Cragganmore 12 Year Old – 2019 Special Releases

Hjem » 750-999 kr » Side 21

Cragganmore 12 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Cragganmore
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 58,4%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Cragganmore 12 Year Old er en skotsk whisky på 58.4% Vol. Denne skotske single malt whisky, er med i Diageo’s serie “Rare by Nature”. Dette er 2019 udgaven af Diageo’s “Special Releases Collection“. Whiskyen er produceret på Cragganmore Distillery, som er beliggende i Speyside området. Whiskyen har ligget 12 år til lagring på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Råspritten blev fremstillet i 2006. Som de andre flasker i denne Limited Edition serie, er whiskyen aftappet som cask strength. Denne sample har jeg fået sponsoret, så den kunne anmeldes på whiskyblog.dk. Der er sendt omkring 18.000 flasker på markedet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #129

Anmeldelse af Cragganmore 12 Year Old

Næse:

Man rammes først af en tydelig aroma fra røg. Det er ikke den røg, som man kender det fra Islay single malt whisky, men en mere let og fin røg. Den virker næsten mere som aske end som decideret røg. Når man lige har tilpasset lugtesansen en anelse, så fremkommer også tydelig duft af egetræ. De 58.4% vol er også ganske tydelige i aromaen, og lidt vand kan med fordel tilsættes. Vandet lukker op for fin sødme af honning og blomster. Efter lidt tid i glasset fremkommer en smule syrlighed, som man kender det fra citrusfrugter. Ligeledes ligger en let aroma af vanilje i baggrunden.

Cragganmore 12 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Cragganmore 12 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Det er tydeligt i paletten, af vi her har fat i en cask strength whisky. Der er godt bid i alkoholen, og en smule vand kan igen med fordel tilsættes. Aske er også markant i smagen, og giver et fint røget førstehåndsindtryk. Herefter smages igen tydelig honningsødme og blomster. Efter et par nip til drammen kommer fine noter af modne æbler og melon frem. Også her fornemmes svagt en syrlighed fra citrusfrugt. Vanilje og karamel bliver efterhånden tydeligere og tydeligere i munden, og der kommer en smule bitter tone på tungespidsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky, Eftersmagen af først præget af lidt stærke krydderier som peber, som prikker let på tungen. Frugtsødmen dominerer efterhånden afslutningen. Sammen med en tydelig smag af vanilje og karamel ligger den sig fint i hele munden. Efterhånden aftager smagen i en let bitter note, mens man hele tiden har en fin smag af aske og røg i munden. Der mærkes en god varme i mund og svælg fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“An unusual smoky expression of a Speyside classic, never released before, matured in refill American oak casks”

Konklusion:

Her har vi fat i en virkelig god whisky. Røgen er med til at løfte den gamle kendte klassiske malt whisky Cragganmore 12 Year Old op på et langt højere niveau. Der er stadig genkendeligheden fra en whisky, man tidligere har smagt. Det hele løftes blot op på et langt højere plan med aske-røg og mere alkohol. Den gamle kending koster omkring 350,- kroner. Denne flasker koster lige godt vel det dobbelte med en pris på omkring 800,- kroner. For de penge får man til gengæld en whisky aftappet ved fuld fad styrke, og en oplevelse som er mindst dobbelt så god. Konklusionen på denne anmeldelse af Cragganmore 12 Year Old er, at den gerne må sættes i fast produktion, så den ikke længere er “Rare by Nature”.

Bladnoch 13 Year Old – Beltie Label

Hjem » 750-999 kr » Side 21

Bladnoch 13 Year Old – fra det gamle destilleri

Destilleri: Bladnoch
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55%
Alder: 13 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bladnoch 13 Year Old er en skotsk whisky på 55% Vol. Whiskyen er produceret på Bladnoch Distillery, der er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Lowland området. Da denne whisky er en udgivelse fra “det gamle” destilleri, som lukkede i 2010, så har det været svært at finde informationer om drammen. Jeg har fundet ud af, at den er flasket i 2005, men intet om, hvilke fad der er brugt. Det er flasken som sædvanligvis går under navnet “Beltie Label”. Whiskyen har lagret 13 år.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #98

Anmeldelse af Bladnoch 13 Year Old

Næse:

Man mærker først frisk frugt i næsen, når man dufter til denne whisky. Det er gode, søde og modne frugter man fornemmer. Der er en tydelig tilstedeværelse af egetræ, der ligger sig som et lidt bastant udtryk over drammen. Man mærker ikke de kraftige 55% vol alkohol i drammen. Tilsætter man lidt vand, åbnes der yderligere op for duften af egetræ. Man fornemmer lidt valnødder i baggrunden. Efter lidt tid i glasset kommer en svag syrlighed fra citrusfrugter og grønne umodne æbler frem.

Bladnoch 13 Year Old - Sample

Bladnoch 13 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er meget mere markant i smagen, og man kan med fordel nedvande den en smule. Det lukker op for fine smagsnuancer. Også her er det søde og modne frugter man smager. De syrlige frugter er mere markante i paletten end de var i næsen. Det giver et godt sammenspil. Efter et par smagsprøver fremkommer lidt noter af græs og jord. I baggrunden fornemmer man lidt valnødder og mandler, som giver et lidt marcipan-agtigt tilsnit. Egetræet er ikke specielt fremtrædende, som den ellers var i duften.

Afslutning:

Der er en god lang eftersmag på drammen, der er præget af varme fra alkoholen. I afslutningen er græs- og jordnoterne tydeligere. Syrligheden fra de umodne æbler og citrusfrugterne er også tydelige, og det er meget markant på tungen. Smagen aftager stille og roligt, og går langsomt over i frugtsødme. Samtidig mærker man en vis bitterhed på tungespidsen. Igen kommer der lidt tilstedeværelse af egetræ frem, og tungen tørrer slutteligt lidt ud.

Hvad siger producenten:

“Sourcing water from the Bladnoch River and malt from local growers – for Lowland Single Malt Scotch Whisky from start to finish.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, der har meget at byde på. Man bliver tilbudt et bredt spektrum af duft- og smagsoplevelser, som ændrer karakter, hver gang man tager en mundsmag af whiskyen. Flasken kan være svær at finde, da den er udgivet af produktion, og destilleriet er overtaget af en ny ejer. Jeg har fundet den på et par auktionssider til under 1000,- kroner. Finder man en flaske til denne pris, så bør man købe den. Man får meget whisky for pengene, særligt når man nedvander den en smule, så strækker den langt. Jeg ville gerne følge forløbet og udviklingen igennem en hel flaske af denne. Konklusionen på denne anmeldelse af Bladnoch 13 Year Old er, at det er en super god Lowland whisky, som desværre er svær at få fat i.

Stauning Heather – dansk lyngrøget whisky

Hjem » 750-999 kr » Side 21

Stauning Heather – lyngrøget luksus

Destilleri: Stauning Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48,7%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Stauning Heather er en dansk single malt whisky på 48,7% Vol. Whiskyen er fra det danske destilleri Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2013-2014 og flasket i september 2017 – ialt ca. 3200 flasker. Den blev sat til salg for 895,- kr, og sendt på markedet den 12. oktober 2017 klokken 10.00 – og den blev udsolgt på 5 minutter. Klokken 10.05 blev den sidste kunde ekspederet på webshoppen! Jeg sikrede mig tre flasker – nummer #1121, #1132 (anmeldt her) og #1140 (solgt). Whiskyen er ikke kølefiltreret og har lagret på 200 liters first fill ex-bourbon fad. Flasken er åbnet den 6. maj 2018 – da jeg kom hjem fra min datters konfirmation.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #79

Anmeldelse af Stauning Heather

Næse:

Man rammes først af en let røg i næsen. Dette erstattes hurtigt af en duft som minder lidt om mandler. Man fornemmer også tilstedeværelsen af mørk chokolade, Det giver et lidt bittert indtryk i næsen. Denne bitterhed indhyldes stille og roligt i en god honningsødme. Mandler. bitterhed og sødme kan lede tankerne hen på noget som minder lidt om marcipan. Man mærker ikke den relativt høje alkoholprocent på 48,7% vol. i næsen.

Stauning Heather

Stauning Heather

Palette:

Også smagen er i starten præget af den lette røg. Man fornemmer også her noget honningsødme, men den er ikke kraftig. Man kan svagt ane lidt nuancer af blomster, som sikkert kommer fra lyngen, som er brugt under produktionen. Smagen har en lille snert af noget som minder om chokolade og vanilje, Det samlede indtryk leder også her tankerne hen på en marcipanbar med nougat. Alkoholen er mere markant i smagen end den var i næsen. Den grænser endda til at være for sprittet i udtrykket. Hvis man tilsætter et par dråber vand, så nedtoner det spritten, men det nedtoner desværre også smagen.

Afslutning:

Der er ikke en lang afslutning på denne whisky. Afslutningen er præget af spritten fra den unge whisky. Bagved alkoholen fornemmer man også i eftersmagen disse toner af marcipan. Det er mandler og vanilje, der er dominerende i den korte oplevelse. Der er en nogenlunde fornuftig sødme på tungen, og dette erstattes efter lidt tid af tørhed og egesmag fra fadene. Der fremkommer en lidt metallisk bi-smag, hvilket desværre er ofte forekommende i unge whiskyer, der mangler noget tid i fadet.

Hvad siger producenten:

“Stauning Heather is a Single Malt Whisky. A whisky that appeals not only to fans of Islay whisky. It has got its smoky characteristics of drying and smoking the malted barley with burnt heather from the westcoast Heathlands. But as the smoke is very gentle, delicate and sweet it is not too much for non “Peat Heads”.”

 

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke synderligt. Den er ganske enkelt ikke kompleks nok, og den mangler noget at byde på i oplevelsen. Når man tænker på, at en 50 cl. koster 895,- kroner, så syntes jeg man burde forvente noget mere. Det hurtige salg af de 3200 flasker må bygge alene på den “hype” der var omkring Stauning Distillery på tidspunktet. Hvis man sammenligner med Stauning Young Rye, som koster lige under 500,- kroner, så har rug whiskyen væsentligt mere at byde på. Når dette er sagt, så har jeg oplevet at whiskyen er blevet bedre, efter flasken har været åbnet i nogle måneder, og den har fået lov til at lukke sig op. Det har taget toppen af det sprittede indtryk i smagen, og gjort drammen mere rund, hvilket klæder den godt. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Heather er, at den er fornuftig nok, men mangler kompleksitet, og burde koste det halve.