Strathisla 12 Year Old – blød speyside whisky

Hjem » 3 Stjerner » Side 60

Strathisla 12 Year Old – hjørnestenen i Chivas Regal

Destilleri: Strathisla
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Strathisla 12 Year Old er en single malt whisky på 40% Vol. Strathisla Distillery er et af Skotlands destillerier, som ligger i Speyside området. Der laves hovedsagligt whisky til brug i blended whisky på stedet. Denne whisky udgør hjørnestenen i den verdenskendte blended whisky Chivas Regal 12 Year Old. Det er er en af de eneste officielle single malt whiskyer, der udgives fra destilleriet. Destilleriet er under ejerskab Chivas Brothers, som er en del af giganten Pernod Ricard. Whiskyen har lagret 12 år på ex-sherry fad, og den er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #121

Anmeldelse af Strathisla 12 Year Old

Næse:

Man mærker straks en god maltsødme, når man stikker næsen hen til glasset. Man dufter søde modne frugter som man kender fra modne æbler. Der også en lille snert af modne pærer. Langsomt bliver sødmen mere i retning af rosiner. Kombinationen giver en næsten sirups-agtig sødme. I baggrunden mærkes en smule kanel i aromaen. Man mærker ikke de 40% vol alkohol. På trods af det relativt lave alkoholindhold, så kan man med fordel tilsætte et par dråber vand til denne whisky. Det åbner drammen lidt op.

Strathisla 12 Year Old

Strathisla 12 Year Old

Palette:

Der er først en kraftig syrlighed, som rammer munden, når man smager på whiskyen. Det er en syrlighed, som man kan genkender fra citrusfrugter. Straks efter bliver sødmen kraftige og skubber syrligheden væk. Nu smages rosiner og tørret frugt. Man mærker lidt egetræ i smagen, men ikke meget. I baggrunden fornemmes lidt ingefær og kanel, der giver lidt bid i drammen, på trods af lav alkoholstyrke.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Eftersmagen er først præget af rosin-sødme. Dette erstattes en tydelig note af træ, hvor der en form for bitterhed fra garvesyren i egetræet. Det ligger sig som et lag på kanten af tungen. Bitterhed aftager og erstattes igen af sødmen, som afslutningsvist igen bliver kraftigere, og man efterlades med en fornemmelse af rosiner og tørret abrikos i munden, efter man har drukket denne single malt whisky.

Hvad siger producenten:

“A whisky produced with the love and pride of the distillery workers whose ancient traditions are expressed by the fine craftmanship whisch has existed for centuries.”

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke specielt. Den er til gengæld heller ikke specielt dårlig. Den er sådan lidt i midten. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Jeg var heldig at få denne til 259,- kroner som et ja-tak tilbud i den lokale Kvickly. Den er sådan set pengene værd. Om ikke andet, så er det sjovt at lede efter genkendelighed, hvis man skulle falde over en Chivas Regal 12 Year Old igen. Det er dog værd at bemærke, at duft- og smagsindtryk forstærkes en smule, når flasken har været åbnet i nogle måneder. Drammen har godt af lidt luft, så den kan åbne lidt op, hvilket gør oplevelsen en hel del bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Strathisla 12 Year Old er, at den er en lidt kedelig “meter-vare”, der dog udvikler sig positivt i flasken.

Kloster Black Imperial Russian Stout – og dansk whisky

Hjem » 3 Stjerner » Side 60

Kloster Black Imperial Russian Stout – tilsat Stauning Peated whisky

Bryggeri: Klosterbryggeriet
Land: Danmark
Type: Russian Imperial Stout
ABV: 10,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kloster Black Imperial Russian Stout på 10,5% Vol er en øl fra Klosterbryggeriet A/S. Bryggeriet er hjemmehørende i Skanderborg. Det særlige ved denne øl, er at der er tilsat Stauning Peated Whisky fra Stauning Whisky Distillery. Jeg faldt tilfældigt over øllen et sted på internettet, og har været på udkig efter den et stykke tid, men den har været meget svær at finde. Jeg kommer oprindeligt fra Skanderborg, men flyttede derfra i 1992, men har stadig en form for tilknytning til byen. Jeg havde derfor et ærinde i byen, og besøgte samtlige butikker, hvor jeg mente der var mulighed for at finde øllen. Jeg var i samtlige supermarkeder, vinhandel og specialbutikker – uden held. Skuffet gik jeg tilbage mod bilen, men så tilfældigt at blomsterbutikken “Blomsterværkstedet” havde vin på hylderne til nogle af deres gaver. Jeg tænkte, at det var et sidste forsøg værd, og var heldig – der var et kæmpe udvalg af Klosterbryggeriets øl, og jeg fik et par stykker af denne med hjem.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #118

Anmeldelse af Kloster Black Imperial Russian Stout

Næse:

Man fornemmer straks at dette er en sort øl. Næsen fyldes straks med mørke toner af hårdt ristet malt. Der ligger en fin sødme i næsen som underbygger en kraftig øl. Der ikke en umiddelbar tilstedeværelse af de 10,5% vol som denne øl trods alt har. Den høje alkoholprocent er fint gemt væk i den kraftige, nærmest vinøse duft, der kommer fra denne øl. Der er ikke den mindste snert af Stauning Peated whisky at finde i næsen, ligesom humlen også er fraværende. Når øllen har stået lidt i glasset fremkommer nuancer af mørk chokolade.

Kloster Black Imperial Russian Stout

Kloster Black Imperial Russian Stout

Palette:

Denne øl er meget fyldig i smagen. Der har en tydelig og kraftig smag af malt. Dette giver en god krop til øllen, der virkelig har noget at byde på. Bryggeriet siger at den er brygget på blandt andet røgmalt. Det syntes jeg til gengæld man skal lede længe efter. Heller ikke den røgede whisky er umiddelbart at finde. Når det er sagt, så er der virkelig en god krop på øllen, der tilbyder en god sødme og svage toner af lakrids, der nærmest leder tankerne hen på sød finsk lakrids. Heller ikke i smagen er der humle at spore. Også smagen åbner op efter noget id i glasset, hvilket giver noter af mørk chokolade.

Afslutning:

Der er faktisk en relativt kort afslutning på denne øl, særligt når man tænker på hvor kraftig den faktisk ellers er i sit udtryk. Den klinger hurtig ud efter man har drukket en mundfuld. Man sidder tilbage med en lidt tør fornemmelse i munden, som man faktisk kan genkende fra øl, der har lagret på ex-bourbon fad – hvad denne øl jo ikke har. Man fornemmer dog et lag af sødme tilbage på tungen, dog uden det bliver vammelt eller for dominerende. Efter lidt tid glasset forlænges eftersmagen også. Der lukkes her op for fine nuancer af chokolade og mørk tørret frugt, som rosiner og svesker.

Hvad siger producenten:

“Kendt som den russiske kejserlige stout! Black Imperial Russian stout på 10,5% er en velsmagende mørk øl med flot gyldent og cremet skum. Brygget med røgmalt og tilsat Stauning Peated Whisky. En dejlig tår øl, der kan pirre ethvert smagsløg. Nyd den gerne som den er i et ballonformet glas, hvor øllen vel skænkes, smages og duftes.”

Konklusion:

Øllen er meget fyldig og kraftig i hele sit udtryk, måske undtaget i afslutningen, hvor den klinger lidt hurtigt ud. Den forekommer som sådan meget voluminøs, men det er vel også nærmest et krav til en imperial russian stout af denne kaliber. Efter min smag ville det ikke gøre noget der var tydeligere noter af røg, når der nu endda er tilsat dansk whisky, i form af Stauning Peated Whisky. Med en pris på omkring 50,- kroner syntes jeg klart det er en øl, man bør prøve at smage, og den er pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Kloster Black Imperial Russian Stout, er at man ikke skal forvente hverken røg eller whisky for alle penge, men derimod en ganske fornuftig øl til prisen.

Inchgower 9 Year Old – Vintage 2007

Hjem » 3 Stjerner » Side 60

Inchgower 9 Year Old – Tappet af The Ultimate Whisky Company

Destilleri: Inchgower
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 9 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Inchgower 9 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. Whiskyen er produceret på Inchgower Distillery, der er et af Skotlands destillerier beliggende i Speyside området. Whiskyen er aftappet af den uafhængige aftapper The Ultimate Whisky Company. Aftapningen er single cask whisky fra hogshead fad no. #801158. New-maken blev destilleret den 30-08-2007, og whiskyen blev flasket den 26-07-2017. Flasken kommer med en aldersangivelse på 9 år. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og er desuden ikke med kunstig farve. Der er kun frigivet 349 flasker til markedet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #114

Anmeldelse af Inchgower 9 Year Old

Næse:

Man dufter straks moden frugt, når man første gang sætter næsen til glasset. Der er tydelige røde og modne æbler. Hurtigt bliver duften af egetræ tydelig, og tager over for den modne frugt. Efter nogle minutter i glasset aftager den tydelige duft af egetræ, og den modne frugt vender tilbage og bliver dominerende. Fra baggrunden kommer en fin honningsødme frem, og der en let blomster-agtig note. Der fornemmes lidt vanilje i duften. Man mærker ikke de 46% vol alkohol i næsen.

Inchgower 9 Year Old - Sample

Inchgower 9 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i smagen, og giver et godt spark ved første kontakt med munden. Lidt vand i drammen giver plads til frugtsødmen. Der er nu en tydelig smag af æbler. Der er tydeligt stærke krydderier, og der mærkes peber på tungen. Det giver et godt spark i drammen. Whiskyen giver en let olieret fornemmelse i munden, der igen bløder lidt op krydderierne. I baggrunden er kommer vaniljen langsomt frem, ligesom honningsødmen ligger fint over udtrykket.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på denne dram, der er præget af varme fra alkoholen og de stærke krydderier. Igen er peber dominerende i starten, men overtages af lidt muskatnød. Det lierede udtryk, som også var at finde i paletten, er stadig tilstede, og dækker fint mundhulen. Der mærkes lidt honningsødme, inden denne whisky klinger af i en smag af vanilje og lidt mælkechokolade.

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky, der er sendt på markedet af The Ultimate Whisky Company. Den er ikke specielt krævende at drikke, men tilbyder stadig en fornuftig oplevelse. Whiskyen vinder en del på kombinationen af frugt- og honningsødme, i kombination med de stærke krydderier. Jeg købte denne sample på 3 cl. for 41,- kroner. Hvis man er heldig at finde en af de få flasker på markedet, så kan den findes for under 400,- pr. flaske. Whiskyen er pengene værd, uden dog at skille sig væsentligt ud. Konklusionen på denne anmeldelse af Inchgower 9 Year Old er, at det er fornuftig uafhængig aftapning fra dette Speyside destilleri.