Benromach Peat Smoke – Sherry Cask Matured

Hjem » 3 Stjerner » Side 21

Benromach Peat Smoke – fra first fill ex-sherry fad

Destilleri: Benromach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 59,9%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Benromach Peat Smoke Sherry Cask Matured er en skotsk whisky på 59,9% Vol. Whiskyen er fremstillet på Benromach Distillery, som er et af Skotlands destillerier i Speyside distriktet. det fremgår af etiketten at råpritten er destilleret i 2010, og senere aftappet i 2018. Flasken kommer dog uden aldersangivelse, men den er altså mindst 7 år gammel. Den har modnet alle årene i first fill ex-sherry hogshead fad. Whiskyen er aftappet ved fuld fadstyrke i 6500 eksemplarer. Den er endvidere flasket uden kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #405

Anmeldelse af Benromach Peat Smoke Sherry Cask Matured

Næse:

Man dufter straks tørrede abrikoser og rosiner, når glasset kommer til næsen. Der følges op med en sødmefuld duft fra syltede ferskner og ananas, som dem man finder på dåse. En let duft af røg kommer gradvist en anelse frem fra baggrunden, og minder lidt om røget kød fra grillen om sommeren. Duften af mynte mærkes med mellemrum, for hurtigt at forsvinde, og så komme frem igen senere. Efter at have smagt på drammen duftes også lidt valnødder og egetræ, mens vanilje og karamel også kommer frem. Alkoholen mærkes i næsen, men den virker ikke sprittet. Et par dråber vand trækker sødmen mere frem i glasset.

Benromach Peat Smoke Sherry Cask Matured - Sample

Benromach Peat Smoke Sherry Cask Matured – Sample

Palette:

De 59,9% vol alkohol, i denne cask strength aftapning, er en del tydeligere i smagen end i duften. Lidt vand tager biddet ud af alkoholen, og giver plads til andre smagsnuancer. Røgen er mere fremtrædende i smagen. Igen er det en fornemmelse af røget kød fra grillen. Sødmen fra dåse-ananas og syltede ferskner er tydelig. Smagen fra tørrede abrikoser og rosiner kommer hurtigt efter, og bliver efterhånden mest dominerende i smagen. I baggrunden anes mælkechokolade og vanilje, mens mynte momentvis kigger frem på tungespidsen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De tørrede abrikoser og rosiner har lagt et fint lag af sødme i mundhulen. Sammen med de tropiske frugter virker det næsten som honningsødme. Der mærkes nu lidt stærke sorte peberkorn på tungen. Egetræ, vanilje og karamel er mere tydelige hen imod slutningen. Der opstår en let bitter note, imens smagen af valnødder kommer frem, Man efterlades med et tørt minde om grillet kød i munden, mens alkoholen giver lidt varme.

Hvad siger producenten:

This seriously smoky expression is made with heavily peated Scottish barley and matured in first fill sherry hogsheads.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Kan man lide røget sherry whisky, med fine noter af frugt, så er dette et godt bud på det rette køb. Man kan købe en flaske for omkring 500,- kroner. For de penge får man en whisky uden kunstig farvestof, fremstillet uden brug af kølefiltrering, og aftappet ved fuld fadstyrke. Alt sammen ting, man som whisky entusiast, gerne vil høre om sin flaske. Sammenligner man med andre aftapninger i samme prisleje, så er den ganske konkurrencedygtig. Nuvel, det er måske ikke den mest komplekse whisky man kan finde, men den tilbyder stadig en gedigen oplevelse i både duft, smag og eftersmag. Konklusionen på denne anmeldelse af Benromach Peat Smoke Sherry Cask Matured er, at det er en aftapning, der på et tidspunkt i whiskyrejsen, bør komme igennem de fleste whiskysamlinger.

Highland Park Valfather – Viking Legend

Hjem » 3 Stjerner » Side 21

Highland Park Valfather – I samarbejde med Jim Lyngvild

Destilleri: Highland Park
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 47%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Highland Park Valfather er en whisky på 47% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Highland Park Distillery på Orkney. Flasken er del i trilogien “Viking Legend”, der er fremstillet i samarbejde med Jim Lyngvild. Whiskyen er udelukkende lagret på genbrugte ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. Whiskyen er fremstillet uden brug af kunstig farve. Whiskyen er den kraftigst røgede whisky fra destilleriet indtil nu, og den vandt guld i 2020 udgaven af World Whisky Awards.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #404

Anmeldelse af Highland Park Valfather

Næse:

Næsen rammes først en en let tilstedeværelse af røg. Det dufter som røgen fra en afbrændt mark, når man går hen over de afsvedne stubbe dagen efter. Duften af vanilje følger hurtigt efter, men det aftager efterhånden som drammen står i glasset. Der kommer gradvist en duft af modne æbler og pærer frem, mens en tydelig honningsødme bliver mere og mere markant. Alkoholen mærkes ikke i duften på denne whisky.

Highland Park Valfather

Highland Park Valfather

Palette:

Røgen er også det første der kommer frem i smagen. Det er ikke en markant røg, som man finder i meget Islay whisky, men en mere nedtonet og afdæmpet røg. Sødmen fra honning er også tydelig med det samme. Kombinationen leder tankerne i retning af sød pibetobak. Efterhånden kommer en tydelig smag af vanilje og karamel mere og mere frem. Bagved ligger en smule søde frugter som æbler og modne appelsiner. Sammen med en let bitterhed kommer en fjern smag af mandler. Der mærkes en smule salt på læberne. De 47% vol alkohol er ikke mærke på smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. De søde æbler og solmodne appelsiner er tydeligere i afslutningen. Ligeledes er bitterheden mere markant i afslutningen, end den var i smagen. Der smages mandler og egetræ, der stadig tilføjer et strejf af madler og vanilje. Lidt friskkværnet sort peber dukker momentvis op i eftersmagen. Hele oplevelsen er pakket ind i et fint lag af røg og sødme fra blomsterhonning. Man efterlades med lidt varme i svælget og lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

“Odin is called All-Father because he is the father of all the gods. He is also called Father of the Slain (Valfather) because all who fall in battle are his adopted sons. With them, he mans Valhalla…”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide røg, der ikke skal være altoverskyggende, men stadig giver plads til andet, så er dette et godt bud på en fin whisky. Der er en ganske fornuftig kompleksitet, hvor røg, sødme, bitterhed og lidt salt opleves i et fint samspil. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får man en ganske god oplevelse, og en whisky der udfordrer sanserne, uden at blive for vild i sit udtryk. Det er en flaske som man sagtens kan have i sin whiskysamling på et tidspunkt, og de fleste vil finde fornøjelse i. Konklusionen på denne anmeldelse af Highland Park Valfather er, at det er en god whisky, der viser lidt tænder, men alle kan stadig være med.

Arran Sauternes Cask Finish – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » 3 Stjerner » Side 21

Arran Sauternes Cask Finish – Afsluttet på ex-vin fad

Destilleri: Lochranza
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Arran Sauternes Cask Finish er en whisky på 50% Vol. Den er fremstillet af Lochranza Distillery, fra den skotske ø Isle of Arran. Whiskyen har først lagret i minimum 8 år på ex-bourbon fad. Herefter er den flyttet over i ex-vin fad, der tidligere har indeholdt Sauternes vin. Det fremgår ikke af flasken, hvor længe den har lagret i alt, inden den er aftappet, så den betragtes derfor som en NAS. Den er produceret uden brug af kunstig farvestof og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #402

Anmeldelse af Arran Sauternes Cask Finish

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig duft af alkohol, der hurtigt er væk fra glasset. Der følges op med en let duft af sød honning, der gradvist tiltager. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter kommer en duft af modne abrikoser og meloner, med et snert af banan, frem i næsen. Der fornemmes lidt egetræ, der også tilføjer et strejf af vanilje til duften.

Arran Sauternes Cask Finish

Arran Sauternes Cask Finish

Palette:

Sødmen fra honning rammer munden som det første. Der følges op med  lidt stærk ingefær og wasabi, der dog hurtigt er væk igen. Der gives plads til søde abrikoser og honningmelon i smagen. En snert af citrus kommer frem efter et par nip til drammen. Sammen med en smule bitterhed minder det om den smag, man kender i revet skal fra en citron. I baggrunden opfanges lidt vanilje og egetræ. Alkoholen mærkes, og et et par dråber vand kan nedtone dette efter behov.

Afslutning:

Der er medium afslutning på denne whisky. Sødmen dominerer stadig i udtrykket. Munden er dækket i et fint lag af sødmefuld honning, Lejlighedsvist kommer smagen fra abrikoser og melon stadig frem i eftersmagen. Fornemmelsen af revet skal fra citroner er tydeligere i afslutningen. Bitterhed tiltager gradvist, og munden tørrer slutteligt ud, mens man efterlades med et minde om citrusfrugter i munden.

Hvad siger producenten:

“To achieve this rich partnership, their traditional Arran Single Malt is matured in oak casks for eight years and is then ‘finished’ in a selection of Sauternes wine casks. These Bordeaux sweet white wine casks are specifically selected by their Master Distiller from a talented small producer to ensure the notes from both wine and whisky make the perfect marriage. If you’re looking for something that shows off the sweeter side of Arran Single Malt, this is perfect choice for you.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide sød whisky, med lette noter af frugt, og tydelig bitterhed, så er dette et godt bud på en fin whisky. Der er langt i mellem whisky, hvor smagen af honning er så tydelig som i denne dram. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får en whisky, hvor kompleksiteten ikke er imponerende. Det er dog stadig en flaske, som alle kan finde fornøjelse i, uanset hvor langt de er nået på deres whisky rejse. Konklusionen på denne anmeldelse af Arran Sauternes Cask Finish er, at alle kan finde fornøjelse i denne honningbombe.