Balvenie 14 Year Old – The Week of Peat

Balvenie 14 Year Old The Week of Peat – Røget Speyside whisky

Balvenie 14 Year Old The Week of Peat er en skotsk whisky på 48,3% Vol. Whiskyen kommer fra Balvenie Distillery, beliggende i Speyside distriktet. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad. Denne modning har varet i 14 år, som det også fremgår på indpakningen. Som navnet på aftapningen antyder, så laver destilleriet sædvanligvis ikke røget whisky. En uge om året bruges udstyret dog til netop dette formål, så denne røgede aftapning kan sendes på markedet. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #447

Anmeldelse af Balvenie 14 Year Old The Week of Peat

Næse:

Først rammer en tydelig duft af røg, når næsen nærmer sig glasset. Det er en røg som leder tankerne i retning af fugtig aske fra bålpladsen, dagen efter der har været bål. Når man har vænnet sig til røgen, kommer lettere noter frem fra baggrunden. Der duftes citrusfrugt og nyslået hø. Der fornemmes momentvis en snert af en maritim note, der giver et letsaltet udtryk i næsen. Når man også har smagt på whiskyen, fremkommer noter af vanilje og mælkechokolade. Alkoholen er ikke markant i næsen, men er dog en smule til stede, Man kan nedvande whiskyen efter behov.

Balvenie 14 Year Old The Week of Peat

Balvenie 14 Year Old The Week of Peat

Palette:

Ganske som i duften, er røg også det første man smager. Der er tydelig smag og aske. Sammen med de let salte maritime noter, ledes tankerne i retning af Islay whisky, der også ofte har disse kendetegn. Langsomt kommer noter af modne appelsiner og letsyrlige citroner frem igennem røgen. Vanilje og mælkechokolade bliver gradvist mere og mere tydelig, efterhånden som man smager på drammen. En let honningsødme kommer momentvis frem, mens lidt stærk ingefær mærkes på tungen. De 48,3% Vol . alkohol er ikke tydelig i smagen, men man mærker dog, at der trods alt er pæn styrke. Et par dråber vand nedtoner dette, og skubber vanilje og citrus lidt mere frem i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Vanilje, karamel og mælkechokolade smager nu tydeligt igennem. Søde appelsiner og syrlige citroner kommer stadig lejlighedsvist frem i eftersmagen. Honningsødmen er en del tydeligere i eftersmagen, end den var i smagen. En snert af egetræ og bitterhed kommer frem, og man sidder med en fornemmelse i munden, som man kender det fra te, der har trukket en anelse for længe. Hele eftersmagen pakkes ind i en let aske lignende røg. Man efterlades med en letsaltet fornemmelse på læberne, mens man mærker varmen fra alkoholen brede sig i munden og svælget.

Hvad siger producenten:

“Eager to experiment with The Balvenie profile using what he had learnt from a recent trip to Islay, distillery manager Ian Millar ordered a batch of Speyside peat for the kiln. For a week a year, The Balvenie distills a batch of peated malt, resulting in a whisky rich in honey, vanilla and citrus notes with an extra layer of delicate smokiness.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide røget whisky, som det man typisk finder på Islay, så er dette et godt bud på et alternativ. Samtidig findes typisk lettere noter, som man tit finder i whisky fra Speyside. Kombinationen af disse indtryk giver en ganske fin kompleksitet, og en ganske god oplevelse. Man kan købe en flaske for cirka 650,- kroner. Konkurrencen er hård i dette prisleje, men denne aftapning kan sagtens klare sig i opløbet. Man får en whisky, der ikke er kølefiltreret, og er aftappet med fin alkoholprocent. Samtidig får man en ganske gedigen dram, der har meget at byde på igennem hele flaskens levetid. Konklusionen på denne anmeldelse af Balvenie 14 Year Old The Week of Peat er, at kombinationen mellem klassisk Speyside og Islay giver en yderst fin whisky oplevelse.

4/5 (1)

Balcones Texas “1” Single Malt – Classic Edition

Balcones Texas “1” Single Malt – Malt Spirit

Balcones Texas “1” Single Malt er en amerikansk single malt på 53% Vol. Den kommer  fra det amerikanske destilleri Balcones Distilling i Texas. Denne malt spiritus er fremstillet af 100% skotsk Golden Promise malt. Spritussen har lagret i mindst 24 måneder på 75% amerikansk egetræ, 25% europæisk egetræ, med et lille strejf fransk egetræ. Den aftappes uden kunstig farve, og der benyttes ikke kølefiltrering. Denne flaske er fra Batch #SM21-1 der er flasket den 18/3-2021.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #433

Anmeldelse af Balcones Texas “1” Single Malt

Næse:

En tydelig duft af cola kommer op af glasset som det første. Denne duft aftager gradvist, og mørke modne frugter kommer efterhånden mere og mere frem. Der duftes modne blommer, mirabeller og kirsebær. En let vinøs note leder tankerne i retning den man kender fra chokoladen “blomme i madeira”. Efterhånden bliver mørk sukker, mørk karamel og vanilje mere markant. I baggrunden anes svagt et strejf af egetræ. Man mærker ikke de 53% Vol i næsen.

Balcones Texas "1" Single Malt

Balcones Texas “1” Single Malt

Palette:

Smagen af mørk karamel rammer munden først. Der følges hurtigt op med stærk kanel og nelliker på tungen, der dog gradvist aftager igen. De søde modne blommer og kirsebær smager igennem. I baggrunden opfanges en smule egetræ, der giver en strejf af bitterhed på tungen. Efter et par nip til denne dram, opfanges lidt søde næsten overmodne appelsiner i baggrunden. Alkoholen er mere tydelig i smagen, og lidt vand kan med fordel tilsættes, men pas på ikke at drukne den, da den hurtigt tynder ud i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne amerikanske single malt. Munden er dækket i et lag af sødme fra mørk karamel og modne mørke frugter. En smag af egetræ er til stede, og med sig har det en snert af bitterhed, der giver lidt tørhed på tungen. Lejlighedsvist kommer kanel og nelliker igen en smule frem. Alkoholen er stadig til stede, uden den dog virker sprittet. Man efterlades med en følelse i munden, som når man har spist chokolade med appelsinkrokant.

Hvad siger producenten:

“A timeless style of malt whisky, Balcones “1” Texas Single Malt breathes new life into centuries of distilling tradition with classic techniques and ingredients adapted for New World tastes. Opening aromas bear hints of toffee and overripe fruits. On the palate, layers of toasted malt and honey give way to mellow notes of baked pears and apples. A long finish is accompanied by cinnamon and cloves. Texas made, Texas proud, we hope you enjoy the whisky we owe our success to as much as we enjoy making it.

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig amerikansk single malt. Hvis man ikke er bange for at prøve single malt, der ikke lige kommer fra Skotland, så kunne dette være et ganske interessant valg. Klimaet i Texas gør, at whiskyen modner hurtigt. Det kender man også med whisky fra eksempelvis Indien eller Taiwan. Sammenlignet med disse, er Balcones Distilling helt på niveau. Man kan købe en flaske for cirka 700,- kroner, men jeg fandt denne på Black Friday tilbud til 550,- kroner. Det er naturligvis en høj pris for en dram, der ikke engang kan kaldes whisky endnu, men jeg syntes dog stadig den er bekendtskabet værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Texas “1” Single Malt er, at det er en fin oplevelse, der sagtens kan konkurrere med andre aftapninger fra varme himmelstrøg.

3/5 (1)

The Gauldrons Sherry Cask Finish – Campbeltown Blended Malt Scotch Whisky

The Gauldrons Sherry Cask Finish – Remarkable Regional Malts

The Gauldrons Sherry Cask Finish er en blended malt whisky på 46.2% Vol. Den er sammensat af single malt whisky fra destillerier i Campbeltown distriktet. Flasken er udgivet Douglas Laing & Co. Ltd. i deres serie kaldet “Remarkable Regional Malts”. Der er sandsynligvis whisky fra destillerierne Glen Scotia og Springbank. Om der også er whisky i fra den begrænsede produktion på Glengyle må stå hen i det uvisse. Denne blended malt whisky kommer uden aldersangivelse, men er ikke kølefiltreret, og er uden kunstig farve. Denne aftapning er en Limited Edition på kun 2125 flasker.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #431

Anmeldelse af The Gauldrons Sherry Cask Finish

Næse:

En tydelig duft af søde røde æbler rammer næsen først. Der følges hurtigt op med en duft af brun sukker. Kombinationen leder tankerne i retning af bolcher med frugtsmag. Gradvist kommer mere og mere karamel frem i duften. I baggrunden anes svagt et strejf af røg, der minder lidt om den man finder i en havegrill, der har stået ubrugt i en længere periode. Der er momentvis en fjern fornemmelse af en maritim note og jordslåethed i næsen. De 46,2% Vol er ikke at mærke i næsen.

The Gauldrons Sherry Cask Finish

The Gauldrons Sherry Cask Finish

Palette:

Smagen af karamel rammer munden først, og er langt mere markant end i duften. Smagen af tørrede abrikoser og rosiner følger efter i denne Campbeltown whisky. Momentvis opfanges frisk sort peber og muskatnød på tungen, men dette aftager hurtigt igen. Den maritime note, der også var at finde i duften, er ganske tydelig i smagen. Der fornemmes lidt salt på læberne. I baggrunden ligger et diskret lag af røg, Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Røgen er tydeligere i eftersmagen, men den dominerer ikke på nogen måder. En smag at egetræ med en smule bitterhed er mere fremtrædende. Der fornemmes stadig en smule salt på læberne. Vanilje og karamel kommer mere frem til sidst, og man efterlades med et minde om mælkechokolade i munden.

Hvad siger Producenten:

“A marriage of Single Cask Single Malts, only from the Campbeltown region, this Limited Edition bottling of “The Gauldrons” enjoyed a finishing period in Spanish Sherry Casks, imparting a deliciously dark and remarkably moreish character to this special release. Savour the classic Campbeltown smoky-sweetness balanced by a richly spiced Sherry cask heritage. “

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Kan man lide stilen i whisky fra Campbeltown distriktet, så kan man sagtens købe denne. Selvom det er en whisky med røg, så er dette så svagt, at det ikke bør skræmme nogen væk. Faktisk kan drammen på nogle områder næsten virke lidt tynd i sit udtryk. Der er efter min mening mere bund og dybde i standard aftapning af The Gauldrons.  Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge kan man købe standard aftapningerne i serien fra Douglas Laing & Co. Ltd. så det virker umiddelbart som en fair pris for en Limited Edition udgave. Konklusionen på denne anmeldelse af The Gauldrons Sherry Cask Finish er, at whiskyen er god, men den overgås efter min mening af standard aftapning fra Campbeltown i serien “Remarkable Regional Malts“.

3/5 (1)