Thy Whisky 2022 3 Year Old – Whiskybaren.dk 2022/2025

Hjem » 3 Stjerner » Side 6

Thy Whisky 2022 3 Year Old – A Taste of Denmark (reklame)

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Whiskybaren.dk
ABV: 60,8%
Alder: 3 år
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thy Whisky 2022 3 Year Old er en dansk single malt whisky på 60,8% Vol. Whiskyen kommer fra Thy Whisky i Nordjylland. Spritten er påfyldt et 200 liters New Oak fad den 8/2-2022. Den 20/11-2024 er 40 liter påfyldt ex-bourbon fad no. #1658. Dette fad er aftappet ved fuld fadstyrke den 14/8-2025. Denne single cask whisky kommer uden aldersangivelse, men den er altså godt og vel 3 år gammel. Aftapningen er del i serien “A Taste of Denmark” Winter 2025, der er sendt på gaden af Whiskybaren.dk. Serien indeholder udover denne aftapning, også whisky fra Sall Whisky Distillery, Fary Lochan Destilleri, Nyborg Destilleri og Thornæs Destilleri, der i øvrigt alle er medunderskrivere på “Det Danske Whiskymanifest“. Der udbydes 77 flasker til salg fra hvert af destillerierne. Whiskyen er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Rune fra Whiskybaren.dk har doneret denne sample til anmeldelse her på bloggen. Jeg besøgte ham, på hans hyggelige værtshus Café Alpha i Aalborg midtby, hvor vi fik en god snak om aftapningerne, og smagte på et par dejlige danske whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #533

Anmeldelse af Thy Whisky 2022 3 Year Old

Næse:

Sødme fra vanilje og karamel kommer frem fra glasset som det første. Langsomt kommer en duft fra solmodne søde æbler, som man kender det fra æblet Golden Delicious. En duft der forstærkes med et par dråber vand. Momentvis kommer en let syrlighed frem i næsen, der giver associationer til nyslået græs og tørt hø. Der anes lidt krydderurter som timian og mynte, når drammen har stået nogle minutter i glasset. Efter et par nip af whiskyen anes endvidere en let bitterhed og fornemmelse af egetræ. Alkoholen er i begyndelsen ganske tydelig i duften, men den aftager hurtigt efter lidt tid i glasset.

Thy Whisky 2022 3 Year Old - Sample

Thy Whisky 2022 3 Year Old – Sample

Palette:

De 60,8% Vol alkohol mærkes tydeligt, når whiskyen rammer munden. Dette kan nedjusteres, efter personlig præference, med en smule vand. Nu kommer sødmen hurtigt frem og dominerer smags profilen. Først smages de søde æbler, der dog hurtigt må vige pladsen, for sødme fra vanilje og lys karamel. Lejlighedsvist opleves en let syrlighed i baggrunden. Efter at have smagt på whiskyen et par gange, opleves en let bitterhed og smag i egetræ. Med sig har det et strejf af kanel, der giver en let prikken på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky fra Nordjylland. Vanilje- og karamelsøde dominerer klart i eftersmagen. Samtidig bliver bitterheden og smagen af egetræ mere og mere tilstedeværende. Dette medfører en let tørhed i munden. Momentvis opleves lidt mynte i afslutningen, ganske som det også var tils stede i duften. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist valnødder, mens varmen fra alkoholen mærkes i brystet.

Hvad siger aftapperen:

“New Oak fyldt 08.02.22, Gyrup. Ex-bourbon flyttet d. 20.11.2024, Gyrup. Tappet 14.08.25 hos Sall Whisky, Sall af Whiskybaren.dk ApS.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Har man mod på at drikke dansk whisky, og er man samtidig fan af single cask aftapninger, der er aftappet ved fadstyrke, så er dette et godt bud på et køb. Særligt når man tager i betragtning, at uafhængige aftapninger af dansk whisky, er lidt af en sjældenhed. Forventer man en stor kompleksitet, skal man nok kigge andre steder hen. Man skal betale 700,- kroner for en flaske med 50 cl. Hele sættet fra serien “A Taste of Denmark“, med alle 5 flasker samlet i en fin gaveæske, kan erhverves for 3500,- kroner. Med denne prissætning er whiskyen ganske konkurrencedygtig med standard aftapninger fra flere af de danske destillerier. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky 2022 3 Year Old Whiskybaren.dk 2022/2025 er, at det er en fin whisky, og dejligt forfriskende med en uafhængig dansk whiskyaftapning.

Dark Quarterer – Speyside Barrel Aged

Hjem » 3 Stjerner » Side 6

Dark Quarterer Speyside Barrel Aged – Limited Edition

Bryggeri: Frederikshavn Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Stout
ABV: 12,6%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Speyside
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Dark Quarterer Speyside Barrel Aged er en Imperial Stout på 12,6% vol. Øllen kommer fra det danske Frederikshavn Bryghus A/S. Øllen har modnet i 6 måneder på gamle whiskyfad fra Speyside distriktet. Der skrives ikke noget om, hvilket destilleri det drejer sig om. Aftapningen kommer i stærk begrænset oplag som en Limited Edition. Øllen er dobbeltmæsket, med europæisk malt og belgisk gær. Det fremgår på etiketten at øllen har en bitterhed på 60 IBU, og 200 EBC i farven.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #531

Anmeldelse af Dark Quarterer Speyside Barrel Aged

Næse:

En tydelig maltsødme fra hårdt ristet malt kommer op fra glasset som det første. Der kommer hurtigt en duft af mørk chokolade frem også. Efter et par minutter i glasset bliver en note, som man kender det fra sort kaffe, efterhånden mere og mere tydelig. Når man har smagt på øllen opfanges et strejf af vanilje i duften. En ganske svag snert af citrus mærkes i baggrunden, hvilket sikker kommer fra humlen. Alkoholen mærkes ikke i næsen.

Dark Quarterer Speyside Barrel Aged

Dark Quarterer Speyside Barrel Aged

Palette:

Sødmen fra malten er, ganske som i duften, også det første som smages. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje, der sagtens kan komme fra de aflagte fad, der tidligere har lagret skotsk whisky fra Speyside området. Sammen med den mørke malt giver det associationer til mørk chokolade. Efter et par mundfulde af øllen kommer en tiltagende bitterhed, der blot forstærker fornemmelsen af mørk chokolade, men også leder tankerne i retning af kaffe. De 12,6% Vol. alkohol er heller ikke tydelige i smagen, men det mærkes dog, at det er en øl med stort alkoholindhold.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Munden er stadig dækket i et lag af malt- og chokoladesødme. Bitterheden tiltager gradvist og eftersmagen ændrer mere karakter, til det man kender fra sort kaffe, Et strejf af syrlighed, der også var at finde i duften, kommer frem igen i afslutningen, hvilket giver en smule smag af sødet grapefrugt. Sødmen aftager gradvist, og man sidder tilbage med et lidt tør fornemmelse i munden, der også kan findes i meget whisky. Alkoholen giver lidt varme i munden.

Hvad siger producenten:

Vores kendte Dark Quarterer er dobbeltmæsket og brygget med den bedste europæiske malt og gæret på belgisk gær. Dark Quarterer her derefter lagret i 6 måneder og udviklet en kompleks smag fra fadene og rester af den whisky der gennem årene er blevet lagret deri. Vi har valgt at bruge Speyside Whisky fade til at give dejlige smagsnuancer af Scotsk Whisky og de mineralske havagtige noter der forventes af denne. Dark Quarterer får samtidig plads til at vise alle sine dejlige aromaer.”

Konklusion

Det er en god øl. Hvis man kan lide mørke øl, der tager lang tid at drikke, og virkelig indbyder til fordybelse, så er dette et godt valg. Forventes en frisk og letdrikkelig ø, så skal man kigge andre steder hen. I denne Special Edition fornemmes lagringen på de gamle whiskyfad, hvilket kan mangle i andre fadlagrede øl jeg har smagt. Man kan købe en flaske på 50 cl. for lige under 100,- kroner, men jeg fandt denne flaske til 70,- kroner på tilbud. Med denne prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andre øl i prislejet. Konklusionen på denne anmeldelse af Dark Quarterer Speyside Barrel Aged  er. at det er en ganske fin øloplevelse, hvor fadlagringen kommer fint frem.

Tomatin Cask Strength – Highland Single Malt Scotch Whisky

Hjem » 3 Stjerner » Side 6

Tomatin Cask Strength – Bourbon & Sherry Casks

Destilleri: Tomatin
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tomatin Cask Strength er en skotsk whisky på 57,5% Vol. Whiskyen er fremstillet på Tomatin Distillery, som er et af de skotske destillerier i Highland distriktet. Whiskyen har modnet i en kombination af first fill ex-bourbon fad og ex-oloroso sherry fad. Det udmeldes ikke, hvor længe whiskyen har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er aftappet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #529

Anmeldelse af Tomatin Cask Strength

Næse:

En tydelig maltsødme kommer op fra glasset som det første. Der følges op med sødme fra røde bær. Der duftes solmodne kirsebær og skovbær. Langsomt ændrer sødmen karakter til at være mere som den man kender fra tørrede frugter som rosiner og svesker. Ligeledes bliver vanilje og marcipan efterhånden mere og mere tydelig. Et let strejf af citrusfrugter som mandariner og klementiner anes i baggrunden. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Tomatin Cask Strength - Miniature

Tomatin Cask Strength – Miniature

Palette:

De 57,7% Vol. alkohol er en del mere markant i smagen end i næsen, og en smule vand kan med fordel tilsættes. Ganske som i duften er maltsødmen også det første som rammer smagsløgene. Sødmen fra de tørrede rosiner og svesker følger hurtigt efter. Efter et par nip til denne Highland whisky, kommer egetræ mere frem i smagen, og med sig har det et fint strejf af vanilje, karamel og marcipan. I baggrunden kigger lidt sødme og syrlighed frem fra modne mandariner og klementiner.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Sødmen fra svesker og rosiner mærkes som et let lag i munden. En begyndende let bitterhed mærkes mens et strejf af mandler og hasselnødder mærkes i munden. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra gammelt læder. Momentvis kommer citrusfrugterne, der også var at finde i både duften og smagen, også frem i afslutningen. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket overtrukket te, mens man mærker varme fra alkoholen i mund og brystkasse.

Hvad siger Producenten:

“The Cask Strength Edition is our most vivacious expression, yet still retains Tomatin’s characteristically rich and sweet undertones. Matured in a classic combination of first fill ex-Bourbon and ex-Oloroso Sherry casks, aromas of golden syrup and ginger biscuits prevail while flavours of malt loaf and marzipan lead to a dry, lingering spicy finish.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Kan man lide whisky, der ikke er voldsomt kompleks, men stadig giver en ganske fornuftig smagsoplevelse, så er dette et godt bud på en god flaske. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. For de penge får man en dram, der er aftappet ved fuld fadstyrke, og en ganske stabil oplevelse. Er man nybegynder i den fantastiske verden af cask strength whisky, så er dette en fin måde at blive introduceret til området, uden at tegnebogen bliver tømt helt. Konklusionen på denne anmeldelse af Tomatin Cask Strength er, at man her får en glimrende entry level fadstyrke whisky.