Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old – Heavily Peated

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 3

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old – Islay Single Malt

Destilleri: Bruichladdich
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, vin
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old er en skotsk whisky på 50% Vol. Whiskyen er produceret af Bruichladdich Distillery, som er et af de skotske destillerier på Islay. Whiskyen har lagret på cirka 65% first-fill ex-bourbon fad, 10% genbrugte ex-bourbon fad, og endelig 25% genbrugte ex-vin fad. Den har modnet i mindst 10 år på disse fad, inden den slutteligt er aftappet. Der er ikke brugt kølefiltrering under fremstillingen, og der er heller ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #544

Anmeldelse af Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old

Næse:

Der kommer først en tydelig duft af røg, når næsen nærmer sig glasset. Det er en sødmefuld røg, som man kender det fra røget kød, sem for eksempel skinke og bacon. Når næsen har tilpasset sig røgen, kommer lette noter af friske grønne frugter frem. Der duftes syrlige grønne æbler og umodne pærer, Momentvis opleves syrlighed fra nyslået græs og et strejf af citrus. Bagved anes lidt sødme fra malten. De 50% vol alkohol fornemmes i næsen.

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old

Palette:

Som i næsen, så er røgen også det første der smages, når denne skotske whisky rammer smagsløgene. Der smages sødmefuld røg, der giver associationer til terrassen, hvor min Smokey Mountain grill har stået med pulled pork i 18 timer. Langsomt kommer sødme fra malten og en snert af karamel frem. Bagved anes lettere noter af friske umodne æbler og pærer. Der opleves kortvarigt lidt prikken på tungen fra sort peber opg frisk ingefær. Momentvis opleves en lidt saltet fornemmelse på læberne. Det mærkes at det er en whisky med højt alkoholindhold, dog uden den fremstår sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der er stadig tydelig sødme i munden, der nu mere minder om det man kender fra honning. Sammen med et strejf af citrusfrugter, ledes tankerne i retning af det man kender fra solmodne appelsiner. En smule bitterhed bliver gradvist tydeligere, hvilket tilfører en let tørhed til munden. Hele afslutningen pakkes ind i et let lag af røg, mens man efterlades med varme i munden og svælget, med et fjernt minde om saltet havvand på læberne.

Hvad siger producenten:

“This Port Charlotte 10 year old has been conceived, distilled, matured and bottled on Islay alone. We are a young team with deep-rooted values, and an ambition to make the ultimate “Islay” Islay whisky. A whisky made by people not software; a whisky watched over every day of its maturing life by those who made it; a whisky born of a community with a vision and a mission to kick start a single malt whisky revolution, this Port Charlotte 10 year old is who we are. This is where we’re from.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky Kna man lide røget whisky, og i særdeleshed røget whisky med maritime noter fra Islay, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Den tilbyder præcist det man forventer af en whisky fra et af de skotske destillerier på øen kendt for røget whisky. Man kan købe en flaske med 70 cl. for cirka 600,- kroner. Jeg købte denne 1 liters flaske i lufthaven til 550,- kroner, der med en voucher jeg havde, endte med at stå mig i 495,- kroner. Med denne prissætning er flasken yderst konkurrencedygtig med andre flasker i dette prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old er, at hvis man er fan af røget whisky fra Islay, så vil men ikke blive skuffet med denne dejlige dram.

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old – Whiskybaren.dk 2021/2025

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 3

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old – A Taste of Denmark (reklame)

Destilleri: Nyborg
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Whiskybaren.dk
ABV: 53,7%
Alder: 4 år
Fadtype: Dansk egetræ
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old er en dansk single malt whisky på 53,7% Vol. Whiskyen kommer fra Nyborg Destilleri på Fyn. Fad nummer #1000349, der er et 50 liters fad af dansk egetræ, er påfyldt råsprit den 1/5-2021. Whiskyen er senere aftappet den 14/8-2025. Flasken kommer uden egentlig aldersangivelse, men er altså godt og vel 4 år gammel. Denne single cask whisky er, sammen med whisky fra Thy Whisky, Sall Whisky Destilleri, Fary Lochan Destilleri og Thornæs Destilleri, med i serien “A Taste of Denmark” Winter 2025, der er sendt på gaden af Whiskybaren.dk. Som den eneste af de fem aftapninger, er denne whisky nedvandet fra en fadstyrke på 62,5% Vol til an alkoholprocent på 53,7% Vol. Alle fem destillerier er medstiftere af “Det Danske Whiskymanifest“. Der udbydes 77 flasker fra hvert af destilleri til salg. Den er aftappet uden farvestoffer, og uden brug af kølefiltrering.

Rune fra Whiskybaren.dk har doneret denne sample til anmeldelse her på bloggen. Jeg besøgte ham, på hans hyggelige værtshus Café Alpha i Aalborg midtby, hvor vi fik en god snak om aftapningerne, og smagte på et par dejlige danske whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #542

Anmeldelse af Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old

Næse:

En ganske markant duft af solmodne æbler og syltede pærer kommer op fra glasset som det første. Når whiskyen har stået et par minutter i glasset, så nedtones frugtsødmen en anelse. Der gives plads til sødme fra malt, mens der i baggrunden er et strejf af vanilje. Der opfanges et strejf af syrlighed i baggrunden, der leder tankerne i retning af nyslået græs og umodne stikkelsbær. Når man også har smagt på whiskyen duftes også en smule marcipan. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old - Sample

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old – Sample

Palette:

Sødmen er også dominerende i smagen. Der smages tydelige søde syltede pærer og modne røde æbler. Der følges hurtigt op med stærk wasabi og ingefær på tungen, der dog ret hurtigt er væk igen. Efter et par nip til denne whisky fra Fyn, kommer en let bitterhed frem. Med sig har det en smag af mandler, der sammen med den tydelige sødme, leder tankerne i retning af det man kender fra marcipan. Ligeledes opleves lejlighedsvist en let syrlighed i munden. De 53,7% Vol alkohol er ikke fremtrædende, men er med til at løfte smagsoplevelsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra syltede og modne frugter har lagt sig som et fint lag i munden. Der opleves let honningsødme, når drammen har fået lov at sætte sig i mundhulen. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen, end den er i smagen. Der er tydelig smag af mandler og marcipan, mens en snert af egetræ anes i baggrunden. Man sidder tilbage med en tør fornemmelse i munden, mens alkoholen giver varme.

Hvad siger aftapperen:

“Danish Oak fyldt 01.05.21, Nyborg. Tappet 14.08.25 hos Sall Whisky, Sall af Whiskybaren.dk ApS”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide whisky, der er båret frem af tydelig sødme, så er dette et godt bud på en god flaske. Det danske egetræ er med til at give whiskyen et let syrligt pift, og en ret tydelig bitterhed. Balancen mellem sødme, syrlighed og bitterhed fungerer fint. De fem flasker i serien “A Taste of Denmark” kan købes i en flot gaveæske og koster 3500,- kroner, mens en flaske med 50 cl. koster 700,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old Whiskybaren.dk 2021/2025 er. at det er en god whisky, hvor det danske egetræ giver whiskyen et særligt præg.

Ben Nevis 2011 9 Year Old – Sansibar Whisky 2011/2021

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 3

Ben Nevis 2011 9 Year Old – Aftappet til Finest Whisky Berlin

Destilleri: Ben Nevis
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Sansibar Whisky
ABV: 53,6%
Alder: 9 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ben Nevis 2011 9 Year Old er en skotsk whisky på 53.6% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske destilleri Ben Nevis Distillery. Whiskyen er aftappet til, og sendt på markedet af, butikken Finest Whisky Berlin, men er aftappet af den uafhængige aftapper Sansibar Whisky. Whiskyen har lagret 9 år på et ex-sherry hogshead fad. Spritten er destilleret 2011, og senere aftappet med en aldersangivelse på 9 år i 2021. Whiskyen er flasket uden kunstig farve og uden at benytte kølefiltrerring, Der er sendt 352 flasker af denne single cask whisky på markedet, og der alle aftappet ved fadstyrke.

Flasken blev købt på min ferie i Berlin i sommeren 2022, hvor jeg besøgte butikken Finest Whisky Berlin. Jeg faldt i snak med ejeren af den lille butik, der ligger på en lidt skummel gade i Berlin. Da vi havde talt lidt sammen, spurgte ejeren, om jeg ville se hans “whisky-museum”, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til. Han aflåste butikken, og viste min kone og jeg om i to baglokaler, der samlet var en del større end selve butikken. I disse rum stod hyldevis af gamle aftapninger samt serier af whisky-udgivelser. Et mekka for en whisky-nørd, men ikke et syn, der tilkommer alle, der besøger butikken. Jeg er glad for at have fået chancen, og det var en virkelig stor oplevelse,

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #541

Anmeldelse af Ben Nevis 2011 9 Year Old

Næse:

En let duft fra modne grønne æbler kommer frem fra glasset. Der følges op med lidt grønne druer og stikkelsbær. Langsomt kommer sødme fra karamel og vanilje mere frem i duften. Bagved anes svagt lidt honningsødme. De 53,6% vol. alkohol mærkes ikke i næsen.

Ben Nevis 2011 9 Year Old

Ben Nevis 2011 9 Year Old

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, dog uden at være sprittet. Whiskyen kan nedvandes efter personligt behov, men vinder ikke meget ved det. Sødme fra vanilje og honning smages først. Der følges hurtigt op med stærk ingefær og wasabi på tungen, der kun langsomt aftager. Efter et par nip til denne Highland whisky, kommer smagen fra karamel og mørk sukker an anelse frem.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Sødme fra honning og vanilje har lagt sig som et tyndt lag i munden, men aftager dog hurtigt. En let bitterhed kommer herefter mere frem, og det giver associationer til hasselnødder og mørk chokolade. Momentvis mærkes stadig lidt stærk wasabi og ingefær på tungen, der sammen med alkolen er med til at give varme i munden. Munden tørrer slutteligt helt ud.

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Hvis man forventer tydelig indflydelse fra modningen på ex-sherry fad, så bliver man skuffet. Whiskyen har mere karakter som var den lagret på ex-bourbon fad. Jeg har givet cirka 450,- kroner for flasken under mit besøg hos Finest Whisky Berlin. Med denne prissætning får man trods alt en whisky, der sagtens kan drikkes, og de fleste nybegyndere af fadstyrke whisky kan sagtens være med. Det skal også retfærdigvis siges, at drammen åbner mere op igennem flasken, hvilket er med til at løfte oplevelsen en anelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Ben Nevis 2011 9 Year Old er, at oplevelsen i butikken med købet, er langt bedre end oplevelsen med at drikke whiskyen.