Thy Whisky No. 23 – Hawboen

Thy Whisky No. 23 – Limited Edition (reklame)

Thy Whisky No. 23 er en dansk single malt whisky på 51,5% Vol. Whiskyen kommer fra Thy Whisky i Nordjylland. Spritten er fremstillet af let bøge-røget pale malt fra Odyssey byg. Whiskyen har herefter modnet på first fill ex-bourbon fad i mellem 3 og 6 år, men flasken kommer uden egentlig aldersangivelse. På destilleriets hjemmeside fremgår flere informationer om fad, påfyldning, kornsorter etc. Aftapningen bliver den næstsidste i serien No. 1 til No. 24, som destilleriet har aftappet siden 2016, og afsluttes i 2024. Herefter aftappes i stedet i de tre nye serier Core Expressions, Limited Editions og Single Casks. Der er aftappet 1320 flasker af whiskyen.

Samplen i nedenstående anmeldelse, er med i smagesættet, som destilleriet solgte på sin hjemmeside, i forbindelse med lanceringen af de nye aftapninger. Destilleriet har sendt mig sættet, inden online begivenheden, til anmeldelse her på Whiskyblog.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #504

Anmeldelse af Thy Whisky No. 23

Næse:

Sødme fra modne æbler og pærer kommer frem fra glasset som det første. Der kommer hurtigt sødme fra vanilje og lys karamel efter. Efter nogle minutter i glasset fremkommer noter af citrus, som modne appelsiner og mandariner. Et hint af mynte, timian og nyslået græs kommer momentvis frem i næsen. De 51,5% Vol. alkohol er ikke tydelige i duften, men det fornemmes dog, at der er godt med styrke i drammen.

Thy Whisky No. 23 - Sample

Thy Whisky No. 23 – Sample

Palette:

Karamel og vanilje smages først. Sødmen fra de solmodne æbler og pærer følger hurtigt efter, sammen med et strejf af honningsødme. Krydderurter som timian og mynte kommer frem, og sammen med lidt stærk ingefær og peber, giver det kortvarigt lidt varme i mundhulen. Når man har taget et par nip af denne whisky, kommer citrusnoterne, der også var at finde i duften, ligeledes frem i smagen. Der smages nu modne appelsiner og mandariner, hvilket blot forstærkes igennem glasset.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen de modne citrusfruger er stadig ganske tydelig. En smule bitterhed kommer frem i afslutningen. Sammen med at fjernt strejf af noget der minder om lidt røg, giver det associationer til ristede mandler. Gradvist tager vanilje- og honningsødme over. Man sider tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist de klassiske senior bolsjer Werther’s Original og drukket appelsinvand.

Hvad siger producenten:

“Whiskyen har vaniljesødme, citrus, blød karamel, ristet kokos, varme krydderier, bøgesaft, en let varmende røg og et strejf af et maritimt og salt indtryk.Efter flere aftapninger af ‘Fjordboen’, synes vi det var passende at dedikere denne bløde bourbon fadlagrede whisky til havboerne her i Thy, som har levet ved det stormomsuste Vesterhav i generationer.Vi har tappet whiskyen ved 51,5 % vol., hvor whiskyen er afstemt mellem styrke, intensitet, blødhed og aroma.Ud over et par enkeltfade, er ”Hawboen” er den første rent bourbon fadlagrede whisky, vi har tappet siden 2016. Thy Whisky No 23 – Hawboen er sammensat af 3-6 år gamle fade med en mild bøgerøg. Det bliver den næstsidste flaske i vores nummererede serie (1-24), som afsluttes i 2024, ti år efter vores første aftapning.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide bourbon lagret whisky, hvor noter fra søde frugter er tydeligt fremtrædende, så vil dette være en god whisky. Hvis man samtidig har mod på at prøve en aftapning fra et af de danske whisky destillerier, så er denne aftapning et sikkert valg. Nuvel, man skal betale 1000,- kroner for en flaske på 50 cl., så man får også lov til at betale for det. Hvis dette er lige i overkanten, så er det godt at destilleriet nu har sendt deres Core Expression flasker på gaden, hvor man får 70 cl. i en flaske, og tilmed til en lavere pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 23 Hawboen er, at whiskyen er fin, men der er mere valuta for pengene i en af de nye Core Expression aftapninger..

4/5 (1)

Aberlour 1989 30 Year Old – The Perfect Fifth 1989/2020

Aberlour 1989 30 Year Old – Perfect Equilibrium (reklame)

Aberlour 1989 30 Year Old er en single malt whisky på 51,5% Vol. Den kommer fra Aberlour Distillery, der ligger i Speyside området i Skotland. Denne single cask whisky har lagret på et enkelt ex-bourbon fad nummer #11050. Råspritten er fremstillet og påfyldt fadet den 20/10-1989, og whiskyen er senere aftappet 15/6-2020, med en aldersangivelse på 30 år. Den uafhængige aftapper The Perfect Fifth har aftappet i alt 241 flasker fra fadet, og har desuden doneret denne sample til anmeldelse på bloggen. Whiskyen er del i aftapparens serie “Perfect Equilibrium”. Whiskyen er fremstillet uden kunstig farve, uden brug af kølefiltrering og ved cask strength.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #332

Anmeldelse af Aberlour 1989 30 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig duft af modne frugter. Søde røde æbler og honningmeloner kommer først. Der følges op med solmodne appelsiner og klementiner. Efter nogle minutter i glasset kommer vanilje og karamel frem. Ligeledes kommer en fin duft af marcipan gradvist mere og mere frem. Når man også har smagt på drammen opfanges også en anelse krydderurter, hvor mynte er ganske tydelig. Man mærker ikke de 51,5% Vol alkohol i næsen.

Aberlour 1989 30 Year Old - Sample

Aberlour 1989 30 Year Old – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så mødes smagsløgene også af tydelig frugt. Der smages tydelig honningmelon, hvor modne æbler er lidt mere tilbagetrukket. Efter et par nip til drammen bliver modne sødmefulde appelsiner mere og mere tydelige i smagen i denne Speyside whisky. Efterhånden kommer krydderurter som timian og mynte frem fra baggrunden, mens noter af vanilje og karamel giver ekstra sødme. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, men whiskyen virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på denne dram. Vanilje og karamel dominerer i afslutningen. Søde appelsiner og honningmeloner kommer momentvis frem, mens lidt frisk mynte mærkes på tungespidsen. Tydelig smag af egetræ kommer frem, og dominerer efterhånden afslutning. Der kommer samtidig en let note af marcipan, der også var at finde i duften. Man efterlades med lidt tørhed og bitterhed i munden, mens alkoholen giver en smule varme i svælget.

Hvad siger producenten:

“A truly Speyside whisky, this release embodies all of the luxurious, sweet rich fruitiness which has made it the number one whisky in France. A slow distillation process, in a classic design of pot still, results in a calm, sweet and warming character.”

Konklusion:

Det er en glimrende whisky. Der er godt samspil mellem noter af sødmefuld frugt, friske krydderurter, karamel og vanilje. Det giver en ganske god kompleksitet i whiskyen. Man kan købe en af de 241 flasker for lige godt og vel 15.500,- kroner. Derfor er ej selvfølgelig glad for at få doneret denne smagsprøve til anmeldelse, da jeg ikke ellers har mulighed for at smage whisky i dette prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberlour 1989 30 Year Old er, at det en meget fin whisky, men det kræver en god tegnebog, at købe en hel flaske.

4/5 (1)

Girvan 25 Year Old – Old Particular Single Grain

Girvan 25 Year Old – Single Grain fra Douglas Laing & Co Ltd

Girvan 25 Year Old Grain er en skotsk whisky på 51,5% vol. Denne whisky er produceret på Girvan Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der ligger i Lowland regionen. Der produceres kun grain whisky på destilleriet. Den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd., har flasket whiskyen som del af deres “Old Particular” serie. Dette er en single cask whisky fra et genbrugt fad med nummer #DL10805. Den blev produceret i december 1989, og hældt på flaske i juni 2015. Det fremgår af flasken, at whiskyen er 25 år gammel. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og kommer også uden kunstig farve. Der er sendt 232 flasker i handlen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #142

Anmeldelse af Girvan 25 Year Old

Næse:

Man dufter straks egetræ når glasset føres til næsen. Der kommer herefter hurtigt lidt søde frugter frem i aromaen. Der fornemmes lidt modne æbler. Der er en let syrlig undertone. Det er ikke en syrlighed, som den man kender fra citrus. Det er mere over i en let syrlig vinøs duft. I baggrunden fornemmes svagt en let note af vanilje og nødder. Tankerne drejer sig over i retning af marcipan. Man mærker ikke de ellers så potente 51,5% vol alkohol i næsen.

Girvan 25 Year Old - Sample

Girvan 25 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i smagen end i duften. Den er dog ikke så voldsom at man behøver at nedvande. Jeg har dog valgt at tilsætte et par dråber, og det åbner drammen lidt mere op. Smagen af nødder og mælkechokolade er ret tydelig i paletten. I baggrunden mærkes en smule vanilje. Efter et par nip til drammen kommer lidt frugtsødme frem, ganske som den også gjorde i duften. Den vinøse syrlighed, som var ret tydelig i næsen, er ikke at finde i smagen i denne Lowland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der ligger en fin sødme i munden. Modsat i næsen og paletten, så er det mere en sukkersødme end en frugtsødme. Det minder lidt om let brændt eller karamelliseret sukker. På tungen mærkes lidt stærke krydderier. Igen kigger syrligheden i smule frem, inden munden tørrer en smule ud i en tydelig smag af egetræ. Alkoholen giver en varm fornemmelse i munden.

Hvad siger producenten:

“Crushed sugar in style, sherbert’y, fruity – hard candy and espresso in style.”

Konklusion:

Jeg har smagt lidt forskellige grain whiskyer efterhånden, og kun enkelte af dem har imponeret. Smagen af masseproduceret industri whisky har ofte været for tydelig, og de har generelt efterladt mig med en lidt kedelig og sprittet oplevelse. Denne whisky er anderledes. Duft, smag og afslutning minder imponerende meget, om de oplevelser man ellers kun finder i single malt whisky. Der er sødme, syrlighed, vanilje, fin alkohol og god indflydelse fra fadet. Den er ganske enkelt længder bedre end andet grain whisky jeg har smagt. Hvis man er heldig at finde en flaske, så kan den købes for lige under 1000,- kroner, og den er alle pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Girvan 25 Year Old er, at jeg oven på denne oplevelse, sagtens kunne overveje, at købe en hel flaske af de officielle grain aftapninger fra destilleriet.

4/5 (1)