Holyrood Embra – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Single malt » Side 8

Holyrood Embra – Triple Cask Maturation

Destilleri: Holyrood
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,6%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Holyrood Embra er en skotsk whisky på 43,6% Vol. Whiskyen kommer fra Holyrood Distillery, der ligger i Edinburgh i Lowland distriktet. Whiskyen har modnet på en kombination af first fill ex-bourbon fad, virgin casks, og endelig quarter casks, der tidligere har indeholdt røget Islay whisky. Denne anden release #2 kommer uden aldersangivelse på flasken. Den fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstige farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #554

Anmeldelse af Holyrood Embra

Næse:

Noter af sødmefulde frugter kommer op fra glasset først, skarpt forfulgt af en let note af røg. Der duftes modne æbler og pærer, mens tydelig sødme fra honning og vanilje trænger sig på, for til sidst at dominere. Røgen ligger i baggrunden, og fornemmes lidt tør, som den man kender fra aske i brændeovnen. Når man har smagt på whiskyen opfanges også et strejf af citrusfrugter i duften. De 43,6% Vol. alkohol er ikke at mærke i næsen.

Holyrood Embra

Holyrood Embra

Palette:

Røgen er tydeligere i smagen end i duften, og smages som det første når drammen rammer munden. Som i duften er det en tør røg, der giver associationer til det man kender fra aske. Ligeledes er tilstedeværelsen af citrusfrugter også markant tydeligere i smagen end den er duften. Der smages appelsiner og grapefrugt. Sammen med at strejf af nødder, giver syrligheden og bitterheden associationer til revet skal fra en citron. Vanilje- og honningsødme ligger fint i baggrunden. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig på denne whisky fra Skotland.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen kommer igen mere frem i eftersmagen. Der er tydelig sødme fra honning og vanilje, mens modne æbler og pærer kun anes svagt. Der er en tiltagende bitterhed, og maritime og mineralske noter kommer frem, og giver en fornemmelse af salt og flintesten på læberne og tungen. Røgen er nu kun ganske svagt tilstede i baggrunden. Man sidder tilbage med et minde om honningsødet te, der har trukket lidt for længe, mens noter af mælkechokolade trænger sig på.

Hvad siger producenten:

“The mindset for Embra was to set the stage for an exploration into peated whisky. Edinburgh is the gateway to Scotland for many people and this is the idea at the heart of this spirit. We wanted to find the perfect balance of bold smoky flavours and textures of peated whisky while still being accessible to a new whisky drinker. When someone says they don’t like peated whisky, this is the whisky to hand to them. That doesn’t mean there isn’t something for the seasoned peated drinkers as we have all of the hallmark flavours and textures of a great whisky.”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Kan man lide kraftigt røget whisky, med stor kompleksitet, så skal man lede andre steder. Har man mod på at prøve whisky fra et af de nye skotske destillerier, der ikke er bange for at eksperimentere, så er dette et godt bud på en flaske. Det er spændende whisky, der viser gode takter for fremtiden. Jeg har købt denne 70 cl flaske for 615,- kroner på vores besøg på destilleriet, under vores tur til Edinburgh, i sommeren 2024. I dette prisleje er konkurrencen hård. Konklusionen på denne anmeldelse af Holyrood Embra er, at det er fin whisky, der viser gode takter, og håb for fremtidige endnu bedre whisky fra destilleriet.

Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Single malt » Side 8

Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Ex-bourbon og ex-oloroso fad

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain Cruach-Mhòna er en whisky på 50% Vol. Den kommer fra Bunnahabhain Distillery på Islay. Whiskyen er en kombination af røget og ikke røget whisky, der har modnet på både ex-bourbon fad, og fad der tidligere har indehold oloroso sherry. Flasken kommer uden aldersangoivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. Aftapningen er en Limited Edition aftappet til rejsende på Travel Retail markedet. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke brugt kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #551

Anmeldelse af Bunnahabhain Cruach-Mhòna

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset først. Det er en tør askeagtig røg, som man kender det når brændeovnen skal tømmes for aske. Langsomt men sikker kommer sødme mere frem i duften. Der er både vanilje- og karamelsødme. I kombination med røgen ledes tankerne i retning af røget bacon eller skinke. Momentvis opfanges et strejf af citrusfrugter i baggrunden. De 50% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Bunnahabhain Cruach-Mhòna - Sample

Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så er aske røgen også det første der smages. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og lys karamel. Citrusfrugter, der ligeledes var svagt tilstede i duften, er mere fremtrædende i smagen på denne Islay whisky. Der smages lemon og et strejf af grapefrugt. Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og man kan med fordel tilsætte lidt vand. Dog skal man være forsigtig, da den ikke tåler meget, før den drukner.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen er hurtigt aftagende, hvilket giver mere plads til smagen af citrusfrugterne. Gradvist aftager smagen af citrusfrugter, mens bitterhed fra egetræ kommer mere og mere frem. Med sig har det en tør fornemmelse i munden, mens en smag af hasselnødder lejlighedsvist kommer frem. Man sidder tilbage med at fjernt minde om aske i munden, mens der mærkes varme i svælget.

Hvad siger producenten:

“Gaelic for ‘Peat Stack’, Cruach-Mhòna is a limited edition malt with strong notes of smoke and peat. Hints of burning grass, hay and sweet herbs burst into flavours of malt, nuts, fruit, white pepper, seaweed, peat smoke and sea salt.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide let-røget whisky, så er dette et godt bud på en flaske. Forventes kompleksitet og dybde, så skal man kigge andre steder hen. Hvis man er nybegynder i den røgede whisky, så ville dette være et godt køb, for her kan de fleste være med. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter i Travel Retail i diverse lufthavne. Med denne prissætning findes der andre og bedre alternativer, jeg helle ville have drukket en flaske af. Nuvel, havde jeg selv købt flasken var den sikket også blevet tømt. Personligt foretrækker jeg destilleriets klassiske Bunnahabhain 12 Year Old, der ligger i samme prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Cruach-Mhòna er, at det er fin whisky, hvor de fleste kan være med, men der er andre og bedre flasker fra destilleriet.

Kilkerran 2009 15 Year Old – Single Cask

Hjem » Single malt » Side 8

Kilkerran 2009 15 Year Old – 20th Anniversary

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 56,6%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★

Kilkerran 2009 15 Year Old er en whisky på 56,6% Vol fra det skotske Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Denne single cask whisky har lagret på et engkelt genbrugt ex-bourbon hogshead fad. Råspritten er destilleret i maj 2009 og senere aftappet den 25. juni 2024 ved cask strength, med en aldersangivelse på 15 år. Flasken er sendt på det danske marked i forbindelse med destilleriet 20 års jubilæum. Aftapningen har flaskekode 24/135, og der er sendt 240 flasker på markedet. Whiskyen er fremstillet uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #550

Anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old

Næse:

Sødme fra malt, vanilje og brun sukker kommer op fra glasset først. Langsomt kommer lidt sødme fra syltede ferskner og pærer, som dem man kender på konservesdåser. Lejlighedsvist opfanges et svagt strejf af røg. I kombination ledes tankerne i retning af det man kender fra en nytændt pibetobak. Når man også har smagt på whiskyen, opfanges i baggrunden en let syrlig note fra nyslået græs og lidt citrusfrugt. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i næsen.

Kilkerran 2009 15 Year Old

Kilkerran 2009 15 Year Old

Palette:

Smagen fra lidt umodne grønne æbler smages som det første. Hurtigt følges op med tydelig sødme. Som i duften er sødme fra vanilje og brun sukker meget fremtrædende, mens sødme fra syltede frugter ligger i baggrunden. Efter par nip til denne skotske whisky, kommer en let bitterhed mere frem i smagen. Sammen med sødmen giver det associationer til mælkechokolade med hasselnødder i. En smule tør askeagtig røg ligger i fint i baggrunden, mens lidt smag af revet skal fra citroner presser på. De 56,6% Vol. alkohol er mere tydelige i smagen, men justeres fint med lidt vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra vanilje, brun sukker og syltede frugter ligger som et fint lag i munden. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Det er noter af egetræ og hasselnødder. Gradvist bliver syrlige noter mere tydelige, og sammen med bitterheden opleves nuancer af nyslået græs og revet citronskal. Man efterlades med et fjernt minde om tør røg, mens lidt salt og flintesten opleves på læberne.

Hvad siger producenten:

“This refill bourbon hogshead was specially selected and bottled for Denmark, to celebrate the 20th Anniversary of the opening of Glengyle Distillery in 2004.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown distriktet, og fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Flasken koster omkring 1100,-, men jeg fik denne flaske for 876,- grundet fødselsdag hos min whisky pusher en måned senere. På trods af, at det er en god whisky, så vil mange være fint tilfredse med en af destilleriets mange 8 år cask strength aftapninger, der stadig kan købes for omkring det halve. Flasken blev åbnet for at fejre anmeldelse #500 på Whiskyblog.dk, og som fanboy må jeg sige at jeg er tilfreds, med endelig at få lov at smage en singel cask whisky fra et af mine absolutte yndlingsdestillerier. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old 20th Anniversary Single Cask er, at det er en dejlig whisky, men deres standard 8 års cask strength aftapninger kan sagtens klare sig i konkurrencen.