Dalmore Cigar Malt – Reserve

Dalmore Cigar Malt – lagret på ex-bourbon, ex-oloroso og ex-vin fad

Dalmore Cigar Malt Reserve er en skotsk whisky på 44% Vol. Whiskyen er produceret af Dalmore Distillery, der er et af de skotske whisky destillerier i Highland regionen. 70 % af whiskyen har lagret på ex-oloroso sherry fade og 30% på ex-bourbon fad af amerikansk hvid eg. Disse er slutteligt mixet og har lagret sammen på Cabernet Sauvignon ex-vin fad. Der er ingen aldersangivelse på flasken, men jeg har flere steder læst, at den er mellem 12 år og 15 år gammel. Whiskyen er desuden kølefiltreret.  Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #148

Anmeldelse af Dalmore Cigar Malt

Næse:

Fugtsødme fra modne røde frugter og bær rammer næsen som det første. Dette ændrer sig gradvist over i en duft som mere minder om modne appelsiner, efter lidt tid i glasset. Langsomt kommer nuancer af mørk chokolade og kaffe frem. I baggrunden fornemmer lidt karamel, vanilje og egetræ. Man mærker ikke alkoholen i aromaen.

Dalmore Cigar Malt - Sample

Dalmore Cigar Malt – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i aromaen, dog uden den bliver dominerende på nogen måde. Også her smager man moden frugt, men smager af røde bær er mere tydelig. Man får en fornemmelse af meget modne kirsebær. Smagen af moden appelsin kommer mere frem efter et par smagsprøver af drammen, og man mærker en smule syrlighed på tungen. I baggrunden fornemmer man rosiner og chokolade, Der er en god olie-agtig fornemmelse i munden i denne Highland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Man mærker en god varme fra alkoholen. Eftersmagen er præget af maltsødme og tørre frugter som rosiner og svesker. Man fornemmer noget som minder lidt om banan-smag i baggrunden. Langsom fremtræder bitterheden tydeligere, og tankerne ledes hen på appelsinskræl og mørk chokolade. Der er en snert af lidt stærke krydderier på tungespidsen, som minder om kanel og muscatnød.

Hvad siger producenten:

“The perfect accompaniment to the finest cigars, this single malt is matured in American white oak ex-bourbon casks , Matusalem oloroso sherry casks and Cabernet Sauvignon barriques.”

Konklusion:

Lad det være sagt med det samme, at denne whisky er god. Den har en god kompleksitet, hvor man kommer igennem mange smagsnuancer. Whiskyen ændrer karakter nogle gange på trods af den lille sample, som er anmeldt her. Det kunne være sjovt at følge en udviklingen i en hel flaske. Man kan købe en flaske for omkring 900,- kroner, og det er nok lige i overkanten for en NAS whisky. Nu er jeg ikke længere ryger, men det kunne være sjovt at smage den med en cigar, som det oprindeligt var hensigten. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalmore Cigar Malt Reserve er, at det er en glimrende whisky, også uden cigar.

4/5 (1)

Fettercairn 12 Year Old – en tropisk Highlander

Fettercairn 12 Year Old – en letdrikkelig dram

Fettercairn 12 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret på Fettercairn Distillery i det skotske Highland område. Whiskyen har lagret i 12 år på ex-bourbon fad af amerikansk hvid egetræ. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #84

Anmeldelse af Fettercairn 12 Year Old

Næse:

Man dufter straks frugt når man stikker næsen til sit glas. Der er markant tone af modne pærer. Efter lidt tid i glasset kommer fine toner af blomster frem til overfladen. Bagved ligger fine noter af vanilje og en smule egetræ. Man kan svagt ane en lidt syrlig note, som minder en smule om mandarin. Alkoholen er ikke at mærke i næsen, og den har et generelt blød udtryk.

Fettercairn 12 Year Old - Sample

Fettercairn 12 Year Old – Sample

Palette:

Ligeså blød som whiskyen var i næsen, ligeså kraftig er den i smagen. Smagsløgene rammes straks af stærke krydderier som nelliker og en smule kanel. Der fremkommer hurtigt en nærmest kaffe-agtig smag, og en bitterhed som man også forbinder med kaffe. Efter et par mundfulde fremkommer de lidt finere nuancer frem, og man smager nu lidt vanilje og karamel. Der er igen en smule syrlighed at finde. Der er lidt mere bid i de 40% vol. alkohol i smagen.

Afslutning:

Der er medium eftersmag på drammen. Igen bliver de modne pærer tydelige, og der fremkommer en god sødme i munden. Den svage syrlighed fra både næse og palette er lidt tydeligere i afslutningen. Den ligger som en lidt prikkende fornemmelse på tungen. Langsomt bliver karamel og vanilje tydeligere, og man sidder tilbage med en god varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Refreshing nectarine and tropical fruit, with subtle roasted coffee, clove, and ginger. A memorable finish of sultanas and black toffee”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig dram. Særlig kan jeg godt lide, at det blide udtryk i duften, erstattes af en del mere power i smagen. Det efterlader et ganske indtryk, og giver lidt udfordringer til nyderen. Nuancerne af mandarin, kaffe, pærer og kanel giver næsten drammen et tropisk udtryk. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, og det mener jeg som sådan også at den er værd. Man kan købe meget god whisky i dette prisleje, og denne kan fint klare sig i konkurrencen. Konklusionen på denne anmeldelse af Fettercairn 12 Year Old er, at det er en fin whisky, som viser lidt tænder i smagen.

3/5 (1)

Jura Origin – 10 Year Old

Jura Origin – fra Isle of Jura

Jura Origin er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret af Jura Distillery, der er et af de skotske destillerier, som ligger på øerne. Derfor betragtes den som en Island Single Malt whisky. Whiskyen har ligget 10 år i first fill ex-bourbon fad. Whiskyen er kølefiltreret. Denne sample fik jeg som en gratis smagsprøve på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #77

Anmeldelse af Jura Origin

Næse:

Man dufter først en god frugtsødme. Denne frugtsødme ændrer karakter over i en mere blomster-honning sødme efter lidt tid i glasset. Man kan tydeligt dufte egetræ i drammen. Det frembringer lidt vanilje i aromaen. Man fornemmer en aroma som minder lidt om ingefær i baggrunden. Der er endvidere en meget lille nuance af noget røg. Man mærker ikke alkohol i næsen.

Jura Origin - Sample

Jura Origin – Sample

Palette:

Der er noget mere punch i smagen på trods af de kun 40% vol alkohol. Man mærker et godt brænd i munden, der både stammer fra spritten, men også tydelige noter af stærke krydderier, som peber og kanel. Når smagsløgene har tilpasset sig, så kommer fine nuancer af blomster og frisk frugt. Man fornemmer lidt salt i munden. Tilstedeværelsen af egetræ er ikke så tydelig i paletten som i næsen, og der fornemmes en smule vanilje. Der er ikke røg at finde i paletten. Efter et par smagsprøver er der en let bitter undertone.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Her er der en god varme fra alkohol og stærke krydderier. Man smager karamel og vanilje. Man fornemmer at honningsødmen lægger sig i munden. Det gør at der faktisk er en ret blød fornemmelse, på trods af det ret hårde indtryk whiskyen gav i smagen. Egetræs smagen bliver tydeligere igen hen mod slutningen, og man sidder med en en fornemmelse af bitterhed på tungen. Det leder tankerne hen på mørk bitter chokolade.

Hvad siger producenten:

“Light and delicate with a warming honey finish. This is where it all started. For us, this whisky signifies the rebirth of the Jura distillery and rebuilding of our community. So it’s fitting that each bottle carries the ancient Celtic symbol for beginnings. “

Konklusion:

Denne whisky generer ikke nogen. Den er ganske fin, men den tilbyder ikke noget ud aver det sædvanlige. Man kan købe den for under 300,- kroner, og det syntes jeg sådan set den er værd. Man får en fin oplevelse til prisen, og den kan sagtens klare sig i forhold til andre i dette prisleje. Vil man prøve en dram fra Island regionen, hvor man oplever et lidt maritimt indtryk, så kan man godt starte her. Der er fin næse, der er godt punch i smagen, med noter af salt, og der er en god blød afslutning, med fin fad indflydelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Jura Origin er, at drammen er ganske god til prisen, uden at stille de store krav til nyderen.

3/5 (1)