Naked Grouse – Blended Malt Scotch Whisky

Naked Grouse – The Famous Grouse og så alligevel ikke

Naked Grouse er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Blenderen er The Famous Grouse, som har flere kendte blends på samvittigheden. Eller rettere, det var The Famous Grouse, som var producent. Da Naked Grouse er en blended malt whisky, har Edrington Group valgt at markedsføre den under sit eget brand – nemllig Naked Grouse. Whiskyen er blended af flere single malt whiskyer fra skotske destillerier. Den indeholder altså ikke grain whisky, som ellers ofte er forekommende i skotske blends. Whiskyen indeholder angiveligt både single malt whisky fra destillerierne Highland Park, Macallan og Glenturret, der alle indtil for nyligt alle har været ejet af Edrington Group. Glenturret er for nyligt solgt til Lalique Group SA. Den har lagret på first fill og genbrugte ameriansk ex-bourbon fad, og efterfølgende afsluttet med 6 måneder på ex-oloroso fad. Whiskyen er uden aldersangivelse og er kølefiltreret.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #181

Anmeldelse af Naked Grouse

Næse:

Man rammes først af sødme i næsen. Det er en tydelig sødme, som man kender det fra rosiner og svesker. Langsomt kommer en fin maltsødme også frem. Efter lidt tid i glasset, så kommer en god duft af vanilje og brun sukker frem. Den kan næsten virke lidt som bourbon i aromaen. Når man har smagt på drammen, så kommer lidt søde bær også frem i duften. Det kan minde lidt om modne solbær og en snert af jordbær. Lidt egetræ kigger en smule frem fra baggrunden. Man mærker ikke alkohol i næsen.

Naked Grouse

Naked Grouse

Palette:

Smagen er også præget af tørret frugt som rosiner og abrikoser. Ligeledes er brun sukker og vanilje også tydelig. Det giver en markant sød smagsoplevelse i denne whisky. Efter et par nip til drammen fornemmes egetræ i paletten, Smagen af modne bær og modne frugter kommer mere og mere frem, efterhånden som man drikker af glasset. Efterhånden som man kommer ned i flasken, bliver smagen af bær mere tydelig. Der kommer en smule bitterhed i munden, og man mærker lidt salt på tungen. Heller ikke i smagen gør de 40% vol alkohol meget væsen af sig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne blended malt whisky. Sødmen er stadig meget tydelig, hvor særligt det brune sukker stikker frem. Rosiner og abrikoser ligger konstant i baggrunden. Efter lidt tid kommer vanilje og egetræ en smule frem. Ligeledes fremkommer en let bitterhed, og lidt syrlighed mærkes på tungen. Det minder lidt om det man kender fra revet citron skal. Man sidder tilbage med en fornemmelse af sukkersødme i munden.

Hvad siger Producenten:

“Convention said that blended malt got its flavour from bourbon casks, used again and again. This got us thinking… What if instead, we used first fill sherry casks to add another layer of rich and fruity flavour to our malts? It didn’t just work, it was a joyful exuberance of flavour that changed the possibilities of whisky enjoyment.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig blended malt whisky. Kan man lide søde drinks, og ikke er vandt til at drikke whisky, så kan man sagtens starte her. Den er ganske enkelt utrolig nem at drikke, og tilbyder stadig ganske interessante duft- og smagsnoter. Man kan købe en flaske for lige omkring 250,- kroner. Til den pris kan man også købe single malt whisky fra Skotlands destillerier, men denne dram er fint konkurrencedygtig med disse. Jeg var heldig at finde den på “ja tak” tilbud i det lokale supermarked til 149,- kroner. Til den pris burde jeg nok have købt et par stykker. Konklusionen på denne anmeldelse af Naked Grouse er, at det er en whisky, hvor alle kan være med, både hvad angår smag og pris.

2/5 (1)