Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old – Whiskybaren.dk 2021/2025

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old – A Taste of Denmark (reklame)

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old er en dansk single malt whisky på 57,9% Vol. Whiskyen kommer fra Thornæs Destilleri på Sjælland. Et 112 liters fad af dansk kastanietræ, er påfyldt sprit den 10/6-2021. Dette fad nummer #076 er senere aftappet ved cask strength den 15/8-2025. Der er ikke aldersangivelse på flasken, men whiskyen er altså mere end 4 år gammel. Aftapningen er med i serien “A Taste of Denmark” Winter 2025, der er udbudt af Whiskybaren.dk. I denne serie er også aftapninger fra Thy Whisky, Sall Whisky Destilleri, Fary Lochan Destilleri og Nyborg Destilleri. Ifølge “Det Danske Whiskymanifest” er det tilladt at modne whiskyen i blandt andet kastanietræ. De fem destillerier i denne serie er alle medunderskrivere dette manifest. Der sættes 77 flasker fra hvert af destilleri til salg. Whiskyen er aftappet uden farvestoffer, og uden brug af kølefiltrering.

Rune fra Whiskybaren.dk har doneret denne sample til anmeldelse her på bloggen. Jeg besøgte ham, på hans hyggelige værtshus Café Alpha i Aalborg midtby, hvor vi fik en god snak om aftapningerne, og smagte på et par dejlige danske whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #545

Anmeldelse af Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old

Næse:

En duft af syltede bær kommer kommer fra glasset som det første. Der er syltede brombær og kirsebær. Bagved trænger sødme fra malten sig på. En duft af blomster og honning kommer efterhånden frem. I kombination giver det associationer til den duft man kender fra altheabolsjer. Momentvis opleves en svag duft af kanel i baggrunden, når whiskyen har stået i glasset i en rum tid. Alkoholen mærkes i næsen, og man kan med fordel tilsætte et par dråber vand for at nedtone det. Med vend fremkommer en let duft af citrusfrugt.

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old - Sample

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old – Sample

Palette:

Sødme fra blomsterhonning og malten smages først. Der mærkes varme på tungen fra stærk kanel, der dog hurtigt aftager igen. Gradvist kommer mørk sukker og vanilje frem i smags profilen. Momentvis opleves smagen fra syltede bær, der også var at finde i duften. I kombination leder det tankerne i retning af det man kender fra den traditionelle engelske julekage. Efter et par nip til denne whisky fra Sjælland, kommer et strejf af bitterhed frem, der med sig har noter af kakao og mokka. De 57,9% Vol alkohol mærkes, og men det justeres fint med lidt vand, efter personlig præference.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Sødmen er stadig fint til stede. De bitre noter af af kakao og mokka er tydeligere i eftersmagen. Lejlighedsvist opleves en let syrlighed, der også var at finde i duften. Sammen med sødmen fra blomsterhonning, minder det også her om de gode gammeldags altheabolsjer. Man sidder tilbage med en let tørhed i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i brystet.

Hvad siger aftapperen:

“New chestnut fyldt 10.06.21, Kagerup. Tappet 15.08.25 hos Sall Whisky, Sall af Whiskybaren.dk ApS”

Konklusion:

Dette er en interessant whisky. Har man mod på at prøve whisky, der har modnet på utraditionelle fad, som dette fad af dansk kastanietræ, så er dette et godt sted at starte. Det er første gang jeg smager whisky fra Thornæs Destilleri, og jeg er nysgerrig på mere, for det er svært at vurdere om det er destilleriets karakter eller det utraditionelle fad, der giver denne oplevelse. Jeg ville gerne drikke mig igennem en flaske, for helt at forstå, hvad denne whisky har at tilbyde. En flaske med 50 cl. koster 700,- kroner. Det er muligt at købe en gaveæske med alle fem flasker i serien “A Taste of Denmark” for 3500,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old Whiskybaren.dk 2021/2025 er, at det er en interessant whisky, der tydeligt viser de muligheder “Det Danske Whiskymanifest” giver, for at eksperimentere med fadtyper.

3.5/5 (2)

Ben Nevis 2011 9 Year Old – Sansibar Whisky 2011/2021

Ben Nevis 2011 9 Year Old – Aftappet til Finest Whisky Berlin

Ben Nevis 2011 9 Year Old er en skotsk whisky på 53.6% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske destilleri Ben Nevis Distillery. Whiskyen er aftappet til, og sendt på markedet af, butikken Finest Whisky Berlin, men er aftappet af den uafhængige aftapper Sansibar Whisky. Whiskyen har lagret 9 år på et ex-sherry hogshead fad. Spritten er destilleret 2011, og senere aftappet med en aldersangivelse på 9 år i 2021. Whiskyen er flasket uden kunstig farve og uden at benytte kølefiltrerring, Der er sendt 352 flasker af denne single cask whisky på markedet, og der alle aftappet ved fadstyrke.

Flasken blev købt på min ferie i Berlin i sommeren 2022, hvor jeg besøgte butikken Finest Whisky Berlin. Jeg faldt i snak med ejeren af den lille butik, der ligger på en lidt skummel gade i Berlin. Da vi havde talt lidt sammen, spurgte ejeren, om jeg ville se hans “whisky-museum”, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til. Han aflåste butikken, og viste min kone og jeg om i to baglokaler, der samlet var en del større end selve butikken. I disse rum stod hyldevis af gamle aftapninger samt serier af whisky-udgivelser. Et mekka for en whisky-nørd, men ikke et syn, der tilkommer alle, der besøger butikken. Jeg er glad for at have fået chancen, og det var en virkelig stor oplevelse,

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #541

Anmeldelse af Ben Nevis 2011 9 Year Old

Næse:

En let duft fra modne grønne æbler kommer frem fra glasset. Der følges op med lidt grønne druer og stikkelsbær. Langsomt kommer sødme fra karamel og vanilje mere frem i duften. Bagved anes svagt lidt honningsødme. De 53,6% vol. alkohol mærkes ikke i næsen.

Ben Nevis 2011 9 Year Old

Ben Nevis 2011 9 Year Old

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, dog uden at være sprittet. Whiskyen kan nedvandes efter personligt behov, men vinder ikke meget ved det. Sødme fra vanilje og honning smages først. Der følges hurtigt op med stærk ingefær og wasabi på tungen, der kun langsomt aftager. Efter et par nip til denne Highland whisky, kommer smagen fra karamel og mørk sukker an anelse frem.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Sødme fra honning og vanilje har lagt sig som et tyndt lag i munden, men aftager dog hurtigt. En let bitterhed kommer herefter mere frem, og det giver associationer til hasselnødder og mørk chokolade. Momentvis mærkes stadig lidt stærk wasabi og ingefær på tungen, der sammen med alkolen er med til at give varme i munden. Munden tørrer slutteligt helt ud.

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Hvis man forventer tydelig indflydelse fra modningen på ex-sherry fad, så bliver man skuffet. Whiskyen har mere karakter som var den lagret på ex-bourbon fad. Jeg har givet cirka 450,- kroner for flasken under mit besøg hos Finest Whisky Berlin. Med denne prissætning får man trods alt en whisky, der sagtens kan drikkes, og de fleste nybegyndere af fadstyrke whisky kan sagtens være med. Det skal også retfærdigvis siges, at drammen åbner mere op igennem flasken, hvilket er med til at løfte oplevelsen en anelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Ben Nevis 2011 9 Year Old er, at oplevelsen i butikken med købet, er langt bedre end oplevelsen med at drikke whiskyen.

1.5/5 (2)

Fary Lochan 2018 6 Year Old – Whiskybaren.dk 2018/2025

Fary Lochan 2018 6 Year Old – A Taste of Denmark (reklame)

Fary Lochan 2018 6 Year Old er en dansk single malt whisky på 56,26% Vol. Whiskyen kommer fra Fary Lochan Destilleri i Sønderylland. Et 50 liters ex-sherry fad, der tidligere har indehold PX sherry, er påfyldt sprit den 29/11-2018. Dette single cask med nummer #2018-37 er efterfølgende aftappet ved fadstyrke den 14/8-2025. Whiskyen er altså over 6 år gammel,  men flasken kommer uden egentlig aldersangivelse. Sammen med whisky fra Thy Whisky, Sall Whisky Destilleri, Nyborg Destilleri og Thornæs Destilleri, er aftapningen del i serien “A Taste of Denmark” Winter 2025, der er sendt på gaden af Whiskybaren.dk. Disse fem destillerier har alle underskrevet på “Det Danske Whiskymanifest“. Der sættes 77 flasker fra hvert af destilleri til salg. Whiskyen er aftappet uden farvestoffer, og den aftappes uden brug af kølefiltrering.

Rune fra Whiskybaren.dk har doneret denne sample til anmeldelse her på bloggen. Jeg besøgte ham, på hans hyggelige værtshus Café Alpha i Aalborg midtby, hvor vi fik en god snak om aftapningerne, og smagte på et par dejlige danske whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #539

Anmeldelse af Fary Lochan 2018 6 Year Old

Næse:

En tydelig sødme kommer op fra denne whisky. Der duftes først tørrede abrikoser og dadler. Sødmen fra de tørrede frugter aftager en anelse efter nogle minutter i glasset, og der følges op med maltsødme og noter af korn og nybagt brød. Lejlighedsvist opleves en duft af lys mælkechokolade, der blot forstærkes efter også at have smagt på drammen. Lidt krydderurter opleves i næsen, og sammen med sødmen, giver det et let parfumeret udtryk, som minder om blomstereng. De 56,26% Vol alkohol mærkes ikke i næsen. Som et sjovt kuriosum, så kom en duft af appelsin frem, da glasset havde stået tomt i en halv times tid.

Fary Lochan 2018 6 Year Old - Sample

Fary Lochan 2018 6 Year Old – Sample

Palette:

Som i duften, så er sødmen også det første, der rammer smagsløgene. Der er tydelig sødme fra både malt og tørrede frugter. Der mærkes kortvarigt lidt kanel og sort peber på tungen, der er med til at give en lidt prikkende fornemmelse på tungen. Dette aftager dog hurtigt, mens et strejf af bitterhed kommer mere og mere frem. Sammen med sødmen leder det tankerne i retning af det der kendes i lys mælkechokolade. Efter et par nip til drammen opfanges fjernt et strejf af kaffe. Alkoholen fornemmes, men den fremtræder ikke dominerende.

Afslutning:

Der er en lang slutning på denne whisky fra Sønderjylland. Maltsødme, og sødme fra tørrede frugter, er stadig fremtrædende, men aftager gradvist henimod slutningen. Samtidig kommer bitterhed mere og mere frem, og med sig har det en tydelig tilstedeværelse af egetræ. Fornemmelsen af mælkechokolade bliver tydeligere. Igen opleves en let parfumeret smag, der minder om blomster. Man mærker nu tydeligere alkoholen, mens man sidder tilbage med et minde om overtrukket og kraftigt sødet blomster-te i munden,

Hvad siger aftapperen:

“PX fyldt d. 29.11.18, Farre. Tappet 14.08.25 hos Sall Whisky, Sall af Whiskybaren.dk ApS”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide sherrylagret whisky, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Der er fin dynamik mellem sødme og bitterhed, og et lidt sjovt pift af blomstereng, giver denne whisky et fint twist. En flaske med 50 cl. koster 700,- kroner, og en gaveæske med alle fem flasker i serien “A Taste of Denmark” koster 3500,- kroner. For de penge får man en dansk single cask whisky, aftappet ved fuld fadstyrke og en fin alder på indholdet i flasken. Med denne prissætning er aftapningen yderst konkurrencedygtig med andet whisky. Især set i forhold til andre danske aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Fary Lochan 2018 6 Year Old Whiskybaren.dk 2018/2025 er, at det er en dejlig sherry whisky, med et interessant twist af blomster-noter.

4/5 (1)