Highland Park 8 Year Old – The MacPhail’s Collection

Highland Park 8 Year Old – Orkney

Highland Park 8 Year Old er en whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske destilleri Highland Park Distillery på øen Orkney. Denne aftapning er sendt på gaden af den uafhængige aftapper Gordon & MacPhail. Den er del i deres serie “The MacPhail’s Collection” og bærer undertitlen “Orkney”, der henviser til øen, hvor destilleriet er placeret. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Den har modnet på disse fad i mindst 8 år. Den er fremstillet uden brug af kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #248

Anmeldelse af Highland Park 8 Year Old

Næse:

Duften af friske umodne grønne æbler er det første som møder næsen, når man dufter til denne Island whisky. Duften ændrer hurtigt karakter til at blive mere citrus-lignende, hvor der særligt duftes citron og lime-frugt. Der er en smule mineralsk udtryk i drammen, som giver et lidt maritimt udtryk. I baggrunden anes svagt en smule røg og vanilje. Efter nogle minutter i glasset kommer en fin aroma af mint frem. De 43% vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Highland Park 8 Year Old The Macphail's Collection

Highland Park 8 Year Old The Macphail’s Collection – Miniature

Palette:

Citrusfrugterne er mere tydelige i paletten. Der smages citron og lime-frugt, som også var at finde i duften. Røgen er en smule mere markant i smagen, men bliver aldrig så tydelig, som man kender det i noget whisky fra Islay. Det er en mere diskret røg, som ligger som en fin note over smagsudtrykket. Efter et par nip til drammen kommer det maritime og mineralske udtryk en smule frem. Ligeledes fremkommer også en smule vanilje og en let honningsødme. Der mærkes lidt prikken fra frisk ingefær på tungen. Alkoholen gør heller ikke meget væsen af sig i paletten.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Det maritime og mineralske udtryk aftager hurtigt, samtidig med at vanilje og karamel bliver tydeligere i eftersmagen. Der er stadig lidt stærk ingefær på tungen, samtidig med en syrlighed fra citrusfrugterne. Honningsødmen ligger fjernt i baggrunden. Der kommer en let smag af egetræ frem, samtidig med en smule bitter fornemmelse opstår i munden. Der mærkes en fin varme i mund og svælg fra den relativt lave alkoholprocent, samtidig med at mint mærkes på tungespidsen.

Konklusion:

Dette er en fornuftig dram. Den er ikke synderligt kompleks, men den smager ganske udmærket. Den virker ungdommelig og frisk i både duft, smag og eftersmag, hvilket også betyder, at den er ganske let at drikke. Leder man efter en whisky med tyngde, som man kan bruge flere timer med, så skal man lede andre steder. Man kan købe en flaske for mellem 250,- og 300,- kroner. Til prisen tilbýder denne whisky en ganske god oplevelse, hvor de fleste kan være med – også økonomisk. Konklusionen på denne anmeldelse af Highland Park 8 Year Old The Macphail’s Collection er, at det er en hæderlig single malt, hvor alle kan være med, både hvad angår pris og kompleksitet.

4/5 (2)

Benromach 10 Year Old – ex-bourbon og ex-sherry fad

Benromach 10 Year Old – sherry med et strejf at røg

Benromach 10 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på Benromach Distillery, som er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. I 9 år har en femtedel af whiskyen lagret på ex-sherry fad, og fire femtedele på ex-bourbon fad. Herefter har whiskyen fået en afslutning i 1 år på ex-oloroso sherry fad. Whiskyen har hermed lagret i alt 10 år på disse fad. Den er endvidere flasket uden kølefiltrering. Denne sample fik jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #86

Anmeldelse af Benromach 10 Year Old

Næse:

Man dufter straks en god malt-sødme i denne dram. Man mærker også lidt prikken i næsen fra de trods alt begrænsede 43% Vol alkohol. Efter lidt tid bliver duften af tørret frugt tydeligere. Her duftes særlig abrikos og svesker. Efterhånden blive aromaen og egetræ tydeligere. En lidt sjov detalje er, at jo længere man sidder med glasset foran næsen, jo mere bliver der plads til en form for friskhed, igennem de ellers lidt mørke indtryk. Man fornemmer her friske og let-syrlige frugter.

Benromach 10 Year Old - Sample

Benromach 10 Year Old – Sample

Palette:

Smagen er også præget af mørke frugter som abrikos og svesker, og malt-sødmen trænger også igennem i paletten. Igen viser den relativt lave alkohol en smule tænder, men ikke så meget, at det bliver dominerende. Sødmen erstattes hurtigt af syrlighed, som man kender fra friske frugter, som syrlige æbler, eller måske endda humle som man kender det fra øl. Der fornemmes lidt stærke krydderier på tungen, hvor kardemomme og kanel er tydelige. Man sidder også med en fornemmelse af salt og let røg på tungen.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på denne whisky. Eftersmagen er også præget af malt-sødme, som går hand i hånd med syrligheden fra de friske frugter. Efter lidt tid erstattes dette at en smule bitterhed. Der fremkommer fine noter af vanilje og en smule egetræ. Man sidder med lidt prikken på tungen fra syrligheden og lidt stærke krydderier, inden munden slutteligt tørrer en smule ud, og man fornemmer noget som minder lidt om røg i mundhulen.

Hvad siger producenten:

“Savour the succulent mouth coating and taste the toasted malt, delicate peat smoke and lingering sweet sherry… our gorgeous Benromach Speyside style of single malt whisky.

Konklusion:

Dette er en fantastisk god og kompleks whisky. Det er en oplevelse at opleve disse skift mellem sødme og syrlighed. En flaske koster omkring 400,- kroner, hvilket den absolut er værd. Det er ikke helt uden grund at den kendte YouTuber “Ralfy” gav den titlen Whisky of the Year 2014. Om jeg er helt enig med ham ved jeg ikke, men god det er den i hvert fald. Det er en flaske man bør have i sin samling, og en jeg vil anbefale andre at prøve. Konklusionen på denne anmeldelse af Benromach 10 Year Old er, at dette er en fantastisk oplevelse, og den er alle pengene værd.

4/5 (1)