peber og kanel. Man fornemmer lidt bitterhed på tungespidsen efter et par mundfulde. Slutteligt er der en smule syre bagerst i munden, inden den slutteligt tørrer lidt ud og efterlader lidt vanilje. Der er en god varm fornemmelse fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Lavet i USA, lagret på fad over atlanten – for derefter at komme under kærlig behandling på Knaplund Destilleri. Resultatet er en lækker smooth Bourbon med 3 år på bagen – lige efter vores smag.”

Konklusion:

Dette er en god dram. Jeg er ikke umiddelbart den store fan af bourbon, men denne kan jeg faktisk godt lide. Den bliver ikke så kvalmende sød, som andre bourbon godt kan blive, efter min smag. Endvidere syntes jeg det er et frisk pust med en dansk Straight Bourbon Whiskey til afveksling fra dansk single malt whisky, der har meget svingende kvalitet. Man kan købe en flaske for under 500,- kroner, og det mener jeg godt man kan være tjent med at give for den. Konklusionen på denne anmeldelse af Knaplund Atlantic Aged Straight Bourbon Whiskey er, at den er ganske fin og et godt alternativ til andre danske udgivelser.

Ardmore Traditional Peated – svagt røget Highland whisky

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 39

Ardmore Traditional Peated – en Travel Exclusive

Destilleri: Ardmore
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardmore Traditional Peated er en skotsk whisky på 40% Vol. Ardmore Distillery er beliggende i det skotske højland, og whiskyen betragtes derfor som en Highland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen er lagret i ex-bourbon fad og quarter cask fad for hurtigere modning. Den er endvidere uden aldersangivelse, og den er kølefiltreret. Ardmore Traditional Peated er en såkaldt “Travel Exclusive” flasket specielt med henblik på salg i lufthavne.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #47

Anmeldelse af Ardmore Traditional Peated

Næse:

Man rammes straks af røg i næsen. Dog ikke så kraftigt som man kender det fra eksempelvis Islay whisky. Det minder mere om en let tilstedeværelse af et bål i nærheden. På trods af de kun 40% Vol forekommer aromaen lidt sprittet. Når man først er igennem røg og sprit, så opfanger man vanilje, en let frugtsødme og en snert af krydderier. Man opfanger en lille smule karamel-sødme efter et stykke tid i glaset.

Ardmore Traditional Peated

Ardmore Traditional Peated

Palette:

Paletten er også præget af denne lette røg, som man kender fra bålet i haven. Igen fremkommer tydelige toner af krydderier, når man kommer igennem det trods alt relativt lette røgslør. Man kan tydeligt smage vanilje og krydderier, som man kender det fra egetræ, og som oftest er fremkommer hurtigere, når whiskyen lagres i quarter casks, som i dette tilfælde. Der er også her en let frugtsødme og antydning af karamel. Den forekommer dog lidt tynd i smagen.

Afslutning:

Der er ikke den helt store afslutning på denne dram. Man opfanger dog de samme noter og nuancer som både i næsen og paletten. Det drejer sig om let røg, krydderier, vanilje, og en smule karamel lignende sødme. Det hele klinger dog hurtigt af, og går over i en fornemmelse af tørhed i munden. Det indbyder dog til at man lige tager en mundfuld mere.

Hvad siger producenten:

“A Travel Retail exclusive, The Ardmore® Tradition is a taste of history itself, journeying back to a time when most Highland distilleries dried their barley with the sweet smoke of local Highland peat. Double matured in oak barrels then smaller Quarter Casks, The Ardmore® Tradition is a full and rich liquid, with unique Highland peat smoke flavours.”

Konklusion:

Ardmore Traditional Peated i denne “Travel Exclusive” udgave er ikke specielt imponerende. Den mangler noget bund, fylde og styrke før den virkelig kunne blive god. Den er til gengæld en god whisky, at sidde og drikke en hel aften, hvor man stille og roligt sidder og sipper af glasset, og når det er tømt, så hælder man en ny dram op. Når det er sagt, så er prisen på omkring 300,- kroner for en liter i lufthavnen, hele oplevelsen værd. Her får man trods alt en relativt god “value for money” i denne whisky. Interessant nok forsvinder røgen en smule, når flasken har været åbnet i noget tid, hvorefter karamel og frugtsødme træder mere frem. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore Traditional Peated er, at det er en lidt tynd og mangelfuld whisky, men til prisen er den faktisk ganske fornuftig.

Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve – fransk limousine eg

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 39

Glenlivet 15 Year Old – ex-bourbon, ex-sherry og nye franske limousine fad

Destilleri: Glenlivet
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon, Sherry, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve er en skotsk whisky på 40% Vol. Den er fremstillet i regionen Speyside af Glenlivet Distillery. Destilleriet er ejet af Pernod Ricard. Whiskyen har lagret i 12 år i ex-bourbon og ex-sherry fad. Det interessante ved denne flaske er, at en del af whiskyen herefter tages fra de sidste tre år. Denne del lagres i nye virgin oak fad lavet af fransk limousine egetræ, der blandt andet også bruges til modning af cognac. Disse blandes slutteligt inden produktet er klar. Whiskyen er i øvrigt kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #44

Anmeldelse af Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve

Næse:

Egetræ! Det første man dufter er en tydelig og kraftig indflydelse af egetræ. Når næsen har tilpasset sig den markante egetræsduft, så kommer der fine noter af sherry og tørret frugt. Man fornemmer en god sødme i whiskyen, der leder tankerne hen på mælkechokolade. Der også en relativ kraftig tilstedeværelse af krydderier. Det er vanilje og kraftige krydderier som kanel og nelliker. I baggrunden fornemmer man en svagt syrlighed og bitterhed, som leder tankerne lidt hen på noget citrus-skræl.

Glenlivet 15 Year Old

Glenlivet 15 Year Old

Palette:

Det første som rammer smagsløgene er citrusfrugt, som man svagt fornemmede i duften. Det er en ret bitter fornemmelse, som man kender fra det hvide, lige under skrællen på en citrusfrugt. Smagen bærer også tydeligt præg af de kraftige krydderier som kanel, nelliker og lidt vanilje i baggrunden. Egetræet er også klart til stede i paletten, men slet ikke så kraftigt som i duften. Efter et par mundfulde begynder man at smage tørret frugt, karamel og lidt nødder. På trods af det lidt kraftige udtryk, er der stadig en let sødme over drammen. Hvis man tilsætter en dråbe vand, for at tage toppen af det lidt voldsomme udtryk, så fremkommer nærmest lakrids-agtige noter.

Afslutning:

Eftersmagen er også præget af citrusfrugt og bitterhed. I eftersmagen kommer yderligere klassiske smagsnuancer fra Speyside regionen, hvor man nu kan smage syrlige æbler. I kombination med bitterheden kommer man til at tænke lidt på frugt-the, som har trukket lidt for længe, men ikke på en dårlig måde. De tydelige noter af kanel og nelliker giver en prikkende fornemmelse på spidsen af tungen. Slutteligt tørrer tungen ud, og egetræet bliver igen meget tydelig.

Hvad siger producenten:

“The 15 Year Old gets its distinctive rich and exotic character from a process of selective maturation in which a proportion of the spirit is matured in French oak casks. In fact, we at The Glenlivet were one of the first to use French oak for making whisky, a technique that has since been imitated the world over.“

Konklusion:

Dette er en fin whisky, det skal der ikke være tvivl om. Hvis man leder efter en dram, hvor man tydeligt mærker påvirkning fra europæisk egetræ, så er dette et skoleeksempel på en sådan. Derfor kan den anbefales, hvis man skal lære disse smagsnoter at kende, så man bedre kan udpege dem i andre whiskyer. På sin vis er det en klassisk Speyside whisky, men jeg syntes den giver det et ekstra løft, med den kraftige påvirkning fra det franske limousine egetræ. Man kan finde en flaske til omkring 400,- kroner, og det mener jeg bestemt den er værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenlivet 15 Year Old French Oak Reserve er, at det er en ganske god whisky, og et fint eksempel på påvirkning fra europæiske egetræsfad.