Smokehead Sherry Bomb – Limited Edition

Smokehead Sherry Bomb – ex-oloroso fad

Smokehead Sherry Bomb er en skotsk whisky på 48% Vol. Ingen ved dog, hvem der er den egentlig producent, af denne Islay single malt whisky. Den er hældt på flaske af den uafhængige aftapper Ian Macleod Distillers. Vi ved dog, at den er fremstillet på et af de skotske destillerier på Islay, da den fremstår som “Islay Single Malt Scotch Whisky” på flasken. Denne udgave har udelukkende lagret på ex-oloroso sherry fad. Whiskyen er en “Limited Edition”, der kun er udgivet i et oplag på 18.000 flasker. Den kommer desuden ikke med aldersangivelse, og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #378

Anmeldelse af Smokehead Sherry Bomb

Næse:

Røg kommer op af glasset som det første. Der duftes tydelig røg, som man kender fra tørt pejse-brænde, der lige er blevet tændt. Der følges op med mineralske og maritime noter, hvor tankerne ledes i retning af hav og strand. Gradvist kommer sødme mere og mere frem i duften. Der duftes søde røde bær, som solbær og kirsebær. Kombinationen kan minde lidt om det man kender i sød pibetobak og røget kød. I baggrunden opfanges momentvis lidt mynte. Alkoholen opfanges, men den dominerer ikke.

Smokehead Sherry Bomb

Smokehead Sherry Bomb

Palette:

Røgen dominerer også i smagen som det første, som det næsten forventes i en Islay whisky. Sødmen fra solmodne røde bær fælger hurtigt op. Ligeledes mærkes også hurtigt lidt stærk chili og mynte på tungen, der dog ligeså hurtigt er væk igen. Efter et par nip til drammen bliver lidt salt og flintesten en anelse tydeligere. Sammen med lidt egetræ giver det en anelse tørhed i munden. Sødmen og røgen giver en fornemmelse i munden, som når man lige har spist røget skinke eller bacon. En let syrlighed opfanges momentvis i baggrunden. De 48% Vol. alkohol mærkes, og drammen kan nedvandes efter behov.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. De maritime og minealske noter dominerer i eftersmagen. Der mærkes salt på læberne, mens egetræ og flintesten tørrer munden ud. Lidt syrlige citrusfrugter ligger i baggrunden, der sammen med lidt bitterhed minder om revet skal fra en citron. Hele afslutningen pakkes ind i et fint lag af tydelig røg. Man sidder tilbage med lidt stærk chili på tungen og varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Indulge your senses with a peaty Smokehead that’s been boldly blasted by Oloroso sherry casks. Emerging full bodied, fruity & fierce, spicy & smooth. A whisky that’s more explosive than an armada cannonball.”

Konklusion:

Det er en glimrende udgave af Smokehead Ian Macleod Distillers her har sendt på markedet. Kan man lide klassiske noter, som man kender fra Islay, så er det sikkert valg. Der er røg, hav og styrke i både duft og smag. Dog er røgen måske en anelse mere tilbagetrukket i denne aftapning, end andre whiskyer i serien. Til gengæld får du en fin påvirkning fra sherry fadene, der er med til at tilføre lidt mere kompleksitet i drammen. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner, men den kan være svær at finde på det danske marked. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Sherry Bomb er, at den på alle måder er en klassisk Islay whisky, og et sikkert hit til fans af røget whisky.

3/5 (1)

Port Askaig 8 Year Old – Islay Single Malt

Port Askaig 8 Year Old – Uafhængig Islay aftapning

Port Askaig 8 Year Old er en skotsk single malt whisky på 45,8% vol. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Elixir Distillers. På etiketten fremgår det at det er en Islay single malt. Det betyder at et af de skotske destillerier på øen, har fremstillet whiskyen, men det vides ikke hvilket der er tale om. Whiskyen har lagret 8 år på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret, og den kommer med naturlig farve.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #354

Anmeldelse af Port Askaig 8 Year Old

Næse:

Røg rammer næsen som det første, når der duftes til whiskyen. Det er en tør røg, som den man kender fra kul, eller når brændeovnen skal rengøres. Når drammen får lov at åbne op i glasset, så kommer lette noter af frugt frem. Der duftes grønne, syrlige æbler, og der er en snert af citrusfrugter som lime og citron. Ligeledes kommer en fjern duft af vanilje. Der opleves momentvis lidt mynte i næsen. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Port Askaig 8 Year Old - Miniature

Port Askaig 8 Year Old – Miniature

Palette:

Ganske som i duften, er røg også det første som smages. Igen er det en tør aske-lignende røg. Vanilje er meget tydeligere i smagen end i duften. Med sig har det en fin smag af lys karamel. Der opleves et lidt mineralsk og maritimt udtryk, hvor salt og kalk kommer frem i smagen. I baggrunden anes de syrlige æbler og citrusfrugterne. Efter et par nip til denne Islay whisky fremkommer lidt bitterhed, som minder om det der findes i mandler. Der er lidt bid i alkoholen, der sammen med en anelse peber, giver lidt prikken på tungen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Vanilje og lys karamel dominerer eftersmagen i starten. Efterhånden som det aftager kommer de syrlige æbler og citrusfrugter igen en anelse frem. Bitterheden er tydeligere i eftersmagen, og sammen med lidt egetræ, tænkes på mandler og lakridsrod. Smagen af salt og lidt kalk ligger sig fint på læberne, mens munden er pakket ind i et tyndt lag af tør røg. Man efterlades med tørhed og et minde om mælkechokolade i munden.

Hvad siger producenten:

“The core expression from Port Askaig. Its soft, sweet peaty character makes it the perfect introduction to the Island of Islay. Aged in refill American oak, the character of the spirit shines through, making for a gentle, smoky, moreish dram.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide røget Islay whisky, der ikke stiller de store krav til kompleksitet og dybde, så er dette et godt bud på en fin whisky. Whiskyen virker på nogle områder næsten fin og spinkel. Måske den kunne være et godt bud som det første bekendtskab med røget Islay whisky, for dem som er nået dertil på whisky-rejsen. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Jeg gav 60,- for denne miniature flaske, og er som sådan glad for, at det ikke var en stor flaske jeg købte. Jeg kan godt lide røg, men der må også gerne være lidt mere tyngde i drammen efter min smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Port Askaig 8 Year Old er, at den er fin til nybegynderen af kraftig røget Islay whisky.

3/5 (1)

Smokehead Extra Rare – Travel Retail Exclusive

Smokehead Extra Rare – 1 liter til rejsemarkedet

Smokehead Extra Rare er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er en Islay single malt. Som de andre udgivelser fra Smokehead, så er der store diskussioner om, hvem der rent faktisk producerer whiskyen. Mange tror det er Ardbeg Distillery, som står bag produktionen. Et er dog sikkert, whiskyen kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, og Ian Macleod Distillers er uafhængig aftapper af flasken. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret og kommer uden aldersangivelse. Denne 1 liters udgave er en såkaldt “Travel Retail Exclusive” udgivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #340

Anmeldelse af Smokehead Extra Rare

Næse:

Tydelig røg er det første som rammer næsen. Det er røg som man kender det fra et bål på stranden. Langsomt tilpasser næsen sig ti røgen, og der gives plads til andre nuancer. Der duftes nu en let sødme fra tropiske frugter. Der duftes passionsfrugt og honningmelon. I baggrunden opfanges en fjern note af citrusfrugter. Når drammen har stået lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og mælkechokolade en anelse frem. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Smokehead Extra Rare

Smokehead Extra Rare

Palette:

Ganske som i duften, er røgen det første, der rammer smagsløgene. Igen er det røg som man kender det fra et bål. Der følges hurtigt op med maritime og mineralske noter, hvor der opfanges lidt salt og flintesten i munden. Gradvist kommer en anelse sødme frem. Der smages nu lidt honningmeloner, vanilje og mælkechokolade. I baggrunden ligger en snert af citrusfrugt. Sammen med lidt bitterhed, minder det om smagen på revet citron-skal. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Islay whisky. Sødmen fra vanilje og mælkechokolade ligger stadig i munden. Gradvist kommer en anelse bitterhed frem, og der smages nu lidt egetræ. Tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Momentvis kommer lidt revet citron-skal frem i eftersmagen. Hele afslutningen er pakket ind i et fint lag af røg. Man efterlades med lidt fornemmelse af salt på læberne og flintesten i munden, mens røgen aftager.

Hvad siger producenten:

“Smokehead Extra Rare is a rich, seaweedy and intensely peaty whisky. The flavour is fresh, fryity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted… Savour and enjoy!”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er den bærende kvalitet, så er dette et godt bud på en god whisky. Forventer man kompleksitet, og en whisky man kan fordybe sig i, så skal man kigge andre steder hen. Det er ukendt, hvilket af de skotske destillerier på Islay whiskyen kommer fra, men de har alle aftapninger med større dybde end denne. Man kan købe en flaske på 100 cl. for omkring 450,- i lufthavnen. Til den pris får man en ganske fin hverdags-whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Extra Rare er, at det er en dram hvor røgen er den bærende kraft, og den klarer sig fint som hverdags-dram.

3/5 (1)