Talisker Distillers Edition – Amoroso cask finish

Talisker Distillers Edition – Destilleret 2007 flasket 2017 TD-S: 5TF

Destilleri: Talisker
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45,8%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

Talisker Distillers Edition er en whisky på 45,8% Vol. Whiskyen kommer fra et af de destillerier i Skotland, som ligger på øerne, nemlig Talisker Distillery på Isle of Skye. Talisker Distillery er ejet af Diageo. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad. Slutteligt har den fået en afslutning i Amoroso ex-sherry fad. Råspritten er destilleret i 2007 og flasket i 2017. Den kommer uden aldersangivelse, men med lidt hovedregning, kan man regne ud, at den er 10 år gammel. Den er endvidere kølefiltreret, og er mærket med koden TD-S: 5TF. Farven er justeret med karamel.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #219

Anmeldelse af Talisker Distillers Edition

Næse:

Næsen mødes først af en aske og røg, som den man kender fra fugtig aske ved bålstedet, dagen efter man haft tændt bålet. Denne duft af aske aftager hurtigt, og giver plads til andet. Der kommer en fin note af moden citrusfrugt frem, Den følges hurtigt op at sødme fra modne æbler og røde bær. Der er en svag note af noget mineralsk og maritimt over duften i denne Island whisky. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt vanilje frem. Man mærker ikke de 45,8% alkohol i næsen.

Talisker Distillers Edition

Talisker Distillers Edition

Palette:

Aske og røg er, ganske som i duften, det første man stifter bekendtskab med. Hurtigt følges op med stærke krydderier som peber og chili. Det hele får et ekstra løft af alkoholen, der dog aldrig bliver sprittet. Når det første spark er aftaget, gøres der plads til de lettere smagsnoter. Der kommer nu søde modne frugter og røde bær frem i paletten. Bagved ligger en snert af syrlighed fra citrusfrugter, som af og til kigger frem. Samtidig er en snert af sødmefuld appelsin momentvis at finde. Der smages også en smule vanilje og karamel.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra modne frugter og bær er mere tydelig i eftersmagen. Dette aftager gradvist, og der gøres plads til mere vanilje og karamel. Den maritime og mineralske note, der også var at finde i duften, kommer mere frem i eftersmagen, og giver en næsten let-saltet udtryk på læberne. Peber og chili prikker stadig en anelse på tungen. Hele afslutningen pakkes ind i en fornemmelse af let aske og røg. Man efterlades med en lidt tør fornemmelse og et fjernt minde om egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

“The Distillers Edition of Talisker is richer than the regular bottling, wonderfully rounded and double-matured in ex-Amoroso casks with luscious, fruity sweetness that perfectly complements the crisp, dry peat-smoke and familiar pepperiness of Talisker.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky, der er lige et lille nyk bedre end den klassiske Talisker 10 Year Old. Der tillægges lige et ekstra lag af indtryk ved afslutningen på Amoroso fadene. Særligt finder jeg de modne bær interessant, hvilket jeg ikke kan finde i den gamle klassiker. Man kan købe en flaske for omkring 550,- kroner, hvilket er en slat mere end den oprindelige aftapning. Jeg var heldig at finde den på tilbud i Superbrugsen til 299,- kroner. Til den pris er det virkelig et fund. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker Distillers Edition er, at Amoroso cask finish løfter en i forvejen god whisky til et endnu højere niveau.

Woodford Reserve – Straight Bourbon Whiskey

Woodford Reserve – Distiller’s Select

Destilleri: Woodford Reserve
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,2%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Woodford Reserve Distiller’s Select er en amerikansk Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 43,2% Vol. Bourbonen er produceret af Woodford Reserve Distillery. Destilleriet er et af de mange amerikanske destillerier, som ligger i Kentucky. Destilleriet ejes af giganten Brown-Forman Corporation. Produktet består af en kombination af 72% majs, 18% rug og 10% traditionel byg-malt. Der udmeldes ikke hvor længe denne bourbon har modnet på fadene, men det skulle være omkring 6 år. Som alle andre amerikanske bourbons, kan det dog siges med sikkerhed, at den mindst har lagret 2 år på nye egetræsfad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #218

Anmeldelse af Woodford Reserve Distiller’s Select

Næse:

Næsen rammes først af tydelig sødme fra modne frugter. Der følges hurtigt op med sødme fra honning. Langsomt, men sikkert, bliver duften af vanilje mere og mere tydelig. Ligeledes fremkommer en fin aroma af mælkechokolade fra baggrunden. En markant note af egetræ findes over hele duft-indtrykket. Der anes en smule alkohol fra de 43,2% vol, dog uden den fremtræder sprittet.

Woodford Reserve Straight Bourbon Whiskey - Miniature

Woodford Reserve Straight Bourbon Whiskey – Miniature

Palette:

Sødme fra vanilje smages som det første, når denne bourbon første gang hældes i munden. Der følges hurtigt op med en let parfumeret smag, som man også finder i noget rye whisky. Dette aftager dog hurtigt, og mælkechokolade og sød karamel tager over. Der lægger et tydeligt lag af egetræ i hele munden. På tungen anes lidt prikken fra stærk peber og kanel. Alkoholen er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne straight bourbon whiskey. Egetræ er stadig tydelig i munden. Dette aftager gradvist, og man efterlades med en lidt tør fornemmelse på tungen. Der opstår en let bitter note, som leder tankerne hen i retning af umodne hasselnødder. Oplevelsen aftager hurtigt, og man sidder tilbage med et minde om kanel og mælkechokolade i munden, imens der mærkes varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

The art of making fine bourbon first took place on the site of the Woodford Reserve Distillery, a National Historic Landmark, in 1812. The perfectly balanced taste of our Kentucky Straight Bourbon Whiskey is comprised of more than 200 detectable flavor notes, from bold grain and wood, to sweet aromatics, spice, and fruit & floral notes.”

Konklusion:

Denne bourbon imponerer ikke specielt, men den skuffer sådan set heller ikke. Hvis man skal trække noget positivt frem, i forhold til andre bourbons i prislejet, så skal det være, at den ikke er ligeså sukkersød som andre jeg har smagt. Der er ganske interessante og klassiske noter af egetræ, vanilje og krydderier, men uden den næsten vamle sødme konkurrerende mærker kan have. Når det er sagt, så kan den næsten fremtræde en smule tynd, svag og næsten udvandet i hele sit udtryk. Jeg kunne godt bruge lidt mere tyngde. Man kan købe en flaske for lige under 300,- kroner, og til den pris findes også meget god skotsk whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Woodford Reserve Distiller’s Select er, at det ikke bliver denne udgivelse, der får mig til at tænke på andet end skotsk whisky.

Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old – Straight Rye Whiskey

Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old – 7 år gammel rug whiskey

Destilleri: Smooth Ambler
Land: USA
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 49,5%
Alder: 7 år
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smooth Ambler Old Scout Straight Rye Whiskey er en amerikansk straight rye whiskey fra West Virginia. Denne rye whiskey er på 49,5% Vol. og kommer fra det amerikanske destilleri Smooth Ambler. Flasken har lagret 7 år på fad af nyt amerikansk egetræ. Destilleriet er stiftet i 2009, og denne whiskey er flasket i 2009, og den er 7 år gammel. Dette kan selvfølgelig kun lade sig gøre, da de første udgaver blev blandet fra håndvalgte fad fra andre producenter, indtil destilleriet er selv-forsynende med deres egen spiritus. Derfor er dette i virkeligheden en uafhængig aftapning, og det er en offentlig hemmelighed, at det er fra kæmpe-producenten MGP. Denne Straight Rye Whiskey består af 95% rug og 5% bygmalt. Denne flaske er fra Batch #42 flasket den 25-06-2014. Jeg var heldig at få den som gave fra en repræsentant fra et firma. Flasken er nu udgået af produktion.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #215

Anmeldelse af Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old

Næse:

Man mødes med det samme af en meget parfumeret duft, når næsen første gang sættes hen til glasset. Langsomt kommer andre aromaer frem fra denne rye whiskey. Der kommer noter af brændt egetræ frem efter nogle minutter i glasset. Ligeledes fremkommer en let syrlig note, som minder om den man kan finde i visse spontant gærede øl. Her er det er eddike og gammel karklud som kommer frem, men på en god og positiv måde. Der fornemmes en fjern note af læder. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old

Smooth Ambler Old Scout 7 Year Old

Palette:

Når man smager på denne amerikanske whiskey første gang, så mødes man af en parfumeret smag af fyrrenåle. Dette følges hurtigt op af stærke krydderier. Der smages sort peber, kanel og muskatnød. Når man har fået et par nip til glasset kommer en snert af citrusfrugt frem. Samtidig er en let bitterhed at spore på tungen. Kombinationen leder tankerne i retning af citrus-skal. Ligeledes fremkommer også vanilje, og der fornemmes lidt vanilje-sødme i baggrunden. De 49.5% vol. alkohol er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne straight rye whiskey. Eftersmagen er først præget af den let parfumerede fyrrenåle smag. Når denne parfumerede smag aftager, så overtager egetræ og vanilje oplevelsen. Der mærkes en tørhed i munden. Der kan momentvis stadig opleves lidt prikken på tungen fra stærke krydderier som kanel og muskatnød. Man efterlades med et minde om egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

“Smooth Amber Old Scout is a collection of fine, curated whiskeys “scouted” during our efforts to find exeptional spirits with smoothness and flavor we admire. Old Scout Rye is a very high rye mash bill, crafted in carefully chosen, small batches. While sweet and smooth, it retains the direct and spicy note for whisch all good ryes are known.”

Konklusion:

Denne rug whisky er god og anderledes. Kan man lide sin dram med godt gang i parfumerede noter, mens der smages kraftige krydderier, så er dette lige drammen. Kan man bedre lide en dram, som er lidt mere diskret, så skal man nok gå udenom denne. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får man en amerikansk whiskey fra et relativt nyt destilleri, der virkelig tilbyder en aromatisk oplevelse. Jeg kan godt lide at udfordre mine sanser, og det kan denne dram, både hvad angår duft, smag og eftersmag. Konklusionen på denne anmeldelse af Smooth Ambler Old Scout Straight Rye Whiskey er, at den er god, hvis man tør udfordre sine sanser.