Fary Lochan Destilleri rundvisning 2021 – Whiskyblog.dk kom lige forbi
Da jeg afhentede mine flasker “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso” fra mit lille whiskyfad, så spurgte de flinke folk hos Trolden, om jeg havde prøvet en Fary Lochan Destilleri rundvisning. Det havde jeg ikke, men det har tit været i mine overvejelser. Trolden Destilleri & Bryghus fortalte, at de jævnligt talte med deres kolleger hos Fary Lochan. De tilbød at ringe til destilleriet for at fortælle, at min søn og jeg kom forbi senere. Det afviste vi, da min søn og jeg havde andre planer, med et besøg hos whisky.dk.
Da vi sagde farvel til Trolden, kom vi alligevel til at tale om Fary Lochan, at det kunne være sjovt at køre forbi. Vi ville nu alligevel lige et smut forbi whisky.dk butikken i Sjølund inden turen gik til Farre ved Give. Fary Lochan ligger kun 25 minutters kørsel fra Trolden og 40 minutters kørsel fra whisky.dk butikken. Vi kørte herefter til Sjølund, så min søn kunne se det gigantiske udvalg i whisky og spiritus. Vi købte ingen whisky, men blot nogle special-øl til at nyde om aftenen, sammen med den nyligt aftappede Private Cask.
Fary Lochan Destilleri rundvisning 2021
Ankomst til Fary Lochan Destilleri
Vi ankommer til den lille by Farre ved Give. Der er fine skilte igennem byen, der fint leder i retning af destilleriet. Da vi kører ind på gårdspladsen holder en lastbil med lidt varer. Morten, der er administrerende direktør, render ud af døren og tager imod varerne. Min søn og jeg går ind i en lille mellemgang, og spritter vores hænder af. Morten kommer retur, og vi spørger ind til, om de har en shop man kan få lov at kigge lidt på. Morten viser os ind i et fint lokale med et udvalg af destilleriets produkter, borde og stole til gæster samt et lille køkken.
Vi falder i snak med ham, og samtalen går i retning af rundvisningpå destilleriet. Jeg fortæller, at vi tit har overvejet et besøg, men grundet corona, har det ikke været muligt. Morten fortæller at der oftest er afholdes rundvisninger om sommeren, og en del firmaer bruger det som udflugtsmål. Jeg fortæller, at jeg tidligere har besøgt et par destillerier, og skrevet et par reportager om på min blog, men jeg aldrig har været her tidligere. Morten tilbyder at give min søn og jeg en rundvisning, og takker vi naturligvis ikke nej til. Han giver os en whisky hver, som vi kan nyde, mens frokosten afsluttes.
Fary Lochan Destilleri Rundvisning
Vi går ud af præsentationslokalet, og bevæger os ned i kælderen. Her er et lagerrum med flere store fad. Bland andet står et fad tilhørende The Scotch Malt Whisky Society. De har tidligere aftappet SMWS 141.1 “Dramlet: the Dark Prince of Denmark!”, der blev revet at foreningens webshop. Jeg fik desværre ikke fingrene i en, så jeg ser i den grad frem til aftapning SMWS 141.2, når den en gang sendes på markedet.
Fra kælderen går vi videre forbi lidt andre og mindre fad. Vi fortsætter op ad en trappe og kommer op til deres hånlavede Forsyth spirit stills. Herfra går vi videre over og ser deres Forsyth wash still, hvor urten destilleres første gang. På vejen taler vi om destilleriet, produktion, gas-priser, urt, alkoholprocenter og hvad der lige falder os på hjertet. Vi slutter igen af i lokalet med et udvalg af deres produkter.
Hvad fik jeg med hjem fra rundvisning hos Fary Lochan Destilleri
Det var nu blevet tid til at købe lidt ind, selvom bagagerummet i bilen var fyldt med min egen whisky fra Trolden. Vi studerer produkterne på hylden, mens Morten fortæller lidt om de forskellige aftapning. Vi lytter interesseret, mens vi klapper hans lille søde hund, der nysgerrigt skulle se hbad vi var for nogen. Det ender med, at både min søn og jeg får købt lidt.
Min søn køber:
- Fary Rødvin Rondo 2014, der ikke længere produceres på destilleriet
- Fary Lochan Gin Sherry Cask
Jeg køber:
- Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 miniature
- Fary Lochan Distillery Edition Batch #04
Fary Lochan Distillery Edition Batch #4 er frigivet de 6. december 2021. Det er spøjst nok samme dato, som min whisky blev aftappet. Tingene går jp nærmes op i en højere enhed med sådan et sammentræf.
Konklusion på Fary Lochan Destilleri rundvisning 2021
Besøget hos dette lille familie-drevne destilleri var en fantastisk afslutning på en “far & søn” dag i whiskyens tegn. Det var en spontan beslutning, der viste sig, at være en fantastisk oplevelse. Vi blev taget godt imod, og fik en fin snak og rundvising, selvom vi kom uanmeldt, og ikke var tilmeldt en officiel rundvisning. Det er noget både min søn og jeg værdsætter. Jeg har igennem et par år stået i kø til at købe aktier i destilleriet. Efter dagen i dag, så håber jeg snart, at jeg er igennem køen. Jeg vil gerne deltage og spytte penge i sådan et projekt. Vi siger farvel og tak til Morten, og bærer vores varer ud i det efterhånden fyldte bagagerum, hvorefter turen går mod Nordjylland igen. Vi snakkede vores oplevelser på dagen igennem og konstaterede, at det er ikke sidste gang, vi tager på Fary Lochan Destilleri rundvisning.