GlenDronach 21 Year Old – Parliament

GlenDronach 21 Year Old – ex-oloroso og ex-PX fad

GlenDronach 21 Year Old Parliament er en single malt whisky på 48% Vol. Whiskyen er fremstillet på GlenDronach Distillery, fra Highland området i Skotland. Udgivelsen har fået sit navn fra den råge-koloni, som har været ved destilleriet i 200 år. Whiskyen har modnet på ex-oloroso og ex-Pedro Ximenez sherry fad. Denne lagring har varet i minimum 21 år. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #464

Anmeldelse af GlenDronach 21 Year Old Parliament

Næse:

Først duftes mørke tørrede frugter, når næsen sættes til glasset. Der duftes rosiner og dadler. Langsomt kommer også en duft af modne røde æbler. Der er ligeledes en tydelig tilstedeværelse af overmodne appelsiner. Efter noget tid i glasset kommer fine noter af karamel og mørk chokolade frem fra baggrunden. Der er et lidt hengemt udtryk over aromaen, som leder tankerne i retning af gammel kælder. Kombinationen af ovenstående minder lidt om det man kender fra en gammel lædersofa. Man mærker ikke de 48% vol alkohol i næsen. Lidt vand fremhæver duften af appelsin, og giver en snert af kaffe i whiskyen.

GlenDronach 21 Year Old Parliament - Miniature

GlenDronach 21 Year Old Parliament – Miniature

Palette:

Man mødes først af sødme fra de tørrede frugter. Igen er det rosiner og dadler, der dominerer i begyndelsen. Smagen af modne appelsiner følger hurtigt efter. Der er en smule bitter note, der leder tankerne hen på skallen på en appelsin. Der mærkes stærke krydderier på tungen, hvor særligt kanel er fremtrædende, med lidt sort peber bagved. Der er noget mere spark i alkoholen i smagen, men den kan sagtens nydes uden vand. Et par dråber vand åbner op for smag af karamel med lidt vanilje. Smagen af overmodne appelsiner forstærkes også en smule med vand. Der kommer ligeledes en smag af mørk chokolade og nødder frem, som forstærker bitterheden en anelse.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne skotske whisky. I begyndelsen er kanel og peber stadig tydelige på tungen. Dette aftager gradvist. Der ligger et lag i munden af søde tørrede frugter. Samtidig bliver noter af mørk chokolade og kaffe efterhånden mere tydelig. Ligeledes fornemmes bitterheden og smagen af nødder stadig. Der smages ved lejlighed et strejf af egetræ, ligesom en note, som minder om røg til tider anes. Man efterlades med en god varme fra alkoholen, og en fornemmelse af sød, frisk pibetobak i munden.

Hvad siger producenten:

“Matured in a combination of the finest Oloroso and Pedro Ximenez sherry casks for a minimum of 21 years, the ‘Parliament’ continues the great GlenDronach tradition of offering fruit-laden intensity in its single malts. This rich expression has been named ‘Parliament’ after the colony, or ‘parliament’, of rooks that have been nesting in the trees that overlook the GlenDronach distillery for almost 200 years. Bottled at 48%, the ‘Parliament’ is non chill filtered and of natural colour.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Der er stor kompleksitet i både duft, smag og eftersmag. Det er en dram som hele tiden ændrer sig, når man sidder med den i glasset. Der kommer hele tiden nye ting frem i udtrykket. Dermed er whiskyen ikke kun god, men den er også ganske interessant og udfordrende at drikke. Beklageligvis er det kun en miniatureflaske jeg har anmeldt her. Man kan købe en hel flaske for cirka 1200,- kroner. Det er en flaske jeg godt kunne investere i, og jeg ville gerne følge udviklingen i whiskyen igennem hele flaskens liv. Jeg er sikker på der ligger mange flere oplevelser for sanserne gemt, end jeg kunne finde i denne lille flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af GlenDronach 21 Year Old Parliament er, at det virkelig er en whisky, der er værd at bruge både tid og penge på.

4.5/5 (2)