Fary Lochan Sommer Batch #2 – dansk whisky fra Jylland

Hjem » 500-749 kr. » Side 42

Fary Lochan Sommer Batch #2 – Den tredje i denne serie af “De fire årstider”

Destilleri: Fary Lochan
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 4 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Fary Lochan Sommer Batch #2 er en dansk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fra det danske Fary Lochan Destilleri A/S. Whiskyen er fyldt på fad den 6. april 2013, 26. maj 2013, 31. maj 2013 og 13. juni 2013. De fire fad er efterfølgende hældt sammen, inden tapningen den 13. februar 2018. Dette gør whiskyen 4 år gammel Den officielle frigivelse er den 3. marts 2018. Der er frigivet 1715 flasker af denne, og jeg har købt flaske #878, #889 og #1254. Nedenfor er flaske #878 anmeldt. Der er endvidere lavet 1200 5 cl. flasker uden nummer. Whiskyen er modnet på ex-bourbon fad og ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #51

Anmeldelse af Fary Lochan Sommer Batch #2

Næse:

Det første der rammer næsen er en lidt sprittet duft, der kan være lidt svær at trænge igennem. Et par dråber vand afhjælper dog det problem. Herefter opfanges fine nuancer af frisk frugt. Det er primært toner af grønne, umodne pærer og æbler der giver indflydelsen. Det virker som en ung og frisk dram, som måske mangler lidt tyngde i form af indflydelse fra fadet.

Fary Lochan Sommer Batch #2

Fary Lochan Sommer Batch #2

Palette:

I starten virker det som en ung og lidt sprittet whisky. Det aftager dog efter et par smagsprøver, hvor drammens virkelige smagsnoter træder frem. Så opfanger man faktisk ret mørke nuancer i i whiskyen. Man smager marcipan, nødder og chokolade. Efter at have tilsat et par dråber vand bliver whiskyen lidt nemmere tilgængelig og præsenter små fine noter af egetræ og vanilje. Desværre bærer den lidt præg af en metallisk undertone.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på denne whisky. Afslutningen er præget af nødder og marcipan. Det givet egentlig en ret god dybde til afslutningen til denne dram. Også i afslutningen er alkoholen ret dominerende, og man kan derfor med fordel tilsætte lidt vand. Det giver lov til de små noter af vanilje og chokolade kan komme frem i lyset, og det klæder den godt.

Hvad siger producenten:

“Med vores sommer variant får du en olieret whisky med mange fine smagsnoter. Du finder blandt andet en fin let bourbon vanilje, malt, sommerblomster, tørret frugt, pærer, bivoks og et lille strejf af dansk jordbund.”

Konklusion:

Denne whisky er sådan set ganske fin. Den er nogenlunde kompleks på trods af den unge alder, hvis man ser bort fra den lidt metalliske bismag, som desværre er til stede. Den er ganske let at drikke, men tilbyder dog ganske fine nuancer – særligt når man tilsætter en smule vand til at tage spidsen af spritten, og åbne op for drammen. Whiskyen kan erhverves for omkring 600,- kroner, hvilket jeg principielt mener er lige i overkanten for en whisky med så lav en alder. Sammenlignet med andet dansk whisky i prisklassen, så klarer den sig utroligt fint. Jeg var dog heldig at finde den i et oprydnings-salg til lige over 400,- kroner, hvilket er en ganske fornuftig pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Fary Lochan Sommer Batch #2 er, at det er en fin whisky, men den er måske lige dyr nok, i forhold til det som den tilbyder.

Smokehead Rock Edition – en udgave med masser af røg

Hjem » 500-749 kr. » Side 42

Smokehead Rock Edition – som at slikke et askebæger, på den gode måde

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Ian Macleod Distillers
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smokehead Rock Edition er en skotsk whisky på 43% vol. flasket af Ian Macleod Distillers, der egentlig er placeret i lavlandet – the Lowlands. Whiskyen er på flasken kategoriseret som en Islay single malt, og der er en del usikkerhed om, hvem der rent faktisk laver whiskyen. Flere mener at det er Ardbeg Distillery, som står bag Smokehead. Ian Macleod Distillers, fungerer som uafhængig aftapper af flasken. Det er ikke uden grund den kaldes “The Mystery Malt”. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad, og er endvidere kølefiltreret og uden aldersangivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #39

Anmeldelse af Smokehead Rock Edition

Næse:

Røg er det dominerende i næsen, når man første gang dufter til denne dram. Der er virkelig tale om tyk røg, som man kender det fra et bål. Når næsen har tilpasset sig den kraftige røg-aroma, så opfanger man de lidt finere nuancer whiskyen også indeholder. Man kan nu dufte noter af frisk og syrlig frugt, som man kender det fra grønne æbler og citrusfrugter. Aromaen kan næsten forekomme lidt tør – en tørhed som leder tankerne hen på egetræ fra fadet.

Smokehead Rock Edition

Smokehead Rock Edition

 

Palette:

Smagen er også præget af den umiddelbare eksplosion af røg, man får i munden ved første smag. Når smagsløgene har tilpasset sig dynen af røg, så fremkommer der også i paletten ganske fine nuancer. Man smager tydeligt indflydelsen fra sherry fadene. Man fornemmer nu moden frugt, der giver fylde og sødme. Noter af karamel og krydderier som kanel kommer lidt frem fra baggrunden. Smagen af egetræ træder stille og roligt frem i paletten. Man fornemmer ikke umiddelbart de 43% vol alkohol i whiskyen.

Afslutning:

Der er en god og medium lang afslutning på denne whisky. Eftersmagen er selvfølgelig også præget af røg. Yderligere bliver smage af egetræ tydeligere, et stykke inde i afslutningen, der også her giver drammen et lidt tørt udtryk. På trods af denne tørhed fremkommer stadig en god sødme. Også i afslutningen fornemmer man sherry, moden frugt og krydderier. Måske kan man endda opfange lidt mørke, tørre frugter som rosiner, svesker og nødder. Det giver en god og kraftig fornemmelse i munden. Slutteligt sidder man med en let saltet følelse i munden.

Hvad siger producenten:

“The perfect gift for old and young rockers, this limited edition metal tin features a debossed ‘Smokehead Skull’, made from the many adjectives that capture the Single Malt’s boisterous, outrageous, and deep peaty flavours. Smokehead is a rich, seaweedy and intensely peaty Islay single malt whisky. The flavour is fresh, fruity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted … savour and enjoy!”

Konklusion:

Denne røgbombe tilbyder en god kompleksitet. Man får en fin blanding af røg, sherry, umoden frugt, moden frugt, citrus, rosiner og salt. Imponerende nok er tilstedeværelsen af egetræ fra fadet meget tydelig i denne whisky, hvilket må siges at være flot af en whisky uden aldersangivelse. Flasken kan købes for omkring 550,- kroner, hvilket principielt er lige i overkanten for en NAS whisky. Når det så er sagt, så syntes jeg faktisk at den er pengene værd. Man får masser af røg som fra en ung whisky, og masser af kompleksitet som fra en ældre whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Rock Edition er, at kan man lide røg og fin kompleksitet, så er den et godt køb.