Jameson Irish Whiskey – Triple Distilled

Jameson Irish Whiskey – Lagret i mindst 4 år

Destilleri: Midleton
Land: Irland
Type: Blended
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Jameson Irish Whiskey er en irisk whiskey på 40% Vol. Jameson Distiillery er under ejerskab af Pernod Ricard gruppen. Whiskeyen produceres på New Midleton Distillery, som også destillerer blandt andet Tullamore Dew. Whiskeyen er er en blended whiskey, og den er lagret i ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Whiskeyen er uden aldersangivelse, men producenten hævder, at den er lagret i mindst 4 år. Den er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #280

Anmeldelse af Jameson Irish Whiskey

Næse:

Søde henkogte pærer rammer næsen som det første, når man dufter til glasset. Der følges hurtigt op med lette noter af blomster og honningsødme. Der kommer hurtigt en lidt sprittet duft frem, på trods af de kun 40% Vol. alkohol i whiskeyen. Langsomt kommer fjerne noter af vanilje, lidt karamel og egetræ frem fra baggrunden.

Jameson Irish Whiskey - Miniature

Jameson Irish Whiskey – Miniature

Palette:

Næsen afspejles fint i smagen. Henkogte pærer og frugtsødme smages først. Der kommer hurtigt en tydelig fornemmelse af alkohol i munden, og den kan virke en anelse sprittet, på trods af ret lav alkohol procent. Denne fornemmelse aftager en anelse efter et par nip til drammen. Der gives plads til vanilje- og karamelsødme, mens lidt egetræ anes. Denne irske whiskey fremtræder generelt stadig blød i sin smagsprofil, på trods af tydelig alkohol i starten

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskeyen. Vanilje og karamel er tydeligere i afslutningen. For første gang opleves en anelse peber på tungen, som giver et let prikkende fornemmelse. Der fremkommer en anelse bitterhed fra egetræ. Man sidder tilbage med et minde om søde frugter og blomster, mens en let honningsødme stadig er at finde i munden.

Hvad siger producenten:

“Jameson Irish Whiskey is a blended Irish whiskey. What’s that we hear you say. Well first we take the best of pot still and fine grain whiskeys. Then we triple distil them – not because we have to because we want to as it gives it its signature smoothness. Finally, we age them in oak casks for a minimum of 4 years.”

Konklusion:

Dette er er ikke nogen stor oplevelse når den drikkes rent. Nuvel, den fremtræder generelt blød og indbydende, når man først er trængt igennem det lidt sprittede indtryk. Det er en whiskey, der ikke stiller de store krav til nyderen. Den kan drikkes rent, hvis det bare er for at få en pind i øret. Prisen på omkring 150,- kroner for en flaske af denne klassiske irske dram, antyder også at den nok ikke har alt for meget at byde på. Den egner sig til gengæld glimrende som mixer i drinks. Ligeledes har jeg med stor succes brugt den i både irsk og grønlandsk kaffe med stor succes. Noterne fra vanilje, karamel og alkohol klæder disse varme drikke virkelig godt. Konklusionen på denne anmeldelse af Jameson Irish Whiskey er, at denne klassiske irske dram er bedst til opblanding, og knap så god rent.

Macallan Oscuro – The 1824 Collection

Hjem » Side 104

Macallan Oscuro – Travel Retail Exclusive

Destilleri: Macallan
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,5%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Macallan Oscuro er en skotsk whisky på 46,5% Vol. Whiskyen er produceret på The Macallan Distillery, der er er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen har lagret på ex-oloroso, hvoraf en stor del er first fill fad. Flasken kommer uden aldersangivelse, men råspritten er destilleret mellem 1987 og 1997, inden den er aftappet i 2015. Det betyder altså også at den yngste whisky i flasken er mindst 17 år gammel. Whiskyen er udgivet til rejsende som en “Travel Retail Exclusive” i destilleriets serie “The 1824 Collection”. Udgivelsen er desuden ikke tilsat kunstig farve, og er heller ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #279

Anmeldelse af Macallan Oscuro

Næse:

Næsen mødes straks af sødme fra mørke tørrede frugter som rosiner og dadler. Langsomt kommer også en aroma af mørke bær, som kirsebær og solbær frem. Der mærkes en let syrlighed, der sammen med frugtsødmen, leder tankerne hen i retning af søde og modne appelsiner. Efter nogle minutter kommer fine nuancer af vanilje, egetræ og cacao også frem. Man mærker ikke de 46,5% vol alkohol i duften.

Macallan Oscuro - Sample

Macallan Oscuro – Sample

Palette:

Rosiner og dadler er, ganske som i duften, også fremtrædende i smagen. Kirsebær og en snert af solbær er tydeligere i paletten end den var i næsen. Der mærkes tydeligt stærke krydderier på tungen. Det er sort peber og kanel der efterlader en prikkende fornemmelse på tungen. Chokolade er ligeledes at finde i smagen. Der er lidt mere kraft i alkoholen i smagen, end der var i duften, men whiskyen virker ikke sprittet, men fremtræder blød og imødekommende. I baggrunden fornemmes også her lidt søde appelsiner. Efter et par nip til drammen, så smages også en snert af friske modne æbler.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Peber og kanel er stadig tydelige og prikker lidt på tungen. Dette aftager gradvist, og der kommer en fornemmelse af mint frem i stedet. Sødmen fra rosiner og dadler ligger som et fint lag i munden. Smagen af egetræ og vanilje kigger momentvist frem. Efterhånden tager karamel og mørk sukker over i smagen. Samtidig mærkes en smule bitterhed og smag af kaffe. Der mærkes god varme i mund og svælg. Langsomt aftager oplevelsen, og man efterlades med en følelse af mørk læder og sød pibetobak i munden, mens man momentvis mindes om peber og kanel.

Hvad siger producenten:

When the casks are at the peak of maturation, the whisky is gently reduced to 46.5% alcohol by volume with natural spring water drawn from boreholes deep under The Macallan Estate. It is then matured in slumbering casks for at least six months, allowing the flavours to ‘marry’ and harmonise. It undergoes no further strength reduction and is non-chill filtered at ambient room temperature before being bottled for your enjoyment.”

Konklusion:

Her har vi fat i en fantastisk god whisky. Der er en lang smagsoplevelse, der virkelig har noget at byde på. Der er en utrolig kompleksitet i både duft, smag og eftersmag. Nuve, det får man så også lov til at betale mange penge for. En flaske koster omkring 6500,- kroner. Jeg var heldig at bytte mig til denne sample for tre sample whisky fra danske destillerier. Det er ikke dårligt, at få nye bekendtskaber på Instagram, når man kan bytte sig til en dram af denne kaliber. Jeg kunne aldrig drømme om, selv at smide så mange penge efter en flaske whisky, men oplevelsen vil jeg dog stadig gerne have. Konklusionen på denne anmeldelse af Macallan Oscuro er, at det en luksus-whisky for alle pengene, men man skal have tegnebogen i orden for at være med.

Isfjord #2 – Premium Arctic Single Malt Whisky

Hjem » Side 104

Isfjord #2 – Dansk whisky med Grønlandsk vand

Destilleri: Braunstein
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Isfjord
ABV: 42%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Isfjord #2 er en dansk single malt whisky på 42% Vol. Whiskyen er sendt på markedet af Isfjord, der har en linje af spritusprodukter, som er fremstillet med vand fra den grønlandske indlandsis. Whiskyen er destilleret på det danske destilleri Braunstein Distiilery, Denne udgave har lagret på en kombination af nye amerikanske egetræsfad og ex-bourbon fad. Det oplyses, at den har lagret 8 til 9 år på disse fad, men whiskyen kommer som sådan uden aldersangivelse på flasken. Når modningen er afsluttet nedvandes whiskyen med smeltet indlandsis til den når 42% Vol. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret. Jeg har fået flaske #1328, med batch/date 01.18. Denne flaske købte jeg i lufthavnen i Kangerlussuaq i Grønland, da jeg var til lederseminar i min arbejdsplads hovedkvarter i Nuuk.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #278

Anmeldelse af Isfjord #2

Næse:

Med det samme glasset kommer op til næsen duftes røg. Det er ikke kraftig røg som den, der findes i mange whiskyer fra Islay. Det er mere en røg, som man kender fra når der grilles hos naboen. Røgen lægger sig hurtigt i baggrunden, og giver plads til andre nuancer. Der duftes nu syrlig frugt, som umodne æbler, og en snert af citrus. Der fornemmes lidt mint i næsen. Langsomt kommer en smule vanilje frem. Alkoholen mærkes ikke i duften.

Isfjord #2

Isfjord #2

Palette:

Ganske som i aromaen mærkes en let røg i paletten. Det bliver aldrig dominerende, og der er stadig fint plads til andre indtryk. Igen mærkes syrlig frugt, som grønne æbler og en fornemmelse af citrus. Der er tydelig smag af egetræ, der giver en lidt bitter oplevelse i munden. Smagen af egetræ og røg fungerer i et godt samspil. Smagen af vanilje bliver tydeligere efter et par mundfulde af drammen. I paletten er der også mint, der særlig mærkes på tungespidsen. Heller ikke i smagen mærkes de 42% vol alkohol på denne danske whisky.

Afslutning:

Der er em kort afslutning på drammen. Egetræ er stadig tydelig, og der er en bitter note på tungen. Minten dukker momentvis op, og forsvinder igen hurtigt. Syrligheden fra næsen og paletten er næsten ikke til stede i eftersmagen. Der er kun svag syrlighed, og for første gang mærkes en smule sødme i munden. Der smages sød karamel og vanilje. Der er et let røgslør i hele munden.

Hvad siger producenten:

“When the whisky is ready after 8-9 years of maturing in the casks, we blend the cask strength whisky with the pure and exclusive water from the Greenland ice cap to an alcohol % of 42%. As applies to all Isfjord products, this pure and smooth water ensures a unique whisky.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den skiller sig specielt ud fra mængden. Sammenligner man med Isfjord #1, så er det en markant bedre dram, selvom jeg normalt er til røget whisky. Dog er den tydelige smag af egetræ og den lette røg, en ganske fortrinlig kombination. Der mangler dog lidt mere dybde i oplevelsen, inden det kommer helt op i niveau med Isfjord #1.  Man kan købe en flaske i Danmark for cirka 700,- kroner. Jeg gav 450,- i Sønderstrømfjord lufthavn, hvilket er et mere rimeligt niveau.

Der er dog et minde ved denne flaske, som er interessant. Flasken er købt den 9. marts 2020, efter mange timers forsinkelse i lufthavnen i Sønderstrømfjord. Der var mistanke om tre COVID-19 tilfælde på det nordgående atlant-fly, som vi skulle returnere tilbage til Danmark med. Efter mange timers forsinkelse i Grønland, og 2 timers “overnatning” i Kastrup, flyver vi endelig hjem til Aalborg i løbet af tirsdag. Onsdag den 11. marts møder vi ind til kriseplanlægning for eventuel hjemsendelse i forbindelse med Corona pandemien. Samme aften afholdes det første pressemøde fra statsministeren vedrørende national lockdown fra den 13. marts. Torsdag den 12 marts møder vi op på job, og sender folk på hjemmearbejde. Resten er historie, der stadig er ved at blive skrevet. Konklusionen på denne anmeldelse af Isfjord #2 er, at udgave nummer #1 er bedre, og minderne om turen til Grønland, og en næsten uvirkelig hjemkomst til Danmark, er bedre end selve whiskyen.