Mortlach 21 Year Old – 2020 Special Releases

Mortlach 21 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Mortlach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 56,9%
Alder: 21 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Mortlach 21 Year Old er en skotsk whisky på 56.9% Vol. Flasken er med i Diageo’s “2020 Special Releases” serie, med tilnavnet “Rare by Nature”. Whiskyen er lavet af Mortlach Distillery, der ligger i Speyside området. Råspritten er produceret i 1999. Whiskyen har fået en afslutning på både ex-PX og ex-Oloroso fad. Lagringen har taget mindst 21 år, inden den senere er aftappet ved cask strength. Der er kun sendt 7692 flasker på markedet af denne udgivelse. Jeg har fået denne sample sponsoreret til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #238

Anmeldelse af Mortlach 21 Year Old

Næse:

Man dufter først mørke tørrede frugter. Der er tydeligt rosiner og figner. Der mærkes hurtigt mynte i næsen, som dog igen aftager en anelse, og efterfølgende ligger mere diskret i baggrunden. Langsomt kommer lettere nuancer frem i glasset. Der duftes nu sødmefuld citrusfrugt som appelsin og mandarin. Man mærker ikke alkoholen i næsen. Hvis man tilsætter lidt vand bliver sødmen og citrusnoterne en del tydeligere, mens lidt røde bær dukker op. Samtidig kommer en snert af vanilje og egetræ frem i aromaen.

Mortlach 21 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Mortlach 21 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Alkoholen i denne cask strength aftapning er mere markant i smagen end den er i duften. Man kan med fordel nedvande en anelse. Også her er det de tørrede frugter som dominerer i begyndelsen. Der smages rosiner, figner og abrikoser. Smagen fra egetræet i fadene er tydeligere i smagen, og giver en let bitter note på tungen, Samtidig smages lidt appelsin og mandarin. Kombinationen leder tankerne i retning af revet citrus-skal. Der mærkes momentvis lidt stærk peber og kanel midt på tungen, og en anelse mynte på tungespidsen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne Speyside whisky. Sødmen ligger som et fint lag i hele munden, og der smages rosiner og abrikoser. Peber og kanel tager først til i styrke, for herefter at aftage en anelse, hvorefter mynte kommer mere frem. Noterne af citrus er næsten helt væk i eftersmagen, og kan kun anes ganske svagt. Lidt vanilje og egetræ mærkes i baggrunden. Man efterlades med den kødfulde fornemmelse i munden, som Mortlach whisky er kendt for, mens varmen fra alkoholen mærkes i mund og brystkasse.

Hvad siger producenten:

This Mortlach was matured for rich distillery character in small batches then carefully finished in Pedro Ximenez and Oloroso-seasoned casks to build yet more levels of aroma and taste. At once smooth, sweet and savoury, the many-layered outcome mirrors the complexity of the mysterious Mortlach 2.81 distillation itself.”

Konklusion:

Der skal ikke være tvivl om, at dette er en god whisky, der virkelig har noget at tilbyde. Der er god kompleksitet og interessante noter i både duft smag og eftersmag. Hvis man er heldig at få fingre i en af de kun 7692 flasker, så skal man slippe lige over 6000,- kroner for den. Det er mindst dobbelt så meget som andre aftapninger med denne alder. Om denne aftapning er dobbelt så god, så den højere pris kan retfærdiggøres, må være op til den enkelte af afgøre. Jeg ville aldrig selv give så mange penge for en flaske. Derfor er jeg utrolig glad for, at have fået denne sample sponsoreret, og dermed mulighed for at smage denne sublime aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Mortlach 21 Year Old 2020 Special Releases er, at det desværre er de færreste, der kommer til at smage denne gode whisky, og jeg er derfor nærmest selv blevet “Rare by Nature</>”.

Lagavulin Distillers Edition – Pedro Ximenez cask finish

Lagavulin Distillers Edition – Destilleret 2002 flasket 2018 lgv. 4/507

Destilleri: Lagavulin
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 16 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★

Lagavulin Distillers Edition er en whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på Islay, og den er produceret på det skotske destilleri Lagavulin Distillery. Whiskyen er modnet i ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i fad, som tidligere har lagret Pedro Ximenez sherry. Kassen kommer også påtrykt “Double Matured”. Råspritten er destilleret i 2002, og er efter endt modning aftappet i 2018. Dette gør whiskyen 16 år gammel. Der er tilsat farve, og den er fremstillet med brug af kølefiltrering. Flasken kommer med koden lgv. 4/507 påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #237

Anmeldelse af Lagavulin Distillers Edition

Næse:

Røgen rammer næsen som det første. Det er klassisk kraftig røg, som man kender det fra Islay whisky. Når næsen har tilpasset sig røgen, træder den mere i baggrunden, og fungerer mere til at underbygge de andre aromaer i drammen. Der følges op med tydelig karamel- og vaniljesødme. Samtidig bliver frugtsødme også tydeligere og tydeligere. Der duftes modne æbler og røde bær, med en anelse tørrede dadler. I baggrunden fornemmes en let syrlig note fra appelsiner. Der er en smule mineralske noter som findes i luften ved havet. Man mærker ikke alkoholen.

Lagavulin Distillers Edition

Lagavulin Distillers Edition

Palette:

Smagen er røg er tydelig i begyndelsen. Modsat i duften, så er røgen mere vedholdende og længere fremme i smagsbilledet. Der gives dog stadig plads til fine nuancer af modne æbler og røde bær. Der er desuden tydelig smag af karamel og vanilje. I baggrunden kommer lidt mørke noter efterhånden frem. Der smages lidt bitter chokolade og espresso kaffe. Ligeledes kommer smagen af appelsinskal momentvis frem. Der er også her en smule maritim og mineralsk note, der giver lidt salt og flint i smagen. De 43% vol alkohol er heller ikke her at mærke.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De bitre noter er mere markante i eftersmagen. Mørk bitter chokolade og espresso kaffe har lagt sig som et lag i munden. Samtidig smages lidt sødme fra tørrede dadler. Ganske som i duften og smagen mærkes en anelse appelsin ved lejlighed. Hele afslutningen pakkes ind i lette maritime noter, hvor en let smag af røg konstant er til stede. Der kommer gradvist tydeligere noter af mynte på tungespidsen. Man efterlades med lidt sødme fra vanilje, og en lidt tør fornemmelse af egetræ med lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

Robust and warming, this extra-rich Lagavulin Distiller’s Edition has a deep, sweet and smoky flavour that echoes a phrase long used to describe this intense malt whisky.”

Konklusion:

 Dette er en god whisky. Hvis man kan lide den klassiske Lagavulin 16 Year Old, så er denne dram et ganske naturligt valg. Der tilbydes klassisk røg, sødmefulde frugter og maritime noter – ganske som man forventer det af en Islay single malt whisky. Der er lige en anelse mere tyngde og kompleksitet i denne Distillers Edition, end man finder i den klassiske 16 års udgave. Prisen har så også lige fået et nyk op, da en flaske kan købes for lige under 750,- kroner. I det prisleje findes mange gode flasker, og det kræver nok en forkærlighed for røget Islay whisky, før prisen helt kan retfærdiggøres. En kærlighed jeg heldigvis har. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin Distillers Edition er, at det er en fantastisk whisky, der giver lidt mere tyngde og kompleksitet end det klassiske 16 årige familiemedlem.

Laphroaig PX Cask – Triple Matured

Laphroaig PX Cask – trippel modnet sherry whisky med røg

Destilleri: Laphroaig
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Laphroaig PX Cask er en whisky på 48% vol. Laphroaig Distillery er et af de skotske destillerier på Islay, så whiskyen er derfor en Islay single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen er trippel modnet. Først er den modnet på ex-bourbon fad. Herefter foregår modningen på quarter cask fad, og slutteligt, som navnet antyder, er den lagret på Pedro Ximenez (PX) sherry fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #159

Anmeldelse af Laphroaig PX Cask

Næse:

Intens røg! Duften er tydeligt præget af røg, når man første gang stikker næsen i denne whisky. Det er den typiske medicinske fornemmelse af røg, der er klassisk for Laphroaig whisky. Når det kraftige røg-slør har lagt sig, og næsen vender sig til det, så fremkommer en god sødme og fylde fra Pedro Ximenez (PX) fadet. Det giver noter af sød frugt og karamel. I baggrunden kan man svagt fornemme en lille tilstedeværelse af noget som minder om lakrids. Når flasken har været åbnet i nogle måneder, minder duften lidt om den man kender fra plaster til at putte på et sår. De 48% vol. alkohol er ikke markant på nogen måde i denne Islay whisky.

Laphroaig PX Cask

Laphroaig PX Cask

Palette:

Smagen er i sagens natur også præget af kraftig røg i starten. Røgen erstattes dog hurtigt af sødme som fra moden frugt. Indflydelsen fra sherryen fadet er også tydeligt. Der er også klar påvirkning fra egetræet, der kan give et lidt tørt indtryk i whiskyen. Den lille snert af lakrids, der var i næsen, er mere markant i smagen. Det hele toppes af med fine tone af peber og vanilje. Kombinationen af disse smagsindtryk giver et generelt fyldigt indtryk i munden. Paletten er heller ikke præget af den relativt høje alkohol procent.

Afslutning:

Der er en god og lang eftersmag på denne whisky. Også eftersmagen er i starten præget af røg. Det erstattes efterhånden af indflydelsen fra fadene. I starten er der god sødme og frugt fra sherryen. Dette går stille og roligt over i en tørhed fra egetræet. Lakridsen på tungen er mere tydelig i afslutningen end den var i både duften og smagen. Denne tørre fornemmelse og smagen af lakrids kan lede tankerne hen på den fornemmelse man har, når man tygger i et stykke lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“The first maturation of this special expression is in ex-bourbon barrels, followed by transfer to quarter casks. The third maturation is in large European oak ‘PX’ casks, which originally contained rare Pedro Ximénez sherry. The result is a complex Laphroaig, with the character of each type of barrel detectable in the final flavours, including a gentle but unmistakeable sweetness.”

Konklusion:

Laphroaig PX Cask er en god whisky. Den giver en spændende og relativt kompleks oplevelse, hvor man både kommer igennem røg, sherry-sødme, krydderier og lakrids. Den er helt klar værd at stifte bekendtskab med. Man kan købe en flaske på en liter for lige omkring 700,- kroner. Det syntes jeg er en ret høj pris for en whisky uden aldersangivelse. Man kan få mange gode whiskyer når man vil smide dette beløb i en flaske. Den sælges også i lufthavne, hvor man kan være heldig at finde den til omkring 500,- kroner, hvilket er et mere fornuftigt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Laphroaig PX Cask er, at det er en god whisky, og med lufthavnspriser får man virkelig valuta for pengene.