Glenrothes 2009 10 Year Old – Dràm Mòr 2009/2020

Glenrothes  2009 10 Year Old – ex-bourbon og ex-sherry fad

Glenrothes 2009 10 Year Old er en skotsk whisky på 58% Vol. Whiskyen er produceret på  Glenrothes Distillery i Speyside distriktet. Denne flaske er destilleret i 2009, og senere aftappet i 2020, af den uafhængige aftapper Dràm Mòr Group Ltd. Whiskyen har modnet 10 år på ex-bourbon og ex-oloroso sherry fad, inden den er aftappet ved cask strength. Dette er en single cask aftapning fra fad nummer #5280. Denne sample kommer fra flaske #94 af de i alt 348 flasker. Whiskyen er ikke tilsat karamel-farve, og den er ej heller kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #362

Anmeldelse af Glenrothes 2009 10 Year Old

Næse:

Man dufter med det samme honningsødme, når glasset kommer til næsen. Der følges hurtigt op med sødme fra rosiner og abrikoser. Langsomt kommer lidt duft af appelsiner frem fra baggrunden. Sammen med en let bitter note ledes tankerne i retning af revet appelsin-skal. Der anes lidt kanel og vanilje i aromaen, når glasset har stået i nogle minutter. Alkoholen mærkes i duften. Et par dråber vand nedtoner alkoholen, og trækker et vinøs note frem i duften.

Glenrothes 2009 10 Year Old - Sample

Glenrothes 2009 10 Year Old – Sample

Palette:

De 58% Vol alkohol er også tydelige i smagen. Dette justeres fint med en anelse vand. De mørke frugter er mere fremtrædende i smagen end i duften, og der smages straks rosiner og dadler. Den vinøse note, der kom frem i duften med lidt vand, er ligeledes mere markant, og giver en let syrlighed i munden. Når man har smagt på denne single malt et par gange, kommer noterne af revet appelsin-skal frem i smagen. Der mærkes lidt stærk kanel og peber på tungen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Der mærkes i begyndelsen stadig lidt kanel og peber på tungen, der dog aftager ret hurtigt. Honningsødme og sødmen fra de tørrede frugter har lagt sig, som et fint tyndt lag i hele munden. Det giver en blød fornemmelse i afslutningen. Noter af vanilje, karamel og mælkechokolade kommer en anelse frem. Der opstår lidt bitterhed, der minder om den man kender fra stærk the. Man efterlades med fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Cask Type: Bourbon and Oloroso sherry. Nose: Sweet barley, red fruit overture, fruity vanilla, sultanas, sweet pastry, figs. Palate: Red grapes, loads of red dried fruit and orange peel. Mellow oak, silky texture, rich and polished. Finish: Long bitter orange “

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide sherry-whisky, uden det ligefrem er en sherry-bombe, så er dette den rette dram. Den tilbyder klassiske sherry-udtryk, mens lagringen på ex-bourbon fadet også kommer frem. Uafhængige aftapninger kan både sidde lige i plet, eller det kan være af mere tvivlsom kvalitet. Denne tilhører helt klart den første kategori. Man kan købe en flaske for lige under 600,-. For de penge får man en 10 års whisky, der er aftappet ved fuld fadstyrke, og ikke er kølefiltreret. Samtidig får man en glimrende whisky-oplevelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenrothes 2009 10 Year Old er, at dette er en god repræsentant for uafhængige aftapninger.

4/5 (1)