Ardmore 2009 12 Year Old – Fadandel.dk 2009/2022

Ardmore 2009 12 Year Old – Ex-oloroso sherry fad

Ardmore 2009 12 Year Old er en skotsk whisky på 56,3% Vol. Whiskyen kommer fra Ardmore Distillery i Highland regionen. Råspritten er destilleret og hældt på fad den 15/1-2009. Herefter har denne single cask aftapning først modnet i et puncheon fad, hvoraf størstedelen er blev aftappet. 50 liter af dette fad fik herefter lov til at lagre yderligere fra den 26/10-2021 på et first fill Oloroso octave fad nummer 2643B. Whiskyen er aftappet den 4/5-2022 af Fadandel.dk, med en aldersangivelse på 12 år. Der er aftappet 67 flasker uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #474

Anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old

Næse:

En let rød kommer frem fra glasset først. Det er en lidt tør røg, som man kan opleve det i aske i brændeovnen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter kommer et let medicinsk udtryk ind over whiskyen, hvor der er en let duft af gammel lærredsplaster. En oplevelse man også ofte finder i whisky fra Islay. Bagved ligger en let duft af søde appelsiner og modne mangofrugter. Dette forstærkes i duften efter at have smagt på whiskyen. Svagt anes lidt mørk chokolade i baggrunden. De 56,3% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Ardmore 2009 12 Year Old - Sample

Ardmore 2009 12 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og man kan med fordel tilsætte en smule vand. Med vand kommer de solmodne appelsiner og mangofrugter hurtigt frem i smagen. Der smages lidt mørk chokolade og valnødder i baggrunden, der dog hurtigt er væk. Momentvis opleves lidt stærk ingefær og mynte på tungen. Smagsoplevelsen er pakket ind i en let askelignende røg, der har et medicinsk strejf.

Afslutning:

Der er medium eftersmag på whiskyen. Røgen ligger som et fint lag i hele munden. De solmodne frugter er mere tilbagetrukne i eftersmagen, og opleves kun fjernt. Der er tydelig mynte på tungen, mens bitterheden gradvist tiltager. Efterhånden som bitterheden tiltager, forstærkes fornemmelsen af mørk chokolade og valnødder. Man sidder tilbage med en smule tørhed i munden, og med et minde om overtrukket mynte-te.

Hvad siger producenten:

“Denne 12 års Ardmore har fået en 6 måneder finish, på et 1st Fill Oloroso Octave fad, inden vi har fået den aftappet, ved en fadstyrke på 56,3%. Selve whiskyen, kommer fra en af vores tidligere fadandele (#041 – Ardmore Puncheon), som vi aftappede i 2021. Ved aftapningen af Puncheon fad, påfyldte vi dette 1st Fill Oloroso Octave fad, med ca. 50L, for at give den en god sherry finish.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med røg, hvor det ikke er den altoverskyggende profil, så er dette et godt bud på en flaske. Særligt interessant er kombinationen mellem let røg, og den tydelige mynte der opleves i eftersmagen. Det giver drammen et næsten frisk udtryk. Man kan købe en flaske for 765,- kroner hos Fadandel.dk, og det skulle jeg nok have gjort i stedet for blot en sample. Med denne prissætning er drammen ganske konkurrencedygtig i både smag og pris, med andre tilsvarende uafhgængige aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old er, at det er en dejlig whisky, hvor jeg godt ville have haft en hel flaske.

4/5 (1)

Auchroisk 2010 10 Year Old – Fadandel.dk 2010/2021

Auchroisk 2010 10 Year Old – 10 Year Anniversary Bottling

Auchroisk 2010 10 Year Old er en skotsk whisky på 58,7% vol. Whiskyen kommer fra Auchroisk Distillery, der er et af destillerierne i Speyside distriktet. Denne flaske er sendt på markedet af den danske uafhængige aftapper Fadandel.dk. Råspritten er destilleret den 21/12-2010 og er aftappet mere end 10 år senere den 17/2-2021. Modningen har foregået på first fill ex-olorosso sherry hogshead fad nummer #73. Flasken er sendt på markedet i forbindelse med Fadandel.dk’s 10 års jubilæum. Da jeg var forbi Skanderborg, hvor aftapperen har til huse, besluttede jeg at tage et smut forbi deres butik. Det viste sig at det var præcist på dagen for deres 10 års jubilæum, og jeg var naturligvis nødt til at købe præcis denne flaske, aftappet som deres “10 Year Anniversary Bottling. Whiskyen er flasket uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Der er sendt 256 flasker på markedet, og jeg købte flaske #253.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #349

Anmeldelse af Auchroisk 2010 10 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af sødme fra tørrede frugter. Der duftes svesker, rosiner og abrikoser. Hurtigt følges op med en tydelig duft af egetræ, der gradvist trænges lidt bagrunden. De 58,7% vol alkohol er først tydelige i duften, men dette aftager, når drammen har stået nogle minutter i glasset. Maltsødme kommer herefter lidt frem, sammen med en fornemmelse af mørk chokolade og lakridsrod.

Auchroisk 2010 10 Year Old

Auchroisk 2010 10 Year Old

Palette:

Alkoholen i denne Speyside whisky rammer munden som det første. Dette aftager en anelse efter lidt tid i glasset, men man kan med fordel tilsætte en anelse vand. Der følges hurtigt op med tydelige stærke krydderier. Der smages kanel og muskatnød, der også giver varme i munden. Gradvist trænger andre noter igennem alkoholen og de stærke krydderier. Der smages nu svesker, figner og abrikoser. Smagen af mørk chokolade bliver efterhånden tydeligere. Sammen med lidt noter af mokka, kommer også en anelse bitterhed. Efter et par nip til drammen kommer en snert af egetræ frem.

Afslutning:

Der en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra svesker og figner er tydeligere i afslutningen end den var i smagen. Efter lidt tid kommer lidt bitre noter fra egetræ frem. Kombinationen mellem bitterhed fra egetræ og sødmen fra malt og tørrede frugter, gør fornemmelsen af mørk chokolade tydeligere. Momentvis giver de stærke krydderier stadig lidt prikken på tungen. Man efterlades med lidt tørhed i munden, mens et strejf af lakridsrod kommer frem.

Hvad siger producenten:

“I forbindelse med Fadandel.dk har 10 års jubilæum i maj 2021, har vi indkøbt og aftappet denne fantastiske Auchroisk, som er aftappet ved fuld fadstyrke på 58,7%. Whiskyen er destilleret den 21. december 2010, og har lagret på dette 1st Fill Oloroso Sherry Hogshead, frem til den er aftappet den 17. februar 2021. Aftapningen er ikke filtreret eller nedvandet inden aftapningen.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Kan man lide sherry-whisky og kraftfulde stærke krydderier, så er det den rette dram at tage fat i. Sjældent har jeg smagt en whisky, hvor krydderiet er så markant i begyndelsen af flasken. Det bløder op igennem flaskens liv, og den udvikler sig til, at blive endnu mere delikat. Sammen med sherry og maltsødme, kan det godt minde lidt om jule-krydderkage. Man kan købe en af de 256 flasker for 670,- kroner. For de penge får man en single cask whisky, der er aftappet ved cask strength, og med en aldersangivelse på 10 år. Hvis dette er niveauet på aftapningerne fra Fadandel.dk, så skal jeg helt sikker prøve flere flasker. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchroisk 2010 10 Year Old er, at vi her har fat i en god uafhængig aftapning, særligt hvis man kan lide krydret julekage, og en whisky der udvikler sig igennem flaskens liv.

4.5/5 (2)