Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old – Heavily Peated

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old – Islay Single Malt

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old er en skotsk whisky på 50% Vol. Whiskyen er produceret af Bruichladdich Distillery, som er et af de skotske destillerier på Islay. Whiskyen har lagret på cirka 65% first-fill ex-bourbon fad, 10% genbrugte ex-bourbon fad, og endelig 25% genbrugte ex-vin fad. Den har modnet i mindst 10 år på disse fad, inden den slutteligt er aftappet. Der er ikke brugt kølefiltrering under fremstillingen, og der er heller ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #544

Anmeldelse af Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old

Næse:

Der kommer først en tydelig duft af røg, når næsen nærmer sig glasset. Det er en sødmefuld røg, som man kender det fra røget kød, sem for eksempel skinke og bacon. Når næsen har tilpasset sig røgen, kommer lette noter af friske grønne frugter frem. Der duftes syrlige grønne æbler og umodne pærer, Momentvis opleves syrlighed fra nyslået græs og et strejf af citrus. Bagved anes lidt sødme fra malten. De 50% vol alkohol fornemmes i næsen.

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old

Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old

Palette:

Som i næsen, så er røgen også det første der smages, når denne skotske whisky rammer smagsløgene. Der smages sødmefuld røg, der giver associationer til terrassen, hvor min Smokey Mountain grill har stået med pulled pork i 18 timer. Langsomt kommer sødme fra malten og en snert af karamel frem. Bagved anes lettere noter af friske umodne æbler og pærer. Der opleves kortvarigt lidt prikken på tungen fra sort peber opg frisk ingefær. Momentvis opleves en lidt saltet fornemmelse på læberne. Det mærkes at det er en whisky med højt alkoholindhold, dog uden den fremstår sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der er stadig tydelig sødme i munden, der nu mere minder om det man kender fra honning. Sammen med et strejf af citrusfrugter, ledes tankerne i retning af det man kender fra solmodne appelsiner. En smule bitterhed bliver gradvist tydeligere, hvilket tilfører en let tørhed til munden. Hele afslutningen pakkes ind i et let lag af røg, mens man efterlades med varme i munden og svælget, med et fjernt minde om saltet havvand på læberne.

Hvad siger producenten:

“This Port Charlotte 10 year old has been conceived, distilled, matured and bottled on Islay alone. We are a young team with deep-rooted values, and an ambition to make the ultimate “Islay” Islay whisky. A whisky made by people not software; a whisky watched over every day of its maturing life by those who made it; a whisky born of a community with a vision and a mission to kick start a single malt whisky revolution, this Port Charlotte 10 year old is who we are. This is where we’re from.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky Kna man lide røget whisky, og i særdeleshed røget whisky med maritime noter fra Islay, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Den tilbyder præcist det man forventer af en whisky fra et af de skotske destillerier på øen kendt for røget whisky. Man kan købe en flaske med 70 cl. for cirka 600,- kroner. Jeg købte denne 1 liters flaske i lufthaven til 550,- kroner, der med en voucher jeg havde, endte med at stå mig i 495,- kroner. Med denne prissætning er flasken yderst konkurrencedygtig med andre flasker i dette prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Bruichladdich Port Charlotte 10 Year Old er, at hvis man er fan af røget whisky fra Islay, så vil men ikke blive skuffet med denne dejlige dram.

4/5 (1)

Talisker Dark Storm – Single Malt Scotch Whisky

Talisker Dark Storm – fra kraftigt brændte ex-bourbon fad

Talisker Dark Storm er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Flasken kommer fra Talisker Distillery, der er et af de skotske destillerier, der ligger på øerne, nærmere betegnet på Isle of Skye. På den baggrund er whiskyen derfor en Island single malt whisky. Whiskyen er lagret på kraftigt forkullede ex-bourbon fad og er kølefiltreret. Whiskyen skulle være den samme som Talisker Storm, hvor fadene blot ikke er helt så hårdt brændt, som i denne udgave. Flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #451

Anmeldelse af Talisker Dark Storm

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset som det første. Det er en sødmefuld røg, som den man kender fra grillet og røget kød. En duft af karamel og vanilje følger efter. Langsomt kommer en duft af modne frugter frem fra røgsløret. Der duftes røde æbler og gule pærer. Efter at have smagt på drammen opfanges lette maritime og mineralske noter, som man kender det fra hav og flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Talisker Dark Storm

Talisker Dark Storm

Palette:

Røgen er, som i duften, også det første der smages. Der smages grillet og let branket kød. De maritime og mineralske noter er tydeligere i smagen end i duften. Der mærkes salt på tungen, og en fornemmelse af kalk mærkes i munden, hvilket forstærkes af en let bitterhed fra egetræ. Når smagsløgene har tilvænnet sig røgen, kommer en anelse modne æbler igennem i whiskyen. I beggrunden opfanges et svagt strejf af citrusfrugter. Der mærkes momentvis sort peber og chili på tungen. De 45,8% Vol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. De modne frugter smages stadig en smule, men dette aftager hurtigt. Smagen af vanilje og karamel, der også var til stede i duften, er langt tydeligere i eftersmagen. Lejlighedsvist smages stadig en let syrlig note af citrusfrugter. Munden er dækket i et let lag af røg. Man efterlades med en smule honningsødme og bitterhed i munden, som man kender det fra frugt-te med honning, mens barbecuesovs mærkes i baggrunden.

Hvad siger producenten:

“Dark Storm Single Malt Scotch Whisky is matured in heavily-charred oak casks for an intensely smoky flavour, designed to capture the wild, untamed spirit of a full-blown storm at sea.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide røget whisky, der viser en smule tænder, så er dette et godt bud på en fin flaske. Er min lige startet på sin whisky rejse, så skal man nok være lidt mere forsigtig. Så kan jeg anbefale den klassiske 10 års udgave, eller Talisker Storm, der rammer et sted i mellem. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter. Nu er jeg tilfældigvis glad for whisky, der viser lidt tænder, så dette er i min optik en mere interessant aftapning. Om den er bedre er svært at sige, da det afhænger af dagen den drikkes. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker Dark Storm er, at vi har fat i en god aftapning fra destilleriet, særligt hvis man kan lide barbecuesovs med bid i.

4/5 (2)

Smokehead Rock Edition II – Rock On!

Smokehead Rock Edition II – New Release af en Special Edition

Smokehead Rock Edition II er en skotsk single malt whisky på 46,6% vol. flasket af den uafhængige aftapper Ian Macleod Distillers. På flasken er denne whisky kategoriseret som en Islay single malt, hvilket blot hentyder til, at den er lavet af et af de skotske destillerier på øen, men ikke hvilket. Det er derfor en af de whiskyer, der betegnes som en “Mystery Malt“. Det har været svært at finde noget information om lagringen, men flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #425

Anmeldelse af Smokehead Rock Edition II

Næse:

En tydelig duft af røg kommer op fra glasset som det første. Det er røg som man kender fra et udbrændt bål, hvor der er tør aske dagen efter. Langsomt kommer en let sødme fra malten mere frem, og tankerne ledes nu i retning af røget skinke eller bacon. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter, opfanges et strejf af umodne grønne æbler og citrusfrugter i baggrunden. Efter at have smagt på drammen opfanges momentvis lidt moden banan og yoghurt i duften. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Smokehead Rock Edition II

Smokehead Rock Edition II

Palette:

Røgen er, som det også var i duften, det første der smages. Det er en fornemmelse af aske og kul man sidder med i munden. Når smagsløgene har tilvænnet sig røgen, kommer sødme fra malt, vanilje og moden banan frem. Efter et par nip af denne Smokehead whisky, kommer lidt syrlighed frem fra baggrunden. Sammen med sødmen ledes tankerne i retning af det, man oplever i yoghurt med frugter. Heller ikke i smagen er de 46,6% vol alkohol tydelig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Der er stadig sødme fra vanilje og malt i munden. En smule bitterhed kommer frem fra baggrunden, og med sig bringer det et strejf af egetræ. Lejlighedsvist opleves lidt stærk kanel på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Hele eftersmagen er pakket ind i et fint lag at smag fra aske. Man efterlades med et minde om mørk chokolade og kaffe i munden.

Hvad siger producenten:

“Smokehead is not for the faint hearted. Vigorous and intensely peaty, the flavour hits sweet notes of sherry and toffee. Then there’s the seaweedy richness, smoke and sea salt all jostling to the front. It’s loud. And unruly.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide røget whisky, der ikke stiller de store krav til nyderen, så er dette et godt bud på en fin dram. Når det er sagt, så tilbyder denne Islay whisky dog stadig en ganske fin oplevelse, hvis man vil bruge lidt tid på at fordybe sig i den. Særligt finder jeg noterne af yoghurt med frugt ganske underholdende. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter. I dette prisleje er konkurrencen hård, og om denne flaske kan klare sig i opløbet, må være op til personle præferencer. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Rock Edition II er, at det er en fornuftig whisky, der tilbyder mere end røg, hvis man bruger lidt tid på fordybelse.

3/5 (1)