Whyte & Mackay – Blended Scotch Whisky

Whyte & Mackay – Triple Matured

Whyte & Mackay er en skotsk blended whisky på 40% Vol. Den kommer fra producenten Whyte & Mackay Ltd., der også ejer en del skotske destillerier. Whiskyen består af single malt whisky og single grain whisky fra destillerier i Highland regionen og Speyside regionen. Grain og malt whisky forenes efterfølgende i en tredje modningsprocess i ex-sherry fad, inden det endelig aftappes. På flasken fremgår det, at den har lagret i 4 år.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #260

Anmeldelse af Whyte & Mackay

Næse:

Der duftes først søde mørke frugter når næsen sættes hen til glasset. Det er frugter som rosiner og svesker. Bagved mærkes en let syrlighed som man kender fra søde citrusfrugter. Der fornemmes en strejf af røg i næsen, dog uden det kommer i nærheden af kraftigt røget whisky som man kender det fra Islay single malt. Langsomt kommer lidt karamel og vanilje frem i aromaen. Man mærker ikke alkoholen i drammen.

Whyte & Mackay Blended Scotch Whisky

Whyte & Mackay Blended Scotch Whisky

Palette:

Igen er det sødme fra mørke frugter som kommer først frem. Der smages svesker og rosiner. Sødmen fra karamel er tydeligere i smagen end den er i næsen, og minder nu mere om sødme fra sirup. Alkoholen er tydeligere i paletten, og den kan virke lidt sprittet på trods af kun 40% vol alkohol. Måske er det grain whisky, der kigger frem i smagsbilledet. Lidt vand nedtoner dette fint, og sliber kanterne lidt af. Med vand kommer en snert af kaffe også frem i smagen, og en lidt brændt smag fremkommer. Det kan være et strejf af røg, som også var at finde i duften.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne blended scotch whisky. Eftersmagen er præget af sødme fra karamel og sirup. Den anes stadig en smule rosiner og svesker. Vanilje er lidt tydeligere i aeftersmagen. Der mærkes lidt varme fra alkoholen. Der kommer en bitterhed frem på tungen, som giver en lidt tør fornemmelse. Slutteligt efterlades an med lidt egetræsnoter.

Hvad siger Producenten:

“Smooth with warm appealing highlights of marzipan, Manuka honey, creamy caramel and Demerara sugar, followed by whispers of glazed pineapple, cider apples and praline chocolate.”

Konklusion:

Denne blended whisky er sådan set ganske fornuftig. Den smager ikke dårligt, og tilbyder en udmærket oplevelse. Den er ikke kompliceret at drikke, og alle kan være med til at nyde den. Der stilles ikke de store krav. Whyte & Mackay Ltd. ejer da også en ganske fin række af destillerier, som blandes i denne whisky. Man kan købe en flaske for under 200,- kroner. Man kan også få en single malt whisky til den pris, og der ville jeg trods alt nok stadig lægge mine sparepenge. Jeg gav 25,- kroner for denne 20 cl. flaske, og det er en virkelig skarp pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Whyte & Mackay Blended Scotch Whisky er en dram, hvor alle kan være med i både smag og pris.

2/5 (1)

Tamnavulin Double Cask – Ex-bourbon og ex-sherry

Tamnavulin Double Cask – dobbelt modnet Speysider

Tamnavulin Double Cask er en skotsk whisky på 40% vol. Tamnavulin Distillery er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Som navnet antyder er whiskyen dobbelt modnet. Først har den modnet på amerikanske ex-bourbon fad, inden den har fået en afslutning på ex-sherry fad. Det fremgår ikke hvor laænge whiskyen har lagret på disse fad, og den kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #165

Anmeldelse af Tamnavulin Double Cask

Næse:

Det første som rammer næsen, er noget som minder om mint i duften. Langsomt kommer noter af tørret frugt som rosiner og søde dadler. Fra baggrunden kommer langsomt en aroma fra modne æbler. Efter nogle minutter i glasset kommer en svag fornemmelse og karamel og vanilje frem. Der er ikke nogen sprittet fornemmelse fra de 40% vol alkohol. Ligeledes er der et fjernt strejf af egetræ.

Tamnavulin Double Cask - Sample

Tamnavulin Double Cask – Sample

Palette:

Smagen er også præget af tørret frugt. Også her er det rosiner og dadler som er tydeligst. Ligeledes kommer smagen af modne æbler også frem efter et par nip til drammen. Karamel og vanilje fremkommer også, når man har smagt på denne Speyside single malt whisky et par gange. Kombinationen af sødme, karamel og vanilje leder tankerne hen i retning af mælke chokolade. Der er en snert af bitterhed på tungen. Heller ikke i paletten er alkoholen mærkbar.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. I begyndelsen er de mørke tørre frugter meget tydelige. Der smages igen dadler og rosiner. Denne smag aftager hurtigt, og nu bliver smagen af mælke chokolade mere dominerende, hvor der samtidig smages lidt karamel og vanilje. Der mærkes en let bitterhed på tungen, sammen med lidt peber, som for første gang giver lidt bid i drammen. Der er en svag varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Tucked away on the edge of the River Livet, the skilled, time-served craftsmen and women at Tamnavulin Distillery have been creating our signature Speyside malt for over 50 years.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen imponerende whisky. Smagen fejler sådan set ikke noget, men den er ikke synderligt kompleks, og tilbyder ikke de store udfordringer. Er man til en let-drikkelig whisky, hvor en flaske kan tømmes på en aften i godt selskab med vennerne, så er den sikker ganske glimrende. Hvis man er ude efter mere dybde, og en dram man bruger tid med, så skal man lede andre steder. Man kan købe en flaske for cirka 300,- kroner. Det er et fair pris-niveau, men jeg har smagt andre whiskyer i det prisleje, som faldt bedre i min smag. Derfor er jeg tilfreds med at det kun er en whisky sample på 3 cl. jeg har købt. Konklusionen på denne anmeldelse af Tamnavulin Double Cask er, at det er en let-drikkelig whisky, som ikke stiller de store krav.

3/5 (1)

Invergordon 18 Year Old Grain – Old Particular Single Grain

Invergordon 18 Year Old Grain – Single cask fra Douglas Laing & Co Ltd

Invergordon 18 Year Old Grain er en skotsk whisky på 48,4% vol. Whiskyen er destilleret på Invergordon Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der er beliggende i Highland regionen. Der produceres kun grain whisky på destilleriet. Douglas Laing & Co. Ltd., som er uafhængig aftapper, har udgivet denne flaske. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt ex-bourbon fad med nummer DL11197. Den blev destilleret i 1997 og er flasket i 2016, og alderen 18 år fremgår på flasken. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er udgivet 236 flasker fra fadet.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #160

Anmeldelse af Invergordon 18 Year Old Grain

Næse:

Det er de 48,4% vol alkohol som først kommer op af glasset, når man første gang dufter til denne whisky. Efter nogle minutter i glasset aftager duften af sprit en anelse. Det giver plads til en smule andre nuancer. Man fornemmer ganske svagt en smule vanilje og egetræ. En lidt sjov lugt af let-parfumeret håndsæbe kommer langsomt frem fra baggrunden. En smule vand nedtoner naturligvis spritten, men det giver egentlig ikke plads til de andre aromastoffer i denne single grain whisky.

Invergordon 18 Year Old Grain - Sample

Invergordon 18 Year Old Grain – Sample

Palette:

Alkoholen er også dominerende i smagen. Igen nedtoner et par dråber vand spritten, og modsat i næsen, så giver det plads lidt andre indtryk. Man smager tydeligt egetræ, med en smule smag af vanilje. Efter et par mundfulde fremkommer denne sjove fornemmelse af parfumeret håndsæbe også frem i paletten. Der smages lidt umoden banan og mælkechokolade. Langsomt kommer en snert af mint frem i smagsbilledet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne grain whisky. Eftersmagen er præget af smagen fra egetræet i fedet. Der en smule vanilje at finde her også. Man fornemmer en smule stærke krydderier som kanel på tungen. Fornemmelsen af mint er kortvarigt tilstede, men er lige så hurtigt væk igen. Der er en fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“This expression from the Invergordon Distillery, was distilled in May 1997 and bottled after 18 long years spent maturing in a Refill Barrel. It is one of only 236 bottles available.”

Konklusion:

Dette er ikke den helt store oplevelse, som en selvstændig dram. Der er tydelig indflydelse af egetræ, men det er sådan det, som whiskyen har at byde på. Størstedelen af industri whisky som denne, bruges i blended whisky. Jeg kunne godt forestille mig at den var fin at tilsætte, for at sparke en god portion egetræ, ind i en blended whisky. Jeg købte denne sample for 40,- kroner for 3 cl., og man kan købe en hel flaske for 499,- kroner. Man kan få meget god single malt whisky i det prisleje, og ud fra den betragtning, så er denne dram ikke pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Invergordon 18 Year Old Grain er, at den har tydelig smag af egetræ, men ikke meget andet at byde på.

2/5 (1)