Westward American Single Malt Whiskey – True Northwest

Westward American Single Malt Whiskey – Grain to Glass

Westward American Single Malt Whiskey er en amerikansk single malt whiskey på 45% Vol. Den kommer fra destilleriet House Spirits Distillery i Oregon. Whiskeyen er fremstillet med lokale råvarer, og der er brugt øl-gær under fremstilling af urten. Der benyttes nye amerikansk egetræs fad til lagringen. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da den kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #256

Anmeldelse af Westward American Single Malt Whiskey

Næse:

Man dufter modne æbler som det første, når næsen nærmer sig glasset. Hurtigt duftes også modne mørke bær, som skovbær og brombær, med en snert af kirsebær. Gradvist kommer vanilje og lys karamel efterhånden mere og mere frem i aromaen. Når denne amerikanske whiskey har stået nogle minutter i glasset, så bliver sukkersødmen en anelse mørkere, og minder mere om den man kender fra sirup. Man mærker ikke de 45% vol. alkohol i næsen.

Westward American Single Malt Whiskey - Sample

Westward American Single Malt Whiskey – Sample

Palette:

Munden rammes med det samme af stærke krydderier fra de nye egetræsfad. Der smages stærk peber og kanel, der giver prikken på tungen og varme i munden. Efterhånden kommer sødmen fra modne æbler og bær igennem i smagen. Vanilje, og sødmen fra sirup, er markant mere fremtrædende i smagen, end den var i duften. Tankerne ledes næsten i retning af en del af af de bourbons jeg har smagt. Heller ikke i smagen gør alkoholen sig bemærket.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne amerikanske single malt whiskey. Sødmen fra mørk sukker og sirup ligger som et tyndt lag i munden. Der er næsten ingen smag af frugt og bær tilbage. De stærke krydderier, der var meget tydelige ved første mundfuld, er også stadig momentvis til stede i eftersmagen. Vanilje og egetræ kommer mere og mere frem hen imod afslutningen, og der fremkommer slutteligt en let bitter note bagerst i munden.

Hvad siger producenten:

“Single Malt, reimagined. Born of the unique culture, climate and abundant resources of the Northwest, this elevated American original demonstrates our craftsmanship and creativity. Our distinct, rich, and brazen American Single Malt  — the pinnacle of whiskey. Created from locally malted barley, brewed with ale yeast for exceptional flavor, and matured to perfection in new, lightly charred American Oak barrels right here in Oregon, where our hot, dry summers and cool, wet winters are the ideal environment to raise a world class whiskey. “

Konklusion:

Dette er ikke nogen imponerende oplevelse. Der vises som sådan ganske fornuftige takter, med sødme fra frugter og bær, der i kombination med stærke krydderier og vanilje giver nogle fornuftige indtryk. Drammen virker bare lidt tynd og næsten svag i sin fremtræden. Om det skyldes lav alder, for lidt alkohol eller middelmådig råsprit ved jeg ikke. Der dog også positive træk ved denne whiskey. Der er en del karaktertræk, der går igen fra amerikanske bourbons. Sirups-sødmen og vaniljen bliver ikke kvalmende, som jeg har oplevet i en del bourbons, men går faktisk ganske godt i spænd med resten i denne single malt. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner, og til den pris, vil jeg til enhver tid vælge en skotsk whisky. Konklusionen på denne anmeldelse Westward American Single Malt Whiskey er, at det måske i virkeligheden er en bourbon forklædt som single malt whiskey.

2/5 (1)

Glenrothes 1995 – American Oak 2017 vintage

Glenrothes 1995 – 22 årig fra Speyside

Glenrothes 1995 er en skotsk whisky på 45% Vol. Whiskyen er udgivet af Glenrothes Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Dette er 2017 udgaven, hvor råspritten er destilleret og lagt på fad i 1995. Det betyder at whiskyen er 22 år gammel. Whiskyen har lagret samtlige år på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ. Denne sample er købt på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #81

Anmeldelse af Glenrothes 1995

Næse:

Man fanger først en kraftig syrlighed i næsen, når man dufter til denne dram. Efter nogle minutter i glasset ændrer den karakter. Syrligheden aftager gradvist, og ændrer sig til at være en behagelig let citrus-agtig duft. Der gives efterhånden plads til duft af nødder og mælkechokolade. I baggrunden er et lille spor af vanilje, egetræ og lidt stærke krydderier. Det minder en anelse om gammelt læder i aromaen. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende.

Glenrothes 1995 - Sample

Glenrothes 1995 – Sample

Palette:

Smagen af citrusfrugt er meget tydeligere i paletten end den var i næsen. Den er meget markant. Man smager også friske grønne æbler, der også tilfører lidt syrlighed. Bag de lette og friske smagsnuancer fremkommer lidt mørkere smagsindtryk. Efter et par mundfulde bliver smagen af nødder og mælkechokolade tydeligere. I baggrunden spores lidt sødme og vanilje. De 45% vol alkohol er mere fremtrædende i smagen, og giver er godt spark.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. I starten er en god varme fra alkoholen, som dog relativt hurtigt aftager. Der er ikke meget syrlighed at spore, men kun et lille strejf på tungespidsen. De mørkere nuancer kommer mere til sin ret i eftersmagen. Der smages også her mælkechokolade og nødder. Igen smages vanilje og egetræ i baggrunden, der følges op med en smule bitterhed og lidt stærke krydderier. Man kommer også her til at tænke på læder.

Hvad siger producenten:

“American Oak. 22 year old vintage from 1995. Distilled 26/10/1995 Approved: 28/07/2016 Bottled: 2017 “

Konklusion:

Det er en fantastisk whisky. Den har meget at byde på. Man bliver trukket igennem lette, syrlige noter, videre til mørke og tungere nuancer, og slutter af i let bitterhed og krydderier. Det giver en god kompleks oplevelse. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, og det er den bestemt værd. Det er svært at finde en 22 årig kvalitets whisky til under 500 kroner. Finder man den på hylden hos sin whisky-handler, så skal den købes med hjem. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenrothes 1995 American Oak 2017 vintage er, at det er en whisky, man bør have i sin whiskysamling.

4/5 (1)

Spirit of Aarhus – Cask nr. 3

Spirit of Aarhus – lagret på ex-Glenlivet fad

Sprit of Aarhus Cask nr. 3 er en dansk single malt whisky på 45% Vol. Whiskyen er udgivet af Aarhus Bryghus, der er mest kendt for sine øl. Whiskyen har de ikke selv destilleret. Den er destilleret på Brænderiet Enghaven. Denne udgave har lagret på et ex-bourbon fad, der tidligere har indeholdt Glenlivet whisky, og efterfølgende bryggeriets Imperial Stout “Black Monster”, inden råspritten er påfyldt. Kun whisky fra det ene fad er benyttet, hvilket gør whiskyen til en single cask whisky. Aarhus Bryghus har brygget urten, og fragtet den til Brænderiet Enghaven, som så har destilleret den i april 2014. Whiskyen er aftappet i oktober 2017, men kommer som sådan uden aldersangivelse på flasken. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret. Jeg har fået flaske 311 af de i alt 400 flasker.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #70

Anmeldelse af Spirit of Aarhus

Næse:

Man fanger først alkohol i næsen. Det giver en lidt brændende fornemmelse i næsen. Når whiskyen får lov at falde lidt til ro, og næsen justerer sig til duften, så opfanger man fine mørke noter, som man kender fra hårdt ristet malt i øl. Det frembringer en let duft af kaffe og mørk chokolade. Den fine sødme og anelse vanilje, der ligger hen over aromaen, leder tankerne hen på lakrids. Lidt en duft som vækker minder fra noget af det hostesaft jeg fik som barn – men på en god måde. Måske også endda lidt hen i retning af noget af det rug whisky jeg har smagt. Aromaerne fremtræder tydeligere med et par dråber vand til at nedtone alkoholen.

Sprit of Aarhus Cask nr. 3

Sprit of Aarhus Cask nr. 3

Palette:

De mørke smagsnuancer fremkommer med det samme man får whiskyen i munden. Der er en tydelig smag af lakrids og mørk chokolade. Der er også en ret skarp krydret smag af peber og ingefær, hvilket giver drammen noget kant og bid. Også i smagen er alkoholprocenten på 45% vol ret markant, og man kan med fordel tilføje et par dråber vand. Der er en smule sødme i baggrunden, der runder det hele lidt af. Efter et par smagsprøver fornemmer man også en smule bitterhed, og lidt citrus-agtig syrlighed dukker op til sidst. Man mærker desværre også en lidt metallisk bi-smag, som er kendetegnende for unge, umodne whiskyer.

Afslutning:

Der er en ret lang afslutning på whiskyen. Her er det igen de mørke smagsnoter der kommer igennem. Jeg gætter på det stammer fra den mørke øl, der har lagret på fadet inden råspritten kom på. Igen minder det mig om nogen af de Rye whiskyer jeg har smagt. Man efterlades med en god sødme i munden, hvor krydderierne træder godt frem. Igen er det peber og ingefær. Afslutningen stilner af i lidt bitterhed og syrlighed til sidst. Det kan lede tankerne hen på et godt gammeldags, hjemmebagt rugbrød, som er laver på en sur-dej, der har overlevet i køleskabet i flere generationer.

Hvad siger producenten:

“Sprit of Aarhus acquires it’s complex, yet rich and mellow smooth taste from maturation in carefully selected oak barrels.

Konklusion:

Whiskyen er ganske fornuftig. Når man tager i betragtning, at det er et bryggeri som har produceret urten, uden videre kendskab til whisky produktion. Der tilbydes fine og mørke  indtryk, og en fornuftig kompleksitet for en whisky på lige over tre år. Hvis man er heldig at finde en af de få flasker, så kan den erhverves for omkring 600,- kr. Det er selvfølgeligt dyrt for en whisky uden aldersangivelse, men sammenligner man med andet dansk whisky, så får man faktisk en ganske fin oplevelse for pengene. Set i forhold til Enghaven No. 1 Single malt, som er den første officielle aftapning fra destilleriet, så er denne dram flere længder bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Sprit of Aarhus Cask nr. 3 er, at man får en ganske god whisky, der sagtens kan konkurrere med andre danske udgivelser.

3.5/5 (2)