Dalwhinnie Distillers Edition – Oloroso cask finish

Dalwhinnie Distillers Edition – Destilleret 2003 flasket 2018 D.SZ.312

Dalwhinnie Distillers Edition er en whisky på 43% Vol. Whiskyen er produceret på det skotske destilleri Dalwhinnie Distillery. Whiskyen er først lagret i ex-boubon fad. Herefter har den fået en afslutning ex-oloroso sherry fad. Kassen kommer påtrykt “Special Release Limited Edition”. Spritten er brændt i 2003, og er senere aftappet i 2018, hvilket gør whiskyen 15 år gammel. Den er tilsat karamelfarve, og desuden  brugt kølefiltrering. Flasken kommer med koden D.SZ.312 påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #249

Anmeldelse af Dalwhinnie Distillers Edition

Næse:

Næsen mødes af kraftig duft af diverse sødmefulde frugter. Der duftes æbler og pærer, men også tropiske frugter som bananer, ferskner og meloner er tydelige. Langsomt kommer lidt mørkere noter frem i glasset, og der duftes nu lidt tørrede rosiner og abrikoser, imens lidt solmodne røde bær kigger frem fra baggrunden. Når man også har smagt på whiskyen findes lidt vanilje og mørk chokolade i aromaen. Man mærker ikke de 43% Vol. alkohol.

Dalwhinnie Distillers Edition

Dalwhinnie Distillers Edition

Palette:

Igen mødes man af en sammenblanding af både søde friske, og søde tørrede frugter. Ganske som i duften smages æbler, pærer, ferskner og bananer, imens de lidt mørkere noter af rosiner og abrikoser er lidt i baggrunden. Jo flere gange man smager på drammen, jo mere træder de mørkere frugtnoter frem. Kombinationen kan godt give en lidt parfumeret smagsoplevelse, som leder tankerne i retning blomster potpourri. I baggrunden anes lidt vanilje, og der fremkommer en snert af cappuccino i whiskyen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en kort eftersmag på drammen. De mørke noter fra rosiner og abrikoser er tydeligere i afslutningen. Ligeledes er cappuccino og vanilje. Den sødmefulde frugt-mix er væsentlig mere tilbage i eftersmagen, men er dog stadig fjernt tilstede. Der mærkes for første gang en smule peber på tungen, og der fremkommer en let bitter note i mundhulen. Man efterlades med et minde om vanilje og lidt egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

From the highest distillery in Scotland, set in the windswept grampian mountains with their unlimited supply of fresh spring water, comes this delightfully gentle, delicately smoky malt.

Konklusion:

 Denne whisky er ganske fornuftig, uden at imponere. Det er en whisky hvor alle kan være med, uanset hvor langt man er i sin whisky-rejse. Den er virkelig let at drikke, men der gemmer sig stadig en anelse kompleksitet, som gør den nogenlunde interessant for den øvede nyder. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Et prisleje med hård konkurrence og mange gode alternativer. Det må være op til den enkeltes præferencer for whisky, der afgør om dette er flasken, der ryger i indkøbsvognen til den pris. Personligt vil jeg nok selv kigge i en anden retning, men vil med glæde byde gæster et glas, da den virkelig er let at drikke. Der vil endda nok være overhængende fare for at den bliver drukket, for den glider faretruende let ned. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalwhinnie Distillers Edition er, at det er en fornuftig all-round whisky, der næsten kan drikkes som var det saftevand.

3/5 (1)

Glenkinchie Distillers Edition – Amontillado cask finish

Glenkinchie Distillers Edition – Destilleret 2003 flasket 2015 G/288-7-D

Glenkinchie Distillers Edition er en skotsk whisky på 43% vol. Destilleriet er et af de skotske destillerier i Lowland området. Whiskyen har lagret i ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i ex-sherry fad. Det er sherry fad som tidligere har modnet typen Amontillado sherry. Råspritten er destilleret i 2003, og senere aftappet igen i 2015. Dette gør whiskyen 12 år gammel. Whiskyen er desuden kølefiltreret. Flasken kommer med koden G/288-7-D påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #243

Anmeldelse af Glenkinchie Distillers Edition

Næse:

Man dufter først en smule blomster og nyslået græs, når næsen sættes hen til glasset. Der følges hurtigt op med honningsødme. Efter nogle minutter i glasset kommer sødmefulde modne æbler og pærer frem i duften, men stadig på en lidt diskret og afdæmpet måde. Der er note i baggrunden, som man også kan finde i noget frugtig rødvin, som giver et lidt vinøs udtryk til hele duften. Kombinationen kan næsten minde om det man kender fra en nyåbnet dåse pibetobak. Når man også har smagt på denne Lowland whisky, så anes en smule dadler og figner også i næsen. Alkoholen er ikke at mærke.

Glenkinchie Distillers Edition

Glenkinchie Distillers Edition

Palette:

Sødme fra blomsterhonning er det første som smages. Hurtigt føler modne æbler og pærer efter. Der anes også lidt modne tropiske frugter som bananer og mango. Et hint af lidt syrlige appelsiner gemmer sig lidt i baggrunden. Når man har smagt på drammen et par gange kommer en smule tørrede dadler og figner efterhånden mere og mere frem i smagsbilledet. Der er let bitter note, som man også finder i valnødder, bagerst på tungen. Heller ikke i smagen gør de 43% vol alkohol sig bemærket.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Honningsødmen og sødme fra de modne frugter lægger sig som et fint tyndt lag i munden. De tørrede dadler og figner er tydeligere i eftersmagen end både i duft og smag. De bitre noter af valnødder er ligeledes mere markante i afslutning. Der anes en smule tørhed på tungen. Man sidder tilbage med lidt kanel, vanilje og karamelsødme i munden.

Hvad siger producenten:

“A special limited edition from hand-selected casks, double matured in elegant Amontillado sherry cask wood chosen to complement the whisky’s sophisticated balance between sweet and dry. This distillers edition reveals a fascinating, complex and malty depth in Glenkinchie’s intriguing Lowland character. “

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, der ikke på nogen måde skiller sig ud. Kan man lide den klassiske malt Glenkinchie 12 Year Old, så er dette en helt naturlig forsættelse af den oplevelse. Som sit klassiske “familiemedlem” skræmmer denne whisky ikke nogen væk. Den er blid og blød, og alle kan være med. Man kan købe en flaske for under 500,- kroner, hvilket er en anelse dyrere end den almindelige 12 års udgave. De sidste kroner er dog givet godt ud. Der er lige lidt mere at byde på i denne Distillers Edition. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenkinchie Distillers Edition er, at den er ganske let at drikke, og lige en anelse bedre end sin 12 årige lillebror.

3/5 (1)

Lagavulin Distillers Edition – Pedro Ximenez cask finish

Lagavulin Distillers Edition – Destilleret 2002 flasket 2018 lgv. 4/507

Lagavulin Distillers Edition er en whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet på Islay, og den er produceret på det skotske destilleri Lagavulin Distillery. Whiskyen er modnet i ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i fad, som tidligere har lagret Pedro Ximenez sherry. Kassen kommer også påtrykt “Double Matured”. Råspritten er destilleret i 2002, og er efter endt modning aftappet i 2018. Dette gør whiskyen 16 år gammel. Der er tilsat farve, og den er fremstillet med brug af kølefiltrering. Flasken kommer med koden lgv. 4/507 påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #237

Anmeldelse af Lagavulin Distillers Edition

Næse:

Røgen rammer næsen som det første. Det er klassisk kraftig røg, som man kender det fra Islay whisky. Når næsen har tilpasset sig røgen, træder den mere i baggrunden, og fungerer mere til at underbygge de andre aromaer i drammen. Der følges op med tydelig karamel- og vaniljesødme. Samtidig bliver frugtsødme også tydeligere og tydeligere. Der duftes modne æbler og røde bær, med en anelse tørrede dadler. I baggrunden fornemmes en let syrlig note fra appelsiner. Der er en smule mineralske noter som findes i luften ved havet. Man mærker ikke alkoholen.

Lagavulin Distillers Edition

Lagavulin Distillers Edition

Palette:

Smagen er røg er tydelig i begyndelsen. Modsat i duften, så er røgen mere vedholdende og længere fremme i smagsbilledet. Der gives dog stadig plads til fine nuancer af modne æbler og røde bær. Der er desuden tydelig smag af karamel og vanilje. I baggrunden kommer lidt mørke noter efterhånden frem. Der smages lidt bitter chokolade og espresso kaffe. Ligeledes kommer smagen af appelsinskal momentvis frem. Der er også her en smule maritim og mineralsk note, der giver lidt salt og flint i smagen. De 43% vol alkohol er heller ikke her at mærke.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De bitre noter er mere markante i eftersmagen. Mørk bitter chokolade og espresso kaffe har lagt sig som et lag i munden. Samtidig smages lidt sødme fra tørrede dadler. Ganske som i duften og smagen mærkes en anelse appelsin ved lejlighed. Hele afslutningen pakkes ind i lette maritime noter, hvor en let smag af røg konstant er til stede. Der kommer gradvist tydeligere noter af mynte på tungespidsen. Man efterlades med lidt sødme fra vanilje, og en lidt tør fornemmelse af egetræ med lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

Robust and warming, this extra-rich Lagavulin Distiller’s Edition has a deep, sweet and smoky flavour that echoes a phrase long used to describe this intense malt whisky.”

Konklusion:

 Dette er en god whisky. Hvis man kan lide den klassiske Lagavulin 16 Year Old, så er denne dram et ganske naturligt valg. Der tilbydes klassisk røg, sødmefulde frugter og maritime noter – ganske som man forventer det af en Islay single malt whisky. Der er lige en anelse mere tyngde og kompleksitet i denne Distillers Edition, end man finder i den klassiske 16 års udgave. Prisen har så også lige fået et nyk op, da en flaske kan købes for lige under 750,- kroner. I det prisleje findes mange gode flasker, og det kræver nok en forkærlighed for røget Islay whisky, før prisen helt kan retfærdiggøres. En kærlighed jeg heldigvis har. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin Distillers Edition er, at det er en fantastisk whisky, der giver lidt mere tyngde og kompleksitet end det klassiske 16 årige familiemedlem.

4/5 (1)