Knockdhu anCnoc Stack – Limited Edition

Knockdhu anCnoc Stack – 10 år og 20 PPM

Knockdhu anCnoc Stack er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er lavet på Knockdhu Distillery, som er et af de skotske whisky destillerier i Highland regionen. Det betyder i sagens natur, at whiskyen er en Highland single malt whisky. Whiskyen har lagret mindst 10 år ex-bourbon fad af amerikansk egetræ, og den er desuden ikke kølefiltreret. Der er tale om en Limited Edition, hvor der kun er udgivet 6000 flasker. Stack er den sidste i destilleriets serie “Peaty Collection”, hvor Peatlands, Tushkar, Rutter, Flaughter, Cutter og Rascan tidligere er udgivet. Denne udgave er røget til et indhold på 20PPM.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #174

Anmeldelse af Knockdhu anCnoc Stack

Næse:

Der duftes med det samme røg, når næsen sættes til glasset. Det er dog ikke voldsom meget røg, men tilstrækkeligt til, at det mærkes som det første. Røgen er dog hurtigt trængt i baggrunden, hvor den hele tiden ligger fint. Duften af frugt træder hurtigt tydeligere frem. Der duftes lidt tropiske frugter som som moden ananas og fersken. Efterhånden ændrer det karakter til, at dufte mere som appelsin, som ligger lige på grænsen til at være overmoden, hvor den næsten dufter jordslået. Langsomt, men sikkert, bliver duften af vanilje mere og mere dominerende. Alkoholen er ikke at mærke i næsen på denne Highland single malt whisky.

AnCnoc Stack

AnCnoc Stack

Palette:

Igen er røgen tydelig som det første. Modne tropiske frugter er også tydelige i paletten, som de var i næsen. Igen er det modne ananas, fersken og overmoden appelsin, som er mest fremtrædende. Der er en smule sylighed og bitterhed tilstede, som leder tankerne hen på appelsinskræl. Efter et par nip af glasset bliver smagen af vanilje tydeligere og tydeligere. Ligeledes fremkommer maltsødmen også efterhånden. Der smages herefter mørk chokolade, og en hint af kaffe. Røgen lægger sig stadig i baggrunden. Alkoholen er lidt mere fremtrædende i paletten, og vand kan tilsættes efter smag, men har ingen betydning for det generelle udtryk i denne whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Røgen mærkes stadig i munden, og man sidder med en fornemmelse, som når man har spist noget røget mad. Det er altså ikke kraftig smag af røg, men mere en “følelse” af røg. Malt- og frugtsødme forsvinder langsomt. Samtidig bliver smagen af vanilje og chokolade en smule tydeligere. Ligeledes bliver smagen af egetræ mere markant, og der mærkes en bitter note på tungen. Der mærkes lidt mint på tungespidsen, inden man sidder tilbage med en fjern følelse af egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

The liquid, which is pale gold in appearance, introduced by an initial smoky aroma, is gently pierced by accents of lemons and oranges. This citrus sharpness, so typical of anCnoc, slowly gives way to the softer sweetness of honey and vanilla. Earthy peat smoke is overlaid with dark chocolate while green apples complement this with a fruity tang.”

Konklusion:

Her har vi fat i en ganske fin whisky. Den er ikke kompleks på nogen måde, men er stadig ganske udfordrende i sit udtryk. Flasken er udgivet i serien “Peaty Collection”, hvor røg er omdrejningspunktet. Er man nybegynder ud i røget whisky, så er denne måske lige det kraftigste. Er man hard-core røg-elsker, så er det måske lige i underkanten. Der kan fås langt bedre og mere røgede whiskyer fra Islay. Whiskyen er god nok, men tager man  prisen på omkring 600,- kroner i betragtning, så den rammer måske lige i det område, hvor hverken røg-elskere eller røg-hadere er helt tilfredse. Konklusionen på denne anmeldelse af Knockdhu anCnoc Stack er, at den rammer et sted i røg-spektret, som hverken er det ene eller det andet, men egentlig ganske godt.

4.5/5 (2)