GlenAllachie 10 Year Old – Cask Strength

GlenAllachie 10 Year Old – Batch #1

GlenAllachie 10 Year Old er en skotsk whisky på 57,1% vol. GlenAllachie Distillery er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Dette er den første udgivelse af deres 10 års udgave, som er aftappet ved fadstyrke. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad, virgin oak fad samt ex-sherry fad fra både Pedro Ximenez og Oloroso. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret, og kommer uden kunstig farve. Der er sendt 12000 flasker af Batch #1 på gaden.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #120

Anmeldelse af GlenAllachie 10 Year Old

Næse:

Man dufter først honningsødme i glasset. Langsomt kommer duften af blomster frem og blander sig med honningsødmen. Der duftes lidt solmodne bær i baggrunden. Efter nogle minutter i glasset kommer en fin duft af vanilje, og en aroma af karamel bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Kombinationen kan godt lede tankerne hen i retning af mælkechokolade og blomstersæbe, men på en god balanceret måde. De 57,1% vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

GlenAllachie 10 Year Old - Sample

GlenAllachie 10 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholstyrken i denne cask strength whisky er langt tydeligere i smagen end i duften. Når lidt vand tilføres drammen, så åbnes fint op for andet end sprit i smagen. Chokolade og vanilje er tydelige i paletten. Der er også tydelige krydderier som muskatnød og nelliker, der giver en lidt skarp kant til smagen. Efter et par nip af glasset kommer en fin smag af solmodne bær, som også var tilstede i aromaen. Der anes lidt moden appelsin i baggrunden, ligesom lidt rosin også kommer frem. Det hele pakkes ind i en let honningsødme.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. I starten er afslutningen præget af smagen af nelliker og muskatnød, det giver i smule prikken på tungen. Som i smagen er vanilje og mælkechokolade også fint til stede i eftersmagen. Der fornemmes en lille bitterhed i eftersmagen. Det hele slutter af i en let tør fornemmelse i munden, og man sidder tilbage med en smag af egetræ, og en fin varme fra det høje indhold af alkohol.

Hvad siger producenten:

“Billy Walker spends endless amounts of time in the GlenAllachie warehouses sampling across our range of casks, with over 40,000 on site it’s not a job for the faint hearted. However, it’s certainly time well spent when the results of his endeavours are tasted.”

Konklusion:

Der er her tale om en yderst fornuftig skotsk whisky. Der er en god kompleksitet i smagen, på trods af de kun 10 år på fad. Alkoholstyrken er med til at give oplevelsen et ekstra løft. Man kan købe en flaske til omkring 600,- kroner, og det er den helt klart værd. Man kan selvfølgelig købe meget god whisky for de penge, men her får man en fadstyrke whisky, uden kunstig farve, som heller ikke er kølefiltreret. Hvis man ikke kan få fingre i batch #1, som er anmeldt her, så er der efterfølgende udgivet et batch #2. Konklusionen på denne anmeldelse af GlenAllachie 10 Year Old er, at vi her har en ganske interessant 10 års whisky.

4/5 (1)