Clan Denny Speyside Edition – Small Batch Bottling

Clan Denny Speyside Edition – Bourbon Cask Finish (reklame)

Clan Denny Speyside Edition er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er en Speyside single malt whisky fra den uafhængige aftapper Douglas McGibbon & Co, der er søsterselskab til Douglas Laing & Co. Ltd. Det vides ikke, hvem der rent faktisk producerer whiskyen, så det er en såkaldt “mystery malt”. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at det er fra et af destillerierne i Speyside området. Det fremgår af flasken at den har fået en afslutning på ex-bourbon fad, men ikke hvor længe denne lagring har stået på. Clan Denny Speyside Single Malt bliver distribueret af Sprit & Co i Danmark, og de har doneret denne flaske til anmeldelse på bloggen. Aftapningen er fra Small Batch nummer DMG09.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #301

Anmeldelse af Clan Denny Speyside Edition

Næse:

Næsen rammes straks af tydelig sødme af modne frugter. Der dutes søde røde æbler og pærer. Langsomt men sikkert følges op med tydelig maltsøde. Efter nogle minutter i glasset blive vanilje og lys karamel gradvist mere og mere tydelig. I baggrunden anes svagt et strejf af noget syrlighed, som minder lidt om revet citrus-skal. Alkoholen anes i næsen, men whiskyen virker ikke sprittet.

Clan Denny Speyside Edition

Clan Denny Speyside Edition

Palette:

Sødmen fra malten er mere markant i smagen, end den er i næsen, og rammer smagsløgene som det første. Sammen med sødme fra modne æbler og pærer følger en anelse honningsødme også med. Ganske som i duften anes en let syrlig note i baggrunden, så tankerne ledes i retning af citrusfrugter. Sammen med en anelse bitterhed, minder det om revet citron-skal. Vanilje og karamel kommer mere frem, når man har nippet til drammen et par gange. De 43% Vol. alkohol er ikke at finde i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Speyside whisky. Sødme fra vanilje og lys karamel ligger som et fint lag i munden. De søde pærer og æbler ligger fint i baggrunden. Momentvis anes syrligheden, der også var tilstede i både duft og smag, og giver et strejf af citrus. Bitterheden er en del tydeligere i eftersmagen, og sammen med lidt stærk peber på tungen, giver det en lidt tør fornemmelse i munden. Man sidder tilbage med en anelse honningsødme i munden.

Hvad siger producenten:

“We have selected a superior example of a Bourbon cask-finished Scotch Whisky from an undisclosed Speyside Distillery. The Whisky is presented in a gift tube and bottled at 43% alcohol strength.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den er som man kan forvente af en entry-level Speyside whisky, hvor der er fine noter af sød frugt, en anelse citrus, samt vanilje og karamel. Der er ikke den store kompleksitet i whiskyen. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Til den pris får man en fin introduktion til whisky fra regionen, og den vil være god at servere for folk, der lige er startet på whisky-rejsen. Den mere erfarne nyder kan sagtens være med, men de vil næppe blive udfordret på sanserne. Konklusionen på denne anmeldelse af Clan Denny Speyside Edition er, at dette er en god begynder-whisky, hvor alle kan være med.

2/5 (1)

Balmenach 10 Year Old – McGibbon’s Provenance

Balmenach 10 Year Old – Single cask fra Douglas McGibbon & Co.

Balmenach 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. Whiskyen er destilleret på  Balmenach Distillery, som er et af de skotske destillerier beliggende i Speyside regionen. Whiskyen er hældt på flaske af den uafhængige aftapper Douglas McGibbon & Co, der er søsterselskab til Douglas Laing & Co. Ltd. Flasken er en del af aftapperens “Provenance” serie. Whiskyen er en single cask whisky fra et genbrugt hogshead fad med kode DMG10721. Den blev destilleret vinteren 2005, og er senere aftappet i foråret 2015 efter mindst 10 år på fad. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #134

Anmeldelse af Balmenach 10 Year Old

Næse:

Der kommer først en tydelig aroma fra friske frugter, når man dufter til denne dram. Det er søde, men stadig friske røde æbler og hint af pærer i baggrunden. Efter nogle minutter i glasset kommer en let duft af mandler. Ligeledes begynder en snert af vanilje at kigge lidt frem. Det giver et marcipan-lignende duftindtryk. Man mærker ikke de 46% vol alkohol i næsen. Når man også har smagt på whiskyen, minder duften om den jeg husker fra det mangefarvede viskelæder med frugtduft, som jeg havde tilbage i folkeskolen for snart mange år siden.

Balmenach 10 Year Old - Sample

Balmenach 10 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen viser lidt mere tænder i paletten end i næsen. For at tage det værste bid af tilsættes et par dråber vand. Når spritten er nedtonet lidt smages søde frugter. Drammen bliver nu nærmes blid og blød. Igen er det modne og friske æbler og pærer som dominerer. Ligeledes smages også mandler og vanilje. Efter et par nip af whiskyen, smages lidt stærke krydderier som peber og lidt chili, som igen giver lidt bid.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Speyside whisky. Smagen af mandler og vanilje er mest dominerende. Der ligger en let frugtsødme over hele udtrykket, men ikke lige så tydelig som i duft og smag. De stærke krydderier som kiggede frem i paletten er også med i eftersmagen. Der er tydeligt peber på tungen. Der smages en smule egetræ til sidst, inden tungen slutteligt tørrer lidt ud. Der mærkes fint varme fra alkoholen.

Konklusion:

Det er en ligetil og simpel dram vi her har med at gøre. Der er ikke den store kompleksitet eller variation at finde. Den bæres frem af frugtsødme og og styrke fra alkoholen. En flaske kunne købes for lige under 500,- kroner, hvis man finder den på hylden hos sin lokale whisy-pusher. Jeg købte denne sample for 40,- kroner, og oplevelsen står nogenlunde mål med prisen. Pengene havde nok været bedre brugt på en specialøl i samme prisleje, som nok ville give lidt mere valuta for pengene. Konklusionen på denne anmeldelse af Balmenach 10 Year Old er, at denne dram ikke skiller sig specielt ud, og lidt er den bløde mellemvare.

2/5 (1)