Braeval 20 Year Old – Old Particular Single Casks

Hjem » Single cask whisky » Side 34

Braeval 20 Year Old – Single cask fra Douglas Laing & Co Ltd

Destilleri: Braeval
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co Ltd
ABV: 51,5%
Alder: 20 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Braeval 20 Year Old er en skotsk whisky på 51,5% vol. Whiskyen er destilleret på Braeval Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der er beliggende i Speyside regionen. Den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd. har aftappet denne flaske. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt sherry butt fad DL12399. Den blev destilleret i december 1997, og er så flasket efter 20 år i februar 2018. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er udgivet 652 flasker fra fadet.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #95

Anmeldelse af Braeval 20 Year Old

Næse:

Man mærker tydeligt at det er en whisky med alder, når man første gang sætter sit glas op til næsen. Der er tydelig duft af egetræ og fad i næsen. De 51,5% vol. alkohol er stadig fremtrædende efter de 20 år på fad. Man kan med fordel tilsætte et par dråber vand, og fortynde drammen en anelse. Der lukkes herefter op for fine noter af citrus og nyslået græs og hø. I baggrunden fornemmes en smule tørrede frugter. Efter nogle minutter i glasset bliver aromaen mere sødlig, og får næsten karakter af mælkechokolade i næsen. Samtidig bliver duften af modne røde æbler tydeligere.

Braeval 20 Year Old - Sample

Braeval 20 Year Old – Sample

Palette:

Smagen er også præget af egetræ ved første smagning. Dette erstattes dog hurtigt af kraftig sødme, som fra modne frugter. Man når lige at få en god sødme i munden, og dette ændrer sig pludselig til en tydelig syrlig smagsoplevelse. Igen dukker citrus og nyslået græs op. Efter et par mundfulde, og lidt tilpasning fra smagsløgene, så smager man tørre tropiske frugter som abrikos og ananas. Også her kan man med fordel nedvande en anelse.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Eftersmagen er også præget af smagen fra egetræet, der træder tydeligt igennem. I baggrunden kommer langsom lidt mørke noter af tørre abrikoser, der tilbyder en fin sødme. Efter lidt tid i munden kommer lidt smag af karamel og vanilje. Der er en lille snert af mælkechokolade, som også var at finde i næsen. Munden tørrer langsomt ud, og noterne af vanilje bliver tydeligere, mens man mærker en let prikken af lidt krydderi på tungespidsen. Der mærkes fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“This expression, an Old Particular Single Malt Scotch Whisky from the Braeval Distillery, was distilled in 1997 and bottled after 20 long years spent maturing in a Sherry Butt. Only 652 bottles are available globally.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Der er en god kompleksitet, og de 20 år på fad kommer tydeligt frem. Det er en dram, der nærmest er båret frem af egetræ. Samtidig er det interessant, hvordan der skiftes mellem lette, citus-agtige nuancer og tungere typiske sherry noter af tørret frugt. Det gør oplevelsen interessant. Jeg købte denne sample for 65,- kroner for 3 cl. og man kan købe en hel flaske for omkring 1100,- kroner. Den er absolut pengene værd. Er man heldig at finde en af de 652 flasker, så bør man købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Braeval 20 Year Old er, at den tilbyder en fantastisk rutchebanetur af oplevelser for næse og mund.

Spirit of Aarhus – Cask nr. 3

Spirit of Aarhus – lagret på ex-Glenlivet fad

Destilleri: Brænderiet Enghaven
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Aarhus Bryghus
ABV: 45%
Alder: NAS
Fadtype: Øl
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Sprit of Aarhus Cask nr. 3 er en dansk single malt whisky på 45% Vol. Whiskyen er udgivet af Aarhus Bryghus, der er mest kendt for sine øl. Whiskyen har de ikke selv destilleret. Den er destilleret på Brænderiet Enghaven. Denne udgave har lagret på et ex-bourbon fad, der tidligere har indeholdt Glenlivet whisky, og efterfølgende bryggeriets Imperial Stout “Black Monster”, inden råspritten er påfyldt. Kun whisky fra det ene fad er benyttet, hvilket gør whiskyen til en single cask whisky. Aarhus Bryghus har brygget urten, og fragtet den til Brænderiet Enghaven, som så har destilleret den i april 2014. Whiskyen er aftappet i oktober 2017, men kommer som sådan uden aldersangivelse på flasken. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret. Jeg har fået flaske 311 af de i alt 400 flasker.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #70

Anmeldelse af Spirit of Aarhus

Næse:

Man fanger først alkohol i næsen. Det giver en lidt brændende fornemmelse i næsen. Når whiskyen får lov at falde lidt til ro, og næsen justerer sig til duften, så opfanger man fine mørke noter, som man kender fra hårdt ristet malt i øl. Det frembringer en let duft af kaffe og mørk chokolade. Den fine sødme og anelse vanilje, der ligger hen over aromaen, leder tankerne hen på lakrids. Lidt en duft som vækker minder fra noget af det hostesaft jeg fik som barn – men på en god måde. Måske også endda lidt hen i retning af noget af det rug whisky jeg har smagt. Aromaerne fremtræder tydeligere med et par dråber vand til at nedtone alkoholen.

Sprit of Aarhus Cask nr. 3

Sprit of Aarhus Cask nr. 3

Palette:

De mørke smagsnuancer fremkommer med det samme man får whiskyen i munden. Der er en tydelig smag af lakrids og mørk chokolade. Der er også en ret skarp krydret smag af peber og ingefær, hvilket giver drammen noget kant og bid. Også i smagen er alkoholprocenten på 45% vol ret markant, og man kan med fordel tilføje et par dråber vand. Der er en smule sødme i baggrunden, der runder det hele lidt af. Efter et par smagsprøver fornemmer man også en smule bitterhed, og lidt citrus-agtig syrlighed dukker op til sidst. Man mærker desværre også en lidt metallisk bi-smag, som er kendetegnende for unge, umodne whiskyer.

Afslutning:

Der er en ret lang afslutning på whiskyen. Her er det igen de mørke smagsnoter der kommer igennem. Jeg gætter på det stammer fra den mørke øl, der har lagret på fadet inden råspritten kom på. Igen minder det mig om nogen af de Rye whiskyer jeg har smagt. Man efterlades med en god sødme i munden, hvor krydderierne træder godt frem. Igen er det peber og ingefær. Afslutningen stilner af i lidt bitterhed og syrlighed til sidst. Det kan lede tankerne hen på et godt gammeldags, hjemmebagt rugbrød, som er laver på en sur-dej, der har overlevet i køleskabet i flere generationer.

Hvad siger producenten:

“Sprit of Aarhus acquires it’s complex, yet rich and mellow smooth taste from maturation in carefully selected oak barrels.”

Konklusion:

Whiskyen er ganske fornuftig. Når man tager i betragtning, at det er et bryggeri som har produceret urten, uden videre kendskab til whisky produktion. Der tilbydes fine og mørke  indtryk, og en fornuftig kompleksitet for en whisky på lige over tre år. Hvis man er heldig at finde en af de få flasker, så kan den erhverves for omkring 600,- kr. Det er selvfølgeligt dyrt for en whisky uden aldersangivelse, men sammenligner man med andet dansk whisky, så får man faktisk en ganske fin oplevelse for pengene. Set i forhold til Enghaven No. 1 Single malt, som er den første officielle aftapning fra destilleriet, så er denne dram flere længder bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Sprit of Aarhus Cask nr. 3 er, at man får en ganske god whisky, der sagtens kan konkurrere med andre danske udgivelser.

Enghaven No. 1 – Single Malt Whisky

Hjem » Single cask whisky » Side 34

Enghaven No. 1 Single Malt Whisky – Den første fra destilleriet

Destilleri: Brænderiet Enghaven
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48,7%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Rom, Øl
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Enghaven No. 1 Single Malt Whisky er en dansk whisky på 48,7% Vol. Whiskyen er produceret af Brænderiet Enghaven, beliggende i Jylland. Whiskyen er lagret på amerikanske ex-bourbon fad, som brænderiet efterfølgende har lagret rom på. Efter denne lagring er fadet sendt til Århus Bryghus, som så har lagret øllen Black Monster på fadet, inden denne single malt whisky endelig har lagret 4 år på det. Derfor er whiskyen at betragte som en single cask whisky. Whiskyen er destilleret i juni 2014 og flasket i oktober 2018, og er endvidere ikke kølefiltreret. Denne sample er købt på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #49

Anmeldelse af Enghaven No. 1 Single Malt

Næse:

Det første som rammer næsen er en tydelig sprittet aroma fra de 48,7% Vol alkohol. Man kan med fordel tilsætte en lille bitte smule vand, for at nedtone dette. Med lidt vand fornemmer man lidt maltsødme, og en smule moden frugt. Efter lidt tid i glasset kommer en snert egetræsnoter frem, og noget som minder lidt om mint i næsen. Man mærker ikke umiddelbart indflydelse fra hverken rom eller øl.

Enghaven No. 1 - Sample

Enghaven No. 1 – Sample

Palette:

Man smager først noget som minder lidt om frugt-vingummi. Det er en nærmest kunstig smag. Den drejer hurtigt over i en smag af overmodne blommer, som giver en form for sødme til paletten. I baggrunden kan man godt fornemme lidt mørk sukkersødme, som man kender det fra visse typer af rom. Alkoholen er igen meget markant i udtrykket, og også her kan man med fordel nedvande lidt. Når man nedvander kan man i baggrunden godt fornemme en smule egetræ fra fadet.

Afslutning:

Der er en kort eftersmag på drammen. Afslutningen er præget af en tydelig varme i munden fra alkoholen. Der er ikke de helt store smagsoplevelser at komme efter. Hvis man leder lidt kan man lige fornemme lidt sødme og en smule vanilje. Slutteligt kommer der en svag syrlighed på tungen.

Hvad siger producenten:

“Hos Brænderiet Enghaven er vores ambition at levere whisky af danske kvalitetsråvarer med deltagelse i hele produktionsprocessen. Vi holder intenst øje med hver gylden dråbe, så du får de mest autentiske sanseoplevelser – fra du har flasken i hånden til du skænker op for dig og dit selskab.“

Konklusion:

Lad det være sagt med det samme, at dette ikke er den store oplevelse. Det er en oplevelse som er mest præget af sprittet smag fra alkoholen. Hvis man nedvander en smule, kan man godt trække lidt oplevelse ud af den, men pas på ikke at tilsætte for meget, for så “drukner” den. Det eneste plus er den hurtigt skiftende smagsoplevelse, lige når man får drammen i munden. Det er en lidt spøjs fornemmelse at den skifter fra vingummi, og hurtigt over til en smag af blommer. Man kan købe en flaske for lige omkring 800,- kroner, og det er den absolut ikke værd. Der findes andre bedre dramme i det prisleje, også af de danske whiskyer. Konklusionen på denne anmeldelse af Enghaven No. 1 Single Malt er, at nu er den prøvet, men det er ikke en man vender tilbage til.