Tur til Edinburgh 2024 – På rejse til Skotland

Tur til Edinburgh 2024 – Whiskyblog.dk’s første tur til Skotland

Dette er min første rejse til Skotand, og konen og jeg har besluttet, at det bliver en tur til Edinburgh. Vi vil opleve så meget som muligt, og har derfor booket et hotel lige op ad Royal Mile, og omkring 500 meter fra Edinburgh Castle. Nuvel, det er i den dyre ende, men placeringen betyder også, at de ting vi gerne vil opleve, alle ligger indenfor gå afstand. Vi har booket et par af oplevelserne ind hjemmefra, da vi har hørt og læst, at det særligt i højsæsonen er en god ide. Vi forudbestilte en guided tur på Edinburgh Castle, og en endags guided tur i højlandet.

Oplevelser på vores tur til Edinburgh

Dag 1: Rejse til Edinburgh

Lørdag den 20/6 klokken 8.00 møder vi forventningsfulde ind til Aalborg lufthavn. Dagen inden afgang har det store verdensomspændende IT nedbrud, grundet opdatering af sikkerhedssystemet CrowdStrike, haft stor indflydelse på blandt andet flytrafikken. Vores fly bliver da også 20 minutter forsinket, og med 45 minutter i Schipol lufthavn til vores næste fly, så bliver det snært. Allerede på flyet får vi at vide, at vi ikke kan nå næste fly til Edinburgh, og vi får besked på at henvende os i KLM receptionen, når vi lander i Amsterdam. Vi bliver sendt på hotel, og bliver bedt om at oprette en claims. Med vores kufferter på vej til Skotland, stempler vi ind på et meget ringe Ibis hotel, i først lange bukser, og i 30 graders varme. Ikke just den bedste start på ferien, med træsko og tulipaner, i stedet for whisky og kolde øl.

 

Dag 2: Stockbridge Market, Dean Village, Circus Lane og Brewdog

Efter en umådelig ringe nat på hotellet, ringede vækkeuret søndag morgen klokken 4.00, så vi kunne være i lufthavnen klokken 5.00, med afrejse klokken 7.10. I lufthavnen var der rigeligt tid til at udfylde en claims til KLM, hvilket var godt, da deres hjemmeside ikke er speciel simpel til dette formål. Vi landede endelig i Edinburgh kl 8.15 lokal tid, og stemplede ind på hotel Ibis Edinburgh Centre Royal Mile Hunter Square inden kl. 9.00, lige i tide til at nå en gang morgenmad.

Vi havde hjemmefra planlagt at besøge Stockbridge Market, der kun har boder åbent om søndagen. Der er boder med mad, kunsthåndværk og lignende. Herfter gik turen mod den smukke rolige bydel Dean Village. På turen går man langs en lille flod, i ro og fred fra storbyen. På vej tilbage gik vi forbi den lille idylliske gade Circus Lane. Dagen blev sluttet af på Brewdog Doghouse, der har 20 haner med lækkert øl og diverse bryg på dåse. Tankerne gik hjem til Albert, vores 4 måneder gamle Golden Retriever, der blev passet af vores børn.

 

Dag 3: Edinburgh Castle, Royal Mile, Holyrood Distillery og Victoria Street

Vi havde hjemmefra booket en guidet tur på Edinburgh Castle. Det viste sig at være en god ide, for alt var udsolgt på dagen, også turende uden guide. Vi fik en fin halvanden times tur, og bevægede os efterfølgende rundt på området på egen hånd. Herefter fulgte vi Royal Mile til den anden ende, hvor Holyrood Palace ligger, og den lokale Cadenhead’s shop ligger lige på vejen. Vi gik også ind og så Tron Kirk Market, der bestod af boder med brugskunst. Markedet lå i øvrigt lige foran vores hotel på Hunter Square. Vi kom frem til Holyrood Palace, men valgte kun at se det ude fra, men det var også et ganske imponerende syn.

Planen var at vi skulle besøge Holyrood Distillery. På gåturen derud fulgte vi et fint naturområde med bjerge på venstre hånd. Efter en halv times gåtur nåede vi frem til destilleriet. Vi havde ikke booket en rundvisning, så vi satte os i baren, og fik en dram og en øl. På vej hjem fra destilleriet kom vi forbi de nærmest legendariske statue af den lille Greyfriars Bobby, der naturligvis skulle duttes på næsen, som det hører sig til. På hjemturen kom vi også igennem den smukke gade Victoria Street, hvor Harry Potter butikken naturligvis skulle besøges.

 

Dag 4: Glengoyne, loch lomond og Deanston

Hjemmefra havde vi booket en heldagstur rundt i det skotske højland. Vi mødte tirsdag klokken 9.30 på busterminalen, hvor selskabet Rabbies stillede med både bus, chauffør og guide. Både chaufføren John, og i særdeleshed guiden Gregor, var gode til at fortælle på turen, der blandt andet gik forbi Stirling Castle.

Første stop var Glengoyne Distillery. Desværre ramte vi destilleriet “silent season”, hvor der renoveres og rengøres anlæg. Som alternativ fik vi en rundvisning omkring destilleriet. Det hele slutte af med en lille smagning i den gamle Master Distiller bolig, hvor der blev serveret Glengoyne 10 Year Old og 15 Year Old. Afslutningsvist fik vi en drink kaldet Honey Bee, der blandt andet består af deres 10 års aftapning og honning fra deres bi-stader.

Næste stop var søen Loch Lomond, hvor der var mulighed for at spise frokost. Vi valgte i stedet at tage en hurtig toastie, og i stedet gå en tur i de skønne omgivelser. Sidste stop på turen var Deanston Distillery. Vi fik en kort rundvisning på destilleriet, og sluttede af med en lille smagning. Der blev serveret Deanston 12 Year Old og Virgin Oak. Der var naturligvis mulighed for at købe whisky i deres shop, og her delte de velvilligt ud af deres whisky, hvor jeg smagte deres nye 15 Year Old Tequila Cask Finish.

Dagen slutter af med en mail fra KLM, at de har modtaget vores claim anmeldelse, og den er under behandling.

 

Dag 5: New Town, Scott monument, smws, st. Giles Cathedral og The Writers Museum

Onsdag var sat af til shopping i New Town. New Town er et område mellem Princess Street og Queen street, hvor der ligger alverdens butikker. Der er mulighed for at købe kendte mærḱevarer og diverse souvenirs. Over området knejser The Scott Monument i al sin pragt. Jeg udnyttede naturligvis muligheden for at besøge både Johnnie Walker Princes Street, og baren i den lokale afdeling af The Scotch Malt Whisky Society. Jeg skulle naturligvis som medlem have en dram i baren “Members Lounge”.

På vej hjem mod hotellet i Old Town kom vi forbi det lille og smukke museum The Writers Museum, og det skulle naturligvis besøges. Nu havde vi de sidste dage gået forbi St. Giles Cathedral, da hotellet lå lige ved siden af. Først nu valgte vi også at gå ind i katedrallen, og det er en ganske imponerende oplevelse.

Vi modtager i løbet af dagen en mail fra KLM, at vores sag er færdigbehandlet, og vi har krav på refusion af udgifter til hotel og taxa, samt kompensation til os begge for den missede rejse – i alt 5505,- kroner.

 

Dag 6: Greyfriars Kirkyard, harry potter og islanders

Onsdag havde vi booket en gratis Harry Potter tur ind til torsdag morgen. Som sædvanligt var vi på mødestedet i god tid, og det udnyttede vi til en tur rundt på Greyfriars Kirkyard. På aftalt tid ankom vores guide Collin. Sammen med en større gruppe, fortalte han historier om oprindelsen til Harry Potter, hvor blandt andet flere navne er på gravstenene på netop Greyfriars Kirkyard. Turen gik herudover forbi flere destinationer, hvor J. K. Rowling fandt inspiration til, men også skrev store dele af Harry Potter universet. Turen sluttede på Victoria Street, hvor man frivilligt kunne donere et beløb til guiden som tak for turen.

Min kone havde booket en tid til at fremstille en klassisk skotsk taske hos en af Islander butikkerne. Mens hun hyggede sig med at samle tasken, så brugte jeg tiden på at kigge i området omkring butikken, samt smutte en tur til New Town efter en flaske whisky, jeg havde set dagen før.

 

Dag 7: Hjemrejse fra Edinburgh

Fredag morgen tog vi en taxa til lufthavnen, hvor flyet gik planmæssigt. Vi mellemlandede igen i Schipol lufthavn, inden turen gik hjem til det nordjyske. Vi landede præcist til tiden. Mens vi står og venter på vores bagage tjekker jeg min netbank, og ser at KLM allerede har indsat pengene på vores konto. Man må sige at det trods alt gik ganske hurtigt, på trods af lidt start vanskeligheder.

Konklusion på vores tur til Edinburgh

På trods af en lidt skæv start på ferien, så har det været en fantastisk rejse til Skotland. Det har været nogle gode dage væk fra hverdagens trivialiteter. Vi har fået set store dele af Edinburgh, og kan nok sætte flueben ved de fleste af de mest kendte seværdigheder i byen. Vi har smagt på skotske specialiteter som haggis, deepfried Mars-bar samt diverse retter fra den lokale pub. Herudover er der også smagt på skotske øl, blandt andet fra det lokale Vault City Brewing, som jeg er ganske glad for, men desværre ikke fik besøgt denne gang. Derudover fik jeg naturligvis også smagt på en del forskelligt whisky.

 

 

I bakspejlet er vi glade for, at vi valgte at smide lidt ekstra kroner på et centalt beliggende hotel. Det betød, at alle seværdigheder lå indenfor gå afstand. Ligeledes er der utroligt mange whiskybutikker i området, så de blev selvfølgelig også besøgt, når vi lige gik forbi. Som hundeejer er det også imponerende så glade mange skotter er for hunde. Der bliver med det samme sat en vandskål på gulvet, når der kommer en hund ind på den lokale pub. Konklusionen må være at det godt kan lade sig gøre, at kombinere ferie med konen, og oplevelser med whisky, på en tur til Edinburgh, hvilket har givet mod på flere rejser til Skotland,

 

Wolf of Glen Moray – Dark Scottish Ale

Wolf of Glen Moray – Glen Moray whisky fad

Wolf of Glen Moray er en fadlagret Scottish Ale på 9,2% vol. Øllen kommer fra Windswept Brewing Co. Ltd., der ligger i Skotland. Denne ale har lagret på fad, der tidligere har været brugt til whisky fra Glen Moray Distillery i Speyside distriktet. Det vides ikke hvor længe øllen har lagret på disse fad, inden den endelig er aftappet. Udgivelsen er en Limited Edition udgave.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #422

Anmeldelse af Wolf of Glen Moray

Næse:

En let syrlig note, der går i retning af den man kender fra vineddike, kommer op af glasset som det første. Bagved fornemmes en mørk, og let brændt note af sødmefuld malt. Når man har smagt på øllen fremkommer en fjern duft af mørk chokolade og nybrygget kaffe. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Wolf of Glen Moray

Wolf of Glen Moray

Palette:

Syrligheden fra vineddiken er, ganske som i duften, også det første som smages. Langsomt kommer mørkere noter frem i smagen. Der smages nu mørk chokolade med et strejf af kaffe. Efter et par mundfulde af øllen bliver smagen af karamel og vanilje efterhånden mere og mere tydelig i denne fadlagrede øl. Der er ikke nogen smag af whisky at finde i øllen. De 9,2% Vol alkohol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. De mørke noter af sødmefuld mørk ristet malt dominerer. Der smages stadig mørk chokolade med lidt kaffe i baggrunden. Smagen af vanilje er langt tydeligere i eftersmagen. Momentvis kommer smagen af vineddike også frem i afslutningen, og tilføjer en smule syrlighed. Alkoholen mærkes i mundhulen, uden at øllen fremtræder sprittet eller alkohol-tung.

Hvad siger producenten:

“Matured in a Glen Moray whisky cask, our dark Scottish Ale, WOLF takes on subtle whisky aromas and smooth dark malt flavours of chocolate, coffee and burnt toffee giving way to mellow vanilla notes and gentle whisky warmth.”

Konklusion

Dette er en ganske fornuftig øl. Med de officielle smagsnoter ovenfor, så vil jeg mene, at den tydelige tilstedeværelse af vineddike, kan skyldes at brygget er inficeret. Der kom også skum op ad flasken, da kapslen blev taget af, hvilket er endnu et tegn på infektion. Det kan sagtens være sket i forbindelse med lagringen på de aflagte fad fra Glen Moray. Jeg er til gengæld stor fan af sure øl, der “inficeres” i mere kontrollerede forhold. På trods af denne formodede fejl, kan jeg stadig godt lide øllen. Man kan købe en flaske for 69,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Wolf of Glen Moray er, at et fejlslagen bryg, faktisk ender med at falde ganske fint i min smag.

Tennent’s Whisky Oak – Scottish Beer

Tennent’s Whisky Oak – lagret med whisky-eg

Tennent’s Whisky Oak er en øl på 6% Vol fra Wellpark Brewery i Glasgow i Skotland. Denne øl er af typen strong ale. Denne øl er brygget med skotsk malt, og har lagret med egetræ fra whisky tønder. Det vides ikke hvilke af de skotske destillerier tønderne kommer fra. Det udmeldes heller ikke, hvor længe øllen har lagret med dette whisky-eg.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #386

Anmeldelse af Tennent’s Whisky Oak

Næse:

Sødme fra malten kommer op af glasset som det første, når det nærmer sig næsen. Der følges op med en let note af sød frugt. Der overtages efterhånden mere og mere af en duft af karamel, med et lille hint af vanilje. Denne duft af vanilje kan godt komme fra de aflagte fad med whisky. Efter at have smagt på øllen, mærkes en smule bitterhed også i duften. De 6% Vol alkohol mærkes kun svagt i duften.

Tennent's Whisky Oak

Tennent’s Whisky Oak

Palette:

Maltsødme er også det første der smages, når man tager den første mundfuld af øllen. Der smages hurtigt også karamel. En let syrlighed mærkes svagt i baggrunden, og en anelse humle skinner for første gang lidt igennem. Efter et par slurke af øllen, kommer noten af vanilje også frem i smagen. Ligeledes fremkommer en smule bitterhed, der gradvist får karamellen til at minde mere om mælkechokolade i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl. Smagen af mælkechokolade, stadig med et strejf af karamel, dominerer i afslutningen. Ligeledes er bitterheden mere markant i eftersmagen, end den hidtil har været. Det giver en næsten tør fornemmelse i munden. En tørhed som også kan findes i eftersmagen på en del whisky. Man efterlades med en let frugt note i munden, mens tungen gradvist tørrer mere ud.

Hvad siger producenten:

“A medium-bodied beer with a truly Scottish spirit. Bold smoky aromas, sweet and subtly fruity flavours, all crowned by a warming aftertaste. Truly a chieftain of the beer race.”

Konklusion:

Dette er en øl på det jævne. Den er ganske ukompliceret at drikke, og der er ikke de helt store overraskelser at komme efter. Når det er sagt, så kan man købe denne “special-øl” til 25,- kroner i mange danske supermarkeder. Til den pris, så gør den det ganske fornuftigt, og det smages momentvis, at det faktisk er en øl med whisky. Forventer man en øl med dybde og kompleksitet, så skal man kigge andre steder hen. Så skal man nok have fat i en rigtig special-øl, og ikke en masseproduceret øl som denne. Konklusionen på denne anmeldelse af Tennent’s Whisky Oak er, at det en supermarkeds “special-øl”, der gør det ganske godt, som hverdags-øl til en whisky-nørd.