Highland Park Cask Strength – Release No. 3

Highland Park Cask Strength – fra ex-sherry fad

Highland Park Cask Strength er en whisky på 64,1% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske destilleri Highland Park Distillery på Orkney. Whiskyen har lagret på en kombination af genbrugte ex-sherry fad, samt first fill ex-sherry fad af både amerikansk og europæisk egetræ. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, og som navnet antyder, så er den aftappet ved fuld fadstyrke. Denne flaske kommer fra batch 3. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #509

Anmeldelse af Highland Park Cask Strength

Næse:

Honningsødme kommer først op fra glasset. Efterfølgende kommer noter af krydderurter som timian og lidt mynte frem, der hurtigt aftager igen. Sødmen kommer nu retur, men denne gang i form af svesker og karamel. Lejlighedsvist findes også lidt vanilje i duften. I baggrunden anes svagt lidt syrlighed fra mandariner og lidt grapefrugt, der forstærkes med et par dråber vand. Ligeledes opfanges også et fjernt strejf af røg. Alkoholen mærkes i næsen, dog uden at drammen har et sprittet udtryk.

Highland Park Cask Strength

Highland Park Cask Strength

Palette:

De 64,1% Vol. alkohol i denne fadstyrke whisky rammer munden som det første, og der kan med fordel tilsættes en smule vand. Der gives nu plads til sødme fra honning, vanilje og karamel. Der følges hurtigt op med en let syrlig note, som man kender fra solmodne mandariner og appelsiner. Langsomt men sikkert kommer sødme fra tørrede frugter som svesker og rosiner mere og mere frem i smagen. En smule tørhed i munden, med en let mineralsk note, giver associationer til det man kender fra tavlekridt. Et tyndt lag af røg anes over hele smagsprofilen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Honning- og frugtsødme ligger som et fint lag i munden, Ligeledes anes også stadig lidt røg i munden, selvom det ikke på nogen måde er markant. Der er en tiltagende bitterhed, der tilføjer nuancer af mørk chokolade, kaffe og valnødder til eftersmagen. Man sidder tilbage med et minde om kraftigt sødet frugt te, mens varmen breder sig i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“Bottled straight from the cask, without adding water to reduce alcohol content, delivers the extraordinary depth, complexity and balance of flavours that’s now the established hallmark of our Cask Strength series. Release No. 3 is no exception. This third release has been created using an expertly balanced combination of three cask types – first-fill sherry seasoned American and European oak casks and a smaller quantity of refill casks for balance and depth. Using a higher proportion of Orkney peated malt, our Master Whisky Maker, Gordon Motion, has achieved an intensely smoky character, coming through first on the nose with aromas of smouldering peat and lightly charred oak, balanced by honey-glazed lemons and crushed aniseed.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Hvis man kender Highland Park Distillery, og kan lide den klassiske honningsødme med en snert af røg, så bør man prøve denne flaske. Nuvel, det er en ung whisky, uden den store kompleksitet, men det er dejligt opløftende, at den er aftappet ved fuld fadstyrke.  Denne 35 cl. flaske er købt på sommerferien 2023 i Systembolaget i Göteborg. Den kostede 359,- SEK, eller hvad der svarer til cirka 230,- DKK. Denne “halve” flaske kan ikke købes i Danmark, men med en pris for 70 cl. på lige omkring 600,- DKK herhjemme, så er det en ganske fin besparelse. For mig er den halve flaske en passende størrelse i dette tilfælde. Konklusionen på denne anmeldelse af Highland Park Cask Strength er en fornuftig whisky, hvor det er positivt, at den er aftappet ved fuld fadstyrke.

4/5 (1)

Talisker 18 Year Old – afrundet og røget

Talisker 18 Year Old – en blød men kraftfuld whisky

Talisker 18 Year Old er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Den kommer fra Talisker Distillery, der er beliggende på Isle of Skye. Derfor er dette whisky fra de destillerier i Skotland, som producerer det, der kaldes Island single malt whisky. Whiskyen har lagret på en blanding af ex-bourbon fad og ex-sherry fad i, som navnet antyder, mindst 18 år. Endvidere er den kølefiltreret. Den har blandt andet fået anerkendelse som  “Best Single Malt Whisky in the World”  ved The World Whiskies Awards.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #501

Anmeldelse af Talisker 18 Year Old

Næse:

Man dufter først en let og behagelig røg, der rammer blødt i næsen. Så dukker der langsom fine noter sød tørret frugt, som svesker, rosiner og abrikoser. I baggrunden anes karamel og vanilje fra egetræsfadene. Kombinationen leder tankerne hen i retning af en blanding mellem mørk chokolade og mælkechokolade. Med et par dråber vand og lidt tid i glasset trænges røgen lidt i baggrunden, og de resterende dufte træder mere frem.

Talisker 18 Year Old – Sample

Palette:

Der er god styrke i smagen. Her er det igen de mørke frugter som dominerer. Man smager blommer, svesker og rosiner. Der er en god sødme, men den bliver aldrig dominerende. Det samme gælder for røgen, som man nærmest kun svagt mærker, og den ligger sig et let slør hen over smagsoplevelsen. I baggrunden fornemmer man lidt egetræ og vaniljenoter. Efter et par mundfulde kommer tydelige nuancer af peber. Man har en lidt olie-agtig fornemmelse i munden når man drikker denne dram, og man har lidt fornemmelse af salt på læberne. Et par dråber vand åbner også smagen lidt mere op.

Afslutning:

Der er en god lang afslutning på whiskyen. Her er det de stærke krydderier som dominerer. Man smager peber, kanel, og et næsten chili-agtigt brænd på spidsen af tungen. De mørke frugter fornemmes stadig i baggrunden. Røgen og sødmen lægger sig også her som et fint tyndt lag over oplevelsen. Man kommer til at tænke på læder og pibetobak med denne kombinationen af smagsindtryk.

Hvad siger producenten:

“An award-winning whisky with wonderful sweetness and warmth, intertwined with just a thread of smoke. Rich and soft but still assertive.”

Konklusion:

Denne whisky er god, det skal der ikke herske tvivl om. Det er en kraftig, men stadig blød og afrundet, oplevelse man får med denne dram. Det er virkelig imponerende, at så meget smag kan pakkes ind så indbydende som dette. Man kan købe en flaske for omkring 1500,- kroner. Man kan eventuelt prøve en sample som jeg har gjort i denne anmeldelse. Om den så er 3 gange så god som Talisker 10 Year Old, der kun koster cirka en tredjedel er så en anden sag. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 18 Year Old er, at det er whisky af meget høj klasse.

4/5 (1)

Arran Port Cask Finish – Single Malt Scotch Whisky

Arran Port Cask Finish – Afsluttet på ex-portvin fad

Arran Port Cask Finish er en whisky på 50% Vol. Den kommer fra Isle of Arran i Skotland, fra destilleriet Lochranza Distillery. Whiskyen har modnet i mindst 8 år på klassiske ex-bourbon fad. Den har efterfølgende fået en afslutning på ex-portvins fad fad. Det udmeldes ikke, hvor længe den samlede lagring har varet, og flasken kommer uden egentlig aldersangivelse. Den er fremstillet uden kunstige farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #461

Anmeldelse af Arran Port Cask Finish

Næse:

Man dufter tydelig maltsødme som det første. Der følges op med søde skovbær og modne kirsebær. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter bliver duften af karamel og vanilje gradvist mere markant. Lejlighedsvist duftes et strejf af kanel og kakao. Kombinationen leder tankerne i retning af mælkechokolade. De 50% Vol alkohol er ikke fremtrædende i næsen.

Arran Port Cask Finish

Arran Port Cask Finish

Palette:

Der er mere kraft i alkoholen i smagen end i duften, og man kan nedtone dette med lidt efter personlig præference. Med vand træder sødmen fra malten og de modne bær, der også var tydelige i duften. mere frem i smagen. Der mærkes lidt stærk ingefær og en smule kanel på tungen. Dette aftager dog hurtigt igen. Efter et par nip til denne ø whisky, bliver vanilje og karamel en del tydeligere. I kombination med maltsødmen giver det et strejf af mælkechokolade,

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Vanilje og mælkechokolade er dominerende nu. Momentvis kommen smagen fra de søde bær frem fra baggrunden. En smule bitterhed begynder at komme mere og mere frem. Dette forstærker fornemmelsen af chokolade, så det næsten minder mere om det man kender fra hollandsk kakao. Man sidder tilbage med lidt smag af ingefær i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“After initially maturing in traditional oak casks for approximately 8 years, The Arran Single Malt in this bottling was finished in a selection of Port casks sourced from an artisan producer of this iconic Portuguese fortified wine.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide whisky der har lagret på aflagte portvins fad, så er dette et godt bud på et godt køb. Der er mange af noterne som kendes fra netop denne lagring, hvor der typisk smages søde bær. Hvis man samtidig er glad for netop dette destilleri, så er det bare at købe en flaske. Man kan købe en flaske for omkring 450,- til 500,- kroner. I dette prisleje er der mange fine aftapninger af skotsk whisky, men denne er ganske konkurrencedygtig med disse. Forventer man stor kompleksitet, så skal man nok se andre steder hen. Konklusionen på denne anmeldelse af Arran Port Cask Finish er, at det er glimrende dram, der har fået fint udbytte af sin afslutning på gamle portvins fad.

4/5 (1)