Eden Mill St. Andrews – 2018 Release

Eden Mill St. Andrews – Limited Release

Destilleri: Eden Mill
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Eden Mill St. Andrews 2018 Release er en whisky på 46,5% Vol fra Eden Mill Distillery. Destileriet ligger i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen har lagret et mix af ex-bourbon fad, ex-oloroso sherry fad og ex-PX sherry fad. Det vides ikke hvor længe den har lagret på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Dette er 2018 udgaven, der er en såkaldt “Limited Release” på i alt 3200 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #258

Anmeldelse af Eden Mill St. Andrews 2018 Release

Næse:

Det første man dufter når glasset kommer op til næsen er karamel. Det er en lidt mørk og lidt brændt karamel eller mørk sukker. Efterhånden kommer honningsødme frem i duften. Der fornemmes en snert af sødme fra solmodne røde æbler i baggrunden. Efter lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og kanel frem. Der anes en snert bitter note fra lidt hasselnødder. Den forekommer en anelse sprittet i sit udtryk, men vand skal tilsættes meget sparsomt, da den ellers drukner. Når flasken har været åbnet, og man er ved at være halvvejs igennem, så forstærkes frugtnoterne, og lidt duft af pibetobak kommer frem. Vandet ændrer ikke aromaen på denne Lowland whisky.

Eden Mill St. Andrews 2018 Release

Eden Mill St. Andrews 2018 Release

Palette:

Det sprittede udtryk, som også er tilstede i duften, er også ganske tydelig i smagen. Også her skal vand tilsættes forsigtigt, da whiskyen ellers blot tyndes ud, og mister meget smag. Når man har tilvænnet sig alkoholen, så er det igen de mørke og lidt brændte sukker- og karamelnoter som er tydelige. Der mærkes kanel og lidt peber på tungen. Der kommer efter et par nip til drammen noter af rosiner og svesker frem. Der mærkes en smule bitterhed og smag af hasselnødder.

Afslutning:

Der er en kort eftersmag på drammen. Peber og kanel giver stadig lidt bid på tungen. Rosiner og svesker, som efterhånden kom frem i smagen, er en del mere fremtrædende i afslutningen. Der ligger et fint lag af sødme i munden. Efterhånden kommer vanilje og karamel frem igen, og der mærkes bitterhed i munden. Man efterlades med en fornemmelse af egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

“This small batch bottling of Eden Mill single malt is crafted using a series of ex-oloroso, Pedro Ximenez and bourbon casks. This expression is a combination of rich, juicy, sherried fruits with a soft, candied vanilla sweetness and a gentle spice.”

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke specielt. Nuvel, den har da interessante noter, der desværre overdøves lidt af et meget sprittet udtryk. I virkeligheden er den mere sammenlignelig med en snaps eller bjesk. Hvis man tænker på kryddersnaps eller den nordjyske variant bjesk, så vil den faktisk klare sig ganske fint. Retfærdigvis skal det siges, at drammen falder lidt til ro, når man er halvvejs igennem flasken. Tænker man på whisky til omkring 750,- kroner for en flaske, så er er det nok ikke helt tilstrækkeligt. For at pris og kvalitet hænger sammen, så skal den have en del mere at tilbyde. Det meste interessante ved denne whisky er nok, at den kommer fra et ret nyetableret destilleri, og så er det altid spænende at smage, hvad de har at byde på. Konklusionen på denne anmeldelse af Eden Mill St. Andrews 2018 Release er, at den som bjesk er ganske flot, men som whisky har den noget tilbage at ønske.

Glenkinchie Distillers Edition – Amontillado cask finish

Glenkinchie Distillers Edition – Destilleret 2003 flasket 2015 G/288-7-D

Destilleri: Glenkinchie
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenkinchie Distillers Edition er en skotsk whisky på 43% vol. Destilleriet er et af de skotske destillerier i Lowland området. Whiskyen har lagret i ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i ex-sherry fad. Det er sherry fad som tidligere har modnet typen Amontillado sherry. Råspritten er destilleret i 2003, og senere aftappet igen i 2015. Dette gør whiskyen 12 år gammel. Whiskyen er desuden kølefiltreret. Flasken kommer med koden G/288-7-D påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #243

Anmeldelse af Glenkinchie Distillers Edition

Næse:

Man dufter først en smule blomster og nyslået græs, når næsen sættes hen til glasset. Der følges hurtigt op med honningsødme. Efter nogle minutter i glasset kommer sødmefulde modne æbler og pærer frem i duften, men stadig på en lidt diskret og afdæmpet måde. Der er note i baggrunden, som man også kan finde i noget frugtig rødvin, som giver et lidt vinøs udtryk til hele duften. Kombinationen kan næsten minde om det man kender fra en nyåbnet dåse pibetobak. Når man også har smagt på denne Lowland whisky, så anes en smule dadler og figner også i næsen. Alkoholen er ikke at mærke.

Glenkinchie Distillers Edition

Glenkinchie Distillers Edition

Palette:

Sødme fra blomsterhonning er det første som smages. Hurtigt føler modne æbler og pærer efter. Der anes også lidt modne tropiske frugter som bananer og mango. Et hint af lidt syrlige appelsiner gemmer sig lidt i baggrunden. Når man har smagt på drammen et par gange kommer en smule tørrede dadler og figner efterhånden mere og mere frem i smagsbilledet. Der er let bitter note, som man også finder i valnødder, bagerst på tungen. Heller ikke i smagen gør de 43% vol alkohol sig bemærket.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Honningsødmen og sødme fra de modne frugter lægger sig som et fint tyndt lag i munden. De tørrede dadler og figner er tydeligere i eftersmagen end både i duft og smag. De bitre noter af valnødder er ligeledes mere markante i afslutning. Der anes en smule tørhed på tungen. Man sidder tilbage med lidt kanel, vanilje og karamelsødme i munden.

Hvad siger producenten:

“A special limited edition from hand-selected casks, double matured in elegant Amontillado sherry cask wood chosen to complement the whisky’s sophisticated balance between sweet and dry. This distillers edition reveals a fascinating, complex and malty depth in Glenkinchie’s intriguing Lowland character. “

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, der ikke på nogen måde skiller sig ud. Kan man lide den klassiske malt Glenkinchie 12 Year Old, så er dette en helt naturlig forsættelse af den oplevelse. Som sit klassiske “familiemedlem” skræmmer denne whisky ikke nogen væk. Den er blid og blød, og alle kan være med. Man kan købe en flaske for under 500,- kroner, hvilket er en anelse dyrere end den almindelige 12 års udgave. De sidste kroner er dog givet godt ud. Der er lige lidt mere at byde på i denne Distillers Edition. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenkinchie Distillers Edition er, at den er ganske let at drikke, og lige en anelse bedre end sin 12 årige lillebror.

Annandale Man O’Sword – Founders’ Selection 2016

Annandale Man O’Sword – Spanish Oak Cask 2016/544

Destilleri: Annandale
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 61,1%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Annandale Man O’Sword er en single malt whisky på 61,1% Vol. Whiskyen er produceret af Annandale Distillery i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen er hældt på et enkelt spansk hogshead fad i 2016, så der er tale om en single cask aftapning. Disse ex-sherry fad stammer fra José y Miguel Martín SA, hvor destilleriet købte 8 fad af amerikansk egetræ, og 4 fad af spansk egetræ. Den ene halvdel blev fyldt med råsprit uden røg, kaldet Man O’Words, og den anden halvdel blev fyldt med røget råsprit, kaldet Man O’Sword. Denne flaske er fra det ene af de to fad af spansk egetræ, der blev påfyldt røget råsprit. Fadet er særligt udvalgt af ejeren David Thomson, og hedder Cask 2016/544. Der er sendt i alt 321 flasker på markedet fra fadet, og jeg har fået flaske #239. Alle flasker er aftappet ved fuld fadstyrke. Flasken kommer uden aldersangivelse, og whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #209

Anmeldelse af Annandale Man O’Sword

Næse:

Man mærker først en let røg i næsen, der dog hurtigt aftager og træder i baggrunden. Herefter fremkommer noter af tørret frugter. Der duftes abrikoser og dadler. Den høje alkoholprocent leder tankerne hen i retning af rosiner, der har ligget og trukket i spiritus, for at blive brugt en kage eller en en dessert. På trods af den høje alkoholprocent, så virker whiskyen ikke sprittet i næsen. Efter nogle minutter i glasset kommer et strejf af egetræ frem fra baggrunden. Ligeledes fremkommer også en let duft af citrusskal.

Annandale Man O’Sword

Annandale Man O’Sword

Palette:

De 61,1% vol alkohol fra denne fadstyrke aftapning, er noget mere tydelig i smagen, end den var i næsen. Der kan med fordel tilsættes lidt vand, for at nedtone det en anelse. Når vandet er tilsat smages igen mørke tørrede frugter som dadler og rosiner. På trods af god sødme fra de tørrede frugter, så mærkes stadig en lidt tør fornemmelse i munden. Der kommer tydelige stærke krydderier på tungen. Der smages krydderier som kanel, kardemomme muskatnød. Kombinationen mellem mørke frugter og krydderier leder tankerne hen i retning af julekage. Efter et par nip til drammen dukker en let brændt citrussmag frem fra baggrunden.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne Lowland whisky. De stærke krydderier, der også var at finde i paletten, er stadig markante. Det smages kanel, kardemomme og muskatnød, men der udvikler sig en tørhed på tungen. Der smages også stadig de tørrede dadler og rosiner, men uden sødmen, der ellers kendetegner disse. Der ligger et fjernt minde om røg og chokolade over hele udtrykket. Der mærkes varme i hele overkroppen fra den høje alkoholprocent.

Hvad siger producenten:

“Cask 2016/544, 61.1%abv is a Spanish oak hogshead filled with Annandale’s peated Man O’Sword spirit. The profusion of flavour compounds extracted from the more open grain of the Spanish oak adds richness and depth to our highly acclaimed peated spirit, delivering a complex yet beautifully balanced Single Malt.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky, når man tager den unge alder i betragtning. Der er interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Kombinationen mellem tørrede frugter, stærke krydderier og let røg, fungerer ganske godt. Whiskyen fremtræder ganske potent, og til tider lidt barsk i sit udtryk. Den ville have godt af at blive afrundet en anelse, med nogle flere år på fad. Tørheden minder lidt om det, man finder i nogle stouts, hvor de også har gavn af en forlænget lagring, enten i flasken eller som fadlagret øl, for lige at give en ekstra afrunding. Den bløder mere op, når flasken har stået åben i nogle uger, og whiskyen har fået noget luft. Man kan købe denne whisky for cirka 650,- kroner. Til den pris får man en god oplevelse, fra et nyåbnet destilleri, hvor det stadig er lidt besværligt at finde aftapninger fra. Konklusionen på denne anmeldelse af Annandale Man O’Sword Founders’ Selection 2016 Spanish Oak Cask 2016/544 er, at den er som en lidt melet julekage, der kun bliver bedre ved et par dage ekstra i køleskabet, til lige at bløde den lidt op.