Paradox Islay – Whisky Cask Aged Imperial Stout

Paradox Islay – lagret på Islay whisky fad

Paradox Islay er en Imperial Stout på 14% Vol. Øllen er produceret af BrewDog, som er hjemmehørende i Ellon, Aberdeenshire i Skotland. Den har lagret i fad, som tidligere har indeholdt Islay single malt whisky. Det oplyses dog ikke, hvilket destilleri disse fad kommer fra, eller om det eventuelt er fra flere forskellige destillerier. På flasken nævnes det heller ikke, hvor længe øllen har lagret på disse fad. Tidligere udgaver har dog lagret 178 dage på fadene, så mon ikke denne øl også er i det leje.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #155

Anmeldelse af Paradox Islay

Næse:

Først får man en tydelig note af mørk og hårdt ristet malt i næsen. Efter nogle minutter i glasset, aftager det mørke udtryk, og øllen får mere fylde. Der kommer efterhånden en god maltsødme frem, som bliver mere og mere tydelig, Man fornemmer noter af kaffe og karamel. Der mærkes lidt røg i baggrunden. De 14% vol alkohol mærkes ikke i aromaen. Efter at have smagt på øllen opfanges også noter af vanilje i aromaen. Det generelle duftudtryk bliver mere vinøst og hengemt, når man har taget et par mundfulde af denne øl.

Paradox Islay

Paradox Islay

Palette:

Man rammes først af en markant fornemmelse af mørk malt, som giver et lidt brændt udtryk. Dette følges hurtigt op af tydelig maltsødme, som er med til at underbygge et kraftigt førstehåndsindtryk. Når smagsløgene er indjusteret, så kommer fine noter af kaffe og mørk chokolade. Der ligger en let fornemmelse af røg over hele smagsbilledet. Ganske som man også kender det fra whisky fra Islay. Langsomt kommer en smule vanilje frem fra baggrunden. Alkoholen er tydeligere i paletten, men bliver aldrig dominerende, på trods af det relativt høje niveau.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Eftersmagen er først præget af maltsødmen, som har lagt sig som et fint lag i munden. Efterhånden tager smagen af mørk chokolade og kaffe over. Der fornemmes en let bitter note på tungen, som næsten leder tankerne hen i retning af peanuts. Stille og roligt aftager den kraftige smagsoplevelse. Det giver plads til en smag af vanilje og let-brændt karamel. Munden tørrer slutteligt en smule ud, og man sidder med lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“A hugely complex and full-bodied beer with powerfull notes of Islay malt, lasting espresso bitterness and dark roasty chocolate, this Paradox returns a power long overdue: It is a time capsule retrieved.”

Konklusion:

Dette er virkelig en god øl. Der er en fantastisk kompleksitet i både duft, smag og eftersmag. Det er ofte et problem at mørke øl som denne, fremtræder tørre og “melede” i sit udtryk. Det er ikke tilfældet med denne øl. Den har haft tydelig gavn af en længere lagringsperiode, som har en tendens til at bløde dette en smule op. Ligeledes leder røgen, og det generelt kraftige udtryk, også tankerne hen på Islay single malt whisky. Øllen koster omkring 130,- kroner for 33 cl. Det svarer cirka til 300,- kroner for 70 cl., eller hvad der svarer til en standard whisky flaske. For 300,- kan man også købe ganske fornuftig whisky, der holder en del længere, end den time, det tog at drikke den øl. Er man øl-nørd, så bør man dog stadig prøve at købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Paradox Islay er, at der kan købes whisky i samme prisleje, men den er stadig oplevelsen værd.

Ola Dubh 12 – Highland Park Oak Aged Black Ale

Ola Dubh 12 – lagret i Highland Park 12 Year Old fad

Ola Dubh 12 er en fadlagret black ale på 8,0% vol. fra bryggeriet Harviestoun Brewery, der er beliggende i den skotske by Alva i Clackmannanshire. Bryggeriet laver flere øl som fadlagres i Highland Park Distilleriets aflagte tønder. Denne udgave af deres øl har lagret på fad fra Highland Park 12 Year Old. Denne flaske har Bottle No. #31876, og er flasket i april måned 2015.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #67

Anmeldelse af Ola Dubh 12

Næse:

Man dufter straks en kraftig indflydelse fra den mørke malt, der er brugt i denne øl. Det giver fine noter af mørk chokolade. Øllen giver en god sødme i næsen, der nærmest giver den et blødt og rundt udtryk. I baggrunden fornemmer man vanilje, som sandsynligvis stammer fra de aflagte Highland Park fad. Man fornemmer også en anelse mørke tørrede frugter som svesker og rosiner.

Ola Dubh 12

Ola Dubh 12

Palette:

Smagen er også ganske blød og rund. Den har en afdæmpet smag af de hårdt ristede malttyper, der benyttes i sorte øl som denne. Det giver de karakteristiske smagsnuancer af kaffe og chokolade. Også i smagen fornemmer man lidt vanilje fra fadet, samt rosiner og svesker. Man fornemmer en ganske svag bitterhed på tungen, som sikkert skyldes humlen. Der er ikke umiddelbar fornemmelse af alkohol fra de 8.0% vol i øllen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på Ola Dubh 12. Man kan kortvarigt smage chokolade, der dog mere har karakter af mælke chokolade i eftersmagen. Der er også små noter af karamel og vanilje. Det hele toppes af med en let bitterhed, der ligger sig på tungen. Den bliver næsten lidt harsk til sidst. Slutteligt forekommer munden næsten tør.

Hvad siger producenten:

“This amazing brew has been aged in selected oak casks formerly used to mature Highland Park 12 Year Old Single Malt Whisky, adding complementary whisky notes to our chocolatey, bittersweet beer.

Konklusion

Denne øl imponerer ikke specielt meget. På trods af det mørke udtryk, så kan den næsten virke lidt for blid og blød. Man sidder med en fornemmelse af at, den burde kunne tilbyde noget mere, end den egentlig gør. Det gør oplevelsen med at drikke øllen lidt skuffende. Her må man sige at dens storebror Ola Dubh 21 Year Special Reserve er væsentligt bedre, men desværre også cirka dobbelt så dyr. Med en pris på omkring 50,- kroner, så er øllen alt for dyr. Man kan få andre, og væsentligt bedre øl med whisky, i dette prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Ola Dubh 12 er, at den ganske enkelt ikke er pengene værd, og at den skuffer en anelse.

Speyside Oak Aged Blonde Ale – Øl og Speyside fad

Speyside Oak Aged Blonde Ale – krydret med eg fra Speyside fad

Speyside Oak Aged Blonde Ale er en oak-aged golden ale på 6,5% vol. fra Belhaven Brewery, der er beliggende i byen Belhaven i Skotland. Øllen er brygget med skotsk pale ale og crystal malt. Den er endvidere humlet med challenger og goldings humle, og den har en IBU på 25. Det interessante ved denne øl, er at den har lagret med egetræ, der har trukket i whisky fra Speyside regionen. Det oplyses dog ikke hvilket destilleri det drejer sig om.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #64

Anmeldelse af Speyside Oak Aged Blonde Ale

Næse:

Det første som rammer næsen er en god sødme som man kender fra malt. I baggrunden fornemmer man fint en lille smule egetræ, som sikkert kommer fra Speyside whiskyfadene. Der er en smule syrlighed i duften, som kan lede tankerne hen på et lidt vinøst udtryk. Man fornemmer ikke tilstedeværelse af humle, og man mærker heller ikke de 6,5% vol alkohol i næsen.

Speyside Oak Aged Blonde Ale

Palette:

Også smagen er præget af kraftig maltsødme og en smule syrlighed. I baggrunden fornemmer man en smule vanilje, som sikkert er fra egetræet. Man kan smage lidt noter af mørk frugt som figen og dadler. Heller ikke i smagen opfanger man humle og alkohol.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. Også her er sødmen dominerende, og den fylder mere og mere jo flere mundfulde man drikker. Det overskygger de ellers fine nuancer af vanilje man får efter første tår. Slutteligt oplever man at munden tører en smule ud, og man får et snert af bitterhed på spidsen af tungen.

Hvad siger producenten:

A smooth, full-bodied golden ale from Belhaven, with sweet vanilla oak and subtle whisky notes. The malt whiskies of Speyside are world famous for their sweetness and elegance – giving this outstanding beer poise and finesse as well as depth.”

Konklusion

Denne øl generer ingen. Den er sådan set ganske neutral, og er ikke en som skiller sig væsentligt ud fra mængden. Man kan købe den for omkring 30,- kroner, og det er den såmænd nok værd, men heller ikke mere end det. Jeg mener man kan få andre øl, også med relation til whisky, som er noget bedre en denne. Vil man gerne prøve en øl, hvor man får en snert egetræs- og vaniljemag, så kan man godt prøve denne. Er man til øl med lidt mere styrke og karakter, så bør man nok se andre steder hen. Konklusionen på denne anmeldelse af Speyside Oak Aged Blonde Ale er, at det er en lidt kedelig øl, som ikke udfordrer sanserne nævneværdigt.