Ardbeg Uigeadail – The Ultimate

Hjem » Side 140

Ardbeg Uigeadail – en virkelig god dram fra Islay

Destilleri: Ardbeg
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 54,2%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardbeg Uigeadail er en skotsk whisky på 54,2% Vol. Ardbeg Distillery er et af Skotlands destillerier beliggende på Islay, så denne whisky er en Islay single malt whisky. Destilleriet er ejet af Louis Vuitton Moët Hennessy. Whiskyen har lagret på first fill og genbrugte ex-bourbon samt ex-oloroso fad. Ardbeg Uigeadail er ikke kølefiltreret, og den er endvidere en NAS whisky uden aldersangivelse. Den navnkundige Jim Murray kaldte den “World Whisky of the Year” i Whisky Bible 2009.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #176

Anmeldelse af Ardbeg Uigeadail

Næse:

Det første man fanger i næsen er intens røg, som er så klassisk for Islay whisky. Jeg fik et par dråber på fingrene, da jeg hældte glasset op. Der udviklede sig en tydelig duft af bål på fingrene, nærmest som når man har siddet en hel aften og lavet snobrød. Når man først trænger igennem røgen opfanger man noter af frugt og sherry. Man får også en fornemmelse af sød pibetobak når man har duftet lidt til denne whisky. Man får også en tydelig tilstedeværelse af de voldsomme 54,2% vol. alkohol. Man kan med fordel nedvande whiskyen lidt. Det udløser nye noter af vanilje og nødder.

Ardbeg Uigeadail

Ardbeg Uigeadail

Palette:

Denne whisky har en kraftig og intens smag, der selvfølgelig er præget af røg. På trods af røgen, smager man tydeligt tørret frugt som rosiner samt sherry. Man fornemmer også tilstedeværelsen af lakrids. Paletten fremtræder med en lidt olie-agtig fremtoning, men stadig en form for tørhed fra tønderne, der er brugt til lagringen. Det hele underbygges af en tydelig sødme og rundhed i udtrykket. Disse smagsnuancer kommer også bedst til udtryk, ved at nedvande whiskyen en lille smule.

Afslutning:

Eftersmagen i denne whisky er lang og kraftig, røg er bærende i udtrykket. Også i afslutningen er en kraftig sødme, som også gav sig til kende i smagen. Endvidere fremtræder der noter af lakridsrod, og man fornemmer en tilstedeværelse af kalk, som minder lidt om fornemmelsen af, at slikke på et stykke kridt. Dette mineralske udtryk aftager en anelse, når flasken har været åbnet noget tid. De tørre frugter er også tydelige i eftersmagen. Kombinationen af ovenstående leder næsten tankerne hen på en god frugt-the tilsat lidt sukker.

Hvad siger producenten:

“Pronounced ‘Oog-a-dal’, it’s a special vatting that marries Ardbeg’s traditional deep, smoky notes with luscious, raisiny tones of old ex-Sherry casks. Ardbeg Uigeadail was voted by the 120,000+ strong Ardbeg Committee as their favourite Ardbeg.”

Konklusion:

Denne whisky er god! Det er en røg-bombe af de helt store, men den er mere end det. Den har en fin kompleksitet, med mange fine nuancer. Kombinationen af røg, pibetobak, sherry, tørret frugt, lakrids og god sødme er simpelthen fremragende. Den gode næse, fulgt op af en imponerende smag, samt en lang eftersmag virker bare utroligt tiltalende. Det giver en god balance, og drammen fremtræder behagelig – særligt når man tilsætter lidt vand, for at fjerne det værste brænd fra alkoholen. Prisen på omkring 600,- kroner kan virke lige i overkanten for en NAS whisky, men jeg mener personligt den er pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Uigeadail er, at dette er en super god whisky, som man skylder sig selv at prøve.

Linkwood 6 Year Old – Vintage 2008

Hjem » Side 140

Linkwood 6 Year Old – Tappet af The Ultimate Whisky Company

Destilleri: Linkwood
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Ultimate Whisky Company
ABV: 46%
Alder: 6 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Linkwood 6 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. Whiskyen er destilleret på Linkwood Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside området. Whiskyen er hældt på flaske af den uafhængige aftapper The Ultimate Whisky Company. Aftapningen er en single cask whisky fra et ex-bourbon fad med nummer #800005. Produktet blev destilleret den 14-05-2008, og hældt på flaske den 07-05-2015. Flasken kommer med en aldersangivelse på 6 år. Det er værd at bemærke, at whiskyen ikke er kølefiltreret, og ikke er med kunstig farve. Der er frigivet 354 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #175

Anmeldelse af Linkwood 6 Year Old

Næse:

Den virker først meget neutral i næsen. Der er ikke et umiddelbart kraftigt indtryk af nogen aromaer, når man sætter næsen til glasset. Ikke engang de 46% vol alkohol er at finde i duften. Efter lidt tid i glasset kommer lidt alkohol frem til næsen, og man begynder at dufte lidt andre ting i whiskyen. Der er en svag duft af frugt, måske endda lidt som umodne vindruer. I baggrunden kan kun svagt fornemmes lidt egetræ en fjern note af vanilje.

Linkwood 6 Year Old - Sample

Linkwood 6 Year Old – Sample

Palette:

Frugten er langt mere tydelig i paletten. Nu smages søde æbler og pærer. Der opfanges straks sort peber på tungen. Ligeledes er der nu væsentligt mere bid i alkoholen, og et par dråber vand tæmmer det lidt. Vandet lukker op for fine nuancer af nødder og vanilje, der leder tankerne hen i retning af marcipan. Der er en let bitter noter, som man kender det fra nødder.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af bitterheden fra nødder, som også var at finde i smagen. Smagen er peber forsvinder hurtigt fra tungen, og man sidder tilbage men en lille snert af vanilje. Munden tørrer hurtigt ud, men sidder kun tilbage med lidt varme i munden fra alkoholen.

Konklusion:

Dette er ikke nogen imponerende whisky. Den tilbyder ikke alverden til nyderen af drammen. Jeg gav 39,- kroner for denne 3 cl. sample. Det er sådan set ok, hvis man eksempelvis sammenligner med en special øl til den pris. Når det er sagt, så er jeg dog glad for, at jeg ikke købte en hel flaske til de cirka 350,- kroner man kan finde den til. Det er helt fint med dette ene bekendtskab. Størstedelen af destilleriets produktion bruges i blended whisky, og de fungerer sikkert fint som basis malt whisky i en blend. Som single malt har den ikke nok at byde på, i hvert fald ikke i denne uafhængige aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Linkwood 6 Year Old er, at jeg er glad for jeg kunne havde en sample, så jeg ikke skal døje med en hel flaske.

Knockdhu anCnoc Stack – Limited Edition

Hjem » Side 140

Knockdhu anCnoc Stack – 10 år og 20 PPM

Destilleri: Knockdhu
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Knockdhu anCnoc Stack er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er lavet på Knockdhu Distillery, som er et af de skotske whisky destillerier i Highland regionen. Det betyder i sagens natur, at whiskyen er en Highland single malt whisky. Whiskyen har lagret mindst 10 år ex-bourbon fad af amerikansk egetræ, og den er desuden ikke kølefiltreret. Der er tale om en Limited Edition, hvor der kun er udgivet 6000 flasker. Stack er den sidste i destilleriets serie “Peaty Collection”, hvor Peatlands, Tushkar, Rutter, Flaughter, Cutter og Rascan tidligere er udgivet. Denne udgave er røget til et indhold på 20PPM.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #174

Anmeldelse af Knockdhu anCnoc Stack

Næse:

Der duftes med det samme røg, når næsen sættes til glasset. Det er dog ikke voldsom meget røg, men tilstrækkeligt til, at det mærkes som det første. Røgen er dog hurtigt trængt i baggrunden, hvor den hele tiden ligger fint. Duften af frugt træder hurtigt tydeligere frem. Der duftes lidt tropiske frugter som som moden ananas og fersken. Efterhånden ændrer det karakter til, at dufte mere som appelsin, som ligger lige på grænsen til at være overmoden, hvor den næsten dufter jordslået. Langsomt, men sikkert, bliver duften af vanilje mere og mere dominerende. Alkoholen er ikke at mærke i næsen på denne Highland single malt whisky.

AnCnoc Stack

AnCnoc Stack

Palette:

Igen er røgen tydelig som det første. Modne tropiske frugter er også tydelige i paletten, som de var i næsen. Igen er det modne ananas, fersken og overmoden appelsin, som er mest fremtrædende. Der er en smule sylighed og bitterhed tilstede, som leder tankerne hen på appelsinskræl. Efter et par nip af glasset bliver smagen af vanilje tydeligere og tydeligere. Ligeledes fremkommer maltsødmen også efterhånden. Der smages herefter mørk chokolade, og en hint af kaffe. Røgen lægger sig stadig i baggrunden. Alkoholen er lidt mere fremtrædende i paletten, og vand kan tilsættes efter smag, men har ingen betydning for det generelle udtryk i denne whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Røgen mærkes stadig i munden, og man sidder med en fornemmelse, som når man har spist noget røget mad. Det er altså ikke kraftig smag af røg, men mere en “følelse” af røg. Malt- og frugtsødme forsvinder langsomt. Samtidig bliver smagen af vanilje og chokolade en smule tydeligere. Ligeledes bliver smagen af egetræ mere markant, og der mærkes en bitter note på tungen. Der mærkes lidt mint på tungespidsen, inden man sidder tilbage med en fjern følelse af egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

The liquid, which is pale gold in appearance, introduced by an initial smoky aroma, is gently pierced by accents of lemons and oranges. This citrus sharpness, so typical of anCnoc, slowly gives way to the softer sweetness of honey and vanilla. Earthy peat smoke is overlaid with dark chocolate while green apples complement this with a fruity tang.”

Konklusion:

Her har vi fat i en ganske fin whisky. Den er ikke kompleks på nogen måde, men er stadig ganske udfordrende i sit udtryk. Flasken er udgivet i serien “Peaty Collection”, hvor røg er omdrejningspunktet. Er man nybegynder ud i røget whisky, så er denne måske lige det kraftigste. Er man hard-core røg-elsker, så er det måske lige i underkanten. Der kan fås langt bedre og mere røgede whiskyer fra Islay. Whiskyen er god nok, men tager man  prisen på omkring 600,- kroner i betragtning, så den rammer måske lige i det område, hvor hverken røg-elskere eller røg-hadere er helt tilfredse. Konklusionen på denne anmeldelse af Knockdhu anCnoc Stack er, at den rammer et sted i røg-spektret, som hverken er det ene eller det andet, men egentlig ganske godt.