Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Islay Single Malt Scotch Whisky

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – ex-vin fad

Bunnahabhain Eirigh Na Greine er en whisky på 46,3% Vol. Den er fremstillet på det skotske Islay destilleri Bunnahabhain Distillery. Whiskyen har modnet i et mix af franske og italienske ex-vin fad, der tidligere har indeholdt rødvin. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Aftapningen er en Limited Edition aftappet til rejsende på Travel Retail markedet. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke brugt kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #515

Anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine

Næse:

Sødme rammer næsen først. Der duftes søde modne æbler, og søde bær som brombær og jordbær. Man fornemmer et let vinøst udtryk, der sikkert stammer fra lagringen i de aflagte vin fad. Langsomt kommer vanilje og lys karamel mere frem i duften. Momentvis opfanges krydderurter som timian og rosmarin i næsen. Når man har smagt på drammen opfanges noter af nyslået græs og citrus. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Bunnahabhain Eirigh Na Greine - Sample

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Sample

Palette:

Syrligheden fra citrusfrugt og nyslået græs smages som det første i denne Islay whisky. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og karamel. Bagved smages lidt modne brombær og grønne vindruer. Efter et par nip til drammen fremkommer et strejf af bitterhed. Med sig har det noter af mandler og egetræ. Der anes svagt en let maritim note af hav og salt. De 46,3% Vol er ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der ligger et let lag af sødme fra frugter og bær i munden. Gradvist tager bitterheden mere og mere over. Samtidig kommer timian og rosmarin, der ligeledes var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Noter af hav og salt er tydelige i afslutning, og mærkes på læberne. Smagen af egetræ og mandler tager slutteligt mere og mere over, for til sidst at dominere. Man efterlades med at minde som når man har drukket frugt-te, med en citronskive i, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Meaning “morning sky” in Gaelich, Eirigh Na Greine is a limited edition release that is as unique as the breathtaking sunrises you see from the pier at Bunnahabhain. Scents of sweet, rich spice evolve into flavours of roasted nuts, fresh fruit, and hints of sea salt and smoke.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Er man glad for whisky fra destilleriet, og har mod på at prøve en aftapning, der har modnet på lidt alternative fad, så er dette et fint valg. Forventer man lidt tungere noter, som man eksempelvis finder i den klassiske Bunnahabhain 12 Year Old, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Med denne prissætning har jeg smagt aftapninger fra destilleriet, der falder væsentligt bedre i min smag. Jeg er derfor ganske tilfreds med kun at smage denne 3 cl. sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine er, at der er andet whisky fra destilleriet, der passer bedre til mine smagsløg.

2/5 (1)

Bunnahabhain Toiteach A Dhà – Islay Single Malt Scotch Whisky

Bunnahabhain Toiteach A Dhà – en let-røget Islay whisky

Bunnahabhain Toiteach A Dhà er en whisky på 46,3% Vol. Den er fremstillet på det skotske destilleri Bunnahabhain Distillery. Destilleriet ligger på øen Islay, og er under ejerskab af Distell Group Limited. Whiskyen er lagret en kombination af ex-bourbon og ex-sherry fad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Den er ikke kølefiltreret, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #485

Anmeldelse af Bunnahabhain Toiteach A Dhà

Næse:

Røg kommer op fra glasset først. Det er en tør røg, som den man kender fra aske i brændeovnen. Sødme fra vanilje følger efter, sammen med en snert af egetræ. I kombination får man associationer til ristede peanuts. Efter lidt tid glasset, hvor drammen får lov at åbne lidt op, kommer noter af tørrede abrikoser og figner frem frem fra baggrunden. Der anes et strejf af solmodne appelsiner. Efter lidt tid kommer lidt mynte frem fra baggrunden. De 46,3% Vol. alkohol mærkes ikke i næsen.

Bunnahabhain Toiteach A Dhà

Bunnahabhain Toiteach A Dhà

Palette:

Den tørre røg fra aske rammer også smagsløgene først, hurtigt efterfulgt af vaniljesødme. Der mærkes også hurtigt stærk kanel og chili på tungen, der giver en prikkende og varm fornemmelse på tungen. Efter et par nip til denne skotske whisky kommer sødme fra tørrede abrikoser og figner gradvist mere og mere frem. Bagved kommer smagen fra søde appelsiner lejlighedsvist frem, sammen med et strejf af mælkechokolade. Alkoholen mærkes uden at være sprittet, men drammen tålet fint et par dråber vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Eftersmagen er præget af sødmen fra vanilje og karamel. Der mærkes stadig chili og kanel på tungen, der sammen med alkoholen giver en varm fornemmelse i munden. Gradvist kommer en tiltagende bitterhed fra egetræ, der leder tankerne i retning af peanuts, som også er at finde i duften. Smagen af egetræ er mere tydelig i eftersmagen. Man sidder tilbage med en smag af chokolade. peanuts med et strejf af lakrids i munden.

Hvad siger producenten:

“With a touch of smoke from our peated malted barley introduced during its creation and combined with a higher sherry influence, this special bottling offers the connoisseur an opportunity to try something truly unique and beguiling in nature.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Hvis man har mod på røget whisky fra Islay, uden den behøver at være voldsomt kompleks, så er dette et godt bud på en god flaske. Særligt interessant er det at man næsten sidder tilbage med en følelse i munden, som når man har spist en chokoladebar af typen Snickers. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner, og med denne prissætning, er denne aftapning ganske konkurrencedygtig. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Toiteach A Dhà er, at det en glimrende whisky, hvis man kan lide røg og Snickers.

4/5 (1)

Stauning Bastard Rye Whisky – Mezcal Cask Finish

Stauning Bastard – Research Series

Stauning Bastard Rye Whisky Mezcal Cask Finish er en rug whisky på 46,3% Vol. Whiskyen er fremstillet på det danske destilleri Stauning Whisky Distillery. Denne rug whisky har først modnet 3-4 år på nye egetræsfad. Herefter får den en afslutning i 6 månéder i gamle ex-mezcal fad, der tidligere har indeholdt Oro de Oaxaca. Flasken kommer dog uden aldersangivelse. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Aftapningen er del i destilleriets “Research Series”, og denne sample er fra den anden udgave.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #483

Anmeldelse af Stauning Bastard Rye Whisky Mezcal Cask Finish

Næse:

En tydelig sødme kommer først op fra glasset. Der følges hurtigt op med noter af sød tørret frugt som svesker og rosiner. En let parfumeret duft, der ikke sædvanligvis er i rye whisky, kommer også hurtigt frem. Den leder tankerne i retning af lidt kunstig frugt-vingummi. I baggrunden opfanges lidt krydderurter som mynte og timian, der forstærkes væsentligt, efter man også har smagt på drammen. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Stauning Bastard Rye Whisky Mezcal Cask Finish - Sample

Stauning Bastard Rye Whisky Mezcal Cask Finish – Sample

Palette:

Alkoholen er mere tydelig i smagen, men dette kan nedtones med lidt vand, hvis man foretrækker det. Krydderurterne smages som det første, hvor der er tydelig timian og mynte. Der følges hurtigt op med stærk kanel og peber på tungen, der giver en smule prikken og varme. Ganske som i duften, er der også i smagen en parfumeret tilstedeværelse. Sammen med krydderurterne ledes tankerne i retning af vingummi og eller frugt-tyggegummi.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne rug whisky. Eftersmagen er først af stærk kanel og sort peber i munden. Efterhånden som dat aftager, kommer lidt mere sødme frem igen. Et strejf af blomsterhonning fornemmes momentvis. Som i duften smages nu svesker og rosiner. En smule bitterhed kommer gradvist mere frem, og giver en smule tørhed i munden. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har drukket frugt-te, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Vinden fra Vesterhavet blander blod med Mexicos ørken i denne dobbelt-destillerede rye whisky, der er lagret på gamle mezcal fade. En illegal kærlighedsaffære med en blid og eksotisk eftersmag. Stauning Bastard en rye whisky, der er brygget på rene vestjyske råvarer, maltet på gulvet i vores destilleri og dobbelt-destilleret over åben ild. Efter 3-4 år på nye, brændte amerikanske egefade har vi rundet whiskyen af med mindst 6 måneders ophold i gamle mezcal fade fra mexicanske Oro de Oaxaca. Resultatet er et elegant gadekryds af en rye whisky, hvis lige du ikke finder andre steder i verden.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde dram. Har man mod på at prøve whisky, der har fået alternative afslutninger på fad, så er dette et fint bud på en god flaske. Personligt foretrækker jeg destilleriets sædvanlige Rye whisky, der ikke er eksperimenteret med, som med denne flaske. Nuvel, det er selvfølgelig smag og behag, men spændende er det, og det er med til at udvide horisonten i ens whisky-verden. Man kan købe en flaske for lige omkring 600,- kroner. Jeg har byttet mig til denne sample, og som sådan glad for, at jeg ikke har sendt penge efter en hel flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Bastard Rye Whisky Mezcal Cask Finish er, at den nok er mere interessant end egentlig god.

3/5 (1)