Skolder Viking Voyage – øl og whisky i et godt makkerpar

Skolder Viking Voyage Limited Edition – et perfekt makkerpar

Skolder Viking Voyage Limited Edition består af 75 cl. Skolder på 6% Vol fra Bryggeriet Frejdahl fra Danmark og 5 cl. Highland Park 12 års på 40% Vol fra Skotland. Destilleriet er beliggende på Orkneyøerne, og det er derfor en såkaldt Island single malt. Whiskyen er primært lagret i ex-sherry fad og kølefiltreret. Det hele er samlet i en flot og luksuriøs æske.

Besøg: Destilleriets hjemmeside og bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #12

Anmeldelse af Skolder Limited Edition

Næse:

Man opfanger de mørke malttoner som det første, når man sætter næsen i øl-glasset. Det dufter dejligt brændt og mørkt. Duften ændrer sig hurtigt til at være mere vinøs, dog uden at være kraftig på nogen måde. Man opfanger også noter af tørret frugt, som svesker og rosiner. Skolder forekommer dog nærmest let i duften, når man tænker på hvor relativt mørk øllen egentlig er i farven.

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Skolder Viking Voyage Limited Edition

Palette:

Øllen er præget af de brændte nuancer fra den mørke malt. Man fornemmer en god maltsødme, dog uden den bliver kvalmende. Den er ikke specielt tung i smagen, som eller kan forvente af en sådan øl. Man fornemmer chokolade og karamel i smagen. Man sporer ikke umiddelbart smag af humle i øllen.

Afslutning:

Der er en fin afslutning på øllen. Den forekommer ikke voluminøs i eftersmagen, hvilket godt kan kendetegne øl af den mørke slags. Man fornemmer også i eftersmagen både chokolade og karamel. Der er også en lidt vinøs eftersmag, der er præget af svesker og rosiner. Munden tørrer lidt ud efter en periode.

Konklusion:

Skolder er en ganske fornuftig øl, men den lever måske ikke helt op til forventningerne, når man ser det luksuriøse ydre, og den mørke farve i glasset. Skolder virker faktisk nærmest lidt tynd, og kunne efter min mening godt bruge noget mere fylde. Den måtte godt have lidt tungere smagsnuancer.

Anmeldelse af Highland Park 12 Year Old

Næse:

Whiskyen forekommer ved første indtryk relativt let i næsen, med en tydelig alkohol duft, på trods af de kun 40% Vol. Efter lidt tid i glasset fornemmer man blomsternoter, lyng og honning. Det hele er toppet af med et lille strejf af røg. Den virker faktisk utroligt frisk og indbydende i næsen, med en snert af syrlighed.

Palette:

Denne 12 års Highland Park er meget let i smagen. Man fornemmer græs og citrusfrugter, som søde appelsiner. Den har også en god sødme af honning. Også i smagen fornemmer man en let brise af røg, der ligger sig fint på de andre nuancer. Der smages også lidt blomster og lyng.

Afslutning:

Der er en relativt lang afslutning på whiskyen. Man fornemmer også her en smule røg. Endvidere kan man smage krydderier som peber og vanilje. Der er også en god restsødme og fornemmelse af honning i eftersmagen. Også i eftersmagen er der noter af honning, blomster og lyng.

Konklusion:

Denne whisky er utrolig let at drikke. Den er ikke specielt voldsom, men dog stadig ganske kompleks i både duft og smag. Jeg syntes de lette dufte og smagsnuancer bliver ganske flot komplementeret af det fine røg-slør, der ligger hen over whiskyen. Det virker ganske godt. Konklusionen på anmeldelsen af Highland Park 12 Year old må være, at den minder lidt om blomster-the med honning.

Hvad siger producenten:

“Frejdahl Skolder er udviklet specielt til at nyde sammen med Highland Park 12 års whisky. Øllets sødme fanger på fornemmeste vis whiskyens varmende karakter. Kombinationen af whisky og chokoladenoter fra malten skaber samtidig en harmonisk og klassisk kombination. Den delikate røgsmag i Highland Park bliver elegant spejlet i Skolders let røgede aroma.”

Samlet konklusion Skolder Viking Voyage Limited Edition:

Øllen er let at drikke. Whiskyen er let at drikke. Begge dele er godt hver for sig, uden det på nogen måde er prangende – det kan faktisk virke lidt tyndt. Sammen er det til gengæld rigtig godt. Skolder og Highland Park 12 års whisky klæder hinanden godt. Den lidt vinøse smag fra øllen, komplementeres perfekt af honningsødmen og den lette røg fra whiskyen. Faktisk er der en tydelig smag af røg, når øl og whisky drikkes lige efter hinanden, og det er altså godt. Det giver en god, dyb smag i fællesskab, som de to drikke hver især mangler lidt. En prissætning på 80 til 100 kroner for sættet virker ganske rimeligt. Konklusionen på denne anmeldelse af Skolder Viking Voyage Limited Edition må være, at alene er man måske lidt tynd og slap, men når man er sammen, så er man stærk, kraftig og god.

3.25/5 (4)