Lagavulin 12 Year Old – 2020 Special Releases

Lagavulin 12 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Lagavulin 12 Year Old er en skotsk whisky på 56.4% Vol. Aftapningen er del i Diageo’s “2020 Special Releases” serie, der også går under navnet “Rare by Nature”. Whiskyen er produceret på Lagavulin Distillery på Islay. Råspritten er fremstillet i 2007, og har modnet i mindst 12 år på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Som de andre flasker i denne serie, er whiskyen aftappet ved cask strength. Der er sendt et begrænset antal flasker på markedet af denne “Limited Edition”. Jeg har fået denne sample som et sponsorat til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #241

Anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af røg fra whiskyen. Det er en duft af røg, som den man finder i aske i bålet, når de sidste gløder er ved at forsvinde. Når man har tilvænnet næsen til aske-røgen, så kommer lettere nuancer frem. Der er fin duft af moden pære, der langsomt ændrer karakter til en syrligere frugt som grapefrugt. Der fremkommer efterhånden et strejf af tropiske frugter af ananas og umoden fersken. Der er en smule mineralsk note i duften. Alkoholen er ikke specielt tydelig, på trods af 56.4% Vol. Et par dråber vand gør duften en anelse sødere, og trækker lidt vanilje frem.

Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Frugtsødmen er tydelig i smagen, og der smages straks søde pærer og ferskner. Der følges hurtigt op med lidt bid i alkoholen, der dog fint nedtones med lidt vand. Frugtsødmen forstærkes med lidt vand i glasset. Ganske som i næsen trækkes vanilje også frem i paletten med lidt vand. Når man har smagt på drammen et par gange kommer syrlige noter af grapefrugt, og lidt umodne æbler frem fra baggrunden. Ligeledes bliver det mineralske og lidt saltede udtryk også gradvist mere markant i denne Islay whisky. Hele oplevelsen pakkes ind i et lag af aske-røg.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på denne dram. Det mineralske udtryk mærkes tydeligt i munden og på læberne. Der smages næsten salt og flintesten. Efterhånden tager sødmen over, og modne pærer og ferskner træder frem. Momentvis kigger en smule syrlighed frem på tungen. Slutteligt tørrer munden en anelse ud, men en smag af egetræ og vanilje kommer frem. Røgen ligger som et fint lag i munden i hele afslutningen, og man sidder tilbage med varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

This single vintage Lagavulin has been matured in traditional refill American oak casks selected to give a perfect expression of distillery character. Soaring in taste and intensity, the flavour is powerful and assertive yet subtly sweet.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide typisk Islay whisky, med røg og maritime noter, så er dette et godt bud på den rette whisky. Samtidig tilbydes fine nuancer af sødme og syrlighed, som tilbyder en fin dybde i drammen, uden den bliver alt for kompliceret. Når den samtidig er aftappet ved fuld fadstyrke, så løftes hele udtrykket lige en anelse op. Man kan købe en flaske for cirka 1200,- kroner. Det kræver nok at man er peat-head og Lagavulin fanboy for at finde det en passende pris. Jeg er tilfældigvis begge dele, og drammen falder i min smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases er, at det er den rette dram for alle, der elsker røget Islay Single Malt Whisky.

4/5 (1)

Lagavulin Distillers Edition – Pedro Ximenez cask finish

Lagavulin Distillers Edition – Destilleret 2002 flasket 2018 lgv. 4/507

Lagavulin Distillers Edition er en whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på Islay, og den er produceret på det skotske destilleri Lagavulin Distillery. Whiskyen er modnet i ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i fad, som tidligere har lagret Pedro Ximenez sherry. Kassen kommer også påtrykt “Double Matured”. Råspritten er destilleret i 2002, og er efter endt modning aftappet i 2018. Dette gør whiskyen 16 år gammel. Der er tilsat farve, og den er fremstillet med brug af kølefiltrering. Flasken kommer med koden lgv. 4/507 påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #237

Anmeldelse af Lagavulin Distillers Edition

Næse:

Røgen rammer næsen som det første. Det er klassisk kraftig røg, som man kender det fra Islay whisky. Når næsen har tilpasset sig røgen, træder den mere i baggrunden, og fungerer mere til at underbygge de andre aromaer i drammen. Der følges op med tydelig karamel- og vaniljesødme. Samtidig bliver frugtsødme også tydeligere og tydeligere. Der duftes modne æbler og røde bær, med en anelse tørrede dadler. I baggrunden fornemmes en let syrlig note fra appelsiner. Der er en smule mineralske noter som findes i luften ved havet. Man mærker ikke alkoholen.

Lagavulin Distillers Edition

Lagavulin Distillers Edition

Palette:

Smagen er røg er tydelig i begyndelsen. Modsat i duften, så er røgen mere vedholdende og længere fremme i smagsbilledet. Der gives dog stadig plads til fine nuancer af modne æbler og røde bær. Der er desuden tydelig smag af karamel og vanilje. I baggrunden kommer lidt mørke noter efterhånden frem. Der smages lidt bitter chokolade og espresso kaffe. Ligeledes kommer smagen af appelsinskal momentvis frem. Der er også her en smule maritim og mineralsk note, der giver lidt salt og flint i smagen. De 43% vol alkohol er heller ikke her at mærke.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De bitre noter er mere markante i eftersmagen. Mørk bitter chokolade og espresso kaffe har lagt sig som et lag i munden. Samtidig smages lidt sødme fra tørrede dadler. Ganske som i duften og smagen mærkes en anelse appelsin ved lejlighed. Hele afslutningen pakkes ind i lette maritime noter, hvor en let smag af røg konstant er til stede. Der kommer gradvist tydeligere noter af mynte på tungespidsen. Man efterlades med lidt sødme fra vanilje, og en lidt tør fornemmelse af egetræ med lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

Robust and warming, this extra-rich Lagavulin Distiller’s Edition has a deep, sweet and smoky flavour that echoes a phrase long used to describe this intense malt whisky.”

Konklusion:

 Dette er en god whisky. Hvis man kan lide den klassiske Lagavulin 16 Year Old, så er denne dram et ganske naturligt valg. Der tilbydes klassisk røg, sødmefulde frugter og maritime noter – ganske som man forventer det af en Islay single malt whisky. Der er lige en anelse mere tyngde og kompleksitet i denne Distillers Edition, end man finder i den klassiske 16 års udgave. Prisen har så også lige fået et nyk op, da en flaske kan købes for lige under 750,- kroner. I det prisleje findes mange gode flasker, og det kræver nok en forkærlighed for røget Islay whisky, før prisen helt kan retfærdiggøres. En kærlighed jeg heldigvis har. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin Distillers Edition er, at det er en fantastisk whisky, der giver lidt mere tyngde og kompleksitet end det klassiske 16 årige familiemedlem.

4/5 (1)

Lagavulin 12 Year Old – 2019 Special Releases

Lagavulin 12 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Lagavulin 12 Year Old er en skotsk whisky på 56.5% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “Rare by Nature”, som er udgaven af deres “2019 Special Releases“. Whiskyen er fremstillet af Lagavulin Distillery, som ligger på øen Islay. Råspritten er brændt i 2006 og 2007, og har lagret i mindst 12 år på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Som de andre flasker i denne serie, er whiskyen udgivet ved fuld fadstyrke. 60.762 flasker er sat til salg på verdensplan. Jeg har fået denne sample som et sponsorat til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #127

Anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old

Næse:

Røg er det første som kommer frem fra glasset, når næsen sættes til. Det er den typiske og kendte medicinske røg, som nærmest er blevet synonym for Islay single malt whisky. Man fornemmer, at der er en del alkohol i drammen, uden den dog på nogen måde fremtræder sprittet. Lidt vand åbner op for noget maltsødme. Efter nogle minutter i glasset, kommer langsomt men sikkert mere og mere vanilje frem i aromaen. Der er et strejf af maritimt udtryk, med mineraler og en smule tang. Ud over røgen, så forekommer whiskyen nærmest fin, ren og næsten “spinkel” i sit duftudtryk.

Lagavulin 12 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Lagavulin 12 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Der er tydelig styrke i spritten i paletten, og lidt vand kan med fordel tilsættes, for at sænke alkoholprocenten en anelse. Igen er røgen mest markant i smagen. Når man lige har tilvænnet sig til røgen, så mærker man en god maltsødme på tungen. Også i smagen, er de maritime nuancer tydelige. Igen er det mineralsk, næsten kalk-agtig, i smagen, og der er en en let-saltet følelse på læberne. Efter et par nip til drammen bliver smagen af vanilje og mælkechokolade tydeligere. Der kommer efterhånden en smule grønne æbler, og en let syrlighed, frem fra baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne single malt whisky. I starten er røgen meget markant. Dette aftager en smule, og vanilje og mælkechokolade kommer frem. Efter lidt tid fornemmes en let syrlighed, som næsten virker citrus-agtig. Ligeledes kigger de friske grønne æbler også frem. Eftersmagen er også præget af det maritime udtryk, med kalk-agtig og saltet fornemmelse i munden og på læberne. Man efterlades med god varme i mund og svælg fra alkoholen, og munden tørrer langsomt ud, mens røgen stadig er til stede.

Hvad siger producenten:

Powerful & peaty, the king of Islay, a small batch of Lagavulin matured in refill American oak casks”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig dram. Det er en typisk Islay whisky, hvor man får masser af røg og maritime noter. Selvom den er barsk i røg og alkoholstyrke, så virker den stadig næsten ren, fin og let i sit udtryk. Den mangler nok lidt af den tyngde og fylde, som den kendte Lagavulin 16 Year Old er i besiddelse af. Man kan købe en flaske for omkring 1000,- kroner. For de penge får man en flaske fra “Special Releases Collection 2019”, og en fornuftig oplevelse. Personligt ville jeg dog hellere bruge sådan et beløb, på to flasker af den gamle klassiske kending fra destilleriet. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old er, at det er en god whisky, men jeg foretrækker den gamle “Classic Malt of Scotland“, som i den grad ikke er “Rare by Nature”.

3.5/5 (2)