Balblair 2005 Vintage – 1st Release

Hjem » Side 145

Balblair 2005 Vintage – flasket 2018

Destilleri: Balblair
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balblair 2005 Vintage er en single malt whisky på 46% vol. Balblair Distillery er et Skotlands whisky destillerier som ligger i Highland regionen. Whiskyen er destilleret i 2005, og efterfølgende hældt på flaske i 2018. Der er ingen aldersangivelse på flasken, men som man kan regne ud, så er den mindst 12 år gammel. Whiskyen har lagret alle årene på ex-bourbon fad. Denne whisky er endvidere ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #161

Anmeldelse af Balblair 2005 Vintage

Næse:

Egetræ er det første man stifter bekendtskab med i duften. Der er meget tydelig fornemmelse af træ, men det aftager ret hurtigt, og giver plads til andet i næsen. Der duftes nu friske pærer og lidt citrusfrugt. Der er en smule fornemmelse af blomster og honning over aromaen. Langsomt men sikkert kommer vanilje mere og mere frem i duften. Der mærkes lidt mandler i duften, og tankerne ledes hen i retning af marcipanbrød, med lys chokolade. Der er en smule bid i næsen fra de 46% vol alkohol, der kan nedjusteres med lidt vand.

Balblair 2005 Vintage - Miniature

Balblair 2005 Vintage – Miniature

Palette:

I smagen er citrusfrugt det første man møder. Der er en fin syrlighed og lidt bitterhed, som minder om citron skal. Der er stadig tydelig sødme fra honning, ligesom friske pærer også lige kigger frem. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen. Efter lidt tid i glasset, og et pr nip til drammen, så kommer vanilje og mælkechokolade fint frem. Der er også en smule bid i paletten fra alkoholen. Med vand bliver smagen af chokolade lidt mere fremtrædende i denne Highland whisky.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Først mærkes lidt stærk ingefær på tungen, der gradvist aftager. Vanilje og mælkechokolade bliver tydeligere og tydeligere. Der kommer en smule bitter tone på tungen. For første gang fornemmes noget, som minder om brændt træ, uden det er decideret en smag af røg. Der er god varme fra alkoholen i mund og svælg. Fornemmelsen af bitter citron skal bliver tydeligere og tydeligere,  inden munden slutteligt tørrer ud. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har spist citron et par timer tidligere.

Hvad siger producenten:

“The first release of vintage 2005 is light, sparkling gold in appearance. The nose is full bodied with the classic aromas of fresh green apples, ground spices and honey. The American oak, ex-bourbon barrels used in maturation impart notes of oaky vanilla, leather and oranges with a hint of fragrant cut flowers and smoke. On the palate Blablair’s signature style of citrus orchard is followed by intense sweetness of toffee and vanilla rounded off by a deliciously spicy, long finish.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky, uden den imponerer specielt meget. Den har ganske interessante oplevelser i næse og mund, men ikke noget som andre 12 års whiskyer fra ex-bourbon fad ikke også kan levere. Jeg har købt denne miniature flaske for 12,- euro for en 5 cl. flaske hos La Maison du Whisky i paris. En hel flaske kan købes for omkring 450,- kroner. For de penge får man en ganske hæderlig oplevelse, men konkurrencen er hård i det prisleje. Hvis man er til en ligefrem og let tilgængelig 12 års ex-bourbon lagret whisky, som stadig har noget at byde på, så er denne dram et godt bud. Konklusionen på denne anmeldelse af Balblair 2005 Vintage 1st Release er, at det er gedigen Highland single malt whisky, der ikke skiller sig væsentligt ud fra andre whiskyer af samme type.

Invergordon 18 Year Old Grain – Old Particular Single Grain

Hjem » Side 145

Invergordon 18 Year Old Grain – Single cask fra Douglas Laing & Co Ltd

Destilleri: Invergordon
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single grain
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co. Ltd.
ABV: 48,4%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Invergordon 18 Year Old Grain er en skotsk whisky på 48,4% vol. Whiskyen er destilleret på Invergordon Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der er beliggende i Highland regionen. Der produceres kun grain whisky på destilleriet. Douglas Laing & Co. Ltd., som er uafhængig aftapper, har udgivet denne flaske. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt ex-bourbon fad med nummer DL11197. Den blev destilleret i 1997 og er flasket i 2016, og alderen 18 år fremgår på flasken. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er udgivet 236 flasker fra fadet.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #160

Anmeldelse af Invergordon 18 Year Old Grain

Næse:

Det er de 48,4% vol alkohol som først kommer op af glasset, når man første gang dufter til denne whisky. Efter nogle minutter i glasset aftager duften af sprit en anelse. Det giver plads til en smule andre nuancer. Man fornemmer ganske svagt en smule vanilje og egetræ. En lidt sjov lugt af let-parfumeret håndsæbe kommer langsomt frem fra baggrunden. En smule vand nedtoner naturligvis spritten, men det giver egentlig ikke plads til de andre aromastoffer i denne single grain whisky.

Invergordon 18 Year Old Grain - Sample

Invergordon 18 Year Old Grain – Sample

Palette:

Alkoholen er også dominerende i smagen. Igen nedtoner et par dråber vand spritten, og modsat i næsen, så giver det plads lidt andre indtryk. Man smager tydeligt egetræ, med en smule smag af vanilje. Efter et par mundfulde fremkommer denne sjove fornemmelse af parfumeret håndsæbe også frem i paletten. Der smages lidt umoden banan og mælkechokolade. Langsomt kommer en snert af mint frem i smagsbilledet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne grain whisky. Eftersmagen er præget af smagen fra egetræet i fedet. Der en smule vanilje at finde her også. Man fornemmer en smule stærke krydderier som kanel på tungen. Fornemmelsen af mint er kortvarigt tilstede, men er lige så hurtigt væk igen. Der er en fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“This expression from the Invergordon Distillery, was distilled in May 1997 and bottled after 18 long years spent maturing in a Refill Barrel. It is one of only 236 bottles available.”

Konklusion:

Dette er ikke den helt store oplevelse, som en selvstændig dram. Der er tydelig indflydelse af egetræ, men det er sådan det, som whiskyen har at byde på. Størstedelen af industri whisky som denne, bruges i blended whisky. Jeg kunne godt forestille mig at den var fin at tilsætte, for at sparke en god portion egetræ, ind i en blended whisky. Jeg købte denne sample for 40,- kroner for 3 cl., og man kan købe en hel flaske for 499,- kroner. Man kan få meget god single malt whisky i det prisleje, og ud fra den betragtning, så er denne dram ikke pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Invergordon 18 Year Old Grain er, at den har tydelig smag af egetræ, men ikke meget andet at byde på.

Laphroaig PX Cask – Triple Matured

Hjem » Side 145

Laphroaig PX Cask – trippel modnet sherry whisky med røg

Destilleri: Laphroaig
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Laphroaig PX Cask er en whisky på 48% vol. Laphroaig Distillery er et af de skotske destillerier på Islay, så whiskyen er derfor en Islay single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen er trippel modnet. Først er den modnet på ex-bourbon fad. Herefter foregår modningen på quarter cask fad, og slutteligt, som navnet antyder, er den lagret på Pedro Ximenez (PX) sherry fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #159

Anmeldelse af Laphroaig PX Cask

Næse:

Intens røg! Duften er tydeligt præget af røg, når man første gang stikker næsen i denne whisky. Det er den typiske medicinske fornemmelse af røg, der er klassisk for Laphroaig whisky. Når det kraftige røg-slør har lagt sig, og næsen vender sig til det, så fremkommer en god sødme og fylde fra Pedro Ximenez (PX) fadet. Det giver noter af sød frugt og karamel. I baggrunden kan man svagt fornemme en lille tilstedeværelse af noget som minder om lakrids. Når flasken har været åbnet i nogle måneder, minder duften lidt om den man kender fra plaster til at putte på et sår. De 48% vol. alkohol er ikke markant på nogen måde i denne Islay whisky.

Laphroaig PX Cask

Laphroaig PX Cask

Palette:

Smagen er i sagens natur også præget af kraftig røg i starten. Røgen erstattes dog hurtigt af sødme som fra moden frugt. Indflydelsen fra sherryen fadet er også tydeligt. Der er også klar påvirkning fra egetræet, der kan give et lidt tørt indtryk i whiskyen. Den lille snert af lakrids, der var i næsen, er mere markant i smagen. Det hele toppes af med fine tone af peber og vanilje. Kombinationen af disse smagsindtryk giver et generelt fyldigt indtryk i munden. Paletten er heller ikke præget af den relativt høje alkohol procent.

Afslutning:

Der er en god og lang eftersmag på denne whisky. Også eftersmagen er i starten præget af røg. Det erstattes efterhånden af indflydelsen fra fadene. I starten er der god sødme og frugt fra sherryen. Dette går stille og roligt over i en tørhed fra egetræet. Lakridsen på tungen er mere tydelig i afslutningen end den var i både duften og smagen. Denne tørre fornemmelse og smagen af lakrids kan lede tankerne hen på den fornemmelse man har, når man tygger i et stykke lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“The first maturation of this special expression is in ex-bourbon barrels, followed by transfer to quarter casks. The third maturation is in large European oak ‘PX’ casks, which originally contained rare Pedro Ximénez sherry. The result is a complex Laphroaig, with the character of each type of barrel detectable in the final flavours, including a gentle but unmistakeable sweetness.”

Konklusion:

Laphroaig PX Cask er en god whisky. Den giver en spændende og relativt kompleks oplevelse, hvor man både kommer igennem røg, sherry-sødme, krydderier og lakrids. Den er helt klar værd at stifte bekendtskab med. Man kan købe en flaske på en liter for lige omkring 700,- kroner. Det syntes jeg er en ret høj pris for en whisky uden aldersangivelse. Man kan få mange gode whiskyer når man vil smide dette beløb i en flaske. Den sælges også i lufthavne, hvor man kan være heldig at finde den til omkring 500,- kroner, hvilket er et mere fornuftigt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Laphroaig PX Cask er, at det er en god whisky, og med lufthavnspriser får man virkelig valuta for pengene.