Laphroaig PX Cask – Triple Matured

Hjem » Side 146

Laphroaig PX Cask – trippel modnet sherry whisky med røg

Destilleri: Laphroaig
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Laphroaig PX Cask er en whisky på 48% vol. Laphroaig Distillery er et af de skotske destillerier på Islay, så whiskyen er derfor en Islay single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen er trippel modnet. Først er den modnet på ex-bourbon fad. Herefter foregår modningen på quarter cask fad, og slutteligt, som navnet antyder, er den lagret på Pedro Ximenez (PX) sherry fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #159

Anmeldelse af Laphroaig PX Cask

Næse:

Intens røg! Duften er tydeligt præget af røg, når man første gang stikker næsen i denne whisky. Det er den typiske medicinske fornemmelse af røg, der er klassisk for Laphroaig whisky. Når det kraftige røg-slør har lagt sig, og næsen vender sig til det, så fremkommer en god sødme og fylde fra Pedro Ximenez (PX) fadet. Det giver noter af sød frugt og karamel. I baggrunden kan man svagt fornemme en lille tilstedeværelse af noget som minder om lakrids. Når flasken har været åbnet i nogle måneder, minder duften lidt om den man kender fra plaster til at putte på et sår. De 48% vol. alkohol er ikke markant på nogen måde i denne Islay whisky.

Laphroaig PX Cask

Laphroaig PX Cask

Palette:

Smagen er i sagens natur også præget af kraftig røg i starten. Røgen erstattes dog hurtigt af sødme som fra moden frugt. Indflydelsen fra sherryen fadet er også tydeligt. Der er også klar påvirkning fra egetræet, der kan give et lidt tørt indtryk i whiskyen. Den lille snert af lakrids, der var i næsen, er mere markant i smagen. Det hele toppes af med fine tone af peber og vanilje. Kombinationen af disse smagsindtryk giver et generelt fyldigt indtryk i munden. Paletten er heller ikke præget af den relativt høje alkohol procent.

Afslutning:

Der er en god og lang eftersmag på denne whisky. Også eftersmagen er i starten præget af røg. Det erstattes efterhånden af indflydelsen fra fadene. I starten er der god sødme og frugt fra sherryen. Dette går stille og roligt over i en tørhed fra egetræet. Lakridsen på tungen er mere tydelig i afslutningen end den var i både duften og smagen. Denne tørre fornemmelse og smagen af lakrids kan lede tankerne hen på den fornemmelse man har, når man tygger i et stykke lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“The first maturation of this special expression is in ex-bourbon barrels, followed by transfer to quarter casks. The third maturation is in large European oak ‘PX’ casks, which originally contained rare Pedro Ximénez sherry. The result is a complex Laphroaig, with the character of each type of barrel detectable in the final flavours, including a gentle but unmistakeable sweetness.”

Konklusion:

Laphroaig PX Cask er en god whisky. Den giver en spændende og relativt kompleks oplevelse, hvor man både kommer igennem røg, sherry-sødme, krydderier og lakrids. Den er helt klar værd at stifte bekendtskab med. Man kan købe en flaske på en liter for lige omkring 700,- kroner. Det syntes jeg er en ret høj pris for en whisky uden aldersangivelse. Man kan få mange gode whiskyer når man vil smide dette beløb i en flaske. Den sælges også i lufthavne, hvor man kan være heldig at finde den til omkring 500,- kroner, hvilket er et mere fornuftigt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Laphroaig PX Cask er, at det er en god whisky, og med lufthavnspriser får man virkelig valuta for pengene.

Glen Garioch Vintage 1997 – Flasket 2012

Hjem » Side 146

Glen Garioch Vintage 1997 – Den første efter genåbningen

Destilleri: Glen Garioch
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 56,7%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Glen Garioch Vintage 1997 er en skotsk whisky på 56,7% vol. Whiskyen kommer fra Glen Garioch Distillery, der er et af Skotlands destillerier, som ligger i Highland området. Denne udgivelse er en del af den første produktion i 1997, efter destilleriet havde stået stille i et par år. Spritten blev destilleret 1997 og flasket i 2012. Flasken kommer uden aldersangivelse, men som man kan regne ud, så er den 14-15 år gammel. Whiskyen har lagret på first fill og genbrugte ex-bourbon fad. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret, og er uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #158

Anmeldelse af Glen Garioch Vintage 1997

Næse:

Man dufter straks egetræ i glasset. Imponerende nok er den høje alkoholprocent på 56,7% vol. ikke det første der kommer næsen i møde. Man skal faktisk have næsen helt ned i glasset før alkoholen tager over, og brænder lidt. Lidt vand i glasset lukker dog op for andre aromaer. Med lidt vand tilsat, og nogle minutter i glasset, kommer fine toner af søde frugt og bær frem. Der er fornemmelse af nødder og vanilje over duften. Der er en kende “parfumeret” duft, som hænger lidt i glasset.

Glen Garioch Vintage 1997 - Sample

Glen Garioch Vintage 1997 – Sample

Palette:

Alkoholen er meget mere fremtrædende i smagen, og det er nødvendigt at give drammen en god slat vand, for at tage det meste alkohol-brænd. Herefter en smagen af vanilje meget tydelig. Når drammen er kommet lidt til sig selv i glasset, så åbnes op for fine søde bær, som minder lidt om en blanding af blåbær, solbør og kirsebær. Der er en lille snert af blå vindruer i baggrunden. Der mærkes en let bitterhed på tungen, ligesom lidt stærke krydderier også kommer frem i skotske whisky.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Afslutningen er præget af varme fra alkoholen. Først af smagen af de søde og modne bær tydelig. Dette aftager gradvist over i et mere bittert udtryk, hvor egetræ er meget tydelig. Man fornemmer lidt mint på tungespidsen, og lidt stærke krydderier midt på tungen. Langsomt bliver smagen af vanilje tydeligere, inden det forsvinder ud i en fornemmelse af chokolade, og tungen tørrer ud.

Hvad siger producenten:

“This vintage whisky has been selected from spirit distilled at the start up of production in 1997. Prior to this, the distillery had been silent for two years. To craft this small batch release, a combination of  1st and 2nd fill ex bourbon barrels were selected.”

Konklusion:

Her er tale om god whisky. Den høje alkoholprocent, de tydelige modne bær og god påvirkning fra fadene, gør denne dram til en glimrende oplevelse. Jeg købte denne whisky sample for 70,- kroner for 3 cl., og man kan købe en 70 cl. flaske for omkring 800,- kroner. Whiskyen er pengene værd. Man kan få en del whisky i det prisleje, og denne er fint konkurrencedygtig. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Garioch Vintage 1997 er, at vi kan være glade for, at destilleriet igen er begyndt at producere Highland whisky.

Deveron 10 Year Old – mild og rund

Hjem » Side 146

Deveron 10 Year Old – fra Macduff Distillery

Destilleri: Macduff
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Deveron 10 Year Old, The Deveron 10 Year Old eller Glen Deveron 10 Year Old som den også kaldes, er en whisky på 40% vol. Den er fremstillet af Macduff Distillery, som er et whisky destilleri i Skotland, der ligger i Highland regionen. Den er dermed en Highland single malt whisky. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Denne whisky er kølefiltreret og har lagret 10 år på fadene.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #157

Anmeldelse af Deveron 10 Year Old

Næse:

Der er først en malt og honningsødme, som rammer næsen, når der duftes til denne dram. Honningsødmen erstattes af en let frugtsødme, som minder om en kombination af røde æbler og ferskner. Man fornemmer svagt en smule citrus syrlighed i baggrunden. Når flasken har været åbnet i nogle uger, så bliver duften mere over i retning af grønne, let syrlige æbler. De 40% vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

The Deveron 10 Year Old

The Deveron 10 Year Old

Palette:

Smagen er som næsen også præget af sødme. Igen er det honningsødme som er tydeligst. Igen er findes fersken, og den er mere dominerende i paletten end i aromaen. Der mærkes lidt syrligt æble i munden. I baggrunden smages en smule karamel og vanilje, Man får et lille spark at lidt peber, men det er ligeså hurtigt væk, som det dukkede op. Alkoholen er heller ikke at finde i smagen, og whiskyen fremtræder let og blød.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Igen er honningsødme dominerende, og smagen af fersken er også kortvarigt til stede. Man smager en kombination af en smule søde røde æbler, og en smule grønne syrlige æbler. Som i smagen findes også et lille strejf af peber, men det er også kun en kort overgang. Der mærkes en let bitter note på tungen. Efter lidt tid sidder man med en fornemmelse, som når man har smagt citron for 10-15 minutter siden. Det er mere en citrus-følelse end en decideret smag. Der er heller ikke meget at hente fra alkoholen i afslutningen.

Hvad siger producenten:

“Down by the shoreline where spindrift flies, in taverns hoachin’ with coastal folk, Liquid rites share this tasty trove of toffee, crisp apples and creamy oak.”

Konklusion:

Whiskyen imponerer ikke specielt. Den er blid og blød, og udfordrer ikke sanserne på nogen måde. Den generer sådan set heller ikke nogen. Den må siges at høre til i kategorien af metervare single malt whiskyer. Jeg købte den på vores ferie i Paris for 23 euro, hvilket vel svarer til omkring 175 kr. Det er den sådan set nok værd, men heller ikke mere. Jeg købte flasken inden vi skulle i Panthéon templet. Det betød faktisk, at jeg ikke måtte komme med familien ind, da flasker med væske ikke måtte medbringes. I bakspejlet skulle jeg nok have ladet flasken stå, da templet nok havde givet mig en større oplevelse end denne dram. Konklusionen på denne anmeldelse af Deveron 10 Year Old er, at denne whisky er en småkedelig oplevelse.