Auchroisk 15 Year Old – 2002 Vintage DMA

Hjem » Side 167

Auchroisk 15 Year Old – Flasket af Dansk Maltwhisky Akademi

Destilleri: Auchroisk
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Dansk Maltwhisky Akademi
ABV: 60,9%
Alder: 15 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Auchroisk 15 Year Old er en skotsk whisky på 60,9% vol. flasket af Dansk Maltwhisky Akademi, og er del i deres serie “Malten”. Whiskyen er destilleret på Auchroisk Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside området. Spritten er destilleret i 2002 og flasket i 2017, hvilket gør whiskyen 15 år gammel. Det har ikke været muligt at finde informationer om typen af fad, blot at det er “fad no. 22”. Det betyder at whiskyen også er en såkaldt single cask whisky. Der er flasket i alt 282 flasker. Det har ikke været muligt at finde informationer om kølefiltrering. Det er værd at bemærke at den er aftappet ved fadstyrke.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #96

Anmeldelse af Auchroisk 15 Year Old

Næse:

Der er straks en let syrlig, næsten vinøs duft, som rammer næsen når man sætter næsen til glasset. Den minder meget om den duft, som er i whisky, som er afsluttet i i ex-vin fad. Dette vinøse udtryk lægger sig langsomt, og giver plads til en god frugtsødme. Det er en sødme som man kender fra henkogte pærer. Frugtsødmen drejer efterhånden over i en duft af søde bær. I baggrunden bliver egetræ og vanilje tydeligere og tydeligere. Imponerende nok er der ikke væsentlig bid i alkoholen i næsen. Lidt vand påvirker ikke næsen nævneværdigt.

Auchroisk 15 Year Old - Sample

Auchroisk 15 Year Old – Sample

Palette:

De 60,9% vol alkohol er derimod ganske tydelige i paletten, og det er nødvendigt at tilsætte lidt vand, for ikke at drukne smagen i en brændende fornemmelse af alkohol. Smagen er præget af søde og modne bær. Der smages modne ribs, og røde stikkelsbær. Den syrlige og vinøse fornemmelse i duften, er ikke af finde i smagen. Langsomt kommer en fin smag af mælkechokolade og vanilje frem. Ligeledes bliver smagen af egetræ en smule tydeligere. Efter et par mundfulde mærkes en smule bitterhed på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen fra bær er dominerende i begyndelsen. Der gives efterhånden plads til mere egetræ og vanilje eftersmagen. Efter lidt tid i munden fremkommer en let bitterhed, som lægger sig på siden af tungen. Mælkechokoladen, som var at finde i paletten, erstattes nu mere af en fornemmelse af mørk chokolade. Der er en fin varme fra alkoholen.

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Der tilbydes ganske god kompleksitet, og det er en interessant tur igennem frugt- og bærsødme, igennem chokolade, og over i bitterhed og egetræ. Jeg har købt denne 3 cl. sample for 35,- kroner, og det er den helt bestemt værd. Med denne pris for en sample, så vil en hel flaske sikkert koste lige over 500,- kroner. Desværre bliver det nok svært at finde en hel flaske, da det begrænsede oplag på 282 flasker sikkert for længst er væk. Skulle man være heldig at finde en flaske, så bør man købe den med det samme. Den er ganske enkelt for god at lade gå. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchroisk 15 Year Old er, at dette virkelig er en lækker uafhængig aftapning.

Braeval 20 Year Old – Old Particular Single Casks

Hjem » Side 167

Braeval 20 Year Old – Single cask fra Douglas Laing & Co Ltd

Destilleri: Braeval
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co Ltd
ABV: 51,5%
Alder: 20 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Braeval 20 Year Old er en skotsk whisky på 51,5% vol. Whiskyen er destilleret på Braeval Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der er beliggende i Speyside regionen. Den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd. har aftappet denne flaske. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt sherry butt fad DL12399. Den blev destilleret i december 1997, og er så flasket efter 20 år i februar 2018. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er udgivet 652 flasker fra fadet.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #95

Anmeldelse af Braeval 20 Year Old

Næse:

Man mærker tydeligt at det er en whisky med alder, når man første gang sætter sit glas op til næsen. Der er tydelig duft af egetræ og fad i næsen. De 51,5% vol. alkohol er stadig fremtrædende efter de 20 år på fad. Man kan med fordel tilsætte et par dråber vand, og fortynde drammen en anelse. Der lukkes herefter op for fine noter af citrus og nyslået græs og hø. I baggrunden fornemmes en smule tørrede frugter. Efter nogle minutter i glasset bliver aromaen mere sødlig, og får næsten karakter af mælkechokolade i næsen. Samtidig bliver duften af modne røde æbler tydeligere.

Braeval 20 Year Old - Sample

Braeval 20 Year Old – Sample

Palette:

Smagen er også præget af egetræ ved første smagning. Dette erstattes dog hurtigt af kraftig sødme, som fra modne frugter. Man når lige at få en god sødme i munden, og dette ændrer sig pludselig til en tydelig syrlig smagsoplevelse. Igen dukker citrus og nyslået græs op. Efter et par mundfulde, og lidt tilpasning fra smagsløgene, så smager man tørre tropiske frugter som abrikos og ananas. Også her kan man med fordel nedvande en anelse.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Eftersmagen er også præget af smagen fra egetræet, der træder tydeligt igennem. I baggrunden kommer langsom lidt mørke noter af tørre abrikoser, der tilbyder en fin sødme. Efter lidt tid i munden kommer lidt smag af karamel og vanilje. Der er en lille snert af mælkechokolade, som også var at finde i næsen. Munden tørrer langsomt ud, og noterne af vanilje bliver tydeligere, mens man mærker en let prikken af lidt krydderi på tungespidsen. Der mærkes fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“This expression, an Old Particular Single Malt Scotch Whisky from the Braeval Distillery, was distilled in 1997 and bottled after 20 long years spent maturing in a Sherry Butt. Only 652 bottles are available globally.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Der er en god kompleksitet, og de 20 år på fad kommer tydeligt frem. Det er en dram, der nærmest er båret frem af egetræ. Samtidig er det interessant, hvordan der skiftes mellem lette, citus-agtige nuancer og tungere typiske sherry noter af tørret frugt. Det gør oplevelsen interessant. Jeg købte denne sample for 65,- kroner for 3 cl. og man kan købe en hel flaske for omkring 1100,- kroner. Den er absolut pengene værd. Er man heldig at finde en af de 652 flasker, så bør man købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Braeval 20 Year Old er, at den tilbyder en fantastisk rutchebanetur af oplevelser for næse og mund.

Scapa Skiren – The Orcadian fra øen Orkney

Hjem » Side 167

Scapa Skiren – frugt, egetræ og marcipan

Destilleri: Scapa
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Scapa Skiren er en whisky på 40% vol. Whiskyen er produceret af Scapa Distillery, der er et skotsk destilleri beliggende på øen Orkney. Whiskyen er derfor en Island single malt whisky. Scapa destilleriet er ejet af Pernord Ricard. Whiskyen er uden aldersangivelse, og er derfor en såkaldt NAS whisky. Whiskyen har lagret i et ukendt antal år på amerikanske first-fill ex-bourbon fad. og er endvidere kølefiltreret. Denne flaske er fra batch no. SK04.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #94

Anmeldelse af Scapa Skiren

Næse:

Man dufter straks frisk frugt som æbler og citrusfrugt i denne dram. Man opfanger dog hurtigt også tydelige noter fra egetræet, der efterfølgende fylder mest i aroma-landskabet. Efter lidt tid med næsen i glasset, så fremkommer en god honningsødme. Når man kommer lidt dybere ned i denne whisky, så opfanger man fjernt små noter af karamel og vanilje fra fadet. Der er dog et generelt blødt og imødekommende duftindtryk. Man mærker ikke de 40% vol. i næsen,

Scapa Skiren

Scapa Skiren

Palette:

Man får straks en silkeblød fornemmelse i munden, der hurtigt giver fine syrlige smagsnuancer af citrusfrugter og umoden frugt. Dette blødes dog op af en fin honningsødme, der lægger sig over smagsindtrykkene. Når man har finjusteret smagsløgene, så kommer en svag smag af vanilje. Det hele pakkes ind i en tydelig tilstedeværelse af egetræ, der sammen med sødmen og vaniljen giver en nærmest kaffe-agtig palette, med en snert af mælkechokolade.

Afslutning:

Eftersmagen er præget af tørhed og bitterhed, men det pakkes fint ind i honningsødme, så det ikke bliver for meget. Der er tydelige nuancer af vanilje og karamel, som stammer fra first-fill ex-bourbon fadene. Man mærker lidt prikken på tungen fra lidt stærke krydderier, som peber og kanel, hvilket er første gang denne ellers blide dram viser lidt tænder. Denne blanding giver efter lidt tid en afslutning som smager lidt af mandler. Dette, sammen med sødmen, leder tankerne hen på marcipan.

Hvad siger producenten:

“Scapa is a surprisingly smooth and honeyed single malt whisky, a unique tasting profile for an island malt.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Man får en ganske fornuftig og kompleks whisky i denne flaske. Særligt er det imponerende, hvor meget egetræet er fremtrædende i en whisky uden aldersangivelse. Det hører til sjældenheder i en NAS whisky som denne. Man kan købe en flaske til omkring 400,- kroner, og det mener jeg bestemt den er værd, selvom man kan få flasker på mellem 10 og 15 år til samme pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Scapa Skiren er, at man får en blød og cremet, men stadig udfordrende whisky, med fine noter af egetræ.