Glenfiddich 18 Year Old – Small Batch Reserve

Hjem » Side 87

Glenfiddich 18 Year Old – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Glenfiddich
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenfiddich 18 Year Old er en skotsk single malt whisky på 40% Vol. Whiskyen fremstilles på Glenfiddich Distillery i Speyside distriktet. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad og ex-sherry fad, der tidligere har indeholdt oloroso sherry. Modningen har foregået i mindst 18 år, som det også fremgår af indpakningen. Aftapningen er en såkaldt “Small Batch Reserve”, hvor hvert batch er individuelt nummereret, hvilket dok ikke fremgår af denne miniature flaske. Den er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #330

Anmeldelse af Glenfiddich 18 Year Old

Næse:

Man mødes straks af tydelig duft fra modne æbler. Der følges hurtigt op med karamel og vanilje. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra gammeldags æblekage med flødeskum. I baggrunden kommer langsomt en anelse egetræ og kanel frem. Ligeledes anes, efter nogle minutter i glasset, en anelse citrus-frugt i baggrunden. Ligeledes fremkommer en anelse mørkere duftnoter efterhånden som drammen falder til ro i glasset. Der duftes nu lidt rosiner og hasselnødder. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Glenfiddich 18 Year Old - Miniature

Glenfiddich 18 Year Old – Miniature

Palette:

Modsat i duften, så er det mørke noter man smager som det første. Der kommer tydelig smag af chokoladeovertrukne rosiner. Der følges hurtigt op med tydelig stærk kanel og peber på tungen, der dog hurtigt aftager igen. Smagen af grape-frugt skinner en anelse igennem de lidt tungere smagsnoter. Efter et par nip til denne Speyside whisky kommer de modne æbler også frem i smagen, ganske som de var i duften. Det gør næsten whiskyen en anelse parfumeret i smagen. Vanilje og karamel bliver gradvist mere og mere tydelig. De 40% Vol. alkohol er ikke af smage.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. De mørke noter er også tydeligere i eftersmagen. Der smages stadig rosiner og mælkechokolade. En smag af egetræ bliver tydeligere, og det tilfører en smule bitterhed til drammen. Ganske som i duften opleves hasselnødder også i eftersmagen. grape-frugt og modne æbler kommer kun momentvist frem i afslutningen. Man efterlades med en snert af vanilje- og karamelsmag i munden.

Hvad siger Producenten:

“We use fine Spanish Oloroso wood and American oak to mature this rich, intriguingly fruity and robust oak expression, but there are many more reasons why this expression is special.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Samspillet mellem de friske modne frugter, og de mørke tørrede frugter, giver en glimrende kompleksitet til drammen. Den lidt parfumerede oplevelse i smagen trækker helhedsindtrykket ned for mit vedkommende. Jeg har tidligere oplevet andre flasker, hvor et parfumeret udtryk aftager væsentligt igennem en hel flaskes liv. Det finder jeg dog ikke ud af i dette tilfælde, da det kun er en miniature flaske jeg har smagt. Man kan købe en hel flaske for cirka 700,- kroner. Hvis man er fan af Glenfiddich og Speyside whisky, så er det en ganske hæderlig pris for en 18 års whisky. Personligt er jeg dog tilfreds med kun at have købt en smagsprøve. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfiddich 18 Year Old er, at whiskyen er god, men nok mest, hvis man elsker destilleriet og Speyside regionen.

Petrified banana – SMWS 1.242

Hjem » Side 87

Glenfarclas 2013 7 Year Old – SMWS 1.242

Destilleri: Glenfarclas
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 60,6%
Alder: 7 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Petrified banana SMWS 1.242 er en whisky på 60,6% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Glenfarclas Distillery i Speyside området. Whiskyen er sat til salg af den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society. Først har den på lagret i fem år på et enkelt ex-bourbon fad, hvorefter den er flyttet til et first fill ex-PX sherry fad af spansk egetræ. Denne single cask aftapning er flasket ved fuld fadstyrke efter 7 år. Spiritten er destilleret den 26/2-2013. Whiskyen er fremstillet uden farvestoffer, og uden brug af kølefiltrering. Der er udgivet 146 flasker i dette outturn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #329

Anmeldelse af SMWS 1.242

Næse:

Næsen mødes først af mørke tørrede frugter som rosiner og svesker. Der fælges op med lidt krydderier som nelliker og muskatnød. Langsomt kommer lidt sødmefulde appelsiner frem i glasset. Når man har smagt på drammen kommer lidt vanilje og karamel også frem. Kombinationen leder tankerne i retning af en dåse ny-åbnet æbletobak. Man fornemmer alkoholen i næsen, men den fremtræder ikke sprittet.

Petrified banana 1.242 - Sample

Petrified banana 1.242 – Sample

Palette:

Krydderier er det første som rammer munden. Ganske som i duften smages også nelliker og muskatnød. Der mærkes desuden stærk kanel på tungen, som sammen med de 60,6% Vol alkohol giver et kraftfuld første indtryk. Lidt vand kan tilsættes for at give plads til andre nuancer. Med lidt vand bliver der plads til tørrede rosiner og svesker. Ligeledes kommer lidt sødmefulde appelsiner også frem, og er en del tydeligere i smagen end i duften. Efter et par nip til denne Speyside whisky, kommer vanilje og karamel gradvist mere og mere frem. Der fornemmes lidt brændt sukker i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Eftersmagen er præget af vanilje, karamel og brændt sukker. Efterhånden som det aftager kommer de modne appelsiner igen frem. Der anes en let bitter note på tungen, der sammen med lidt kanel, tørrer munden en anelse ud. Efterhånden som man kommer igennem glasset, kommer en note af overmodne bananer frem i eftersmagen. Der mærkes varme i mund og svælg, mens man efterlades med et minde om tørrede mørke frugter.

Hvad siger producenten:

“The nose showed an initial creamy spice quality. Things like warm gingerbread, heather honey, cloves and orange oils were all noted by the Panel. Then winter spices, dark fruit chutneys and pomegranatemolasses. Deep, luxurious and inviting. With water it evolved towards sweet banana bread, hot cross buns, fruit cordials and golden sultanas studded in a sticky malt loaf. The neat palate was immensely syrupy and mature for the age. Lots of dark fruit teas, plums stewed in old calvados and orange liqueur. Banana baked with brown sugar. Reduction brought date molasses, treacle on soda bread, flower honey, rose water and liquorice. Matured in a bourbon hogshead for five years before being transferred to a first fill Spanish oak PX hogshead.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide whisky med indflydelse fra både ex-bourbon og ex-sherry fad, så er dette et godt bud på en god whisky. Der er fine nuancer af både vanilje, karamel, mørke frugter, sødmefulde appelsiner og stærke krydderier. Det giver en ganske kompleks oplevelse, på trods af de kun 7 års modning. Hvis man er medlem af The Scotch Malt Whisky Society kan man købe en flaske for 775,- kroner. Fpr de penge får man en 7 års whisky, der er aftappet ved cask strength, uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Alle er faktorer, som er med til, at give et løft til drammen, og måske retfærdiggøre den relativt høje pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfarclas 2013 7 Year Old, SMWS 1.242, Petrified banana er, at vi her har fat i en ung whisky, hvor indflydelsen fra både ex-bourbon og ex-sherry fadet kommer fint frem.

Kilkerran 8 Year Old – Sherry Cask Matured 2019

Hjem » Side 87

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Sherry Cask Matured Batch #4

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,1%
Alder: 8 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er en whisky på 57,1% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet ligger i Campbeltown regionen i Skotland, og det er under ejerskab af J & A Mitchell. Whiskyen har lagret i 8 år udelukkende på ny-forkullede ex-oloroso sherry fad. Den er aftappet ved cask strength den 10-10-2019. Der er sendt 15.000 flasker ud på markedet. Dette er batch #4 i destilleriets 8 års cask strength serie.  Der ikke tilsat kunstig farve til whiskyen, og den er desuden heller ikke kølefiltreret. Den bærer flaskekode 19/354. Jeg var heldig at finde en forhandler, som havde tre stykker på lager, så jeg købte dem alle.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #328

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Næse:

Næsen rammes først af sødme fra mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, dadler og svesker. Langsomt men sikkert kommer en let brændt note frem, der minder lidt om gammelt afbrændt træ, der for længst har været ild i. Kombinationen mellem sødme og afbrændt træ, leder næsten tankerne i retning af bacon eller skinke. I baggrunden anes svagt lidt friske krydderurter som timian og mynte. Gradvist kommer lidt vanilje og mælkechokolade frem i duften. De 57,1% Vol alkohol er ikke markante i duften.

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Palette:

De søde tørrede mørke frugter er også det første som smages i denne Campbeltown whisky. Ganske som i duften er det dadler, svesker og rosiner som smages. Der følges op med søde mørke bær, hvor der smages modne kirsebær og skovbær. I smagen opfanges også en tydeligt brændt note, der ikke er helt som den røg, der findes i eksempelvis Islay whisky. Det er mere som et fjernt minde, om noget der engang har brændt. Igen giver kombinationen associationer til bacon og skinke. Lidt mørk chokolade smages i baggrunden. Momentvis opfanges lidt stærk ingefær på tungen, og lidt mynte på tungespidsen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig, men det mærkes, at den er til stede. Med vand blødes smags-profilen en anelse op. Den kan endda tage en del vand uden at “drukne”.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Sødmen fra de søde mørke frugter har lagt sig som et fint lag i munden. Der smages stadig tørrede frugter og mørke modne bær. Den brændte note er tydeligere i eftersmagen, og minder nu mere om rigtig røg, end den gjorde i duften og smagen. Der kommer en anelse bitterhed fra mørk chokolade frem. Momentvis kommer mynte stadig frem på tungespidsen. Langsomt aftager whiskyen, og man efterlades med et minde om espresso i munden, og varme fra alkoholen i hals og svælg.

Hvad siger producenten:

“The new edition of the Kilkerran 8yo Cask Strength is available from tomorrow (9th November 2019). Bottled at 57.1% this new KK 8yo CS was matured in 100% Re-charred Oloroso Sherry Casks.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Kan man lide whisky, med kraftig påvirkning af ex-sherry fad, og med kraft og kompleksitet i smagen, så er dette et godt bud på et godt køb. Hvis man i forvejen er fan af de klassiske udtryk, der ofte er at finde i whisky fra Campbeltown regionen, så er denne dram et “must”. Jeg er tilfældigvis både glad for regionen, og i særdeleshed Glengyle Distillery. Flasken blev sat til salg for omkring 550,- kroner. Whiskyen fik hurtigt voldsom popularitet i whisky-miljøet, og er derfor svær at finde. Den kan findes på auktioner til høje priser. Den aktuelle flaske, der her er anmeldt, fik jeg af min kone i bryllupsdagsgave. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er, at dette er whisky fra øverste hylde, og en whisky alle Campbeltown og Kilkerran nørder bør have på hylden.