Balmenach 2003 12 Year Old – The Single Cask 2003/2016

Balmenach 2003 12 Year Old – Uafhængig Speyside aftapning

Balmenach 2003 12 Year Old er en skotsk whisky på 50% vol. Whiskyen er produceret på  Balmenach Distillery, som er et af destillerierne i Speyside regionen. Whiskyen er en single cask whisky fra et ex-bourbon fad med nummer #800437. Whiskyen er brændt den 07-08-2003, og er aftappet den 02-08-2016, og whiskyen er dermed 12 år gammel. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper The Single Cask, og der er aftappet 107 flasker i alt. Whiskyen er desuden ikke tilsat kunstig farve, og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #391

Anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old

Næse:

Næsen rammes af en tydelig duft af mynte som det første. Mynten følges hurtigt op af andre friske krydderurter. Der duftes grønne krydderurter som timian og rosmarin. Dette aftager efter nogle minutter i glasset. Der duftes nu lidt solmoden sød appelsin. Denne duft bliver mere markant jo længere tid whiskyen står i glasset. Efterhånden kommer vanilje og karamel en smule frem fra baggrunden. Ligeledes er en snert af en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder eller loftsrum, også at finde. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Balmenach 2003 12 Year Old - Sample

Balmenach 2003 12 Year Old – Sample

Palette:

Der er mere bid i de 50% vol alkohol i smagen. Denne whisky kan med fordel tilsættes et par dråber vand, for at nedtone spritten en anelse. Der lukkes op for tydelig smag af karamel og vanilje. Mynte og de andre grønne krydderurter er mere tilbagetrukne i paletten, end de var i næsen, men er stadig tydeligt til stede. Ligeledes smages også en anelse søde appelsiner, der dog tiltager kraftigt, jo længere tid drammen er i glasset. Efter et par nip af whiskyen kommer en fin smag af hasselnødder frem. Der anes en let bitter note som man også kender det fra nødder. Der mærkes lidt stærk ingefær på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. De søde appelsiner er tydeligere i afslutningen. Sammen med bitterheden fra hasselnødderne, giver det en fornemmelse af appelsinskal i munden. Der mærkes momentvis lidt af krydderurterne, hvor mynte kigger frem lejlighedsvist. Ligeledes mærkes stadig lidt stærk ingefær på tungen. Man efterlades med en smag af karamel og vanilje, men der mærkes en god varme i munden.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den kommer helt op i det højeste niveau. Der er ganske interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Særligt finder jeg krydderurterne spændende i oplevelsen, hvor mynten skiller sig positivt ud. Man kan købe en af de 107 flasker for cirka 800,- kroner, hvis man ellers kan finde den i handlen. Jeg var heldig at finde denne whisky sample til kun 20,- kroner for en 3 cl. smagsprøve. Men sådan en pris for en smagsprøve, så kan alle være med. Jeg er dog ganske tilfreds med, at jeg ikke har givet fuld pris for en flaske, men blot har købt nok til en enkelt dram. Jeg har dog en fornemmelse af, at drammen godt kunne udvikle sig positivt i flasken, da den virkelig oppede sig, jo længere tid den var i glasset. Konklusionen på denne anmeldelse af Balmenach 2003 12 Year Old er, at jeg er tilfreds med at have smagt en sample, med en ganske positiv udvikling i glasset.

3/5 (1)

The English Whisky Co. 8 Year Old – The Single Cask 2009/2018

The English Whisky Co. 8 Year Old – Uafhængig engelsk aftapning

The English Whisky Co. 8 Year Old er en engelsk whisky på 60% Vol. Whiskyen er produceret på St. George’s Distillery. Whiskyen har modnet på et single cask ex-bourbon fad af amerikansk egetræ med nummer #B1-441. Dråberne er destilleret i 2009, og aftappet igen i 2018, hvilket gør whiskyen 8 år gammel. Den er aftappet ved fuld fadstyrke, og uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Flasken er sendt på markedet i 236 eksemplarer af den uafhængige aftapper The Single Cask.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #188

Anmeldelse af The English Whisky Co. 8 Year Old

Næse:

Et strejf af røg rammer næsen som det første. Det er en let og fin røg, og ikke en kraftig og markant røg, som kendes fra Islay whisky. Den lette røg er hurtigt væk, og dukker nu kun op momentvis. Duften af maltsødme komme nu mere frem i duften. Ligeledes duftes en let frugtig note. Vanilje og mælkechokolade kommer frem fra baggrunden. Langsomt men sikkert fremkommer en duft af friske krydderurter mere og mere frem. Der duftes timian og mynte, Man mærker ikke den høje alkoholprocent i næsen. Med lidt vand bliver vanilje og krydderurter forstærket i duften.

The English Whisky Co. 8 Year Old - Sample

The English Whisky Co. 8 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er langt mere markant i smagen end den var i næsen. Sammen med tydelig røg giver den et kraftigt spark ved første nip til drammen. Man kan med fordel nedvande denne single malt whisky en anelse. Med lidt vand bliver sødme fra malten tydeligere. Ligeledes kommer karamel og mælkechokolade også frem. Ganske som i duften smages også krydderurter som timian og mynte. Der er en smule prikken fra peber på tungen, der hurtigt følges op af en let mineralsk tørhed. I baggrunden mærkes en snert af egetræ.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky fra England. Der smages stadig tydelig karamel og mælkechokolade. Det mineralske, næsten kalkagtige, udtryk hænger stadig ved, og giver en let tørhed i munden. Der mærkes også stadig peber og krydderurter på tungen, der langsomt aftager. Der gives plads til mere smag af egetræ. Det hele dækkes ind i et fint lag af røg og sødme fra malt og brun sukker. Munden tørrer slutteligt helt ud, og man efterlades med et minde om aske og mynte i munden.

Hvad siger aftapperen:

“Malty sweetness and peat at first, but then followed by limestone covered in toffee and sprinkled in barley sugar”

Konklusion:

Dette er virkelig en god whisky. Det er ganske interessant hvor meget kompleksitet, der trækkes ud af en kun 8 år gammel whisky. Hele oplevelsen får et ekstra løft med god røg, og et kraftig spark fra de 60% vol cask strength whiskyen er aftappet ved. Hvis man er heldig at finde en flaske, så kan den erhverves for omkring 700,- kroner. Det er naturligvis en slat penge for en ung whisky, men den er oplevelsen værd. Jeg gav 50,- kroner for en sample, og der var ganske god underholdning for mine sanser for de penge. Det er absolut ikke sidste gang jeg kigger i retning af engelsk whisky. Det er i øvrigt heller ikke sidste gang jeg kigger efter udgivelser fra den uafhængige aftapper The Single Cask, hvis dette er niveauet på deres aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af The English Whisky Co. 8 Year Old er, at producent og aftapper har ramt lige i plet med dette fad #B1-441.

4/5 (1)