Thy Whisky No. 15 – Fjordboen

Hjem » Dansk single malt

Thy Whisky No. 15 – Ex-oloroso og ex-bourbon fad

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 49,5%
Alder: 3 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thy Whisky No. 15 er en dansk single malt whisky på 49,5% Vol. Whiskyen kommer fra Thy Whisky, men destilleret på Nordisk Brænderi. Whiskyen er primært lagret på ex-oloroso sherryfad, med et enkelt ex-bourbon fad i fad-mixet. Spritussen er brændt i 2017 og 2018, og er fremstillet af pale malt, vienna malt og münich malt, der alle kommer fra kornsorten Odysey byg. Whiskyen er seneret flasket i 1982 eksemplarer i maj 2021 med en aldersangivelse på 3 år. Den aftappes uden uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Det er værd at nævne, at den desuden er økologisk certificeret. Denne flaske var med i en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana, hvor Andreas fra Thy Whisky fortalte om deres whiskyer.

Besøg: Producentens hjemmeside og destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #575

Anmeldelse af Thy Whisky No. 15

Næse:

En tydelig sødme fra malten kommer op fra glasset som det første. Der følges op med noter af tørrede abrikoser og svesker. I baggrunden opfanges et strejf af sødmefuld citrusfrugt, som man kender det fra solmodne appelsiner. Et strejf af mynte opleves lejlighedsvist i næsen. Efter nogle minutter i glasset kommer en smule vanilje og egetræ en anelse frem, og giver associationer til det man kender fra mandler og marcipan. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Thy Whisky No. 15 - Sample

Thy Whisky No. 15 – Sample

Palette:

De sødmefulde modne appelsiner er langt tydeligere i smagen end i de er i duften, og de rammer smagsløgene som det første. Ligeledes er tilstedeværelsen af egetræ langt tydeligere, og forstærker fornemmelsen af marcipan. I baggrunden smages tørrede abrikoser, med en smule sødme fra svesker. En smule bitterhed bliver tydeligere efter et par nip til denne danske whisky. De 49,5% Vol. alkohol er tydeligere i smagen end i duften, men drammen virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Bitterheden og en smag af egetræ er tiltagende i eftersmagen. Sammen med en let smag af kanel giver det en smule tørhed på tungen. Momentvis kommer lidt mynte frem, der også er at finde i duften. Sødmen er meget nedtonet i eftersmagen, og søde appelsiner og abrikoser opfanges kun svagt. Der mærkes lidt varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“”Fjordboen” er vores sherry fadlagrede whisky uden røg. De tidligere aftapninger har bl.a. vundet sølv ved San Francisco World Spirits Competition og bronze ved World Whisky Awards. Det er fjerde gang vi tapper en ‘Fjordbo’. Denne gang med er de 3-4 år gamle sherryfade kombineret med en bourbon barrel til at give en fantastisk blød og aromatisk whisky med en god fedme, en maltet karakter og noter af sherry, tørrede frugter, ristede nødder, nougat, karamel og vanilje – og en god lang eftersmag.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig dansk whisky. Hvis man har mod på at drikke andet end skotsk whisky, og har lyst til at prøve lokale varer, så er dette et godt bud på en fin flaske. Man kan købe en flaske for cirka 1000,- kroner for 50 cl. Med denne prissætning er det i den dyre ende af de danske whiskyer. Whiskyen kan dog sagtens konkurrere på duft og smag med sine danske kolleger. Jeg er ganske tilfreds med at have haft muligheden for at smage drammen med denne sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 15 Fjordboen er, at whiskyen som sådan er fin, men det får man også lov at betale for.

Hødal Single Estate Peated Whisky – Fadsmagning 1 år

Hjem » Dansk single malt

Hødal Single Estate Peated Whisky – Fadsmagning af fadandel

Destilleri: Nordisk Brænderi
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: N/A
Alder: 1 år
Fadtype: Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

For cirka et år siden var jeg til påfyldning af et fad hos Nordisk Brænderi i Fjerritslev, og det er nu tid til at smage Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år. For nogle uger siden modtog ejerne af andele i dette fad, en indbydelse til fadejerdag, hvor der er mulighed for at smage på udviklingen af vores kommende whisky. Destilleriets egen producerede malt er røget med lokal udgravet tørv. Fadet er et 100 liters ex-sherry fad no 73a, der først har indeholdt Pedro Ximenez sherry, og efterfølgende rom af mærket Wanderum. Råspritten blev påfyldt fadet den 13. April 2025. Dette er den første Single Estate Peated Whisky fra destilleriet, og fadet blev fyldt få dage efter underskrivelse af “Det Danske Whiskymanifest”. Fadsmagningen, af dette et årige private cask, finder sted søndag den 19/4 fra klokken 14.00 til 17.00 hos destilleriet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Besøg hos Nordisk Brænderi

Efterhånden som klokken nærmer sig 14.00 begynder ejerne af andele i fadet stille og roligt at indfinde sig  Anders Bilgram siger velkommen til flokken på omkring 25 personer, og det bemærkes, at der er repræsentanter tilstede for alle andelsejere af fadet. Herefter bevæger vi os igennem produktionslokalerne, og ind i lagerrummet, hvor fadet er placeret.

Hødal Single Estate Peated Whisky

Hødal Single Estate Peated Whisky

Anders fisker omkring en halv liter op fra fadet, og vi går tilbage til destillationsrummet. Githa hælder en dram op til hver fra fadet, og det er nu tid til at smage, hvad et års modning har gjort ved råspritten. Der er på dagen mulighed for at købe destilleriets varer til fordelagtige priser. Min kone køber en flaske Danish Whisky Megablend First Edition 2026 til mig. Den blev hældt på Mega-fedet få dage før vores fad blev påfyldt. Githa er flink at give mig en flaske Hødal Whisky Smoky Passion 5 år med hjem til anmeldelse her på bloggen, så den postes inden så længe. Efter at have smagt på fadprøven bevæger vi os over i “Røverstuen”, hvor der diskes op med kaffe, the, hjemmebagt kage samt alle de smagsprøver man lyster fra destilleriets produkter. Jeg prøver et glas af Fortrylleren, som er en dejlig dram.

Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år

Næse:

Der er tydelig note af aske-røg, men det er en lidt tilbagetrukket tør røg, der ikke på nogen måde dominerer. Destillatet træder fint frem, og der er tydelige noter af græs med et strejf af citrusfrugter som grape og revet skal fra en citron. Alkoholen fornemmes, uden det virker sprittet, på trods af højt alkoholdindhold og lav alder.

Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år

Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år

Palette:

Alkoholen er væsentlig mere fremtrædende i smagen, og det mærkes at det er ung spiritus vi har fat i. Hurtigt komme den tørre askeagtige røg frem. Der kommer herefter sødme fra lidt modne æbler og pærer. Der følges hurtigt pop med syrlighed, der leder tankerne i retning af nyslået græs og usødet grapefrugt.

Afslutning:

Der er kort afslutning på denne kommende whisky. Der fornemmes lidt restsødme fra modne frugter, der dog hurtigt viger pladsen for syrligheden fra grapefrugt. Der ligger et fint lag af røg, der har en anelse mere blødhed og sødme i afslutningen, der giver associationer til grillet kød. Man står tilbage med varme fra den ukendte, men høje, alkoholprocent.

Hvad siger producenten:

“Det bliver et fad, hvor vi for første gang har eksperimenteret med at tørre malten med varme og røg fra tørv gravet af de gode tørvebisser fra Moseby og Udholm. Det er tørv, som er forarbejdet efter gamle nordjyske traditioner, og gennem flere dage har varmen i ovnen tørret malten, mens røgen har tilføjet en behagelig aroma.”

 

Konklusion:

Det har været en dejlig eftermiddag i det Nordvestjyske. Som sædvanligt var der god behandling fra Anders og Githa, der gerne viser destilleriet frem. De deler også rundåndet smagsprøver fra Nordisk Brænderi ud på en dag som denne. Forventninger til den kommende whisky blev indfriet, og jeg ser virkelig frem til at følge udviklingen de næste år, indtil det skal aftappes. Anders Bilgram var om muligt endnu mere spændt end os, på at smage denne første røgede Single Estate whisky fra destilleriet. Lad os bare sige, at han både så og lød tilfreds med resultatet indtil videre. Konklusionen på denne dag med fadsmagning af Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år er, at den viser virkelig gode takter, og jeg ser frem til næste års smagsprøve.

Edradour 2012 10 Year Old – Signatory Vintage 2012/2022

Hjem » Dansk single malt

Edradour 2012 10 Year Old – Udvalgt til danske vinhandlere

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 58,9%
Alder: 10 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Edradour 2012 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,9% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, beliggende i Highland distriktet. Denne single cask whisky har modnet på sherry butt fad nummer #304. Whiskyen er aftappet til danske vinhandlere af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “Cask Strength Collection”. Råpritten er destilleret den 22/6-2012, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 28/9-2022, med en aldersangivelse på 10 år. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og den er heller ikke kølefiltreret. Der er aftappet 651 flasker i alt, og denne sample er fra flaske 539.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #548

Anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old

Næse:

Egetræ duftes som det første, når næsen nærmer sig glasset. Hurtigt kommer sødme fra tørrede frugter efter. Der er markant tilstedeværelse af tørrede dadler og svesker. Bagved fornemmes lidt valnødder i duften. Sødme, nødder og egetræ giver i kombination associationer til det man kender fra marcipan. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, kommer et fjernt strejf af modne søde appelsiner frem, mens et strejf af frisk pibetobak momentvis er til stede. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Edradour 2012 10 Year Old - Sample

Edradour 2012 10 Year Old – Sample

Palette:

Der smages først søde tørrede frugter. Ganske som i duften er dadler og svesker ganske tydeligt i profilen. Hurtigt kommer egetræ frem i smagen, og med sig har det en let bitterhed, der leder tankerne i retning af valnødder. Kortvarigt opfanges lidt stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til drammen kommer lidt mørk chokolade og kaffe frem i smagen. De 58,9% Vol er mere fremtrædende i smagen end i duften, og drammen kan nedvandes efter personlig præference. Sødme og kanel forstærkes en anelse med lidt vand.

Afslutning:

Sødmen fra dadler og svesker ligger som et fint lag i munden. Bitterhed og smagen fra egetræ er nu ganske tydelig, og giver en let tør fornemmelse i munden. Ligeledes kommer smagen af kanel mere frem i eftersmagen. Lejlighedsvist kommer smagen af marcipan, der også var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har drukket kaffe, og spist mørk, bitter chokolade.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky, der har modnet på ex-sherry fad, og tydeligt bærer præg af denne modning, så er dette et godt køb. Samtidig er der markant tilstedeværelse af egetræ, der tilføjer en fin bitterhed. Hvis man kender den klassiske Edradour 10 Year Old, og man har fået lidt whisky erfaring, så er dette et stort step op ad stigen. Jeg var heldig at få denne smagsprøve fra en kammerat, men man købe en hel flaske for cirka 1000,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour 2012 10 Year Old Signatory Vintage 2012/2022 er, at dette er en dejlig whisky, hvis man er kommet godt i gang med sin whiskyrejse.